De Frie Franske styrker og deres flag med Lorraine korset i midten. Nedenunder Charles de Gaulle med den berømte udtalelse: "La France - c'est moi" (Frankrig - det er mig)!

Billedet nedenfor viser repræsentanter for Vichystyret og for den tyske besættelsesmagt fotograferet på en antikommunistisk udstilling i Paris i marts 1942. Billedet i baggrunden forestiller Hitler og Pétain (fransk marskal og præsident i Vichyfrankrig) under mødet i Montoire i oktober 1940. Her tilbød Pétain Tyskland collaboration, dvs. samarbejde. Samarbejde med tyskerne og dyrkningen af gammeldags familieværdier blev de to søjler, som Vichyfrankrig byggede sin stilling på i Hitlers nye Europa.

Frankrigs rolle under 2. Verdenskrig

 

Resumé

 

Efter tyskernes invasion af Polen, Danmark og Norge kom  lynangrebet på – og besættelsen af – Frankrig, og 2. Verdenskrig var for alvor i gang. Den franske hær og hærledelse gjorde en ynkelig figur, idet tyskerne gennem 6 ugers ”Blitzkrieg” fejede al modstand til side og tog 1 ½ mio. franske soldater til fange. Og blandt de 60.000 franske soldater, der nåede at blive evakueret til England, var kun 3.000 indstillet på at kæmpe videre.

 

Frankrigs store kolonihær og flåde var under kommando af Vichyfrankrig, som tyskerne havde tilladt. De allierede havde naturligvis håbet på, at overtale disse styrker til at slutte sig til de allierede eller i det mindste forholde sig neutrale, men både i Vestafrika, Nordafrika, Madagaskar og Mellemøsten måtte de allierede (læs: englænderne) udkæmpe hårde kampe mod Vichy-styrkerne. Og når de slagne Vichy-soldater blev tilbudt at slutte sig til de allierede, foretrak et stort flertal i stedet krigsfangenskab.

 

Vichyfrankrig praktiserede en racepolitik, der i visse tilfælde fik de tyske nazister til at fremstå som novicer. Vichy-styrets ledende personer var ærke-konservative, og troede mere på gammeldags familieværdier end på ”Frihed, lighed og broderskab”!

 

De Frie Franske havde en selvudnævnt leder – Charles de Gaulle – som ikke havde megen opbakning i selve Frankrig eller de franske kolonier. Takket være støtte fra Churchill lykkedes det ham som krigen skred frem at befæste sin position. Dog havde han ikke megen succes med at rekruttere soldater til sin mission – ved udgangen af 1940 udgjorde hans styrke af Frie Franske kun 7.000 mand. Ved starten af 1944 udgjorde De Frie Franske en styrke på 550.000 mand, hvori indgik de Nordafrikanske styrker, der efter hårde kampe mod englænderne omsider havde sluttet sig til de allierede. 60% af de 550.000 soldater var dog indfødte soldater fra Vestafrika!

 

Efterhånden som krigen skred frem og invasionen og befrielsen af Frankrig skred frem og vi nærmede os udgangen af 1944 – 5 måneder før krigens afslutning, blev flere og flere franske soldater befriet fra krigsfangenskab, og indgik i De Frie Franske styrker.

 

Som den dygtige politiker de Gaulle senere skulle vise sig at være, fik han arrangeret det således, at han personligt kunne modtage den tyske kommandants overgivelse af Paris – han blev her hyldet som hele Frankrigs frelser – på trods af, at de franske styrkers indsats i.f.m. invasionen var minimal sammenlignet med de øvrige parters.     

 

Selvom de Gaulle (til sin store fortrydelse) ikke deltog i Yalta-konferencen på Krim februar 1945, hvor Stalin, Roosevelt og Churchill aftalte, hvordan verdensbilledet skulle se ud efter krigen, lykkedes det ham alligevel på uforklarlig vis at blive betragtet som en ligeværdig allieret – og Frankrig blev accepteret som én af de fire besættelsesmagter, der fik tildelt besættelseszoner.

 

I løbet af krigen havde især USA og Roosevelt ikke den store tillid til de Gaulle. Dels p.g.a. af hans manglende evner tidligt under krigen til at skaffe tilslutning til sin sag, og dels fordi de Gaulle var en utrolig besværlig person med et ego på størrelse med Eiffeltårnet. I efterkrigsårene, hvor han ad to omgange stod i spidsen for Frankrig, demonstrerede han en stærk ”Anglofobi”, der især var rettet mod amerikanerne (han havde ikke glemt amerikanernes holdning under krigen). Til sidst blev de Gaulle som statsleder tillagt nærmest diktatoriske beføjelser, hvilket passede størrelsen af hans ego. Manden, der senere blev berømt eller berygtet efter følgende udtalelser: ”Frankrig – det er mig”. Desuden hans skandaleagtige udtalelse under et statsbesøg i 1967 i Québec, Canada, der argumenterede for selvstændighed fra Canada, og hvor han sluttede sin tale for offentligheden med ordene: ”Vive le Québec libre”!

 

Frankrig erklærer Tyskland krig

 

Den 3. september 1939 – to dage efter tyskernes invasion af Polen – erklærede Frankrig Tyskland krig). I mange måneder skete der ikke noget. Tyskland var travlt optaget på østfronten efter invasionen af Polen, og i Frankrig og England var man hverken materielt eller mentalt klar til at gå i krig. Taktikken gik ud på at afskære Tyskland fra dets forsyninger og bruge tiden til at opruste.

 

Manglende krigsbegejstring i Frankrig

 

I Frankrig var der en ret udbredt modstand mod en krig med Tyskland. Mange huskede de frygtelige lidelser i skyttegravene under Første Verdenskrig. På højrefløjen var der mange som beundrede nazisternes effektivitet og godt kunne tænke sig et lignende totalitært styre i Frankrig. Andre så kommunismen som den største trussel og mente at man skulle slå sig sammen med Tyskland og bekæmpe Sovjetunionen.


Dertil kom at det store franske kommunistparti i september 1939 pludselig skiftede kurs. For næsen af vestmagterne havde Hitler i august 1939 indgået en ikke-angrebspagt med den sovjetiske leder Stalin, så kommunisterne var nu allieret med Nazi-Tyskland.

Tysk lynangreb

 

Officielt var Frankrig og Tyskland i krig, men i 8 måneder skete der ikke noget. ”Den underlige krig” kaldte franskmændene det. Men så tog begivenhederne fart.
Frankrigs grænse mod Tyskland var beskyttet af Maginotlinjen, en kæde af bunkere og underjordiske forsvarsanlæg, som den franske hærledelse satte sin lid til.

 

Men i maj 1940 rykkede tyske panserdivisioner gennem Ardennerbjergene, nord om Maginotlinjen, gennem Luxemburg, Holland og Belgien, og ned i Nordfrankrig. Den franske hær kunne ikke stoppe det tyske angreb. Alt var kaos. Millioner af mennesker flygtede sydpå foran de fremrykkende tyske tropper. Den 10. juni forlod den franske regering Paris og søgte tilflugt i havnebyen Bordeaux.

Frankrig kapitulerer

 

I den uoverskuelige situation var to nye medlemmer netop blevet optaget i regeringen: Krigshelten fra 1. verdenskrig marskal Pétain, og den væsentlig yngre nyudnævnte brigadegeneral de Gaulle. Pétain mente, at det eneste fornuftige var at indlede forhandlinger med tyskerne, general de Gaulle ville derimod fortsætte kampen.

 

I første omgang blev det Pétain, der vandt, og den 17. juni 1940 meddelte han over radioen, at kampene skulle indstilles. General de Gaulle flygtede til London, hvorfra han den 18. juni i radioen henvendte sig til franskmændene, og opfordrede dem til at fortsætte kampen. Den 22. juni underskrev Pétain en våbenstilstand med Tyskland. Den 2. august 1940 dømte Vichy-regeringen i øvrigt de Gaulle til døden!  

 

Frankrig delt i to zoner

 

Våbenstilstanden betød at Frankrig blev opdelt i to zoner. Den nordlige del med hovedstaden Paris og den vestlige del ud til Atlanterhavet blev besat af tyske tropper. Resten af landet fik betegnelsen den frie zone. I princippet fortsatte Frankrig med at eksistere, men i realiteten måtte man følge de ordrer der kom fra besættelsesmagten. Et af de tyske pressionsmidler var 1,5 mio. franske krigsfanger. Den franske befolkning var angste og rådvilde ovenpå den tyske lynsejr og den ydmygende våbenhvile. Hvem havde skylden, politikerne eller hærledelsen? Og hvad skulle man gøre?

General de Gaulle fortsætter kampen fra London

I London dannede general de Gaulle i juni de Frie Franske Styrker idet han afviste Frankrigs kapitulation samt Vichyregeringen under marskal Pétain. Målet var at fortsætte kampen for Frankrigs frihed i samarbejde med de allierede. Ud af de 60.000 franske soldater, der juli 1940 var blevet evakueret fra Dunkerque til England, valgte kun 3.000 af dem at kæmpe videre sammen med de Gaulle. Ved udgangen af 1940 havde han kun 7.000 tilhængere. Der var heller ikke megen støtte i Frankrig – ej heller i kolonierne, hvor det viste sig, at de allierede og De Frie Franske styrker måtte slås for hver eneste hektar koloniland mod de Vichyfranske styrker. Afgørende blev hjælpen fra Churchill, selvom samarbejdet mellem ham og de Gaulle var konfliktfyldt.

 

Regeringen i Vichy

 

Vichyregeringen valgte Vichy til hovedstad, og Petain sørgede for, at ”Frihed, lighed og broderskab” blev udskiftet med de mere traditionelle værdier: ”Arbejde, familie og fædreland”. Mange af hans tilhængere kunne godt finde inspiration i nazisternes effektive styre, og man viste stor imødekommenhed og samarbejdsvilje overfor tyskerne, ofte så stor at man kom de tyske krav i forkøbet, som f.eks. i tilfældet med den antijødiske lovgivning og forfølgelsen af jøder i Frankrig. 75.000 franske jøder blev således sendt østpå til koncentrationslejre som Auschwitz i Polen. Kun et par tusinde overlevede og vendte tilbage til Frankrig. Efterhånden betragtede mange dog Pétain og hans folk som landsforrædere.

 

Jøderne i de Vichy-franske besiddelser i Nordafrika


Før 2. Verdenskrig fandtes der i de nordafrikanske lande store jødiske samfund med rødder langt tilbage i historien. Til eksempel bestod det 2000 år gamle jødiske samfund i Marokko af en kvart million jøder. I Alger havde jøder kunnet opnå fransk statsborgerskab siden 1870, men i oktober 1940 besluttede Vichy-Frankrig at fratage 105.000 jøder denne status. Fratagelsen skete uden politisk pres fra tysk side. Frankrig og Nazityskland er de eneste to europæiske lande, der direkte annullerede jøders statsborgerskab.
 
I 1941 blev de nordafrikanske jøder nægtet adgang til skoler og universiteter. Jødiske boliger blev beslaglagt, og Vichy-regimet indførte forbud for jøder mod at indtage en lang række job. Det blev f.eks. vedtaget, at jøder kun måtte udgøre 2% af alle advokater, læger og jordmødre. I Alger, hvor jøder udgjorde 10% af lægestanden, betød bortvisningen af jødiske læger, at der var under 900 læger tilbage til at tage sig af mere end 7 millioner indbyggere.
  
Kort før de allieredes invasion beordrede den franske guvernør i Alger produktion af gule Davidsstjernearmbånd til alle algeriske jøder. Armbåndene nåede aldrig at blive uddelt, men det sender et signal om hvordan det kunne være gået, hvis ikke Nordafrika var blevet befriet i tide.

Franske styrker under Vichys kommando

 

Med opdelingen af Frankrig var situationen den, at 60.000 franske soldater var evakueret til England, hvoraf dog kun 3.000 ønskede at kæmpe videre under De Frie Franske. Tyskerne havde taget 1 ½ mio. franske soldater til fange under invasionen. Tilbage var den franske flåde i flådehavnen Toulon, i Middelhavet og i Vestafrika. Dertil kom de franske landstyrker i Nordafrika samt andre franske kolonier – især Vestafrika, men også Fransk Indokina i Asien (Laos, Cambodia & Vietnam). Alle disse stod under Vichyregeringens kommando.

 

En del af den franske flåde baseret på den franske atlanterhavskyst sluttede sig til de allierede, men store dele af den franske flåde lå ved h.h.v. Alexandria i Ægypten, Mers-el-Kebir i Algier, samt i Dakar i Fransk Vestafrika. Disse styrker udgjorde potentielt en dødelig trussel, idet de allierede ikke vidste, hvordan Vichyregeringen ville forholde sig – eller om tyskerne ville overtage skibene. Frankrig havde trods alt en styrke af overfladeskibe på 100 regnet fra slagskibe til destroyere. Dertil kom en væsentlig u-bådsflåde.

Alexandria-flåden erklærede sig neutral og fik lov til at ligge i fred. Royal Navy afleverede et ultimatum til flåden i Mers-el-Kebir, og da det viste sig umuligt at nå til enighed, angreb briterne den 3. juli 1940, og sænkede eller beskadigede en række franske skibe i Operation Catapult. September 1940 forsøgte briterne og de frie franske styrker at erobre den strategiske havn Dakar, men led nederlag til de franske styrker, der var tro mod Vichy-regeringen. Det var her, at de Gaulle måtte konstatere, at der var lang tid til han med overbevisning kunne udtale: ”Frankrig – det er mig”! I virkeligheden havde de Gaulle på det tidspunkt ikke megen pondus blandt de øvrige franske generaler, der alle havde både højere rang og anciennitet end ham.

Angrebene fra de gamle allierede førte til stor forbitrelse i Frankrig, og Dakar-operationen udløste et Vichyfransk modspil i form af et luftangreb på den britiske base i Gibraltar. Skønt de britisk-franske relationer således blev stærkt nedkølede, fortsatte enkelte franske skibe dog med at slutte sig til de allierede.

Slaget om Gabon var en del af det vestafrikanske felttog under 2. Verdenskrig. Slaget blev udkæmpet oktober - november 1940, og resulterede i, at De Frie Franske styrker under general de Gaulle overtog Gabon samt hele Fransk Ækvatorialafrika fra de Vichy-franske styrker. Den 12. november kapitulerede de sidste Vichyfranske styrker ved Port Gentil. Guvernør Masson begik selvmord. Den 15. november mislykkedes de Gaulles personlige appel til de tilfangetagne Vichyfranske soldater, inklusiv General Tetu om at slutte sig til de Frie Franske. Som følge heraf blev de interneret som krigsfanger i Brazzaville, Congo indtil krigen sluttede.

Den syrisk-libanesiske kampagne – også kendt som Operation Exporter – var de allieredes invasion af de Vichy-franske kontrollerede lande Syrien og Libanon juni - juli 1941 under ledelse af general Wavell. Man véd ikke særligt meget om selve operationen p.g.a. pressecensuren. Ledende allierede kommandører og politikere mente, at detaljerede oplysninger om hårde kampe mellem briter og franskmænd samt franskmænd indbyrdes, ville have en negativ effekt hos befolkningerne i de allierede lande.

De Vichyfranske styrker var under ledelse af højkommisær, general Henri Dentz, fransk øverstkommanderende i hele Levanten. Han rådede over 7 infanteriregimenter regulære franske tropper samt 5000 kavallerister. Dertil en stor flystyrke (med tyskernes hjælp nåede den op på 289 fly). Desuden en ikke ubetydelig flådestyrke. Efter hårde kampe overgav de Vichyfranske styrker sig 14. juli 1941 ved Acre i det nordlige Israel. 

Af de samlede Vichyfranske styrker blev 6.000 dræbt eller såret. 37.736 tilfangetagne Vichy-soldater blev tilbudt at slutte sig til De Frie Franske, men kun 5.668 tog mod tilbudet. Ved afslutningen af krigshandlingerne 14. juli 1941, aftalte parterne en gensidig udveksling af krigsfanger. De Allierede konstaterede imidlertid, at adskillige britiske krigsfanger var blevet transporteret ud af Syrien efter fredsunderskrivelsen. Da det kneb med at få Vichy-styrkerne til at returnere disse krigsfanger, internerede briterne general Dentz og 29 af hans ældste officerer i Palæstina – indtil fangerne var returneret til Syrien. Efter krigsslutningen fløj de Gaulle ind fra Brazzaville for personligt at gratulere de sejrende styrker (som for 95% vedkommende var britiske).

Slaget om Madagaskar var de allieredes forsøg på at erobre det Vichy-fransk kontrollerede Madagaskar, der kunne blive en potentiel japansk u-bådsbase. Kampene varede fra 5. maj til 6. november 1942. De forsvarende Vichyfranske styrker, blev ledet af generalguvernør Armand Léon Annet, der havde en styrke på 8.000 mand under sig. Efter hårde kampe overgav byen Diego Suarez sig den 7. maj, men en del Vichy-styrker trak sig tilbage mod sydlige del af øen, hvor general Annet først overgav sig nær Ilhosy den 6. november 1942.

Fransk Indokina i Sydøstasien omfattende Vietnam, Laos og Cambodia hørte også under Vichyfrankrig. Under 2. Verdenskrig gav Vichy-regeringen september 1940 Japan adgang til at angribe Kina fra Vietnam. Indokina forblev dog formelt under Vichyfransk styre indtil 9. marts 1945, hvor Japan gennemførte en egentlig besættelse. Den japanske besættelse varede indtil Japans overgivelse i august 1945.

Operation Torch og besættelsen af Vichyfrankrig

November indledte de allierede Operation Torch – invationen af Algier og Marokko. Vichystyrkerne på omkring 125.000 mand gjorde modstand mod de allierede – både Vichy-flåden, kystbatterierne såvel som landhæren gjorde modstand mod de allieredes invasion. På dette tidspunkt mistede tyskerne tilliden til Vichy-regimet og erobrede Vichyfrankrig for derigennem at forebygge en evt. allieret landgang i Sydfrankrig. Desuden var tyskerne interesserede i at sikre sig hovedparten af den franske flåde i Toulon, men den franske marine sprængte skibene i luften.

På grund af den håbløse situation sluttede den 125.000 mand store Vichy-hær i Nordafrika sig efter lange overvejelser gradvist til de allierede som Det Franske XIX Corps – en del af den 1. Britiske Armé. De kæmpede i Tunis i 6 måneder indtil april 1943 med forældet udstyr mod tyskerne, hvilket betød, at de led svære tab (16.000 mand) mod de veludrustede, men desperate aksestyrker.

Hermed blev DeFrie Franskes magtbase udvidet. De Gaulle anerkendtes som leder, også af modstandsbevægelsen i Frankrig, og i 1944 kunne han danne en provisorisk regering i Algeriet (se Comité francais de libération nationale). DeFrieFranske Styrker, Forces françaises libres, kæmpede i Afrika og Italien og deltog i befrielsen af Frankrig i 1944.


September 1944 udgjorde De Frie Franske styrker 550.000 mand incl. 195.000 franskmænd fra Nordafrika og 295.000 vestafrikanere. Ved årets udgang var antallet steget til omkring 1 mio. soldater (incl. befriede franske krigsfanger i selve Frankrig). Disse franske styrker kæmpede i Alsace, Alperne og Bretagne. Ved krigens afslutning udgjorde de franske styrker ca. 1,3 mio. mand incl. 7 infanteridivisioner og tre panserdivisioner, der kæmpede i Tyskland. Hermed nåede de Gaule og Frankrig med nød og næppe at blive accepteret som den fjerde allierede krigsmagt i Europa.

Hele situationen omkring befrielsen af Paris i 1944 var nervepirrende. Den tyske kommandant havde ordre fra Hitler om at jævne byen med jorden, men han veg tilbage herfor. På den anden side ville han ikke overgive sig til modstandsbevægelsen – kun til regulære troppestyrker. Her gjorde de Gaulle et kup, idet det lykkedes ham at overtale den allierede overkommando til at sætte ham selv i spidsen for en fransk panserafdeling, der skulle rykke ind i Paris. Den 26. august 1944 fik han arrangeret et stort triumftog ned ad Champs-Elysées med sig selv i spidsen for befrielsesregeringen. Jublen var enorm og han blev mødt som Frankrigs frelser.

I løbet af vinteren 1944/1945 blev mange af de sorte troppestyrker i De Frie Franske erstattet af hvide soldater. Processen blev kaldt ”blanchiment” (“hvidvaskning”). Processen blev med rette eller urette kritiseret for sine diskriminerende elementer. For det første var det for første gang siden 1940 muligt at stille med tilstrækkeligt mange etniske franskmænd i hæren. For det andet havde de indfødte, afrikanske styrker lidt store tab, eller var blevet krigstrætte efter flere års kampe. Desuden var det ikke muligt at rekruttere flere indfødte soldater til erstatning for tabene. For det tredje havde de afrikanske soldater en tendens til at blive syge, når de mødte det hårde nordeuropæiske vintervejr. Endelig var det vigtigt, at alle dele af det franske samfund bakkede op omkring krigsindsatsen, incl. tidligere Vichy-tilhængere, hvoraf mange havde tillagt sig nazisternes racemæssige holdninger overfor jøder og negre. Endelig ønskede den nye franske ledelse ikke at omverdenen skulle få den opfattelse, at Frankrig kunne takke sine ikke-hvide undersåtter for sin befrielse.

 

På grund af dygtigt lobby-arbejde lykkedes det franskmændene efter krigen at blive betragtet som ligeværdige krigspartnere under 2. Verdenskrig, og de indgik derfor på lige fod med de øvrige allierede, da Tyskland og Østrig skulle inddeles i besættelseszoner. Bl. a. fik franskmændene opfyldt et stort ønske, idet grænselandet Saarland kom til at ligge i den franske besættelseszone. Elsass og Lothringen blev naturligvis indlemmet i Frankrig, og en ”forfranskningsproces” indledtes. Saarland fik først adskillige år efter krigen lov til at vende tilbage til Tyskland, da mere end 90% af befolkningen stemte for at vende hjem til Tyskland.

 

Det er egentligt forbavsende for eftertiden, at Frankrig blev godskrevet en indsats på lige fod med de tre øvrige allierede. For det første var Frankrigs krigsindsats nærmest ikke eksisterende før landgangen i Frankrig i 1944. Og de Vichyfranske styrker havde oven i købet kæmpet mod de allierede både i Vestafrika, på Madagaskar, i Syrien og Libanon samt i Nordafrika. Efter at de Vichyfranske styrker var nedkæmpet, var det oven i købet kun et fåtal af disse, der valgte at slutte sig til De Frie Franske – mange Vichyfranske soldater foretrak i stedet fangenskab. Dertil kom Vichyregeringens samarbejde med tyskerne samt deres behandling af jøderne i Frankrig og Nordafrika, hvor man faktisk på enkelte områder optrådte endnu værre end tyskerne.

 

I virkeligheden kunne man lige så godt have foretrukket Polen som den fjerde allierede, idet De Frie Polske styrker på 250.000 mand allerede fra krigens start kæmpede heltemodigt sammen med de allierede. Men, i virkelighedens verden kunne det ikke gå sådan, idet Roosevelt, Stalin og Churhill på Yalta havde aftalt, at Østeuropa – og dermed Polen – lå indenfor Sovjetunionens interessesfære.

 

Opgøret med Vichy-regeringen

 

Efter krigen blev både Pétain og hans premierminister Pierre Laval stillet for en rigsret. Pétain blev den 15. august 1945 dømt til døden, men dommen ændredes til livsvarigt fængsel p.g.a. hans høje alder og tidligere meriter. Han døde i det fængsel hvor han var interneret, den 23. juli 1951. Pierre Laval flygtede først til Spanien, men blev fanget af amerikanerne og udleveret til de franske myndigheder. Han blev dømt til døden 15. oktober 1945 og henrettet. En tredje, betydningsfuld Vichy-politiker og –leder var admiral Darlan. Han havde i 1942 som øverstkommanderende for den Vichyfranske Middelhavsflåde nægtet at slutte sig til de allierede. Han blev dog allerede december 1942 myrdet af en fransk frihedskæmper under et besøg i Algier.

 

Vichy-styrets rolle var og er stadig stærkt omstridt i Frankrig. De Frie Franske med de Gaulle i spidsen forkastede styret som ikke-legitimt – altså nærmest ikke-eksisterende, og har holdt Vichy-regimet og dets rolle mere eller mindre udenfor den franske historieskrivning. Sådan kan man jo også gøre, hvis man har noget at skamme sig over – så kan man lade som om det aldrig er sket. Men der er ingen tvivl om, at styrets ideologi og politiske program har dybe rødder i det moderne Frankrig og landets historie.