Man kan naturligvis komme sin kryddersnaps på almindelige flasker, men det pynter jo lidt, hvis man bruger nogle dekorative karafler - her er Holmegårds julesnapsekaraffel årgang 1985 - den eneste jeg ejer af serien.

Det behøver ikke at være som ræven sagde - du skal blot huske at fryse bærrene - og så iøvrigt lade dem trække tilstrækkeligt længe!

Kryddersnaps

Jeg kan lige så godt tilstå med det samme, at det med at lave kryddersnaps er min allernyeste interesse, og derfor er jeg en novice på området. Jeg har godt nok gennem længere tid ”sværmet” omkring emnet, jeg har besøgt masser af hjemmesider om emnet, og jeg har faktisk haft opskrifter liggende på min computer i mindst et par år. Medvirkende til min interesse er naturligvis også min store passion for sild, der passer fortræffeligt sammen med kryddersnaps - eller også er det omvendt! 
 

 

Men, jeg har hidtil veget tilbage for at prøve tingene af i praksis, idet mange af opskrifterne lyder nogenlunde sådan: ”I maj måned går du ud langs grøftekanter eller på den jyske hede og finder x-urten, som du nemt genkender på dens små, grønne blade…”. Hvad nu hvis jeg ikke når det i maj måned, og jeg er desuden helt sikker på, at jeg ikke kan genkende x-urten på dens grønne blade, da jeg bestemt ikke er skrap til flora – hvad nu, hvis det er en giftig plante jeg får fat i? Og i øvrigt har jeg forbandet langt til den jyske hede!

 

Eller også står der i opskriften: ”Du laver 10 forskellige slags essenser – her følger opskrifterne for hver essens – og efter ½ år blander du essenserne nogenlunde i forholdet x:x – men du må i øvrigt smage dig frem til det helt rigtige forhold . Efter yderligere ½ år kan produktet drikkes”.

 

Helt ærligt – det er altså for besværligt – og alt for meget er overladt til min egen vurdering. Når jeg har lavet kryddersnaps i 5 år kan det godt være, at jeg er dreven nok til den fremgangsmåde.

 

Så var det, at jeg helt tilfældigt faldt over Mårslet Brændevinslaugs tilbud om færdige krydderposer, hvor der på poserne klart og tydeligt står, hvad du skal gøre. Mine resterende opskrifter er også opskrifter, hvor enhver kan finde ud af, hvordan man skal gøre – tag f. eks. min dildsnaps, som er pærenem at lave, hurtig at lave, velsmagende samt billig. Jeg skal her indskyde, at jeg i starten besøgte min lokale Kvickly butik, hvor jeg fandt en for mig total ukendt vodka ved navn VLAKOFF – vist nok lavet i Frankrig. Den er totalt smags- og kønsløs, hvilken gør den absolut velegnet til mit formål – og så koster den kun 59,95 kr. (her i 2012 er den steget til 64,95 kr. - uforskammet pris - UPS, de har her sidst på året sat den ned igen til 60 kr.)! 

 

Tilbage til dildsnapsen: Hos min lokale grønthandler køber jeg et stort og flot bundt dild til 12,50 kr. Jeg fjerner lige de groveste stilke, og kommer resten i et stort og omhyggeligt rengjort sildeglas (o/1 liter) med et tætsiddende låg. Dernæst tilsætter jeg 1 fl. VLAKOFF, og lader det hele trække i 5-6 dage. Herefter filtrerer jeg blandingen gennem en nyindkøbt tragt med et kaffefilter i – min nylavede dildsnaps bliver selvfølgelig hældt tilbage på vodkaflasken, hvor jeg forinden har fjernet den originale etiket med en kniv + acetone. På med en selvklæbende etiket med kryddersnapsens navn samt dato for filtrering. Og her har jeg så en fremragende kryddersnaps til kun 72,50 kr.! 

 

Her er det så, at viljestyrken kommer ind i billedet: Dildsnapsen KAN drikkes med det samme – den smager faktisk rigtig godt med en blød, mild og rund smag. Men, har du viljestyrke og tålmodighed, bør du vente mindst 1 måned. Al kryddersnaps bliver faktisk bedre af at trække! Se det var da ikke svært, vel?

 

Her kan du se min indtil dato beskedne produktion af kryddersnaps  - b l. a. baseret på krydderi-poser fra Mårslet Brændevinslaug www.maarsletsnaps.dk

 

Flere af flaskerne er faktisk allerede tømt i løbet af sidste jul og nytår, og de øvrige er for de flestes vedkommende drikkeklare nu, men venter dog stadig på at blive smagt.

 

Oprindelse:

Navn:

Sat til at trække

Mårslet Brændevinslaug

1

Julesnaps 2010

10.11.10

2

Mårslet Bjesk

10.11.10

3

Jelshøj Dram

10.11.10

4

Jens Langknivs Bjæsk

10.11.10

5

Porsesnaps

10.11.10

Egen opskrift

6

Dild snaps

16.11.10

Mårslet Brændevinslaug

7

Gib’ernakken

12.01.11

8

Lumisnaps (P. W. Glob)

12.01.11

9

General Bitter

12.01.11

10

Gammelby Dram

12.01.11

11

Vinter Dram

12.01.11

12

Påske snaps *) (u/beregn)

12.01.11

Egen opskrift

13

Dild snaps

17.01.11

Egen opskrift

14

Enebærsnaps (essens-15 bær – fortyndes!)

17.01.11

Egen opskrift

15

Påskesnaps *) (fortyndes?)

26.01.11

Egen opskrift

16

Timian snaps

26.01.11

Egen opskrift

17

Basilikumsnaps

04.02.11

Egen opskrift

18

Blåbærsnaps (1/2 fl. hældt på)

04.02.11

Egen opskrift

19

Hvidløgssnaps (fortyndes?)

05.02.11

Egen opskrift

20

Citronmelisse snaps (serveres kold)

05.02.11

Egen opskrift

21

Dild snaps

28.02.11

Egen opskrift

22

Tranebær snaps

30.03.11

*) 2 forskellige opskrifter

 

NB: Mine 35 forskellige opskrifter på kryddersnaps finder du under "Mine madopskrifter - Kryddersnaps" (sidste fane).