Hanelefant i Hluhluwe-Umfolozi 2004

Mens vi venter på aftensafari i Hluhluwe-Umfolozi National Park i KwaZuluNatal

Zoologi/natur

Jeg er lidt i tvivl om, hvordan jeg skal udforme dette afsnit, for jeg kan jo sagtens begynde at slynge om mig med latinske navne på dyr og dyreslægter (så skal jeg godt nok slå disse op i et leksikon først). Men, det er efter min opfattelse ingen kunst at slå op i et leksikon – og det er heller ikke det, det drejer sig om!

 

Det handler lidt om en vis paratviden om dyrearter, - slægter og -familier. En nyttig viden, når du besøger fremmede himmelstrøg, f. eks. tager på safari i Afrika. Næste skridt er så, at kende de mest almindelig dyrenavne på engelsk (og også på svensk og måske lidt tysk). Og, naturligvis også lidt om den hjemlige fauna.

 

Det er også sjovt at vide noget om ”størst, længst, tungest, højest og hurtigst”. Og om ”The Big five”, som jeg har set adskillige gange i Sydafrika. Egentlig taler man i dag om ”The Big Six”, hvis man også tæller de dyr med, der lever i havene omkring os.

 

”The Big five” tæller (som bekendt) løve, leopard, elefant, næsehorn og kafferbøffel. Og hvis man tæller med, hvad der befinder sig i havene omkring os (i Sydafrika), så skal man også nævne f. eks. pukkelhvalen, som nu igen optræder langs Sydafrikas kyster. I november måned ved Hermanus sydøst for Cape Town er der god mulighed for at se hvaler. Og så er der jo Sydafrikas ”egen” hval – ”Southern Right Whale” – eller Sydlig rethval, som ikke er særlig lang, men meget ”tætbygget", så det er en ret tung hval. Navnet ”Right Whale” fik den af de gamle hvalfangere, idet det var den rette hval at fange. Dels fordi den var ret langsom, og dels fordi den flød ovenpå efter døden. 

Tilbage til vores hjemlige græsgange. Det er som nævnt også interessant at kende til vores hjemlige fauna, men det er ikke de store og sindsoprivende dyr, du finder i f. eks. Danmark, hvor de største rovdyr er ræven, grævlingen og odderen. Af hovdyr har vi som de største dyr kronhjort, dådyr og sika (de to sidstnævnte er indførte dyrearter) samt det lille rådyr. Bortset fra den nyligt udsatte bæver samt lejlighedsvis et forvildet vildsvin samt en mårhund fra Tyskland, er det vel hvad vi kan præstere i Danmark af pattedyr af en vis størrelse. Nå, ja – så glemte jeg verdens mindste delfinart – marsvinet + spættede sæler og gråsæler i vores farvande. Til sammenligning kan vores nordiske brødre desuden prale af brunbjørn, ulv, jærv samt på hjortesiden - elg og ren. Endelig kan normændene på Svalbard også prale af isbjørne!

 

Så er det meget sjovere at vende tilbage til Afrika. Her finder du verdens tungeste landpattedyr, verdens højeste dyr samt verden hurtigste dyr (den afrikanske savanneelefant, giraffen og geparden). Desuden Afrikas farligste dyr med flest menneskeliv på samvittigheden - flodhesten, der samtidig er Afrikas næststørste landpattedyr (efter elefanten)!  Der findes naturligvis også vilde dyr i Asien, Nordamerika samt Sydamerika, men disse tre verdensdele er efter min opfattelse efterhånden så overbefolkede, at der ikke er meget ”uopdaget” land tilbage – og slet ikke land, hvor vilde dyr kan trives uden konflikt med mennesker. Asien rummer verdens to mest folkerige nationer – Kina og Indien, der tilsammen snart har 2,5 milliard indbyggere. Siden jeg gik i skole, er indbyggertallene i de to lande tilsammen steget med ca. 1 milliard mennesker. Tag f. eks. Indien, hvor alle deres nationalparker er under et voldsomt pres p.g.a. den eksplosive befolkningstilvækst. Så der er ikke meget plads tilbage til f.eks. den bengalske tiger, den vilde asiatiske elefant samt det indiske næsehorn. Andre steder i Asien ser det slemt ud for de to næsten uddøde næsehornsarter – sumatranæsehorn og javanæsehorn. Dertil kommer 3-4 andre underarter af tigeren, der er endnu værre stillet end den bengalske tiger (sibirisk-, indokinesisk-, sydkinesisk- og sumatratiger).

 

I Nordamerika levede der før den hvide mand kom til landet et sted mellem 60 og 100 millioner bisonokser. I 1890 var tallet nede på 750 (syvhundredeoghalvtreds stk.!), hvoraf langt de fleste levede i fangenskab. I dag er det lykkedes at få bestanden op på ca. 350.000 stk. Yellowstone Nationalpark, der er på størrelse med Sjælland, Lolland-Falster og Møn tilsammen, rummer en del af disse – foruden bjørne (sortbjørne og grizzly) samt som noget nyt – ulve. Det skal tilføjes, at ikke alle er tilfredse med tilstedeværelsen af disse rovdyr i Yellowstone.

Nordamerika har andre rovdyr, bl. a. verdens største landbaserede rovdyr - Kodiakbjørnen, der lever på bl. a. Kodiak øen ud for Atlaskas kyst. Af andre rovdyr kan nævnes isbjørnen i det nordlige Canada. Desuden jaguaren, der en sjælden gang kan ses i den sydlige del af USA såvel som i Mexico. Endvidere pumaen, der er på størrelse med en leopard, som lever både i Nord- og Sydamerika. Amerikanerne kalder den cougar eller "mountain lion" (de har ikke altid sans for proportioner). Endelig er der canadisk los samt rødlos ("bobcat"). Bland de store hovdyr skal nævnes verdens største elgsdyr i den nordlige del af kontinentet ("moose") samt wapiti ("elk") - sidstnævnte er kronhjortens amerikanske fætter, men en del større end denne. Endelig den nordamerikanske udgave af rensdyret kaldet caribou - den er noget større end sin euroasiske fætter.

I dag er der ikke er meget land tilbage i Nordamerika, der ikke enten dyrkes eller ejes af én eller anden, der så naturligvis bestemmer, hvad området skal anvendes til. Også i Nordamerika trænger mennesket frem med boliger, hvor de vilde dyr tidligere var alene om pladsen, hvilket naturligvis giver anledning til uheldige konfrontationer mellem mennesker på den ene side og f. eks. bjørne, pumaer og elgsdyr på den anden side. I de allernordligste områder af kontinentet finder der desuden jævnligt konfrontationer sted mellem isbjørne og mennesker.

Sidste nyt hvad angår konfrontationer mellem dyr og mennesker drejer sig om den ellers upåagtede prærieulv eller coyote. Den er ikke en ulv og heller ikke en hund, men noget der ligger midt imellem. Normalt et meget menneskesky dyr, men dele af populationen er trængt nordøst på fra prærieområderne og mange har parret sig med de fåtallige ulve i det nordøstlige USA og sydøstlige Canada. Resultatet er ret skræmmende, idet man indenfor de seneste år har oplevet, at coyoter nærmest på ulvemaner i flok har jaget og dræbt mennesker.

 

Sydamerika rummer ikke specielt mange store dyr. Dog finder man her verdens tredjestørste katterovdyr (jaguaren), hvor hannerne kan opnå en størrelse som en hunløve. Desuden rummer Sydamerika kaimaner (meget stor krokodilleart) samt tapirer. Ellers er det mere ”specielle” dyrearter, som Sydamerika er kendt for – de har deres guanacoer og vicunjaer (af kamelslægten, men uden pukler), flodsvin (kapivar) – verdens største gnaver på ca. 65 kg. Dertil stor myresluger, der kan veje op til 50 kg. – og som selv jaguaren går forsigtigt til p.g.a. myreslugerens enorme kløer på forbenene. Og et af verdens langsomste dyr – dovendyret. Endelig verdens tungeste kvælerslange – anakondaen!   

Tilbage til Afrika, som stadig er en af de tyndest befolkede verdensdele! Især Østafrika har stadig store områder med nationalparker, hvor dyrene IKKE er indhegnede, og hvor de kan foretage deres vandringer efter årstidernes skiften (læs: efter hvor regnen falder). Hvert år færdes 1 mio. gnuer mellem Serengeti i Tanzania og Masai Mara i Kenya – og retur. Et fantastisk syn.

 

Tanzania er nok det østafrikanske land med de fleste og største nationalparker, bl. a. Ngorogoro krateret, Gombe, Mt. Kilimanjaro, Serengeti samt verdens næststørste naturreservat Selous Game Reserve på 54.600 km² - altså næsten på størrelse med Kroatien, og en del større end Danmark (43.000 km²). Verdens største nationalpark ligger i øvrigt i Grønland. Den blev oprettet i 1974 og fylder omkring 972.000 km² (mere end 22 gange så meget som Danmarks areal). Tilbage til Selous Game Reserve, der bl. a. rummer omkring 65.000 elefanter, ca. 160.000 kafferbøfler og ca. 2.000 sorte næsehorn. Dertil Afrikas største koncentration af flodheste, krokodiller og vilde hunde. Det er opkaldt efter den britiske officer, jæger og opdagelsesrejsende Frederick Selous, som blev dræbt her af tyskerne under 1. Verdenskrig.

 

Kenyas nationalparker er måske lidt mere kendte end Tanzanias. Tænk bare på navne som Masai Mara (som faktisk er den nordlige del af Tanzanias legendariske Serengeti slette), Amboseli med dens spektankulære beliggenhed ved foden af Mt. Kilimanjaro samt Tsavo, der for godt 110 år siden blev kendt p.g.a. sine mankeløse, menneskeædende hanløver (se filmen: ”The Ghost and the Darkness” fra 1996 med Michael Douglas som storvildtjægeren Remington og Val Kilmer som ingeniøren John Henry Patterson). Filmen er baseret på virkelige hændelser, hvor to menneskeædende løver i løbet af 9 mdr. i 1898 dræbte mellem 30 og 130 indiske arbejdere, mens man var ved at anlægge en jernbane gennem området (nye Isotopanalyser fra 2009 viser, at det korrekte tal formentlig ligger et sted mellem 25 og 35 personer).

 

Af andre steder i Afrika med store muligheder for naturoplevelser kan bl. a. nævnes Namibia med Kalahari ørkenen, der ikke kun er øde ørkenområder, men derimod har en ganske imponerende fauna med elefanter, næsehorn, løver og antiloper m. fl. Desuden Botswana med Okavango-deltaet – efter min mening det sidste virkeligt uberørte naturområde i Afrika!

 

Under alle omstændigheder er Afrika det eneste kontinent, hvor der stadig er store naturområder tilbage, som er reserveret for de vilde dyr – selvom meldingerne herfra er alarmerende. Vel er bestandene af vilde dyr, bl. a. løver, elefanter og næsehorn stadig imponerende, men tilbagegangen de sidste 100 år – ja blot de sidste 10 år er dybt foruroligende.

 

Forklaringen er som alle andre steder i verden, at mennesket breder sig over alle grænser. Den afrikanske befolkning oplever i disse årtier en væksteksplosion, der siger spar-to til alt, hvad vi ellers har oplevet. Jeg har for nyligt læst om forholdene i Zambia, hvor man forventer en TRE-DOBLING af befolkningstallet indenfor de næste 30-40 år! Det stigende befolkningstal lægger allerede i dag et enormt pres på naturområder og reservater, hvor mennesket trænger frem. Fældning af skov i det centrale Afrika er ved at udrydde gorillaerne, jagt på "bushmeat" udrydder mange dyrearter, rydning af træer og buske til brænde el. produktion af trækul lægger store arealer øde, og i den nordlige del af Afrika vinder ørkenen frem p.g.a. de indfødtes rydning af hver en kvist, der kan brænde.

Desuden er især elefanter og næsehorn udsat for angreb fra krybskytter, der er ude efter elfenben og næsehornets horn. Al handel med elfenben og næsehornets horn er ulovlig, men der finder stadig en stor illegal handel sted - især med Asien som aftager. Og  næsehornets horn er fortsat meget efterspurgt blandt den Arabiske halvøs fyrster, der bruger hornet til noget så eksotisk som håndtag til deres daggerter!  

 

For ikke at tale om masaiernes traditioner, hvor en dreng kun kan blive mand, når han havde dræbt en løve. Samtidig lader masaierne deres kreaturer græsse i nationalparkerne, hvor løverne ikke kan kende forskel på en tamko og en gnu. Prisen for løven er et spyd gennem halsen. Regeringerne er så småt ved at overbevise masaierne om, at man sagtens kan være en mand uden at have dræbt én eller flere løver – der er faktisk flere penge i at beskytte løverne, så vestlige turister kan komme og betale for at opleve disse i naturen.

 

Problemet er i bund og grund, at fødselsraten blandt de indfødte i Afrika er ligeså høj som den var for 100 - 150 år siden, hvor stammekrige, sygdomme, en høj børnedødelighed og hungersnød var årsagerne til, at befolkningstallene var nogenlunde stationære. I dag står velmenende mennesker fra Vesten parat med medicin, læger og anden nødhjælp, der reducerer dødeligheden væsentligt blandt de indfødte befolkninger. Det er der i sig selv absolut ikke noget galt i – bortset fra, at resultatet selv på kort sigt er en befolkningseksplosion i de forskellige afrikanske lande.

Kampagner for prævention, der også skal beskytte Afrikas befolkning mod et andet kæmpestort problem – HIV og AIDS – er ikke særligt virksomme, blandt andet p. g. a. modstand fra den katolske kirke. Så fremtidsudsigterne er ikke lyse for Afrika – hverken for menneskene eller de vilde dyr!

 

Efter denne lille, alvorlige ”opsang” vil jeg slutte af med Sydafrika – eller rettere mulighederne for safari og andre  oplevelser i landet. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg nærer en særlig forkærlighed forlandet – så er I advaret! Der er næppe tvivl om, at man får de største safarioplevelser i  Østafrika eller Botswana – til gengæld mener jeg ikke disse lande har så meget andet at byde på. Og efter 10 rejser i Sydafrika føler jeg ikke trang til at bruge hverken 8 eller 14 dage på safari fra morgen til aften under oftest ubekvemme forhold, som det kan være i Østafrika og Botswana.

 

Derfor hælder jeg meget til Sydafrika, der efter min opfattelse er det mest velfungerende land i Afrika. Sikkerheden er højere end i så mange andre afrikanske lande, logistikken fungerer fint, prisniveauet for turister er favorabelt, og der er mulighed for utroligt mange oplevelser i landet. Nu skal man blot huske på, at der er tale om et enormt stort land – på størrelse med Frankrig, Tyskland og Polen tilsammen – så det drejer sig også om begrænsningens kunst – eller at vælge at flyve indenrigs, hvilket ikke er dyrt.

 

Natur og vilde dyr oplever man primært i den nordøstlige del af landet i Limpopo og Mpumalanga provinserne, hvor Kruger Nationalparken ligger. Det er landets største og næstældste nationalpark (størrelsen svarer næsten til 2/3 af Jyllands størrelse – knapt 19.000 km² - og parken blev oprettet 1898 af Transvaal Republikkens daværende præsident – Paulus (Paul) Kruger). Kruger er I dag en del af ”Great Limpopo Transfrontier Park”, hvori også indgår områder i Zimbabwe samt Mocambique. Her kan man oplevet stort set alle de afrikanske vilde dyr, som, man kan ønske sig. Der er mulighed for selv at køre ind i parken i egen udlejningsbil, at blive kørt i åben Landrover, samt at bo i nogle af de ”Restcamps”, der er I parken.

 

En anden mulighed, som efter min mening er mere attraktiv, er at vælge en privat lodge i et af de mange private naturreservater, der grænser op til Kruger – f.eks. Balule el. Sabi Sands. Fordelen er, at man – i modsætning til Kruger - må køre off-road og opsøge dyrene hvor de befinder sig, og så må man køre på aftensafari – i modsætning til Kruger, hvor alle skal være ude af parken inden mørkets frembrud. Disse private naturreservater har intet hegn mod Kruger Nationalparken, så der sker til stadighed en udveksling af vilde dyr mellem områderne. To – højst tre nætter I en privat lodge med én gang morgen- og aftensafari pr. døgn, vil give dig rig mulighed for at opleve ”The Big Five”. Endelig er kvaliteten tårnhøj I disse private lodges – sammenlignet med Krugers Restcamps – men prisen er naturligvis også derefter. Min erfaring er, at man under en tur til Sydafrika bør unde sig selv et par luksusdøgn I en sådan lodge, hvor fortæringen samt evt. også drikkevarer oftest er ”all inklusive”.

 

Bevares, der findes også naturreservater i andre af Sydafrikas øvrige 7 provinser – her skal jeg blot nævne Pilanesberg i North-West provinsen, der også indeholder ”The Big Five”. Pilanesberg er for de travle mennesker, idet parken kun ligger knapt 1 ½ times kørsel fra Johannesburg International – og lige ved siden af Sun City med deres spillekasinoer samt to fremragende golfbaner. Desuden landets ældste nationalpark Hluhluwe-Umfolozi Nationalpark (udtales: ”Sjlusjluve-Umfolosi”) i KwaZuluNatal provinsen. Her findes også ”The Big five” – det var i øvrigt i denne nationalpark, at sydafrikanerne gennem et ihærdigt avlsarbejde reddede den sydlige underart af det hvide næsehorn fra at uddø. Hluhluwe-Umfolozi ligger I hjertet af det gamle Zululand, og var faktisk de gamle zulukongers private jagtmarker.  

I dag reklameres der flere og flere steder i medierne eller på rejsebureauernes hjemmesider for "danskejede" safarilodges i Sydafria, der med stor entusiasme tilbyder danskere 8 eller 14 dages "pragtfuldt safariophold" i deres lodge. Mange af disse lodges ligger langt fra Kruger Nationalparken, og er anlagt i tidligere kvægfarme, der er indhegnede - og et antal vilde dyr er indkøbt og sat ud.
Min mening om disse tilbud er, at kvaliteten ikke hænger sammen med prisen. Hvis man vælger en af de "rigtige" safari lodges med direkte adgang til Kruger, behøver man ikke at bruge hverken 8 eller 14 dage på safari - da får man set det hele på 2 - 3 dage. For man skal jo huske på, at Sydafrika er meget mere end safari - der er utroligt meget andet at opleve i dette store land.

Skulle jeg endelig vælge at bruge 14 dage på safari i Afrika, så ville jeg nok vælge f. eks. Kenya eller Tanzania, der har meget større mængder af vilde dyr end Sydafrika! Til gengæld har disse lande ikke så mange andre ting at byde på - i modsætning til Sydafrika.
 

 

Når jeg nu har nævnt de mange safarimuligheder i Sydafrika skal jeg også uddybe alle de andre grunde til at besøge landet: Sightseeing i almindelighed med besøg i én af Afrikas smukkeste byer – Kapstaden med sin berømte Waterfront. Er man søstærk kan man herfra tage en tur ud til Robben Island (Sæløen), hvor Mandela sad fænglet, man kan tage en tur op på toppen af Taffelbjerget (hvis vejret tillader det), man kan besøge Kaphalvøen, der faktisk er et naturreservat – og opleve Kap Det gode Håb, Cape Point, False Bay med Simons Town, Boulders Beach med sin pingvinkoloni samt en lækker frokost på rest. Seaforth i Boulders Beach. Kører man mod Kap Det Gode Håb langs Atlanterhavet er der også Hout Bay med sine sælrev samt den utroligt smukke ”scenic route” – Chapman’s Peak.

 

Med udgangspunkt i Kapstaden eller Stellenbosch kan man udforske baglandet omkring Stellenbosch, hvor Sydafrikas største vinproduktion finder sted – og herfra er der ikke langt til Paarl og Franschoek, hvor de også producerer fremragende vine. En tur med vinsmagning er et ”must” for turister i denne del af landet!

I den forbindelse bør jeg egentlig lave et særligt afsnit om det sydafrikanske køkken og vinkort. Lad det være sagt med det samme - man spiser ualmindeligt godt i landet. Vildt i form af filet af alle mulige antilopearter samt vortesvin (nam-nam), krokodille og struds! Dertil "alt godt fra havet" - sole (skøn fladfisk a la søtunge), cape cod (har intet med torsk at gøre), snoek (afrikaans for gedde) samt king klip. Endvidere muslinger, masser af hummere (f. eks. deres rock lobsters - ikke ret dyre) samt østers (også til en overkommelig pris). Og så har Sydafrika også noget af det bedste bøfkød i verden! Og vinen - det er endnu et kapitel for sig selv - OK I slipper med en advarsel, jeg vil blot understrege, at man på restauranterne i Sydafrika får serveret klassevine til uforskammet lave priser!

 

Efter dette lille "sidespring, går vi over til ”The Garden Route”, som roses af så mange mennesker for sin smukke natur. Her må jeg lige korrigere: ”The Garden Route”, som følger hovedvej N2, er faktisk møg-kedelig Så er det sagt! Sagen er den, at N2 langt de fleste steder er anlagt langt inde i landet – borte fra kysten – hvor alle de smukke steder ligger. N2 kan godt minde lidt om den gamle A1 tværs over Sjælland før motorvejen kom – der er sgu ikke meget Afrika over den. Skal man opleve smukke steder under turen på N2, så skal man forlade hovedvejen og køre mod kysten, f. eks. til Hermanus. Men så går det ikke særligt hurtigt. Så enten må man vælge sightseeing eller hurtig transport. Og de sydafrikanske hovedveje er ikke særligt hurtige.

 

På vejen videre nordøstpå af N2 kommer man til Knysna med den smukke lagune. At bo i det bjergfulde bagland med udsigt over byen, floden, lagunen og Det Indiske Ocean, er en fantastisk oplevelse. Også Knysnas Waterfront er meget smuk. Kører man videre ad N2 kommer man til sidst til KwaZuluNatal provinsen, hvor der også ligger en række smukke småbyer, f. eks. Ballito. Midt i provinsen i området ”Midlands and Battlefields” ligger en række historisk interessante steder – steder, hvor boere og matabeler samt boere og zuluer har udkæmpet slag (Vegkop & Ncome/Blood River). Endvidere steder hvor boere og briter har kæmpet – såvel som briter og zuluer (jeg kan i flæng nævne f. eks. Ladysmith, Elandslaagte, Spionkop samt Isandlwana). Videre nordøstpå finder du St. Lucia og Greater St. Lucia Wetlands Park – et kæmpemæssigt naturområde med en række udflugtsmuligheder i og omkring den kæmpestore lagune.

 

Endelig videre nordpå langs Swazilands vestlige grænse mod de berømte Drakensbjerge, hvor du bl . a. kan opleve nogle fantastisk imponerende og smukke scenarier. F. eks. Blyde River Canyon – verdens 3. største canyon, der er 26 km lang og 800 m dyb, Bourkes Luck Potholes, Gods Window samt The Three Rondavels . Og så er der den gamle guldgraverby Pilgrims Rest. Der er naturligvis mange andre ting at fremhæve omkring Sydafrika, men jeg kan jo ikke få det hele med. Jo, for resten, jeg skal måske lige gentage, at Sydafrika har nogle af verdens smukkeste golfbaner – og de fleste er i virkeligheden ret billige at spille. Og til sidst vil jeg blot fremhæve, at Sydafrika er et ret billigt land at rejse i – flybilletten er den største udgift, men at bo, spise og drikke samt f. eks. leje udlejningsbil, er ret billigt!

 

Mange af mine ord handler om miljø og natur - om hvordan vi bevarer dette bedst muligt i en overbefolket verden. Nu er det ikke fordi jeg er miljøaktivist, men jeg tænker med glæde tilbage på de mange oplevelser jeg har haft med vilde dyr i Afrikas natur. Derfor er jeg lidt bekymret for, om mine yngste børnebørn om 60 år, når de på min anbefaling rejser til Afrika, kan opleve ét eneste vildtlevende afrikansk dyr!

 

 

Drikkende giraffer midt på golfbanen på Hans Merensky

Hans Kgl. Højhed laver "pottetræning" i Balule Nature Reserve.

Ser vi alene på safarimulighederne, er Kenia svær at komme uden om.

Men Kenya overgås af sin større, sydlige nabo Tanzania, der har flere store nationalparker.

Det ultimative safariland er i mine øjne imidlertid Botswana, hvor især Okavango deltaet stikker i øjnene. For alle tre lande gælder imidlertid, at de ikke har så mange andre ting at byde på. Desuden er sikkerhed, logistik og komfort slet ikke på højde med Sydafrika.