Boerne valgte i hovedtrækkene to ruter - nord-nordøst til Transvaal op mod grænsen til nutidens Zimbabwe og Mocambique - og østpå mod Port Natal (Durban). Det første sted mødte de matabelerne (af zuluafstamning) - det andet sted den mægtige zulunation.

Boernes flugt fra det britiske kolonistyre i Kapstaden

Det store Trek samt zulunationen - dens opståen og endeligt

(Se billedet - det var et hårdt liv at trekke)
 

”Die Voorste Mense” – Pionærerne

Boernes dilemma – Transvaal eller Natal

Drakensbjergene

For og imod (jordens beskaffenhed og de sorte stammer)

 

I perioden 1806 – 1854 drog op mod 14.000 trekboere mod nordøst for at komme væk fra briternes indflydelse. De var fordelt på mindst 8 – 10 forskellige treks.  Englænderne tillod modstræbende disse udvandringer – hovedparten fandt sted i løbet af 1830’erne.

 

De sendte i første omgang folk ud for at rekognosere  - ”Die Voorste Mense” – en af disse spydspidser blev ledet af Louis Tregardt, der med sine folk nåede helt frem til området, hvor det nuværende Sydafrika, Zimbabwe og Mocambique støder sammen. Efter umådelige strabadser endte han med resterne af sine folk i Mocambique i Lourenço Marques ved Delagoa Bay i Det Indiske Ocean, hvor han og hans kone døde af malaria. De resterende 25 af hans folk blev med skib ført tilbage til Port Natal (Durban).

 

Andre ”Pionærer” havde i mellemtiden udforsket den sydvestlige del af den nuværende KwaZuluNatal provins, hvor de fandt masser af frodig jord og praktisk taget ingen indfødte. Det sidste skyldtes zulukongen Shakas brutale erobringskrige, hvor han gennem en 12-årig periode grundlagde et kæmperige på bekostning af sine naboer. Det skønnes at disse krige kostede op mod 2 mio. menneskeliv – tilstanden blev af de indfødte kaldt ”Mfecane” – det store kaos. Derfor lå kæmpeområder sydvest for Zululand øde hen.

 

Boerne diskuterede længe og inderligt om de skulle satse på Transvaal (nordøstpå) – eller på Natal (sydvest for Zululand). Boerne var langt fra enige. Vejen mod Natal var spærret af de drabelige Drakensbergen, og så var der de krigeriske zuluer – kunne man forhandle sig til rette med dem? Og hvad med matabelerne længere mod nord? Hvor var jorden mest frugtbar? Og var der ikke en risiko for, at briterne ville okkupere den eneste ordentlige havn langs Det Indiske Ocean – Port Natal?

 

Som det blev, så satsede boerne på begge områder – især da de fandt et farbart pas over Drakensbergen. Det førte i 1840’erne til etableringen af republikkerne Oranje Fristaten samt Transvaal nordøstpå og Natalia ved Det Indiske Ocean.

 

Griquaerne i Griqualand

Første møde med Matabelerne og kong Mzilikaze juni 1836

Slaget ved Vegkop oktober 1836

Slaget ved Mosega januar 1837

Det endelige opgør med Mzilikaze ved Kapain november 1837

Matabelenationen i Zimbabwe – Matabeleland – kong Lobengula

 

Nord for Great Karoo havde briterne tildelt griquaerne et stykke land – Griqualand. NB: Griquaer var betegnelsen for ”bastarder” som boerne kaldte dem – fra blandingsægteskaber mellem boere og hottentotter. De talte for flertallets vedkommende afrikaans, var kvægavlere og levede på mange måder som boerne – de havde geværer og heste. Boerne havde en række sammenstød med disse afrikaans talende kvægavlere, der pludselig var blevet ”klemt ind” i et område, som boerne betragtede som deres interessesfære. Griquaerne er i dag mere eller mindre integreret i xhosaerne, idet de efter apartheidlovenes indførelse blev anset for ”sorte”.

 

Et første møde med matabelerne, der var af zuluafstamning, var ved Sand River, hvor flere selskaber af boere blev udryddet. De var trængt ind i Mzilikazes 77.000 km² store rige syd for Limpopofloden. Besøgende var ok, men de skulle komme i fred, i små grupper og acceptere kongens overhøjhed. Desuden måtte de ikke jage uden kongens accept.

 

Vegkop. Her kom det til en træfning mellem 5000 matabelekrigere mod boernes 33 mænd og 7 drenge, bl. a. den 11-årige Paul Kruger (bagefter var de 30 = 1 sendt efter hjælp og 2 døde). Desuden 60 kvinder og børn. Dertil 5000 stk. kvæg og 50.000 får udenfor lageren på 40 vogne. Matabelerne stjal alt kvæg og fårene. De trak sig tilbage efter et tab på 500 mand. 

 

Gengældelsen ved Mosega – her foretog boerne et overraskelsesangreb mod Mzilikazes 40 kraler. De var 107 boere, 40 beredne griquas samt 40 barolongkrigere til fods. Matabelerne havde et tab på 200 krigere, de flygtede videre nordpå mod Kapain, som var Mzilikazes hovedsæde. Boerne konfiskerede alt kvæg – omkring 6000 stk. – som en kompensation for deres tab ved Vegkop.

 

Det endelige opgør fandt sted ved Kapain november 1837, hvor 330 kamptrænede boere kæmpede i 9 dage. Til sidst fordrev boerne matabelerne mod nord – over Limpopo floden ind i det nuværende Zimbabwe, hvor matabelerne etablerede et nyt kongerige. Det skønnedes at matabelerne under det sidste opgør mistede 3000 mand – dertil 7000 stk. kvæg. Hermed var deres magt for altid brudt i SA. 

 

Mzilikaze og hans matabeler etablerede som nævnt i 1837 et kongerige i det sydvestlige Zimbabwe – kaldet Matabeleland. Han blev senere efterfulgt af sin søn kong Lobengula. Her undertrykte matabelerne især shonaerne, der havde deres hovedudbredelse i den nordøstlige del af landet – kaldet Mashonaland. Englænderne ved Cecil Rhodes brød endeligt matabelernes magt omkring 1897 – altså 60 år senere – 3 år efter kong Lobengulas død. Det skete ved hjælp af Rhodes eget handelsselskab British South Africa Company (BSAC), at han med den engelske regerings velsignelse tog magten i landet. Understøttet af en gruppe hvide nybyggere under beskyttelse af de veludrustede British South Africa Police (BSAP) og ledet af den berømte storvildtjæger Frederick Selous (se også Nationalparken i Tanzania). Med god hjælp af maxim maskingeværer nedkæmpede de matabelerne og kong Lobengula under ”Den første Matabele krig”. Matabelerne blev endelig knust under ”Den anden Matabelekrig” (1896–97). NB: Forfatteren Wilbur Smiths tidlige bøger handler netop om konflikterne mellem matabeler og de hvide i Matabeleland.

 

Zulunationens storhedstid og ekspansion – Mfecane

Boernes første møde med zuluerne i Natal

De ”Store mord” – henrettelserne på Kwa Matiwane

Zuluernes angreb på boernes lagers ved Drakensbergen

Vlug Commando v/Italeni bjergene

 

Zulunationen var opstået ca. 100 år tidlige (omkr. 1706) midt i den nuværende Hluhluwe-Umfolozi Nationalpark. Fra være en lille ubetydelig stamme på 1.600 medlemmer, var den under kong Shakas regime i starten af 1800-tallet vokset til en frygtindgydende nation på omkring 250.000 indbyggere og med en stående hær på 50.000 krigere. Ekspansionen var sket gennem en lang række grusomme erobringskrige mod naboerne, der havde lagt store dele af den nuværende KwaZuluNatal Provins øde. Eftertiden kaldte perioden Mfecane (”det store kaos”).

 

Den sydøstlige del af provinsen lå derfor øde hen, og boerne der netop havde fundet et pas over Drakensbergen mod kysten, forhandlede nu med zulukongen Dingane om at overtage land sydvest for Zululand. Kongen accepterede på skrømt, men på afrejsedagen for boerne overlistede han hele boernes forhandlingsdelegation på 70 mand under ledelse af Piet Retief, og henrettede dem alle på den grusomste måde på KwaMatiwane (kongens personlige henrettelsesbjerg). Samtidig sendte han en hær på 10 impier (måske op til 20.000-30.000 krigere) ud for at opsøge boernes forskellige lagers for at udrydde alle – mænd, kvinder og børn. 500 boere døde under zuluernes raid, men heldigvis var zuluerne ikke klar over beliggenheden af alle boernes lagers, for de fjerneste gik fri. Dog mistede boerne det meste af deres kvæg - 30.000 stk. – som zuluerne stjal.

 

I al hast samlede boerne en styrke på 347 våbenføre mænd for at sætte efter zuluerne – og om muligt tilbageerobre noget af det stjålne kvæg. Boerne var splittede omkring ledelsen af commandoet, og det endte med, at to commandoer red ud under hver sin commandant. Uorganiserede som boerne var, løb de kort før zulukongens hovedstad Umgungundhlovu ind i et blodigt baghold i bjergpasset ved Italeni bjergene, hvor zuluerne udslettede dele af boernes ene commando – herunder commandanten Piet Uys og hans 14-årige søn Dirkie. Netop som Uys angreb var den anden commandant Andries Potgieter ved at trække sine folk tilbage under indtryk af den uholdbare situation.

 

Hele episoden skabte stor splittelse blandt boerne indbyrdes – de kaldte aktionen for ”Vlug commando” – ”flugt kommandoet”, idet halvdelen var flygtet mens den anden halvdel forgæves angreb den overlegne fjende! Der var fortsatte fjendtligheder mellem zuluer og boere, hvor massive styrker af zulukrigere angreb forskellige lagers, bl. a. ved Gatsrand, hvor 74 boere modstod angrebene fra 10.000 zulukrigere – bistået af boerkvinderne, der i al hast ladede de tomme geværer.

 

Slaget ved Ncome floden – Blood River

Forfølgelsen af zuluerne – ligene af Piet Retief og hans mænd

Bagholdet ved ”The White Umfolozi River”

 

Efter fiaskoen ved Italeni bjergene var boerne endnu mere rådvilde og sårbare p.g.a. deres tab. De var naturligt nok bange for yderligere angreb fra zuluernes side. I den sidste ende valgte de en ny, ung fører ved navn Andries Pretorius til at lede de resterende boere. Andries Pretorius svor en hellig ed – hvis han og hans folk kunne vinde over zuluerne, ville de holde sejrsdagen hellig resten af livet!

 

Andries Pretorius samlede derefter en styrke på 467 beredne mænd og 64 oksetrukne vogne, og drog mod Zululand. Ved Ncome floden dannede de en lager i form af et aflangt D eller lukket V – således at de to af de tre sider var beskyttet af h.h.v. floden og en dyb donga (regnvandskløft). Derefter sendte de folk over floden mod vest ud for at rekognosere. De antraf zuluerne, og snart gik jagten tilbage mod deres lager med zuluerne i hælene. Zuluerne nåede ikke frem til lageren i dagslys, idet de blev stærkt forsinkede i deres fremrykning p.g.a. manglende månelys!

 

Ved daggry havde de derfor ikke fået ført hele deres 15.000 mand store styrke over floden (til den østlige side). Zulugeneralen Ndlela begik den fejl at angribe før han havde hele sin styrke over floden, men zuluerne var ikke vant til tålmodig krigsførelse – endsige belejring. Mange krigere havde dog nået at gemme sig i den dybe regnvandskløft, hvor de i dagslyset var nemme at få ram på for boerne – det var ligesom i et skydetelt – og krigerne kunne ikke komme til at kaste deres spyd fra den dybe kløft. Det resterende krigeres passage over floden ved de to vadesteder var i dagslyset nem at forhindre eller besværliggøre for boerne. Og prøvede de passage over det bredeste stykke af floden, der var en flodheste pool, ved at danne kæde, skød boerne blot en kriger i midten af kæden – så klarede strømmen og flodhestene resten!    

 

Boerne foretog flere udfald fra deres lager, fordi de var ved at løbe tør for ammunition. Endelig havde de medbragt 3 små bitte gammeldags kanoner, der trods alt også spillede en rolle. Gennem to timer havde zuluerne gennemført det ene angreb efter det andet, men de blev svagere og svagere. Efter at zulugeneralen til sidst forgæves havde kastet sine elitetropper ind i kampen, trak de sig tilbage. Boerne kunne konstatere, at zuluerne skønsmæssigt havde efterladt omkring 3.000 faldne krigere, og Ncome flodens vand var rødt af blod – deraf det senere navn Blood River!

 

Boerne forfulgte nu zuluhæren, der bestemt ikke var tandløs på trods af tabet. De indtog zulukongens hovedstad, hvor hans palads stod i flammer, antændt af zuluerne selv. I Hovedstaden fandt de på henrettelsespladsen resterne af de 70 boerne ledet af Piet Retief – alle havde fået hovedet helt eller delvist knust af krigskøller, hvorefter de var blevet placeret på en stage stukket op gennem anus til brystkassen og forankret i jorden - i flere tilfælde mens de stadig var i live. Flere og flere zulukrigere kom indenfor synsvidde, og boerne fangede et par stykker, der beredvilligt fortalte, at zuluerne havde gemt store kvægflokke lidt længere fremme.

 

Boerne var ivrige efter at gøre gengæld, og de løb dermed endnu en gang ind i et baghold. Over en strækning på 25 km blev boerne skarpt forfulgt af zuluerne, og det lykkedes dem med møje og besvær at nå tilbage til deres lager – men ikke uden tab. Zuluhæren var ikke slået endnu!

 

Zululand efter Blood River

Briterne besætter Port Natal kortvarigt

Boerne opretter Republikken Natalia

Mpande – borgerkrig blandt zuluerne

Mpande – boernes marionet i Zululand

Briterne erobrer endeligt Natalia 1842 - 1845

 

I kaoset efter slaget ved Blood River havde zuluerne bl. a. angrebet Port Natal og dræbt eller forjaget alle englændere her. Da boerne vendte tilbage efter Blood River konstaterede de, at den britiske guvernør i Kapstaden havde sendt 200 britiske tropper til Port Natal, som de havde erobret! Samtidig udtalte guvernøren, af ”fortsatte boerne ind i Zululand i deres forfølgelse af Dingane og hans krigere, ville briterne stille sig på zuluernes side”! Det var et slag i ansigtet på boerne, at disse ”rooineks” (rødnakker) skulle blande sig i boernes forhold. Forholdet var nemlig det, at zulunationen slet ikke var kuet, idet zulukongen havde det meste af sin enorme hær intakt. Imidlertid ignorerede boerne briterne, og udarbejdede deres egen forfatning for deres nye republik – Natalia. Briterne trak sig dog også tilbage fra Port Natal allerede i 1839, hvor de sejlede tilbage til Kapstaden. Boerne begyndte nu at indrette deres egen republik – Natalia – med Pietermaritzburg som hovedstad.

 

Som nævnt var forholdet til zuluerne uafklaret, og tilstedeværelsen af Dinganes mægtige hær hængte som en trussel over hovedet på dem. Men allerede i 1840 skete der det, at Dinganes halvbroder Mpande var flygtet over Tugelafloden sammen med 17.000 krigere og tilhængere. Han hævdede, at Dingane planlagde et skaffe ham af vejen. I betragtning af zuluernes traditioner lød hans påstand meget sandsynlig, og efter grundige forhør, tilbød boerne at støtte ham i forsøget på at erobre kongeværdigheden i Zululand. Selvom én af boerne udtalte, at ”det var svært at fatte sympati for en indolent pamper, der målte 4 fod og 6 tommer om hans nøgne liv (132 cm)”.  Da boerne var sikre på, at han ville forråde sin halvbror, fik han tildelt jord i Natalia. Dingane havde tidligere lovet boerne at erstatte alt det kvæg han et par år tidligere havde stjålet fra dem, men det kneb med at opfylde løfterne. Nu hvor boerne havde fået en indfødt allieret, gik de et skridt videre. Pretorius blev udnævnt til Commandant-general, og sammen med Mpande og hans 17.000 zulukrigere satte de kursen mod zululand for at få Dingane til at tilbagelevere de 40.000 stykker kvæg.

 

Pretorius var ganske fortrøstningsfuld, idet det var hans hensigt at lade Mpande og hans krigere gøre det meste af arbejdet. Og ganske rigtigt, da boerne nåede frem til Mkuze floden konstaterede de, at der havde stået et voldsomt slag mellem Dinganes og Mpandes krigere, hvor resterne af Dinganes hær var flygtet over hals og hoved. Tabene var på mellem 6.000 og 9.000 krigere – nogenlunde ligeligt fordelt mellem de to grupper. Dingane flygtede til Swaziland, hvor han blev dræbt af fjendtlige indfødte. Mpande kom til at regere Zululand i de næste 30 år som boernes lydige lakaj. Allerede i 1842 tager englænderne skridt til at erobre hele Natalia – efter at boerne har gennemført en lidt hårdhændet straffeekspedition i Pongoland. Efter flere træfninger, hvor boerne er briterne overlegne, ender det med at de i juni 1842 indser det umulige i videre modstand mod briterne, og fra 1845 er briterne de formelle herskere i Natal Provinsen.

 

Anglo – Zulu War, Briter mod Zuluer 1879

Slaget ved Isandlwana januar 1879

Slaget ved Rorke’s Drift

Træfningerne ved Eshove, Intombe og Hlobane

Slaget ved Ulundi og afslutningen på Zuluriget juli 1879

 

Efter briterne havde erobret Natal republikken fra boerne, begyndte de at kigge misundeligt nordpå mod det frodige Zululand. Briterne havde stormagtsdrømme – de havde et ønske om kolonier fra Cairo til Sydafrika – og det var tæt på, at det lykkedes!

 

I 1872 afløste kong Cetshwayo KaMpande sin fader Mpande, der havde været boernes lydige lakaj siden de hjalp ham til magten mod sin halvbror Dingane i 1840. Mpande var således den længst regerende zulukonge – han var desuden også halvbror til den legendariske kong Shaka (der i 1828 blev myrdet af Dingane).

 

Briterne forsøgte med deres sædvanlige trick – de sendte zulukongen et ultimatum, og da han ikke reagerede, sendte de en styrke på 3 regimenter ind i Zululand ledet af general Lord Chelmsford. Zuluerne, der havde forsynet enkelte regimenter med geværer, legede kispus med briterne. Et af Chelmsfords regimenter slog lejr ved Isandlwana, hvor en zuluhær på 20.000 mand den 22. januar 1879 angreb og udslettede den britiske styrke. Det gav genlyd i hele Europa, for det var første gang en primitiv nation havde udslettet en europæisk styrke. Mere held havde briterne ved Rorke’s Drift, som var en missionsstation ved Buffalo floden. Her holdt 139 britiske soldater i to dage en zuluhær på 5.-6.000 krigere stangen. Efter to døgn dukkede Lord Chelmsford op og undsatte de 139 soldater.

 

Der fandt i løbet af foråret flere træfninger sted, bl. a. belejrede zuluerne en britisk styrke ved Eshowe. Desuden fandt der træfninger sted ved Imtombe, Hlobane bjergene samt Kambula. Men, stille og roligt fik briterne reorganiseret deres tropper – samtidig med at zuluernes styrker var ved at være slidt ned.

 

Så allerede i juli måned kunne briterne trænge ind i zuluernes hovedstad Ulundi, som de nedbrændte. Hermed var 63 års storhedstid slut for zuluerne, og Shakas dynasti var sat fra magten. Cetshwayo flygtede, blev senere fanget og sendt i husarrest i Cape Town. Zululand blev af briterne administrativt delt mellem 11 ”zuluhøvdinge” (én af dem var en hvid englænder og en anden basuto høvding). Dette gav i øvrigt anledning til nærmest borgerkrigslignende tilstande i zululand mellem de 11 høvdinge, og i 1882 prøvede briterne endda at genindsætte Cetshwayo som lydkonge, men han havde ikke mere opbakning sine folk, og døde som følge af træfninger med en af zuluhøvdingerne.

 

PS: I starten af 1879 var zulunationen stadig en imponerende modstander. Cetshwayo kunne mønstre en hær på mindst 40.000 krigere – alle utroligt diciplinerede, selvsikre og veltrænede. Hermed udgjorde de en formidabel modstander indenfor egne grænser – og det var her Cethswayo havde tænkt sig at kampene skulle foregå. Han havde f. eks. ingen planer om at angribe og indtage Port Natal. Rent taktisk anvendte de stadig Shakas ”bøffelhorn”, når de angreb – selvom Cetshwayo som nævnt havde forsynet enkelte regimenter med (gammeldags) geværer. Zuluerne udnyttede heller ikke deres mobilitet samt overraskelsesmomentet i bagholdsangreb på briternes styrker, herunder forsyningstropper. I direkte konfrontationer mod de britiske styrker trak zuluerne som regel det korteste strå!

 

Slaget ved Vegkop, hvor 33 mandlige boere samt 7 drenge (én af drengene var den 11 årige Paul Kruger - Transvaals senere præsident) dannede en vognborg af 40 vogne til forsvar mod en matabelehær på 5.000 krigere. Med i lageren var der også 60 kvinder og børn. Kvinderne gjorde deres store andel i kampen, idet de var utroligt dygtige til at lade mændenes geværer på ingen tid.

Selv kvinderne
deltog i kampen
ved Vegkop

Matabelekongen Mzilikazi, der var af zuluafstamning. Oprindelig en af zulukongen Shakas løjtnanter, men efter en uoverensstemmelse flygtede han i 1823 nordpå til området mellem Pretoria og Limpopo floden. Efter sin flugt til Matabeleland i Zimbabwe, hvor han døde, overtog hans søn Lobengula kongeværdigheden

Den berømte - eller berygtede - zulukonge Shaka, der i tidsrummet 1812 - 1828 skabte et enormt kongerige på 250.000 mennesker. Det skete på bekostning af alle hans naboer, hvor op mod 2 mio. mennesker blev slagtet (Mfcane).

Slaget ved Blood River - på Afrikans: Slag van Bloedrivier, hvor 467 boere holdt stand mod en zuluhær på 15.000 krigere. Udfaldet blev, at zuluerne trak sig tilbage efter et tab på godt 3.000 krigere.