Vikingernes togter - hvor langt nåede de omkring?

Vikingernes mere eller mindre permanente bosættelser gennem 200 - 300 år.

Vikingetiden ligger godt nok 1000 år tilbage i tiden, men derfor kan man jo godt som dansker være lidt imponeret over vikingernes formåen!

Vikingetiden:
(Billedet viser Knud den Store, der døde som 40-årig i 1035)

Vi ved alle, at Danmark er et lille land. Men sådan har det ikke altid været. For knapt 1000 år siden da vikingetiden var på sit højeste, var Danmark en af verdens største og stærkeste nationer. Siden er det bare gået tilbage. Vi har mistet den ene "luns" land efter det andet - sidst Slesvig for knapt 150 år siden. Derfor er det sjovt at beskæftige sig med vores "stormagtstid"!

Vikingetiden starter officielt med den engelske beretning om "de vilde vikingers" angreb på klosteret på øen Lindisfarne ud for Englands nordøstkyst i 793! Og man regner officielt med, at vikingetiden sluttede omkring år 1050, hvor danernes "højborg" i i Midt- og Østengland smuldrede. Vikingernes magt kulminerede i årene 1016 til 1028, hvor Knud den Store etablerede sig som konge af England, Norge, dele af Sveariget (naturligvis foruden skåne, Halland og Blekinge), Skotland - foruden Danmark, der dengang (naturligvis) gik til Eideren, samt Vendland = Vendernes land (i dag en del af Polen). Knud den Store var blandt den tids største fyrster, han færdedes ved pavens hof samt blandt Europas fyrster. Eneste europæiske fyrste der over tid den gang kunne måle sig med Knud den Store var den tysk-romerske kejser Konrad 2.

Enden på vikingernes regeringsmagt i England


Knud den Store
, der først og fremmest opførte sig som engelsk konge, kom kun til Danmark, når der var problemer, bl.a. for at hindre nye vikingeangreb på England. Han døde allerede som 40-årig i 1035 og blev begravet i Old Minster i Winchester. De næste årtiers magtpolitik blev præget af konger, der døde tidligt uden sønner. Knud den Store blev efterfulgt af sin søn Hardeknud som døde i 1042 i England og efterfulgtes her af halvbroderen, den engelske Edward Bekenderen.

Vikingetidens slutning kan defineres på forskellig vis – enten året 1042, da den dansk-engelske kong Hardeknud døde, hvilket blev enden på nordisk herredømme over England, eller 1066, da den normanniske hertug Vilhelm Erobreren (af nordisk afstamning) erobrede England.

Umiddelbart før Wilhelm Erobreren nåede til England, forsøgte den norske kong Harald Hårderåde uden succes at erobre England september 1066, idet han blev slået i et slag ved Stamford Bridge af den engelske konge Harold Godwinson – hvilket igen medvirkede til, at kong Harold umiddelbart efter tabte til Wilhelm Erobreren i slaget ved Hastings oktober 1066. Et planlagt erobringstogt af Knud den Hellige i 1085 blev aldrig til noget.

Når man taler vikingetidens afslutning bruger man ofte året 1050 som en ”gylden middelvej”.

I de mellemliggende 250 år (800 - 1050) nåede vikingerne vidt omkring. De danske vikinger søgte især mod Midt- og Sydengland, sydpå langs Europas kyster, hvor de plyndrede i Holland, Frankrig og Spanien - ja, de nåede endda ned til Middelhavet, hvor de gik i land i Nordafrika samt i Italien, hvor de med list erobrede en lille by i nærheden af Rom - i den tro, at det var selve Rom, de erobrede!

De norske vikinger søgte især mod Skotland og (Nord)Irland. Desuden befolkede norske vikinger de nordlige øer i Atlanterhavet - herunder Island samt Grønland. Det var også efterkommere af norske vikinger, der fandt Vinland (form. New Foundland i Nordamerika). Danske og norske vikinger kunne også finde på at bekrige hinanden - både i hjemlandene samt ude i verdenen.

De svenske vikinger, der kom fra Uppsala-området og Gotland, søgte sydpå ad de russiske floder med deres vikingeskibe. De søgte mod Østerled, hvor danerne og nordmændene søgte mod Vesterled. De mestrede tekniken med at slæbe deres skibe fra den ene flod til den anden - og på den måde nåede de til sidst Sortehavet og Konstantinobel (nuv. Istanbul). Mange svenske vikinger tjente som livvagter for kejseren af Konstantinobel (Miklagård) - de blev betragtede som drabelige krigere, som blev kaldt "væringer". I løbet af 800- og 900-årene etablerede svenske vikinger også flere småriger i Rusland og Ukraine - Holmgård (Novgorod) og Kønugaard (Kijev) - disse blev senere sammensmeltede til Gardariket. Svenskerne blev af de indfødte kaldt "Rus" el. "Russere" - et begreb der senere også blev overført på de underkuede slaviske stammer.

Historieskrivningen intresserer sig mest for de bloddryppende beskrivelser af plyndrende vikinger, men sandheden er mere nuanceret. Vikingerne var først og fremmest bønder, de var dygtige søfarere, handelsfolk, men samtidig også ferme med et sværd. Der er næppe tvivl om, at vikingernes fremfærd ofte var situationsbestemt - var fjende for stærk, søgte man at handle med ham - ellers tog man, hvad man havde lyst til.

I løbet af den sidste periode af vikingetiden var de danske vikinger i f. eks. East Anglia godt forankrede som bønder. De fik oveni købet lov til at leve under deres egne, danske love - "Danelagen" (Danelaw), der også gav navn til området. Efterhånden integreredes disse vikinger i den lokale befolkning, men de satte så sandelig også deres præg på store dele af Midt- og Østengland, hvilket kan aflæses på den nordiske indflydelse på det engelske sprog, herunder også i mange stednavne (f. eks. stednavne, der ender på -by, -thorpe, -wick og -ness). Et af vikingetidens karaftcentre i Nordøstengland var York = Jorvik, hvor man finder mange efterladenskaber fra vikingetiden.

At vikingerne var drabelige og frygtløse krigere når det gjaldt, er der ingen tvivl om. Det skyldes uden tvivl deres nordiske Asa-tro, hvor vikingekrigere døde under kamp var sikret en plads i Valhal, hvor der ventede dem et liv med masser af mad og dejlig øl - skænket af valkyrier (gudinder i Valhal). Lidt ligesom muslimer i hellig krig der, så vidt jeg er orienteret,  bliver lovet 47 jomfruer i himlen, når de dør under krig. Om vikingernes forfald skyldes deres mere eller mindre frivillige overgang til den kristne tro, skal jeg lade være usagt!


 

Knud den Stores Imperium ved hans død 1035 (markeret med sort)!

Hvorfor udvandrede vikingerne?

 

Vikingetidens samfund i de skandinaviske lande var baseret på landbrug og handel med naboer og andre folkeslag. Samfundsopbygningen var i høj grad baseret på æresbegreber – både i kamp og i retsvæsnet. Man mødtes på tinge, hvor uoverensstemmelser blev afgjort efter 100-årige traditioner. Under kamp var det f. eks. ikke fair og derfor forkert at angribe en modstander, der i forvejen var i kamp med en anden kriger.

 

Man véd ikke præcist, hvad der udløste den nordiske udvandring og erobringstogter. Men, man skal huske på, at for 1000-1200 år side var de tre skandinaviske lande stort set ufremkommelige p.g.a. tætte skove, moser, søer, fjelde, heder, sumpe etc., og det var stort set kun kystområderne, der kunne beboes og opdyrkes. Og hvis der samtidig skete en befolkningstilvækst p.g.a. kendte temperaturstigninger fra år 800 – 1300 samt bedre dyrkningsmetoder, så kan det give forklaringen på vikingernes togter, der i første omgang var plyndringstogter, men senere lige så meget drejede sig om jagten på nyt landbrugsland. Det kan også have spillet en rolle, at en af datidens store ”fyrster” den franske kong Karl den Store (Charlemagne) fra år 772 sendte sine

kristne hære mod Skandinavien – især Danmark – for at udbrede kristendommen. Han kæmpede f. eks. gennem 30 år mod vores sydlige, hedenske naboer saxerne, der sammen med deres naboer anglerne omkring år 450 havde invaderet England.

 

Som sagt er der nogen der mener, at vikingeangrebene var vikingernes svar på de europæiske fyrsters forsøg på at udbrede kristendommen, der fra år 100 til år 600 havde bredt sig fra Rom og nordpå så langt som til de britiske øer. Konflikten i de nordiske lande mellem den hedenske tro og kristendommen splittede vikingerne gennem 100 – 200 år, især i Norge, hvor kristendommen blev indført på den mest blodige måde af den norske kong Olav Haraldsson. Og Sveariget (Sverige) blev først kristnet hen mod år 1300. Endelig må vi også huske inskriptionen på den store Jellingesten ved Vejle i Danmark: ”Han (kong Gorm den Gamle) samlede Danmark og gjorde danerne kristne”. Stenen er rejst af hans søn kong Harald Blåtand mellem 960 og 985. På trods af de kategoriske udsagn på runestenen skal vi nok ikke regne med, at danerne hverken lod sig samle eller kristne fra den ene dag til den anden.

   

En sidste årsag til vikingernes lyst til at rejse ud i verden kan skyldes den stigende koncentration af kongemagten, der fik lokale høvdinge til at rejse ud i verden for at slippe for, at ”grådige” konger bestemte over deres liv. Island er et godt eksempel, idet landet blev Europas første moderne republik med ”Altinget” som øverste myndighed. Stort set alle de udvandrede vikinger til Island kom fra Norge, hvor mange af dem havde været i konflikt med lokale høvdinge eller småkonger. Eller de var måske endda blevet landsforviste for drab, hvilket betød at den dræbtes familie måtte slå dem ihjel, hvis de antraf dem.

 

I alle tilfælde begyndte vikingerne med deres langskibe lige før år 800 at drage ud i den store verden på jagt efter ”gods og guld”. De opdagede nye handelsruter, og hjemvendte vikinger kunne berette om alle de rigdomme, der var at finde ude i verdenen. De første hjemvendte vikinger har sikker lavet en god reklame for vikingetogterne, således at flere og flere vikinger drog på togt. Men, efterhånden fik togterne karakter af immigrationer, idet vikingerne i stor udstrækning bosatte sig bl. a. i Island, Grønland, de nordatlantiske øer, Amerika (New Foundland), Normandiet (Frankrig), East Anglia (England) og Irland. Og de bosatte vikinger blev efterhånden assimilerede i deres nye lande. Den dag i dag kan man i stednavne etc. finde spor efter vikingerne, f. eks. i East Anglia (York-området) samt Normandiet, hvorfra vikingernes efterkommere år 1066 erobrede England fra Danmarks sydlige naboer Angelsaxerne, der 600 år tidligere sammen med frisere og jyder havde erobret England fra kelterne.

"Moderne" viking med økse

Korsøkse fra Ludvigshare

Vikingernes våben

 

Udover langskibet er vikingernes våben nok det, de er mest kendt for. På plyndringstogter og til selvforsvar har de været en vigtig del af nordboernes liv. Vi kender de fleste våbentyper fra vikingetiden gennem gravfund, ofringer og fra slagmarker, så vi véd, hvordan de førte krig for 1000 år siden.

 

Vikingerne havde flere forskellige typer våben – sværd, økser, buer og pile, lanser og kastespyd. I kamp kunne vikingerne beskytte sig med skjolde, hjælme og ringbrynjer. Den enkelte vikings våben afhang i høj grad af, hvor rig han var. Sværdet var et kostbart våben, og det var derfor kun de rigeste vikinger, f. eks. høvdinge der havde råd til at anskaffe sig disse våben. Mange af de ”gode” sværd var importerede fra Rhinegnene i Frankerriget, hvor de havde tradition for at lave fremragende sværd. Det siger sig selv, at sådanne importerede sværd ikke var billige! Og mange var endda indlagt med sølv eller guld.

 

Den menige viking var henvist til at bruge øksen, der på den tid var ”hver-mands-eje”. Enhver viking med respekt for sig selv ejede en økse, som han ofte bar i bæltet. Øksen var først og fremmest et arbejdsredskab til alle former for træarbejde, f.eks. fældning af træer, bådbygning, husbygning, vognbygning m.v.                                      

Men, samtidig var øksen et fortrinligt våben, så ”tømmerøksen” blev sandsynligvis også anvendt i kamp af mange vikinger. Spyd, bue og pil lærte vikingerne at bruge fra barnsben – først og fremmest til jagt, som var en vigtig del af vikingernes hverdag.

 

NB: ”Bonderøven” i TV Frank Erichsen har i Norge lært at bruge en økse til træarbejde – Norge holder nok mest fast i de gamle vaner/traditioner m.h.t. håndværksarbejde (ikke save, men bruge økse). Et af de steder man i Danmark har brugt metoden i større målestok er på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, men det er jo også kopier af vikingeskibe, de bygger (se illustration ovenfor)!

 

Mere om vikingernes våben

 

Vores kendskab til vikingernes våben skyldes i høj grad fund fra ofringer, slag eller begravelser. Det var almindeligt, at højtstående vikinger når de døde, fik deres fornemmeste våben med i graven. Derfor kan vi konstatere, ar man for mere end 1000 år siden havde yderst dygtige smede, idet mange af disse våben kan måle sig med den kvalitet man i dag kan frembringe. Rent praktisk kan det tilføjes, at vikingernes sværd var omkring 90 cm lange, og normalt tveæggede. Der var altså tale om sværd, der krævede en voksen mand at svinge.

 

Økserne var som nævnt mere ”hver-mands-eje”, men også blandt økserne var der fornemme eksemplarer. F. eks. ”korsøksen”, der så at sige var udskåret midt i, hvilket gav plads til et kors. Desuden ”Danerøksen” eller ”danskerøksen”, der ud fra navnet at dømme især var populær blandt de danske vikinger. Den var forholdsvis tynd i godset, så selvom den var stor, var den let at svinge. Også blandt økser fandtes eksemplarer med flotte ornamenteringer.

 

Vikingerne brugte også ringbrynjer, men det var heller ikke enhver viking, der havde råd til en sådan. Og ringbrynjerne var så kostbare, at de ofte gik i arv. Vikingernes skjolde var runde og dekorerede, og lavet af solidt træ med en skjoldbule i midten (hvælvet metalplade). På langskibene monterede vikingerne deres skjolde langs rælingen som beskyttelse mod fjendens spyd og pile under sejladsen. Vikingehjælmen er næsten et kapitel for sig. Det er en myte, at vikingehjælmen havde horn – det havde den ikke, hvilket også ville være upraktisk. Vikingernes hjælme var relativt enkle – ofte med metalbeskyttelse ned over næsen og kindbenene. Vikingehjælme med horn stammer fra film, hvor instruktøren ikke vidste bedre. Dog kan vikingerne have brugt særlige hjælme med horn til religiøse formål.
 

Hvordan sloges vikingerne?

 

Det er vanskeligt at genskabe vikingernes måde at slås på, men ved hjælp af senere kilder fra tidlig middelalder samt de islandske sagaer ved vi trods alt en del. Vikingerne har indledt et slag med deres langbuer, der var længere end en voksen mand. Med disse har de sendt byger af pile mod fjenden – måske endda op til 200 meter. Derefter har lederen/høvdingen i spidsen for sine stærkeste og mest trofaste krigere forsøgt at drive en kile ind mellem fjendes styrker, for på den måde at opnå en psykologisk fordel og få fjendens forsvar til at bryde sammen. I nærkamp brugte man ikke bue og pil samt spyd. Her var det sværdene, økserne og lanserne, der talte.  

 

Rekonstruktioner af krigsskibet Havhingsten (tv) og handelsskibet Ottar (th)

Overlegen skibsteknologi

 

Vikingernes succes som krigere skyldtes dog i stor udstrækning deres langskibe, der med deres lave dybdegang var ideelle til at lande direkte på en strand eller sejle op ad større og mindre floder i Europa. Herved var de i stand til at ramme fjenden, hvor han mindst ventede det. Og vikingerne kunne hurtigt sejle videre og angribe en ny by før indbyggerne var advaret. Dengang var transport til havs normalt hurtigere end transport til lands. I den sene vikingetid var det ofte konger, der stod i spidsen for hærene, og de havde et indgående kendskab til fjendens svagheder, ligesom de var i stand til at organisere de oftest store hærstyrker, der var tale om. Vikingernes langskibe kunne være meget lange – det længste man har fundet var næsten lige så lang som en håndboldbane (36 meter), men vikingerne havde også handelsskibe eller lastskibe – de kunne være op til 26 meter lange og laste op til 5 tons. Disse blev brugt både under krig til transport af forsyninger (og bytte) og i fredstider til handel. Begge typer var forsynede med sejl og årer – handelsskibene havde dog kun få årer. Langskibene kunne sejle med op til 20 km/t (11 knob).

 

Havhingsten fra Glendalough , eller bare Havhingsten er en rekonstruktion af det hidtil længste fundne vikingekrigsskib Skuldelev 2 fra Roskilde fjord, og blev oprindeligt bygget i 1042 i Irland, idet træet til skibet stammer fra Wicklow Mountains syd for Dublin, hvor dalen Glendalough ligger.

 

Skibet er næsten 30 meter langt og 3,8 meter bredt. Under skibets ”jomfrusejlads” til Dublin år 2007 havde hun en besætning på 60 mand m/k. Skibet kan i dag ses ved vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Vikingerne som krigere

Vikingernes uddannelse som krigere

 

Ganske vist var vikingerne først og fremmest bønder, men de fik allerede fra barnsben en krigeruddannelse. Krigskunst og krigermentalitet var en fast del af vikingernes hverdag gennem hele livet. Alle frie mænd i vikingesamfundene havde ret til at bære våben, og gjorde det! Familien eller klanen spillede en stor rolle, og alle forsvarede hinanden i klanen. Saxo Grammaticus skrev senere om vikingerne, ”at de fandt det mere ærefuldt at slås end at mundhugges”.

 

Allerede fra de var ganske små lærte drengene at håndtere træsværd og træspyd, og når de blev lidt større fik de rigtige våben i børnestørrelse. En yndet sportsgren var brydning, der var en god øvelse i nærkamp. Børnene og de unge skulle overholde reglerne, idet de f. eks. aldrig ”måtte skade hinanden med vilje” under legen. Om vinteren var sneboldkampe en yndet sport – så byggede børnene volde og fæstninger og kæmpede mod hinanden. Det var en udmærket træning til stenkast, der ofte udgjorde indledningen til et vikingeslag. Men, vigtigst af alt måtte vikingen slås som en mand og dø som en mand, fordi kun den heltemodige kriger ville ved sin død komme i Valhal i Asgård, der var Odins bolig.

 

Fra plyndring til professionel hær

 

Vikingernes fysiske træning og ikke mindst deres indstilling gjorde dem til frygtløse krigere. Efter plyndringen af Lindisfarne fulgte angreb på andre byer og klostre, og proceduren var den samme hver eneste gang. Tavst og hurtigt listede de store fladbundede langskibe sig tæt op mod kysterne, hvor krigerne sprang i land. Før beboerne kunne nå at samle et forsvar, havde vikingerne overfaldet og overmandet dem, grebet byttet – ofte de store sølvskatte, som klostrene gemte – og var stukket af igen. På vej mod nye byer og nye skatte. Sådan forløb hele sommerhalvåret, indtil vikingerne om efteråret igen rejste tilbage over havet i tide til at passe hjemmet og høsten.

 

Med tiden blev vikingeangrebene mere professionelle og velorganiserede. I stedet for tilfældige plyndringer dannede lokale stormænd og ambitiøse konger nu regulære hære, der kunne angribe større og bedre udrustede fjender. Sandsynligvis har samlingen af hærene foregået gennem et slags tidligt ledings-væsen, hvor de forskellige gårde var forpligtet til at stille med et allerede forudbestemt antal krigere og skibe.

 

Med de mere professionelle hære fulgte også bedre disciplin. I kampe mod stærkere fjender var vikingernes taktik som regel nøje planlagt. Slaget blev indledt med stenkast, hvor vikingerne kunne se fjenden lidt an og forberede sig til nærkamp. Herefter angreb vikingerne med buer og pile samt spyd snart den ene og snart den anden gruppe på modstandernes flanker. De små nålestiksangreb skulle forskyde fjendens linjer og udmatte de mindre trænede bondesoldater, som vikingerne ofte mødte.

 

Når modstanderne var svækket, stormede vikingehæren mod fjendens linjer i en kileformation med deres sværd, økser og lanser. Høvdingen løb forrest med sin livvagt helt tæt på. Denne mur af mænd hamrede ind i fjendens linjer, mens nye krigere kom stormende bagfra, opløste modstandernes formationer og banede vejen for nærkampe. Høvdingen var som regel den mest drevne kriger og slog indædt enhver, der kom inden for rækkevidde, til jorden. Under kampen blev høvdingen beskyttet af sin livvagt, som oftest 12 af klanens dygtigste og mest betroede krigere. I den udmattelseskrig, som nærkampene var, blev krigerens udholdenhed og kampmoral afgørende, og de veltrænede vikinger kom derfor som oftest ud som sejrherrer.

 

I slag mellem to vikingehære forsøgte parterne ofte at afgøre slaget hurtigt ved at udse sig fjendens høvding, storme mod ham og forhåbentlig slå ham ihjel i starten af slaget og på den måde sende modstandernes hær i opløsning.

 

Hvordan var vikingerne?

 

Mange spørger om hvordan vikingerne så ud. Ud fra de mange skeletfund at dømme lignede de os danskere i dag – med visse undtagelser. For det første var vikingerne ca. 10 cm kortere end nutidens mennesker p.g.a. kosten, de var nok mere muskuløse, men også mere plaget af gigt- og tandproblemer. Og så var der mærkeligt nok ikke så stor forskel på mænd og kvinders ansigtsbygning (d.v.s. kvinderne var mere maskuline og mændene mere feminine end i dag).

 

Nogle vil sige, at vikingerne var lidt forfængelige, idet de yndede at klæde sig i farverige klæder. Mændene brugte en slags lang skjorte, beklæder og en kjortel yderst. Endelig brugte de kapper eller jakker som overtøj. Kvinderne gik med lange kjoler eller nederdele i to lag, evt. med seler foroven. Dertil kapper som overtøj. I modsætning til hvad mange tror, så var vikingerne efter den tids standard velsoignerede. De badede en gang om ugen, klippede skæg og hår, og fundet af neglerensere, pincetter, kamme, øreskeer m.v. tyder også på renlighed.

 

Ikke alle var lige i vikingesamfundet, men kvinderne nød dog en høj status. Manden var ansvarlig for alle udendørs aktiviteter, og kvinden var ansvarlig for alle indendørs ditto. Og lidt overraskende i betragtning af tiden: Det var kvinden der havde ansvaret for familiens økonomi. Og når manden var udenlands, var det hans hustru der havde ansvar for alt på gården. Mange vikinger havde trælle eller slaver. Disse var ofte erobret under togter inden- eller udenlands, eller der kunne være tale om krigsfanger. Disse havde absolut ingen rettigheder i vikingesamfundet, og udførte det hårdeste og mest beskidte arbejde på gårdene. Trælle var også en god handelsvare for vikingerne, men på trods heraf skete det, at trælle blev frigivet af deres ejere, så de var frie mænd.

En kunstners forestilling om angrebet på klosteret i Lindisfarne i 793, der indvarslede 250 års hærgen på De Britiske Øer

Islandshest med vinterpels

Vikingernes heste

Når vikingerne ikke var til søs i deres vikingeskibe, var de også hestekrigere. I vikingernes religion red den største gud Odin på en ottebenet hest, der hed Sleipner. Dog førte vikingerne oprindeligt ikke krig til hest – det var noget de lærte af frankerne. Oprindeligt blev vikingeheste kun anvendt som trækdyr eller til transport af mennesker og varer. Arkæologer mener, at tamhesten kom til Skandinavien allerede i bronzealderen, og den havde således eksisteret i Danmark i 2000-2500 år før vikingetiden. Arkæologerne diskuterer indgående hvordan vikingehesten så ud. Og fandtes der flere hestetyper? Det véd man
ikke, men noget kunne tyde på det. På helleristninger og f. eks. rageknive samt på ”solvognen” finder man ofte billeder af heste, men disse er så stiliserede, at det er svært at bedømme udseendet.

 

Et forsigtigt gæt må dog være, at hestetyperne var forholdsvis små, udholdende, nøjsomme og stærke. Et oplagt gæt på udseendet kunne være den islandske hest og den norske fjordhest, idet begge er nogle af verdens ældste hesteracer, og sammen med den mongolske hest er de beslægtede med den eneste nulevende vildhest - Przewalski hesten. Sidst, men ikke mindst kunne den jyske hest være et bud, idet den ligesom frederiksborghesten har sin oprindelse i den gamle danske stridshest og bondehest, der begge nedstammer fra den lille bronzealderhest. I den forbindelse skal man huske, at den jyske hest ikke altid har været den svære arbejdshest, som vi kender i dag.  

 

Odin - vikingernes ældste gud og overhoved for alle de andre guder

Vikingernes religion og guder

 

Nordisk religion eller mytologi er en fælles beskrivelse af de religiøse traditioner og skikke, der herskede blandt indbyggerne i de nordiske lande i vikingetiden og frem til religionsskiftet til kristendommen - en periode der strakte sig fra 700 e.v.t. og til 1300-tallet. Den nordiske religion var en folkelig religion, hvor vægten lå på ritualer og sociale bånd. Den forekom i mange former, idet der ikke fandtes nogen nedskrevne regler. I vikingetiden blev myter og legender samt religiøs praksis overleveret i mundtlig form, idet der fandtes forsvindende få skriftlige kilder. Først fra højmiddelalderen er der bevaret litterære kilder. Det er på baggrund af disse tekster, suppleret med arkæologiske beviser, at vi har vor viden om den fælles nordiske religion.

Norden udgjorde ikke en enhed i vikingetiden, men var kulturelt, økonomisk og politisk forbundet med
naboregionerne. Nordboerne tilhørte den germansktalende gruppe, som i jernalderen delte mange kult-religiøse træk. Befolkningerne i det sydgermanske område blev omvendt til kristendommen tidligere end i det nordgermanske.

Der er svært på kort tid at beskrive de grundlæggende elementer i den nordiske mytologi. Men, den indeholder f. eks. en skabelsesberetning, hvor jordens og menneskenes opståen beskrives. De væsentligste urvæsener beskrives – Aserne ledet af Odin – vanerne i familie med alfer - og jætterne, der omtales som onde eller kaossøgende væsner. Iflg. mytologien ligger aserne i konstant krig med jætterne. Verdens

undergang, Ragnarok lurer også i fremtiden, hvor verden incl. menneskene, de fleste aser, vaner og jætter vil gå til for at lade verdenen opstå igen.

For at forstå den nordiske religions opfattelse af verdens indretning, skal man forestille sig en slags skive med ringe, hvor det store verdenstræ Ask Yggdrasill (også kendt som ”Livets træ”) i centrum forbinder hele verden med et omfattende gren- og rodnet. Træets krone når helt op til himlen og rodnettet ned til underverdenen.

Ved træets midte lever guderne, d.v.s. aserne i deres bolig, Asgård. Herefter kommer Midgård, som er menneskenes verden. Uden om Midgård ligger Udgård, der er jætternes bolig. Og yderst ligger det store verdenshav, som er omkranset af en enorm slange, Midgårdsormen. Under træet findes dødsriget Hel.

Guderne, som vikingerne bad til, spillede en stor rolle i vikingernes liv. Dog ikke som kristus i de kristnes liv. Vikingerne kunne f. eks. godt sætte deres guder i skammekrogen, hvis de ikke levede op til deres opgave som vikingerne opfattede den. Lad os se lidt på de 10 mest omtalte nordiske guder.

 

Odin:
Den ældste gud og overhoved for de andre guder. Gud for krig, trolddom, spådomskunst, digtning, runer og død. Alle døde krigshelte bor hos Odin i hans hjem, Valhal. Hans hest, Slejpner, har otte ben og er meget hurtig. Slejpner løber lige hurtigt på jorden, på vandet og i luften.

 

For at få viden om alt hvad der er sket, vil ske, og sker lige nu, har Odin givet sit ene øje væk. Desuden har Odin to ravne, Hugin og Munin, som hver dag bringer nyt fra alverden. De to ravne flyver hver morgen ud i verden og hver aften kommer de tilbage – sætter sig på Odins skuldre og fortæller ham, hvad der var sket i den nordiske verden – både gudernes og menneskenes.

 

Frigg:
Er Odins kone. Hun er gudinde for ægteskabet. Også Frigg kan se ud i fremtiden.

Tor:
Er gud for slagsmål og torden. Han slås ofte mod de onde jætter for at beskytte mennesker og guder. Når han kører hen over himlen med sine to gedebukke forspændt sin kærre, kan menneskene høre, at det tordner. Tor har en hammer, som han kaster efter sine fjender. Hammeren rammer altid, og vender altid tilbage til Tors hånd.

Loke:
Er egentlig en jætte, men han er vokset op sammen med Odin og bor derfor i Asgård, sammen med de andre guder. Loke hjælper guderne, når de har problemer med jætterne. Eller er det egentlig Loke, der starter med at provokere jætterne, så guderne får problemer? Der er ingen, der kan gennemskue Loke. Han virker venlig og uskyldig, men uden nogen lægger mærke til det, får han ulykker til at ske. Efter mordet på Balder, lænker guderne Loke til en klippe. Loke er far til tre forfærdelige uhyrer: Fenrisulven, Midgårdsormen og Hel.

Tyr:
Er også en krigsgud, han hjælper både de tapre og de dumdristige krigere. Han er også gud for retfærdighed. Han mangler den ene hånd, som Fenrisulven bed af ham, da den opdagede, at guderne prøvede at lænke den.


Balder:
Er den smukkeste og blideste af guderne. Han er gud for lyset, for rejsende, for pengevæsen og for årets gang. Balder dør, da Loke lokker den blinde gud, Høder, til at skyde på ham med en pil, skåret af en mistelten.


Njord:
Gud for alle vejrtyper og for vinden, vandet og ilden. Fiskere og søfarere bad og ofrede til Njord for at få fisk i garnene samt held med deres sejlads.

Frej:
Gud for solskin og regn. Bønderne bad og ofrede til Frej for at få en god høst.

Freja:
Kærligheds- og frugtbarhedsgudinde. Gudinde for forelskelse, ulykkelig kærlighed og barnefødsler.

Ydun:
Frugtbarhedsgudinde og gudinde for ungdom. Har et træ med æbler, der holder guderne evigt unge.

 

Ugens dage er opkaldt efter de gamle guder eller vigtige symboler fra den Nordiske mytologi.

Og en enkelt er opkaldt efter det arbejde, man udførte på dagen, nemlig

Badning = lørdag (oprindelig løver-dag oldnordisk laugardagr = vaske- eller badedag)