1 stk. verdenskrig - pris: 16 mio, mennesker!

Årsagen til krigens start: Ærkehertug Franz Ferdinand, der sammen med sin hustru blev myrdet i Sarajevo.

1. Verdenskrig 1914 – 1918 i korte træk

 

Optakten til krigen

Efter drabene på Ærkehertug Franz Ferdinand og hans hustru den 28. juni 1914 i Sarajevo af den serbiske terrorist Gavril Princip, stillede Østrig-Ungarn Serbien et ultimatum, der gik ud på, at landet indenfor kort tid skulle acceptere at slå hårdt ned på anti-Østrigske nationalister i Serbien. Tyskland erklærede, at de ville støtte Østrig-Ungarn militært, hvis Rusland blandede sig. Serbien appellerede den 24. juli 1914 til Zar Nikolaj II, der erklærede, ”at ultimatummet var for ydmygende” og Østrig-Ungarn var ved at fremprovokere en krig. Allerede den 25. juli 1914 påbegyndte Rusland en mobilisering, selvom den officielle mobiliseringsordre ikke blev givet før 30. juli 1914. En krig var herefter uundgåelig.

 

Storbritannien ønskede at løse situationen diplomatisk og holde Frankrig uden for krigen. Storbritannien inviterede 26. juli 1914 Tyskland og Frankrig til at diskutere situationen. Tyskland afslog og pressede Østrig-Ungarn til hurtigt at påbegynde angrebet på Serbien. Men Østrig-Ungarn mente ikke at have tilstrækkelige styrker hertil. Samtidig kom de første svage hentydninger fra Storbritannien om, at man ville støtte Frankrig, hvis det neutrale Belgien blev angrebet.

 

25. juli afbrød Østrig-Ungarn samtalerne med Serbien, og 28. juli kom krigserklæringen overfor Serbien i form af et telegram. Frankrig var i alliance med Rusland, og en krig mod Rusland ville derfor blive en tofrontskrig for Tyskland. Da Tyskland 1. august 1914 kom med sin krigserklæring mod Rusland, betød dette i praksis også en krigserklæring mod Frankrig.

 

En af de berømte "Parisertaxaer", der bragte franske soldater frem til fronten ved "Slaget om Marne"

Starten på krigen i vest 1914

Tyskerne var klar over, at en to-fronts-krig ikke ville kunne vindes i længden. Den tyske krigsplan gik derfor ud på, at koncentrere al den tyske krigsindsats på Vestfronten, og så slå Frankrig ud af krigen gennem et overvældende, voldsomt angreb. Man mente, at Ruslands p.g.a. sin ringe infrastruktur ville have en betydelig mobiliseringsperiode, hvilket ville give Tyskland ca. 1 måneds respit. Tyskerne planlagde at omgå de stærke franske forsvarslinier ved at angribe gennem det neutrale Belgien og angribe Frankrig fra den mindre beskyttede nordlige del af landet.

 

Den 4. august 1914 angreb tyske tropper uden krigserklæring Belgien, hvilket straks fik England over på fransk side. England sendte straks sin ekspeditionsstyrke over den engelske kanal. I mellemtiden indtraf der mindre skudvekslinger ved den fransk-tyske grænse. Det var franskmændenes plan gennem et storstilet angreb at trænge ind i Tyskland gennem Elsass og Lothringen. Trods et stort overtal over for de tyske tropper, løb franskmændene ind i vanskeligheder allerede tidligt i august.

 

Tyskernes plan var at lade franskmændene angribe langt ind i Tyskland, hvorefter de tyske tropper i Belgien ville angribe nordfra. Når man så begyndte at gå mod franskmændene ved den fransk-tyske grænse, ville den franske hovedstyrke være for langt væk fra hovedstaden, og man ville kunne fange dem i en knibtangsmanøvre. Den 16. august besluttede den tyske øverstbefalende for den 6. arme, i strid med planen, at den skulle lade sig falde tilbage for at angribe de franske tropper i Alsace-Lorraine.

 

Den 4. september var tyskerne nået et godt stykke ned i Nordfrankrig, og stod blot 50 km fra den franske hovedstad. Situationen så alvorlig ud. Ved ”Slaget ved Marne” lykkedes det dog franske tropper med assistance fra briterne nærmest mirakuløst at stoppe den tyske fremmarch efter 7 dages hårde kampe. Tysklands eneste håb om at tilvejebringe en sejr ved hjælp af militære midler på vestfronten syntes dermed at være blevet tabt, og efter en række mindre slag i retning af den engelske kanal låste situationen på Vestfronten sig fuldstændig fast, og skyttegravskrigen kunne tage sin begyndelse. De næste fire år flyttede Vestfronten sig stort set ikke.

Soldater i skyttegrav med gasmasker

Skyttegravskrigene i Vest

1. verdenskrig er berygtet for sine blodige skyttegravskrige. Krigen var især på vestfronten en stillestående krig uden de bevægelige fronter, som var karakteristiske for bl. a. 2. Verdenskrig.


Vestfronten var ekstremt statisk. Den eneste periode, hvor der var større ændringer i fronten, var i den indledende fase, da Tyskland angreb gennem Belgien. Den tyske fremrykning sommeren 1914 var succesfuld, og en overgang i august var Paris truet. Det lykkedes imidlertid franskmændene at stoppe fremrykningen i begyndelsen af september 1914 i ”Slaget ved Marne”, og fra da af blev fronten en statisk skyttegravskrig. Generalerne drømte om det store gennembrud – et gennembrud som aldrig kom.


Årsagen til den fastlåste krig med skyttegravene var, at de militære ledere og planlæggere ikke havde taget højde for den nye teknologi. Offensiverne var dømt til at strande, fordi den til enhver tid forsvarende part havde alle fordelene.


En offensiv under første verdenskrig blev indledt med et enormt artilleribombardement af fjendens linjer uden den store effekt, fordi den forsvarende part havde en delvis beskyttelse i sin befæstede stilling. Herefter gik infanteriet eller kavaleriet til angreb gennem det bombearrede ”ingenmandsland” mod fjenden, der i mellemtiden havde nået at bemande maskingeværerne. Dette nye våben gjorde det lettere at tilbagevise et angreb, som ikke var støttet af kampvogne, der først blev taget i brug mod slutningen af krigen.


Medvirkende til den statiske krig var også mudderet, der gjorde al fremrykning – med eller uden tungt materiel – uhyre langsom. Den forsvarende part havde også fordel af et fungerende vej- og jernbanenet helt op til fronten, således at man hurtigt kunne sætte friske tropper ind og rulle offensiven tilbage før et evt. gennembrud blev for stort.


Manglen på en anvendelig offensiv taktik førte til en udmattelseskrig beregnet på at udtømme hinandens ressourcer. Ententen havde her en fordel gennem sin styrkemæssige overlegenhed til søs, hvor de kunne blokere for fjendens forsyninger.

Udmattelsesstrategien førte dog til en frygtelig tilværelse for soldaterne i skyttegravene, hvor de blev beordret til meningsløse angreb som indebar tab på flere hundrede tusinde mand i de enkelte slag.

Et af de mere blodige og meningsløse slag i 1. verdenskrig, var Slaget ved Somme, der varede mere end 4 måneder. Mere end 300.000 soldater mistede livet i den forbindelse. Der var mere end 60.000 døde, sårede, tilfangetagne og forsvundne engelske soldater bare på den første dag.

Feltmarskal Paul von Hindenburg under Slaget ved Tannenberg

Krigen i øst 1914

I øst havde Østrig-Ungarn indledt krigen mod Serbien, der dog havde forskanset sine tropper i nogle stærke defensive positioner, som kom til at præge krigen, og allerede i august havde Østrig-Ungarn lidt store tab under forgæves angreb. Østrig-Ungarn havde håbet på en hurtig sejr gennem en stærk offensiv, og de havde håbet på, at Tyskland ville beskytte den nordlige flanke mod russerne, men tyskerne havde hovedparten af sine styrker involveret i det store angreb på Vestfronten. Så Østrig-Ungarn måtte derfor kæmpe en to-fronts-krig mod russere og serbere. Ved Slaget ved Kolubara i slutningen af 1914 led Østrig-Ungarn et stort nederlag og mistede 240.000 mand mod serbernes 170.000.


I det østlige Tyskland havde russerne overraskende hurtigt fået mobiliseret og startet de første angreb mod Østpreussen mod tyskernes fåtallige styrker. Snart stod russiske styrker på tysk territorium, hvilket faktisk var det eneste sted Ententemagterne nåede at stå på tysk jord i løbet af krigen. Generalerne Erich Ludendorff og Paul von Hindenburg overtog hærledelsen, og den 26. til den 31. august viste de deres evner ved at besejre en stor russisk styrke ved Slaget ved Tannenberg, og dermed redde en truende situation i øst.

Den amerikanske præsident Woodrow Wilson, der ikke ville forhandle fred med en kejser!

1915

1915 var præget af kampe især omkring det osmanniske rige, hvor russiske tropper i januar slog osmannerne eftertrykkeligt i Kaukasus-området. Som følge af en massiv armensk deltagelse i kampene på russisk side, påbegyndte osmannerne en deportation af armenere fra den østlige del af Osmannerriget til Kaukasus samt det nordlige Irak, hvilket senere gav anledning til beskyldningerne om ”Det armenske folkemord”, hvilket tyrkerne den dag i dag på det voldsomste benægter. April 1915 kunne osmannerne dog vinde en stor sejr over Ententen, da de slog flere angreb på nordvestkysten tilbage i Slaget ved Gallipoli.

På Vestfronten var der for det meste stilstand. Franskmændene afprøvede med mindre held en ny artilleritaktik umiddelbart op til et angreb, men de tyske tropper overlevede bombardementerne, og kunne stoppe franske stormløb mod skyttegravene. Den 22. april anvendte tyske tropper for første gang, ligeledes med mindre held, gift mod modstanderen i form af klorgas. 26. april indgik Ententemagterne en aftale med Italien om at landet inden 4 uger skulle indtræde i krigen på Ententemagternes side. Italien erklærede krig mod Østrig den 23. maj.


1916

I 1916 indledte tyskerne en offensiv på Vestfronten. Man ville lokke franskmændene til at ofre enorme antal soldater gennem et hasarderet forsvar af Verdun-fæstningen. Men tyskerne led også store tab, og Slaget ved Verdun blev et af de blodigste under krigen. Slaget ved Somme senere samme år blev endnu mere blodigt – uden at det lykkedes briterne at bryde gennem tyskernes front. Året 1916 blev præget af slag med enorme tab af menneskeliv uden nogen af parterne opnåede en overvægt.


Italiens indtræden i krigen i april 1915 betød, at de sydlige alper nu også var blevet hjemsted for krigshandlinger, og her iværksatte Italien med begrænset succes fra juni til november en voldsom offensiv ved Slaget ved Isonzo. Den 27. august trådte Rumænien over på Ententens side og angreb det østrig-ungarske område Siebenbürgen, men det endte med at Centralmagterne den 6. december indtog den rumænske hovedstad Bukarest, hvorefter Rumænien reelt var ude af krigen!


1917

Marts 1917 oplevede Rusland større demonstrationer i St. Petersborg og den russiske februarrevolution betød, at den russiske zar måtte gå af til fordel for en republik. April 1917 trådte USA ind i krigen på Ententemagternes side, da Tyskland i desperation over ikke at kunne vinde herredømmet til søs havde påbegyndt en uindskrænket ubådskrig, og derfor havde sænket civile amerikanske skibe.


Storbritannien og Frankrig forsøgte igen i starten af 1917 forgæves at på at gennemtrænge den tyske front gennem enorme angreb, men opnåede kun kæmpe tab af menneskeliv. Foråret 1917 førte den inkompetente krigsføring til strejker og mytteri i flere franske enheder, der en overgang truede med at føre til Frankrigs udtræden af krigen.


Den nye russiske republik kunne ikke klare at bære de store byrder krigen mod Tyskland kostede i materiel, menneskeliv og penge, og efter Oktoberrevolutionen ønskede Lenin fred med det samme, men han måtte indgå den på meget svære betingelser, da hans kommunistiske regime stod midt i en borgerkrig. Brest-Litovsk-freden betød, at store dele af Østeuropa var underlagt Tyskland indtil 1. verdenskrigs afslutning.


1918

Frigørelsen af store tropperessourcer gav tyskerne forhåbninger om succes på Vestfronten. Den tyske forårsoffensiv blev indledt 21. marts 1918 mellem de britiske og franske tropper. Angrebet overrumplede Ententen, og tyskerne nåede de næste fire måneder gennem fortsatte angreb langt ind i Frankrig, før de løb tør for kræfter. De tyske generaler havde satset alt på dette angreb, og de tyske tropper havde ikke meget at sætte imod med, da briterne, franskmændene og de nyankomne amerikanske soldater i løbet af august 1918 indledte modoffensiven.


Den 14. august bedømte den øverste tyske hærledelse situationen til at være udsigtsløs. De tyske fronter begyndte at falde sammen, og den 29. september bad de tyske generaler Ludendorff og Hindenburg den tyske kejser om at forhandle om fred. Den amerikanske præsident Woodrow Wilson ville dog kun forhandle med en demokratisk valgt regering, og Ententen nægtede derfor forhandling med den tyske kejser. Tyskland nægtede at forhandle fred på disse betingelser.


I slutningen af oktober faldt den tyske alliancepartner Østrig-Ungarn fuldstændig sammen, og blev opløst i forskellige nydannede stater, der alle søgte fred med Ententen. I Tyskland brød der nu også uroligheder ud over den fortsatte krigsførelse, og kansler prins Maximillian von Baden bekendtgjorde derfor egenhændigt kejserens aftrædelse og overlod regeringsmagten til det tyske socialdemokrati under Friedrich Ebert.


Den 11. november kl. 5 om morgenen underskrev begge parter en våbenhvile med Tysklands ultimative overgivelse til følge og et løfte om snarlig fredsforhandling. Af historiske årsager ønskede man at krigen sluttede d. 11. dag i den 11. måned klokken 11:00. Derfor skulle de krigstrætte soldater fortsat kæmpe videre indtil dette tidspunkt i 1918.

Fort Vaux ved Verdun som det fremstår i dag (2012)

Vigtigste slag i Europa
 

  • Slaget ved Tannenberg, august 1914, en ekstrem vigtig stor tysk sejr på østfronten, hvor store dele af den russiske hær blev spærret inde og taget til fange.
  • Slaget ved Marne i september 1914, hvor franskmændene stoppede tyskernes fremrykning, da de nærmede sig Paris, af franskmændene er slaget også døbt "Vidunderet ved Marne". Hermed endte tyskernes håb om en hurtig sejr.
  • Gallipoli-kampagnen februar 1915, hvor Ententen bliver kastet tilbage af osmannerne i forsøg på landgang på Gallipoli-halvøen.
  • Slaget ved Verdun februar-december 1916, er også kendt som et af de blodigste slag nogensinde.
  • Søslaget ved Jylland juni 1916 , også kaldet Skagerrakslaget (af tyskerne), var det vigtigste søslag i krigen, og med 258 deltagende skibe det største i verdenshistorien. Englænderne led de største tab, men de kunne også bedst tåle det.
  • Slaget ved Somme indledt af englænderne den 1. juli 1916 for at aflaste franskmændene ved Verdun. Ingen afgørelse men store tabstal for begge sider.
  • Slaget ved Ypres 31.juli til 10.november 1917 indledt af englænderne for at fratage Tyskland u-båds baser på den belgiske kyst, og fratage dem de vigtige højdedrag omkring Ypres. Endte med store tab til de engelske og ANZAC tropper.
  • Slaget ved Cambrai 1917, hvor tanks for første gang i verdenshistorien indsættes en masse.
  • Slaget ved Caporetto oktober 1917, den tyske og østrigske hær får tvunget den italienske flere hundrede kilometer tilbage, og Italien er ved at træde ud af krigen.
  • Den tyske forårsoffensiv marts-juli 1918, i et sidste desperat forsøg på at vinde krigen, lykkes det tyskerne med hjælp fra de frigjorte tropper fra østfronten at trænge langt ind i Frankrig, før offensiven går i stå.

·         Slaget ved Belleau Skoven juni 1918, første alvorlige ilddåb for de nyankomne amerikanske tropper, der formåede at holde de tyske tropper tilbage. De amerikanske soldater var dygtige skytter og havde gå-på-mod, modsat de efterhånden apatiske europæiske tropper.

 

·         Meuse-Argonne offensiven - det sidste store slag på vestfronten under første verdenskrig, september 1918.

General von Lettow-Vorbeks berømte Kaptajn Tom von Prince, der døde under Slaget ved Tanga, november 1914 i Tysk Østafrika. Hans askarier gav ham navnet: "Bwana Sakkarani" - "Den hvide herre uden frygt!"

Uden for Europa

 

Afrika

Tyskland havde få kolonier i Afrika: Togo, Kamerun (Cameroun), Tysk Østafrika (Tanzania, Burundi og Rwanda) og Tysk Sydvestafrika (Namibia). Kolonisoldater fra Ententen invaderede disse områder: Togo erobredes i 1914, Kamerun i 1916, Sydafrika indtog Tysk Sydvestafrika i 1915, men i Tysk Østafrika mødte Ententen hårdnakket modstand fra nogle få tyske soldater og frivillige støttet af lokale askarier under oberst Paul von Lettow-Vorbeck – senere generalmajor von Lettow-Vorbek. Først tre dage efter at Berlin havde strakt våben, overgav von Lettow-Vorbek sig til briterne.

 

Mellemøsten

Det meste af Mellemøsten var en del af det Osmannerriget. Osmannerne, som støttede Centralmagterne, deltog i krigen på 8 forskellige krigsscener:

 

1. Sortehavet (kun flådeaktioner)

2. Gallipoli (aktioner til søs og til lands)

3. Kaukasus/Østanatolien (aktioner til lands)

4. Messopotamien (aktioner til lands)

5. Den arabiske halvø (Yemen og Aden)

6. Sinai og Palæstina

7. Persien

8. Balkan (den osmanniske deltagelse var yderst begrænset)

 

Stillehavsområdet

I 1914 besatte Australien Kaiser Wilhelms Land (den nordøstlige del af Ny Guinea), Bismarckøerne og Karolinerne, New Zealand besatte Vestsamoa og Japan besatte Marianerne, Marshalløerne, Palau og havnebyen/flådebasen Tsingtao i Kina. Det var alt sammen tyske kolonier og ved Tsingtao og på Ny Guinea kom det til kamphandlinger.

 

Slagene ved Coronelkysten og Falklandsøerne

1. november 1914 besejrede admiral grev Maximillian von Spee en britisk eskadre under admiral Sir Christopher Cradock ved Coronelkysten ud for Chile. Tyskerne sænkede Cradocks to panserkrydsere, Good Hope og Monmouth. Den lette krydser Glasgow undslap, sammen med hjælpekrydseren Otranto. Cradock gik ned med Good Hope, og 1.600 britiske søfolk gik tabt. Herefter sendte briterne forstærkninger til Sydatlanten under ledelse af admiral Sir Frederick Sturdee, der den 8. december 1914 sænkede 4 ud 5 af admiral grev Maximillian von Spee’s skibe ved Falklandsøerne. Spee, hans to sønner og 1.800 søfolk gik tabt.

 

Ubådskrigen

Tyske ubåde sænkede en del af Ententens handelsskibe. Da torpedoer var en begrænset ”vare”, forsøgte man ofte at sænke skibene med dækskanonerne. Søfolkene fik derved tid til at gå i redningsbådene før sænkningen. Ententens såkaldte Q-både var udadtil plimsollere, men under dæk havde de skjulte kanoner. Q-bådene havde to besætninger: den ene var en samling tilsyneladende kujoner, der gik i bådene og den anden tog kampen op mod den overraskede ubåd. Modtrækket var, at Tyskland den 1. februar 1917 erklærede uindskrænket ubådskrig mod alle handelsskibe.

I det efterfølgende vil jeg beskrive forskellige slag under krigen til søs - begyndende med Helgolandslaget! Allerede en måned efter krigens udbrud tog briterne initiativet i Helgoland bugten, hvor den tyske flåde led et alvorligt nederlag. Herefter forsøgte tyskerne at undgå lignende situationer, der ”kunne føre til svære tab”. Billedet viser sænkningen af den tyske krydser SMS Ariadne.

Helgoland bugten -Nordsøen

Første Verdenskrig, 1914

Det første flådeslag under Første Verdenskrig var resultatet af en britisk eskadres angreb på de tyske skibe i Helgoland-bugten ud for Tysklands nordvestkyst. I løbet af natten den 27.-28. august sejlede den britiske kommandør Sir Reginald Tyrwhitt fra Harwich, England, til bugten med de lette krydsere Arethusa og Fearless, og to destoyerflotiller. Ved daggry angreb Tyrwhitts skibe, støttet af en krydserstyrke under admiral Sir David Beatty, som var rykket ned fra den britiske hovedflåde ved Scapa Flow.

Royal Navys kanoner sænkede tre tyske lette krydsere og en destroyer og beskadigede tre andre krydsere. Mere end 1.000 tyskere blev dræbt eller druknede og 200 taget til fange. De britiske skibe trak sig tilbage ved slutningen af samme dag uden tabet af et skib og med en pris på 33 dræbte og 40 sårede. Som en konsekvens af dette slag beordrede kejser Wilhelm II admiral Alfred von Tirpitz til at "undgå enhver aktion som kunne føre til svære tab".

Storbritanniens første nederlag til søs i over 100 år – tabet af menneskeliv på britisk side løb op i 1600 mand. Billedet viser HMS Glasgow, det ene af de to engelske skibe, der overlevede træfningen

Coronel kysten -Stillehavet

Første Verdenskrig, 1914

Ved krigsudbruddet var otte tyske krydsere ude på verdenshavene eller ved oversøiske stationer. Fra Orienten sejlede admiral grev Maximillian von Spee mod Sydamerika. Spee ankom ud for Coronel, Chile, den 1. november med en flåde bestående af panserkrydserne Scharnhorst og Gneisenau samt de lette krydsere Dresden, Leipzig og Nürnberg. Her stødte han på en britisk eskadre kommanderet af admiral Sir Christopher Cradock bestående af panserkrydserne Good Hope og Monmouth, den lette krydser Glasgow, hjælpekrydseren Otranto samt det forældede panserskib (pre – dreadnaught) Canopus.

Efter en kort kamp sænkede tyskerne Cradocks to panserkrydsere, Good Hope og Monmouth. Den lette krydser Glasgow undslap sammen med hjælpekrydseren Otranto. Cradock gik ned med Good Hope. Det skal tilføjes, at flere af de britiske skibe var bemandede med nye rekrutter. Britiske flådeforstærkninger blev straks sendt til Sydatlanten fra Grand Fleet.

Her fik briterne til gengæld en grusom hævn, idet admiral von Spee mistede 4 ud af sine 5 krigsskibe – dertil hans to sønner samt 1800 øvrige søfolk! Billedet viser Scharnhorst, der synker. I baggrunden Gneisenau, der stadig affyrer sine kanoner.

Falklandsøerne  -Atlanterhavet

Første Verdenskrig, 1914

Efter det britiske flådenederlag ud for Coronel, Chile, hastede briterne med at sende yderligere to slagkrydsere og fem andre krydsere til Sydatlanten. Admiral Sir Frederick Sturdee var ved at tage kul ind på denne styrke ved Falklandsøerne den 8. december da eskadren under den tyske admiral grev Maximillian von Spee kom til syne. De fem tyske krydsere (2 panserkrydsere og 3 lette krydsere) samt tre forsyningsskibe vendte om for at tage flugten med de britiske krigsskibe lige i hælende. I en løbende kamp blev panserkrydserne Scharnhorst ogGneisenau samt de lette krydsereNurnberg og Leipzig sænket. Spee, hans to sønner og 1.800 søfolk gik tabt.

Krydseren Dresden undslap, og efter måneders søgning blev den ved et tilfælde fundet fire måneder senere ud for Juan Fernández-øerne i det sydlige Stillehav, hvor tyskerne åbnede bundventilerne på Dresden. Den britiske sejr ved Falklandsøerne, opnået uden tab af et eneste skib, ryddede praktisk talt de ydre have for tyske overfladeskibe. Se også den nærmere beskrivelse af Dresdens endeligt på min hjemmeside – samt historien om en af skibets officerer – den senere så kendte admiral Wilhelm Canaris.

Tysk initiativ i Nordsøen, hvor udfaldet med lidt god vilje kan kaldes uafgjort! Billedet viser panserkrydseren Blücher, der synker.

Dogger Banke -Nordsøen

 

Første Verdenskrig, 1915

 

Det fjerde flådeslag i krigen begyndte med at en tysk eskadre på fire krydsere foretog et overraskende udfald over Nordsøen. Admiral Franz von Hipper, som kommanderede angrebet, nåede Doggerbanken, omkring 100 km øst for England, om morgenen den 24. januar. Her  ventende de alarmerede briter på ham med 5 slagkrydsere og en let krydsereskadre, alle under admiral Sir David Beatty. Hipper ændrede straks kurs mod sin base ved Helgoland, 130 km mod øst. Beatty fulgte efter. Det forreste britiske fartøj, flagskibet Lion, blev ramt flere gange og tvunget ud af linjen. De andre britiske krydsere lemlæstede Seydlitz og sænkede den langsomt sejlende Blücher. Men mangelfuld kanonild og dårlig kommunikation tillod resten af Hippers eskadre at undslippe.

Under første verdenskrig kom det ikke til de helt store træfninger mellem overfladeskibe, men til gengæld var "Der Kaisers" ubåde allerede dengang et stærkt våben.

Ubådskrigen

 

Første Verdenskrig, 1915-17

 

Både Storbritannien og Tyskland gik ind i krigen med formidable flådestyrker. Men med undtagelse af Slaget ved Jylland i 1916 og fire mindre aktioner, tjente de to fjendtlige flåder hovedsagelig som blokadestyrker mens de iagttog hinanden på afstand. Dette efterlod Atlanterhavet åben for en tre år lang kamp mellem tyske ubåde og allierede handelsskibe. Under kommando af højadmiral Alfred von Tirpitz, indledte tyske undervandsbåde en blokade af Storbritannien den 18. februar 1915. Allierede skibe blev torpederet uden varsel. Sænkningen af den britiske liner Lusitania den 7. maj 1915 kostede 1.198 mennesker livet, heraf 139 amerikanere. USA og Tyskland var på kanten af krig den sommer. Men den 1. september 1915 lovede den tyske regering at give varsel og yde sikkerhed for civilister, hvis linerne ikke gjorde modtand og ikke prøvede at undslippe. Men der var ingen hjælp for handelsskibene. Tabene voksede stødt.
  

Den 1. marts 1916 udvidede de tyske ubåde, nu under admiral Eduard von Capelle, deres kampagne mod alle skibe i Atlanterhavet. Men igen tvang amerikansk pres en reduktion i uindskrænket ubådsangreb fra den 10. maj. Imens slap lette krydsere gennem den britiske blokade for at forøge det voksende antal af allierede skibstab. I de sidste måneder af 1916 sænkede mere end et hundrede ubåde 300.000 tons skibe pr. måned. Disse tab nåede et højdepunkt i april 1917 hvor 873.000 tons blev ødelagt. Dette var langt flere skibe end der kunne bygges hver måned. De Britiske Øer var i overhængende fare for at blive totalt afskåret. Derefter, overvejende efter premierminister David Lloyd Georges insisteren, begyndte de allierede at føre skibene i konvojer. Med indsættelsen af den første konvoj den 10. maj faldt skibstabene drastisk. Amerikanske skibe hjalp med at vende tidevandet, foruden den forøgede brug af destroyere og ubådsjagere samt udviklingen af dybdebomber.
   

Frem til den 1. oktober havde Tyskland ødelagt omkring otte millioner tons skibsfart. Men 50 ubåde var blevet ødelagt og de 134 stadig i operation blev mindre og mindre effektive mod konvoj-systemet. Ved årets udgang byggede de allierede flere skibe end der blev ødelagt. Livslinen til Storbritannien var blevet sikret og gav de allierede sejren i Slaget om Atlanten.

Forældede britiske og franske krigsskibe løber ind i øretæver ved Dardanellerne, hvor tyrkiske fæstningskanoner med tysk ”konsulentbistand” forårsager svære tab på den allierede flådestyrke.

Dardanellerne -Tyrkiet

 

Første Verdenskrig, 1915

 

Da vestfronten var fuldstændigt kørt fast, overtalte den britiske marineminister Winston Churchill de allierede til at åbne en ny front, mod Osmanneriget. Planen var at tvinge sig adgang til Dardanellerne for at angribe Konstantinopel. Rydningen af Dardanellerne (v/Ægæerhavet) og senere Bosporus strædet (v/Konstantinobel) ville også etablere en forsyningsrute til Rusland ved Sortehavet. Den britiske admiral Sir Sackville Carden begyndte slaget den 19. februar med 12 aldrende franske og britiske krigsskibe. I løbet af de næste 4 uger reducerede Cardens flådekanonild forterne ved Cape Helies og Kum Kale ved indsejlingen til Dardanellerne til stenbunker. Minestrygere, som arbejdede om natten, forsøgte at rydde de 11 minebælter, som beskyttede den indre vandvej, kaldet "The Narrows", som førte til Marmara havet (havet mellem Dardanellerne og Bosporus Strædet) – og dermed til Konstantinopel.
  

Men Cardens helbred brød sammen og han blev afløst af admiral Sir John de Robeck. Robeck besluttede at foretage et totalt angreb ved dagslys den 18. marts, hvor minestrygere gik foran krigsskibene. Men uden at de allierede vidste det, havde osmannernes tyske rådgiver general Otto Liman von Sanders kraftigt forstærket de osmanniske forsvarsværker på begge sider af vandvejen. Robecks angreb startede kl. 10.00. På 4 timer havde hans krigsskibe nærmet sig The Narrows, men osmanniske feltkanoner forårsagede svære tab blandt minestrygerne. Et fransk slagskib, Bouvet, var blevet ødelagt af en ustrøget mine. Nu gik endnu et slagskib og en krydser tabt og en anden krydser beskadigedes af miner. Yderligere 2 skibe blev beskadiget af kanonild. På dette tidspunkt mistede Robeck modet og trak sig tilbage. Aldrig igen under krigen ville de allierede komme så tæt på Konstantinopel. Et rent flådeangreb blev afvist til fordel for en landoperation mod Gallipoli. Også denne blev støttet af Churchill, og da den løb ud i sandet blev han fjernet fra det britiske kabinet.

”Jyllandsslaget” var igen et tysk initiativ. Her mødtes de to store flåder næsten som under Napoleonskrigene, hvor Englands flåde af linieskibe mødte de franske og spanske krigsskibe ved Trafalgar – hvor skibene sejlede på linie overfor hinanden mens de fyrede deres kanoner af. Ikke megen taktik her!

Jylland - Nordsøen

 

Første Verdenskrig, 1916


Den britiske blokade af Tyskland viste sig at være så kvælende, at admiral Reinhard Scheer valgte at gå i offensiven med det håb at svække fjendens Grand Fleets greb i Nordsøen. Tidligt den 31. maj sendte han admiral Franz von Hipper med fem slagkrydsere nordpå langs med kysten af Jylland, mens han fulgte efter med Højsøflåden — 16 nye og 8 gamle slagskibe. De to tyske grupper omfattede også 11 lette krydsere og 63 destroyere.

 

Den britiske Grand Fleet, som kunne afkode tyske radiomeddelelser, var allerede stået til søs og sejlede østpå i to kolonner. Den sydlige flåde, under admiral Sir David Beatty, bestod af 6 slagkrydsere og 4 slagskibe. 112 km mod nord kom hovedstyrken på tre slagkrydsere og 24 slagskibe, kommanderet af admiral Sir John Jellicoe.

 

Foruden de 37 store skibe omfattede de to britiske grupper 34 lette krydsere og 80 destroyere.


Kl. 15.25 fik Hipper og Beattys eskadrer af slagkrydsere øje på hinanden. Hipper gjorde omkring og sejlede sydpå for at mindske gabet til Højsøflåden. Beatty vendte samme vej. De to styrker, som lå på parallele kurser, duellerede i en time til tyskernes fordel, som sænkede slagkrydserne Indefatigable og Queen Mary.

 

Da Sheers hovedstyrke kom til syne, skyndte Beatty sig tilbage mod nord. Begge tyske grupper fulgte efter. Dette bragte dem snart inden for rækkevidde af Jellicoes Grand Fleet, som sejlede mod sydøst. Som de to hovedflåder nærmede sig hinanden, gik Jellicoe i stilling østpå for at komme imellem tyskerne og Jyllands kyst. Hovedslaget begyndte omkring kl. 18:00. Hippers flagskib, Lützow, blev slået ud af aktion, den britiske krydser Invincible sænket. Som den britiske flåde krydsede hans fortrop (kaldet "at krydse T'et"), vendte Scheer tilbage mod sydvest under dække af et røgslør og torpedoangreb fra destoryere. Ildafgivelse fortsatte indtil mørket faldt på.

Briterne havde nu en tydelig fordel, idet de lå mellem den tyske Højsøflåde og dets base. Men omkring kl. 10:00 vendte Scheer sine skibe mod sydøst og begyndte at tvinge sig vej gennem de britiske lette styrker i bagenden af Jellicoes linje. Efter fire timers forvirrede natkampe brød de tyske skibe igennem og det lykkedes dem at slippe væk inden morgenen. I denne aktion mistede tyskerne den beskadigede Lützow og slagskibet Pommern. Derpå vendte den britiske Grand Fleet tilbage til sine baser.

Det uafgjorde slag ved Jylland (kaldet slaget i Skagerrak af Tyskland) omfattede mere end 250 skibe. Foruden de større sænkede skibe, mistede Storbritannien 3 lette krydsere og 8 destroyere, Tyskland 4 krydsere og 5 destroyere. Men i tonnage var de britiske tab næsten dobbelt så store som Scheers. Tyskland gjorde krav på en sejr, men forsøgte aldrig igen et åbent slag. Jylland har måske været det sidste af de store søslag udkæmpet udelukkende med overfladeskibe

En uddybning af den tyske lette krydser Dresdens endeligt ud for Chiles kyst. NB: Billedet forestiller vraget af SMS Dresden ud for Chiles kyst i dag.

En samtidig beretning om SMS Dresdens endeligt. Dresden havde en officer om bord, der under 2. Verdenskrig skulle blive meget berømt.

1. Verdenskrig

Den tyske krydser Dresden sænkes

 

Den 14. marts 1915 omringede de britiske krigsskibe Kent og Glasgow den tyske lette krydser Dresden ved Cumberland Bugten ud for Chiles kyst. Efter at have hejst det hvide flag, forlod mandskabet skibet efter at have åbnet bundventilerne, og skibet sank med det tyske flag vajende fra mastetoppen.

 

Dresden , der var en let krydser med et deplacement på 3.600 tons, var et af de hurtigste skibe i den kejserlige tyske flåde, idet hun var i stand til at opnå en hastighed på op til 24,5 knob. Sammen med søsterskibet Emden var hun et af de første tyske skibe bygget med moderne damp-turbine maskiner. Den britiske flåde havde hurtigere skibe, men heldigvis for Dresden mødte hun aldrig disse. Dresden var i uafbrudt tjeneste siden søsætningen i 1909, og hun tilbagelagde 21.000 mil mellem 1. august 1914 og marts 1915 – mere end nogen anden tysk krydser i tjeneste under de første måneder af 1. Verdenskrig.

 

Da krigen brød ud i sommeren 1914, var Dresden på patrulje i Det Karibiske Hav, hvor hun beskyttede tyske interesser og borgere i regionen. Under den forbitrede borgerkrig i Mexico, transporterede Dresden den 20. juli 1914 den flygtende mexicanske præsident Victoriano Huerta og hans familie til Jamaica, hvor de opnåede asyl hos den britiske regering. Kort tid efter nåede nyhederne frem om Østrigs ultimatum til Serbien, og den deraf følgende risiko for krig, og det tyske admiralitet satte flåden i alarmberedskab.

 

I løbet af den første uge af august var alle Europas store nationer i krig med hinanden. Dresden fik ordre om at sætte kursen mod Sydamerika for at angribe britiske skibsinteresser i området. Det lykkedes Dresden at sænke adskillige handelsskibe på sin vej til Kap Horn på Sydamerikas sydspids, og det lykkedes hende at undslippe en britisk eskadre i området under kommando af kontreadmiral Sir Christopher Cradock. Oktober samme år sluttede Dresden sig til admiralMaximilian von Spee’s eskadre ved Påskeøen i Stillehavet. Den 1. oktober vandt von Spee’ s eskadre inklusiv Dresden en knusende sejr over briterne i slaget ved Coronel kysten ud for Chile, idet tyskerne sænkede to britiske krydsere med alt mandskab – inklusiv Cradock, der gik ned med sit flagskib Good Hope.

 

Fem uger senere var Dresden det eneste tyske krigsskib, der undslap ødelæggelsen under slaget ved Falklandsøerne den 8. november 1914, hvor de britiske krydsere Inflexible og Invincible under kommando af viceadmiral Sir Doveton Sturdee sænkede fire af von Spee’s skibe: Scharnhorst, Gneisenow, Leipzig og Nürnberg. Som et besætningsmedlem på Dresden senere skrev efter at have set de fire skibe gå til bunds: ”Vi vidste alle, at vi aldrig ville få vores kammerater at se igen – herom havde vi ingen illusioner”. På grund af dårligt vejr lykkedes det Dresden at undslippe syd om Falklandsøerne.   

 

Gennem de næste mange måneder lykkedes det Dresden at undgå at blive fanget af den britiske flåde – alt imens det lykkedes hende at sænke flere handelsskibe. Til sidst søgte hun tilflugt i et netværk af kanaler og bugte i det sydlige Chile. Den 8. marts 1915 søgte hun tilflugt i Cumberland Bugten delvis skjult fra havsiden af en lille ø. Kaptajn Fritz Emil von Lüdecke havde besluttet, at skibet trængte til en ordentlig overhaling som følge af den hårde brug, hun havde været udsat for. Seks dage senere fandt de britiske krigsskibe Kent og Glasgow Dresden, idet kaptajn von Lüdecke havde sendt adskillige radiomeddelelser med anmodning om at få kul ombord til sine maskiner. Én af disse meddelelser var blevet opsnappet af de britiske krigsskibe.

 

Da Kent åbnede ild mod Dresden, svarede hun igen med nogle få skud – for derefter at hejse det hvide flag som tegn på overgivelse. Mens en tysk officer forhandlede vilkårene for en våbentilstand med briterne for derigennem at trække tiden ud, beordrede von Lüdecke sine folk til at åbne skibets bundventiler og derefter forlade det. Dresden sank først langsomt, hvorefter hun kæntrede og sank med det tyske flag vajende fra mastetoppen under hurra råb fra både de britiske søfolk samt de tyske søfolk, der var nået i land. Hermed sluttede en 21.000 mil lang karriere for et af Tysklands mest berømte krigsskibe under 1. Verdenskrig.

 

Som et kuriosum kan det nævnes, at Tysklands berømte efterretningschef admiral Wilhelm Canaris, chef for Abwehr (Tysklands militære efterretningstjeneste under 2. Verdenskrig), startede sin karriere i den kejserlige tyske flåde i 1905, og endte i 1909 som efterretningsofficer på SMS Dresden. Han deltog i slaget ved Coronelkysten samt ved Falklandsøerne. Takket være Canaris snedighed lykkedes det for Dresden at sløre sine bevægelser i så lang tid efter slaget vedFalklandsøerne. Sammen med resten af besætningen fra Dresden endte Canaris med at blive interneret i Chile, men allerede i august 1915 lykkedes det ham at flygte, bl. a. fordi han talte flydende spansk. Med hjælp fra nogle tyske købmænd lykkedes det ham at vende tilbage til Tyskland i oktober 1915, bl. a. via Storbritannien!

 

Den højt dekorerede Canaris blev under ydmygende omstændigheder henrettet af SS i koncentrationslejren Flossenburg den 9. april 1945 - blot få uger før 2. Verdenskrigs afslutning - for sin påståede deltagelse i attentatet på Hitler den 20. juli 1944.

Krigen i Østafrika - den legendariske oberst von Lettow-Vorbeck - senere general von Lettow-Vorbeck, der var den eneste tyske kommandør, der invaderede britisk jord under 1. Verdenskrig .

Paul Emil von Lettow-Vorbeck

 

 

Paul Emil von Lettow-Vorbeck, født den 20. marts 1870 i Saarland – død den 9. marts 1964 i Hamborg næsten 94 år gammel. Han var generalmajor i Den Kejserlige Tyske Hær, hvor han tjente fra 1890 til 1920 og øverstkommanderende for De Tyske Østafrika-styrker under 1. Verdenskrig, og under hele krigen ubesejret af briterne. Generalmajor von Lettow-Vorbeck var den eneste tyske kommandør, der med held invaderede britisk jord under 1. Verdenskrig. Von Lettow-Vorbeck’s bedrifter under krigen er senere blevet betegnet som “den største, enkelte guerilla aktion i historien – og den mest succesfulde”. Hans kælenavn var Der Löwe von Afrika – Afrikas løve, og han modtog Pour le Mérite med egeløv for sine tjenester.  

 

Hans tidlige liv

 


Paul Emil von Lettow-Vorbeck var født ud af en pomeransk lavadelig familie mens hans fader var stationeret som officer i Saarland i den preussiske Rhinland Provins. Hans uddannelse foregik på kostskoler i Berlin, og han sluttede sig til hæren som kadet i Potsdam og Berlin-Lichterfelde. I 1890 blev han udnævnt til løjtnant i Den Kejserlige Tyske Hær.

 

Militær karriere

 

I 1900 blev von Lettow-Vorbeck udstationeret i Kina som en del af de Internationale Alliance Styrker, der skulle nedkæmpe “Boxeroprøret”. Han blev derefter udstationeret i Afrika. I begyndelsen af 1904 blev han forflyttet til Tysk Sydvest Afrika (i dag Namibia) under Namaqua og Herero-oprøret. Han deltog imidlertid ikke i det efterfølgende folkemord på de to befolkningsgrupper. Efter at være blevet såret i venstre øje og i brystet, blev han evakueret til Sydafrika for behandling og rekonvalesens.

 


I 1907 blev han forfremmet til major, og tilknyttet 11. Armekorps stab. Fra marts 1909 til januar 1913 var von Lettow-Vorbeck chef for II Seebatallion (2. Marinebatallion) i Wilhelmshafen i Neder Sachsen i Tyskland. Oktober 1913 blev han udnævnt til chef for De Tyske Koloni–styrker, kaldet Schutzgruppe (Sikkerhedsstyrker) i Tysk Kamerun – dagens Cameroon plus en bid af Nigeria. Før han nåede at overtage kommandoen, fik han nye ordrer, idet han med virkning fra 13. april 1914 blev forflyttet til Tysk Østafrika, hvor hovedparten af kolonien bestod af nutidens Tanzania.

 

1. Verdenskrig

 

Under den første del af 1. Verdenskrig i august 1914, kommanderede von Lettow-Vorbeck en lille garnision på blot 2.600 soldater af tysk oprindelse samt 2.472 afrikanske soldater fordelt på 14 askari felt kompagnier. Ved krigens start indså han nødvendigheden af at tage initiativet, hvorfor han ignorerede sine ordrer fra Berlin samt koloniens guvernør Heinrich Schnee, der insisterede på, at kolonien skulle erklære sig neutral.

 

Von Lettow-Vorbeck forberedte sig derfor på at imødegå et større amfibieangreb mod byen Tanga, som briterne planlagde. Angrebet indledtes den 2. november 1914, og i løbet af de næste 4 dage udkæmpede han og hans styrker et af hans mest berømte slag, hvor briterne blev slået tilbage. Han samlede nu sine soldater og sine svindende forsyninger, og trak sig tilbage for at angribe De Britiske Jernbaner i Østafrika.

 

Hans næste sejr over briterne var ved Jassin den 18. januar 1915. Disse sejre forsynede ham desuden med et stort antal stærkt nødvendige moderne rifler og andre forsyninger – såvel som et væsentligt moralsk rygstød for ham og hans mænd. Von Lettow-Vorbeck havde imidlertid mistet mange erfarne soldater inklusiv hans modige kaptajn Tom von Prince, som han ikke uden videre kunne erstatte.

 

Von Lettow-Vorbeck's plan for sin og sine folks krigsindsats var ganske enkelt: Selvom han var klar over, at Østafrika var en ubetydelig, lille krigsscene, var han fast besluttet på, at binde så store britiske styrker som muligt på stedet. Hans strategi var at holde dem væk fra Vestfronten – og derigennem bidrage til Tysklands eventuelle sejr.

 

Von Lettow-Vorbeck vidste, at han kunne stole på sine top-motiverede officerer (tabsraten blandt dem beviste dette). Som en konsekvens at de forholdsvis store, uerstattelige tab i starten af hans kampagne, indlod han sig derefter ikke på direkte konfrontationer med de britiske styrker, men anvendte i stedet sin styrke til raids ind i Britisk Øst Afrika (stort set identisk med nutidens Kenya, Uganda og Zimbabwe, hvor han angreb forter, jernbaner og kommunikationscentre – alt sammen med det formål at tvinge Ententens medlemmer til at allokere flere styrker fra den europæiske krigsscene til Afrika. Han gennemførte sin guerilla kamp ved at udnytte ethvert erobret våben, ammunition eller forsyninger fra fjenden.  

 

Han rekrutterede nyt mandskab til sine sikkerhedsstyrker, og nåede derved op på en styrke på omkring 14.000 soldater, de fleste af dem dog indfødte askarier, men alle var veluddannede og godt diciplinerede. Von Lettow-Vorbeck talte flydende Swahili, hvilket gav ham en stor respekt og beundring fra hans indfødte soldater. Han udnævnte sorte officerer, og sagde (og troede på det): ”Vi er alle afrikanere her”! Han var formentlig den eneste hvide officer af den tid, der udviste så stor en respekt for de indfødte – ikke bare som soldater, men som mennesker.

  

Han rekrutterede mandskab og artilleri fra den tyske lette krydser SMS Königsberg, der blev skrottet i Rufiji flodens delta i 1915. Krydserens erfarne mandskab var under kommando af kommandørkaptajn (fregattenkapitän) Max Loof. Krydserens mange kanoner blev konverteret til landartilleri, hvilket betød, at von Lettow-Vorbeck var i besiddelse af det sværeste landartilleri anvendt på den afrikanske kampscene. Marts 1916 indledte briterne under kommando af den sydafrikanske general Jan Smuts (fremtrædende boergeneral fra "Den store Boerkrig" mellem boerne og Storbritannien) en offensiv med 45.000 mand mod von Lettow-Vorbecks lille styrke.

 

Von Lettow-Vorbeck udviste stor tålmodighed og udnyttede vejret og landskabet som sine allierede, mens hans tropper bekæmpede briterne på sine vilkår og til sin fordel. Briterne fortsatte imidlertid med at indsætte flere styrker, hvilket betød, at von Lettow-Vorbeck til stadighed måtte vige med sine styrker. Ikke desto mindre fortsatte han med at bekæmpe briterne, bl. a. under et afgørende slag ved Mahiwa i oktober 1917, hvor han mistede 519 mænd i form af dræbte, sårede eller savnede mod briternes 2.700 dræbte, sårede eller savnede. Efter at nyheden om slaget nåede Tyskland, blev han forfremmet til generalmajor. Briterne kunne dække deres tab ind, og havde til stadighed en stor styrkemæssig overlegenhed. For de tyske sikkerhedsstyrker var situationen imidlertid alvorlig, for de havde ingen reserver til at dække deres tab.

 

Von Lettow-Vorbeck påbegyndte nu en retræte mod syd, mens hans tropper var på halve rationer – og med briterne lige i hælene. Den 25. november krydsede hans fortrop floden Rovuma ind i portugisisk Mozambique. Dermed afskar han sine egne forsyningslinier, og hans sikkerhedsstyrker blev i praksis en omvandrende “nomadisk” styrke. Den første dag efter passagen af floden angreb han den genbemandede portugisiske garnision i Ngomano, og løste dermed alle sine forsyningsproblemer i den nærmeste fremtid.

Da de derefter erobrede en floddamper med en forsyning af medicin inklusiv kinin, fik de løst deres mest presserende problemer m.h.t. medikamenter. De havde nu “levet af landet” i næsten et helt år – dog hovedsageligt på forsyninger erobret fra briterne og portugiserne. De havde erstattet deres gamle rifler med nye og havde erobret maskingeværer og morterer efter erobringen af Namakura (Nhamacurra i nutidens Mozambique) i juli 1918. Og de havde mere ammunition end de kunne bære.

 

Den 28. september krydsede von Lettow-Vorbeck igen Rovuma floden for at vende tilbage til Tysk Østafrika med briterne i hælene. Han drog imidlertid vest på og foretog angreb ind i Nord Rhodesia (nutidens Zambia), hvorved han undgik en fælde som briterne havde forberedt ham i Tysk Østafrika. Den 13. november 1918 – to dage efter våbentilstandens ikrafttrædelse – indtog han byen Kasama, som briterne havde evakueret, og fortsatte sit togt mod syd-vest mod Katanga. Da han nåede Chambeshi floden om morgenen den 14. november, dukkede den britiske administrative leder af området op under et hvidt flag, og afleverede en besked fra de allieredes general van Deventer, hvor han blev informeret om våbentilstanden.

 

Von Lettow-Vorbeck indvilligede i en våbenhvile på stedet, hvilket i dag er markeret ved von Lettow-Vorbecks mindesmærke, der står i nutidens Zambia. Han blev af briterne instrueret om at marchere sine styrker nordpå til Abercorn (i dag Mbala) for at overgive sin ubesejrede hær, hvilket han gjorde den 23. november 1918. Resterne af hans hær bestod ved overgivelsen af 30 tyske officerer, 125 tyske underofficerer eller menige, 1.168 askarier samt omkring 3.500 bærere. Altså kun 1.323 kampsoldater, hvoraf næsten 90% var indfødte!

  

Efter-krigstiden

 

Efter fjendtlighederne var indstillet, overførte briterne de tyske soldater og krigsfanger til Dar es Salaam med henblik på eventuelt repatriering. Von Lettow-Vorbeck forsøgte at sikre sine soldater en ordentlig behandling, herunder også at hans askarier skulle være interneret kortest mulig tid i Tabora.

 

Von Lettow-Vorbeck vendte hjem til Tyskland i begyndelsen af marts 1919 og fik her en heltemodtagelse. På en sort hest anførte han 120 officerer fra sine “Sikkerhedsstyrker”, klædt i deres tropiske kamouflageuniformer på en sejrsparade gennem Brandenburger Tor, som i dagens anledning var pyntet til ære for ham. Selvom han til sidst overgav sig som beordret, vandt han gentagne gange over fjenden mod alle odds, og han var den eneste tyske kommandør, der med succes invaderede britisk territorium under 1. Verdenskrig.

 

Paul von Lettow-Vorbeck var en dristig, men påpasselig kommandør, som udviste usædvanlige evner for at udkæmpe en guerillakrig i ukendt terræn. Han var respekteret som en fortræffelig soldat og en førsteklasses leder af sine hvide officerer, underofficerer og askarier – og desuden blandt sine fjender. I marken, når rationerne måtte sættes ned fordi forsyningerne svandt ind, kunne det konstateres, at….

 

det var et mål for askariernes loyalitet overfor deres leder, at de accepterede disse nedskæringer, og ikke deserterede i store mængder. Nogle derserterede selvfølgelig (det gjorde de britiske, belgiske og portugisiske indfødte tropper også). Men de tyske askarier var helt klart de mest loyale tropper, såvel som de mest effektive, og det kan alt sammen føres tilbage til von Lettow-Vorbecks moral og særlige form for diciplin, som gjaldt ligeså meget for ham selv og hans tyske officerer som for hans sorte tropper.

 

En af von Lettow-Vorbecks yngre officerer Theodor von Hippel brugte senere sine erfaringer fra Afrika, da han som kaptajn (hauptman) dannede Brandenburg Regimentet i Tyskland under 2. Verdenskrig (specialstyrke underlagt admiral Canaris – chef for Abwehr, Tyskland militære efterretningstjeneste - Deutsche Wehrmacht og dens generaler ville nemlig ikke høre på hans erfaringer)!

 

Efter tilbagekomsten til Tyskland giftede von Lettow-Vorbeck sig med Martha Walroth i 1919. De fik to sønner i h.h.v. 1921 og 1922 samt en datter i 1927. Han var indblandet i det politiske kaos omkring Weimar-republiken, og skønt han kun forblev i hæren i 14 måneder efter sin hjemkomst, nåede han at undertrykke et kommunistisk oprør i Hamborg, samt stille sine tropper passivt til rådighed for nationalisternes forgæves oprør mod monarkiet i Berlin 1920. Som følge af sidstnævnte episode måtte han tage sin afsked fra hæren maj 1920. Han arbejdede herefter i Bremen med import og export.


Juni 1926 mødte von Lettow-Vorbeck sir Richard Meinertzhagen i Bremen, en britisk efterretningsofficer, som han havde kæmpet mod i Afrika indtil Meinertzhagen p.g.a. sine sår var blevet sendt tilbage til England december 1916 (han blev senere sendt til Palæstina). Tre år senere accepterede von Lettow-Vorbeck en invitation om at komme til London, hvor han for første gang mødte Jan Smuts ansigt til ansigt. Von Lettow-Vorbeck og Smuts dannede her et livsvarigt venskab. Da Smuts døde i 1950, sendte von Lettow-Vorbeck et meget personligt brev til Smuts enke. Fra maj 1928 til juli 1930 var han medlem af den tyske Rigsdag. Von Lettow-Vorbeck stolede ikke på Hitler og hans bevægelse – selv om Hitler havde tilbudt ham ambassadørposten i Storbritannien i 1935. Von Lettow-Vorbeck afslog tilbudet med kold arrogance!

 

I løbet af 1960’erne spurgte englænderen Charles Miller en nevø til én af officererne fra “Sikkerhedsstyrken”: “Jeg kan forstå, at von Lettow-Vorbeck bad Hitler om at stikke ambassadørjobbet skråt op…”? Nevøen svarede: “Det er korrekt, selvom jeg ikke er sikker på, at han formulerede sit svar så høfligt”!

 

Efter denne skarpe afvisning, blev han holdt under konstant overvågning, og hans hjem blev ransaget adskillige gange. På grund af sine tidligere meriter og folkelige popularitet, blev han delvist taget til nåde i 1938, hvor han i en alder af 68 år blev udnævnt til “General med Specialopgaver”. Men han blev aldrig indkaldt til aktiv tjeneste. 

 

Ved afslutningen af 2. Verdenskrig var von Lettow-Vorbeck humørmæssigt langt nede. Begge hans sønner, Rüdiger og Arnd, var blevet dræbt under tjenesten i hæren. Han hus i Bremen var blevet ødelagt af allierede bomber, og han var en tid afhængig af fødevarepakker fra Meinertzhagen og Smuts. Men som følge af det tyske “Wirtschaftswunder”, kunne han snart igen begynde at nyde livet. I 1953 besøgte han sit andet hjem, Østafrika, hvor han blev hjerteligt modtaget af hans overlevende askarier, der hilste ham med deres gamle marchsang: “Heia Safari”, og han blev også modtaget med fuld militær honnør af de britiske koloniembedsmænd

 

Paul von Lettow-Vorbeck døde i 1964 i Hamburg, knapt 94 år gammel. Den vesttyske regering og forbundshæren fløj to tidligere tyske askarier ind som statsgæster til begravelsen, så de kunne overvære “deres generals begravelse”. Adskillige officerer fra Forbundshæren var udpegede som æresvagt, og Vesttysklands forsvarsminister, Kaj-Uwe von Hassel holdt begravelsestalen, hvor han sagde, at den afdøde “var virkelig ubesejret i felten”. Paul von Lettow-Vorbeck blev begravet i Pronstorf, Schleswig-Holstein på kirkegården ved Vicelin kirken.

 

Efterskrift

 

I året for von Lettow-Vorbeck’s død, stemte den vesttyske Bundestag for at foretage en efterbetaling af løn til alle overlevende tyske askarier. Et midlertidigt udbetalingskontor blev oprettet i Mwanza ved Viktoriasøen. Af de 350 gamle mænd, der var mødt op, kunne kun en håndfuld fremvise de tjenestecertifikater, som von Lettow-Vorbeck havde givet dem i 1918. Andre kunne fremvise gamle uniformsstykker som bevis for deres tjeneste. Den tyske embedsmand, som stod for pengeuddelingen, fik en ide. Når én af ansøgerne trådte frem, fik han stukket en kost ud, og på tysk beordret til udføre en komplet våbeneksercits. Ingen dumpede til DEN test!

 

 

Von Lettow-Vorbeks trofaste Askariers slagsang var: "Heia Safari"!

Teksten til Heia Safari:

Heia Safari!

Melodie: Robert Götz
Text: A. Aschenhorn

 

1. Wie oft sind wir geschritten,
Auf schmalem Negerpfad,
Wohl durch der Wüste mitten,
Wenn früh der Morgen naht’.
Wie lauschten wir dem Klange,
Dem altvertrauten Sange,
Der träger und Askari:
Heia, heia, Safari!

2. Steil über Berg und Klüfte
Durch tiefe Urwaldnacht,
Wo schwül und feucht die lüfte
Und nie die Sonne lacht,
Durch Steppengräserwogen
Sind wir hindurchgezogen 
Mit Trägern und Askari:
Heia, heia, Safari!


3. Und saβen wir am Feuer,
Des Nachts, wohl vor dem Zelt,
Lag wie in stiller Feier
Um uns die nächt’ge Welt,
Und über dunkle Hänge
Tönt’ es wie ferne Klänge
Von Trägern und Askari:
Heia, heia, Safari!


4. Tret’ ich die letzte reise,
Die groβe Fahrt einst an,
Auf, singt mir diese Weise
Statt Trauerliedern dann,
Daβ meinem Jägerohre
Dort vor dem Himmelstore
Es klingt wie ein Halali:
Heia, heia, Safari!

Jeg gentager: 1 stk. Verdenskrig - pris 16 mio. mennesker!

De samlede tab under krigen:

 

 

Ententemagterne:

Centralmagterne:

Dræbte, sårede eller savnede soldater 

22,5 mio.

- heraf 4 mio. dræbte

16,4 mio.

- heraf 5,7 mio. dræbte

Civile dræbte

6,5 mio.

Samlet antal dræbte under krigen: 16,2 mio. mennesker

Ud af et samlet antal på 70 mio. soldater var det ca. 39 mio. der døde, blev sårede eller blev meldt savnet (56%).

Udfaldet af krigen - Versailles traktaten - en uværdig fredsaftale for Tyskland - årsagen til 2. Verdenskrig! Se Europakortet efter Versailles!

Versailles-Traktaten
(Kilde: Wikipedia)

Versailles-freden blev underskrevet den 28. juni 1919 af Frankrig , Storbritannien , Belgien og deres allierede på den ene side og Tyskland på den anden side som afslutning på 1. verdenskrig . USA ratificerede aldrig Versailles-traktaten, fordi landet syntes, at betingelserne var for hårde og forhandlede sig i stedet frem til en aftale med Tyskland: ( Berlin -traktaten af 1921 ).
Bemærk, at der bestemt ikke var fodslag mellem de allierede - USA fandt, at især Frankrig var urimelige i deres krav. Jeg skal her tilføje, at det var især p.g.a. tilførslen af et stort antal amerikanske troppestyrker mod krigens slutning, at tyskerne til sidst måtte give op.

Fredsaftalen forpligtede Tyskland til at afskaffe almindelig værnepligt og højst have en hær på 100.000 mand. Tyskland måtte hverken have kampvogne, fly eller ubåde. Desuden måtte Reichsmarine kun have seks slagskibe under 10.000 tons, seks krydsere og 12 destroyere.
Disse krav kan naturligvis altid diskuteres, men afsnittet ramte vel især den tyske nationalstolthed, idet der gennem de sidste 50 - 100 år havde været en stor konkurrence mellem de ledende europæiske lande omkring opbygningen af nationale forsvar (det kaldte man det ikke den gang, men alligevel). 

Desuden blev Tyskland pålagt at betale en enorm krigsskadeerstatning, da det af Versailles-freden fremgik, at Tyskland alene bar ansvaret for krigen. Den engelske forhandler og økonom Keynes forlod forhandlingerne i protest mod dette punkt, da han mente, at det ville ruinere Tyskland.
Det var vel især spørgsmålet om krigsskadeerstatningerne, som tyskerne fandt urimelige - især fordi landet ikke mente at være eneansvarlig for krigen og dens opståen. Selv de "hårde" englændere fandt kravet urimeligt!

Traktaten indeholdt 440 punkter. Tyskland måtte blandt andet afgive Alsace-Lorraine (Elsass-Lothringen) til Frankrig (hovedparten af indbyggerne var tysktalende. Den franske regering iværksatte i øvrigt efter 2. Verdenskrig en kampagne, som havde til mål at undertrykke det tyske sprog sammen med en række andre lokale dialekter eller sprog), store områder til Polen , samt mindre områder til Tjekkoslovakiet , Belgien og Danmark - sidstnævnte dog først efter en folkeafstemning. Tyskland måtte afgive 13,5% af sit territorium (1914) og omkring syv millioner indbyggere.

Derudover skulle
Saarområdet forblive neutralt fra 1920 (administreret af Frankrig), og dets endelige status skulle afklares efter en folkeafstemning 15 år senere (i 1935 stemte 90% af indbyggerne for at forblive tyske).

NB: Efter 2. Verdenskrig kom Saarområdet til at ligge i den franske besættelseszone. I 1947 blev området selvstyrende med egen forfatning, men det var økonomisk knyttet til Frankrig. Efter en folkeafstemning i 1957 blev landet dog tilsluttet Forbundsrepublikken Tyskland som dennes 11. delstat.

Endelig skulle Tyskland afmilitarisere den vestlige
Rhinbred .

Alle oversøiske kolonier skulle afstås: Tanzania , Namibia , Togo og Cameroun i Afrika , Papua Ny Guinea og Qingdao (Tsingtao) samt andre kinesiske koloniområder i Asien .

Versailles hvilede i sin grundtanke på den amerikanske præsident Woodrow Wilsons ideer om nationale folks ret til selvbestemmelse. Derfor blev mange grænsedragninger foretaget på baggrund af folkeafstemninger fx i Sønderjylland . Til gengæld blev grænserne andre steder trukket i direkte strid med det regionale flertals ønsker. Fx. kom tre millioner tyskere til at bo i Tjekkoslovakiet, og ca. 1,5 million tyskere i Danzig-området kom til at bo i Polen. Begge steder blev kimen lagt til fremtidige stridigheder.
Det er så sandt som det er sagt - 2. Verdenskrig indledtes som bekendt med Tyskernes invasion af Polen, som de iøvrigt efter aftale med russer delte med disse. Næste skridt var invasionen af Suderterlandet med de mange tyske indbyggere.

Resultatet var, at Versailles-freden blev anset for at være hård og uretfærdig i Tyskland og USA, mens Frankrig mente, at den var for mild. Frankrig havde bl.a. ønsket, at Tyskland blev splittet op i en række mindre stater, sådan som det tidligere havde været.
Det som Franskmændene forlangte, var egentlig ret grotesk og eller uforskammet. Som de mere historiekyndige vil vide, bestod det tyske rige i perioden 1815 - 1871 af et forbund bestående af en række uafhængige stater - kejserriget Østrig (dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn) samt en række ligeledes uafhængige kongeriger (bl. a. Preussen & Bayern) samt ditto storhertugdømmer og hertugdømmer. Med i billedet hører også historien om den Fransk-Preussiske krig, hvor den franske kejser Napoleon d. III i 1870 erklærede Preussen krig. Frankrig tabte denne krig, som de selv havde påbegyndt (franskmændene måtte overgive sig, da Preusserne havde omringet Paris), og først året efter i 1871 opstod Kejserriget Tyskland, som vi kender det ved 1. Verdenskrigs udbrud med den Preussiske kong Wilhelm som kejser (Wilhelm I). Heri ligger forklaringen på, at Frankrig efter 1. Verdenskrig havde så meget at "hævne" (objektivt set, var det vel snarere tyskerne, der havde noget at hævne efter den franske aggression 44 år tidligere)! 

Tyskland mistede sine kolonier, men de var af ringe værdi . Landafståelserne i Europa omfattede 10% af befolkningen, 13% af landområdet og 15% af produktionen. Riget var stadig intakt. I 1921 blev skadeserstatningerne opgjort til 138 milliarder guldmark i afdrag og renter frem til 1963 . Beløbet var rent fiktivt, og kravets reelle indhold var bestemte årlige ydelser på 5-6% af nationalproduktet, som Tyskland gik med på at betale. Storbritannien og Frankrig var ikke meget bedre stillede, da de havde optaget enorme krigslån i USA , som de forgæves prøvede at få eftergivet. Tysklands skadeserstatning var beregnet at skulle dække denne gæld. I 1931 gav USA et års henstand med vestmagternes gæld (Hoover-moratoriet), og i 1932 opgav vestmagterne at indkræve Tysklands gæld, mens de samtidigt ophørte med at betale deres krigsgæld til USA.

Versailles-traktaten spillede en vigtig rolle for det tidlige nationalsocialistiske parti (Deutsche Nationalsozialistische Arbeiterpartei) og er en af de vigtigste årsager til udbruddet af 2. verdenskrig . Ferdinand Foch udtalte sommeren 1919 om traktaten: "Dette er ikke en fred. Det er en 20 års våbenhvile!"
Franskmanden Ferdinand Foch var under krigen marskal af Frankrig, Polen og Storbritannien. Han var under krigen generalstabschef og øverstkommanderende for de allierede styrker på Vestfronten. Da han sommeren 1919 fik sig forelagt Versailles-traktaten udbrød som han nævnt: "Dette er ikke en fred. Det er en 20 års våbenhvile". Det fik han ret i. Men den gode marskal Foch kunne åbenbart ikke råbe sine våbenfæller og politiske kolleger op!

Ovenstående  - samt den korte beskrivelse af årsagen til krigen og udfaldet, viser med al tydelighed, at det ikke var en tilfældighed, at der 20 år efter fredsafslutningen kom en ny verdenskrig. I beskrivelsen af baggrunden for krigen er der vel ikke meget der taler for, at det specielt skulle være Tyskland, der havde ansvaret for krigens udbrud. Og når man læser teksten fra Versailles-traktaten, hvor især Frankrig, men også Storbritannien og Belgien, pålagde Tyskland nogle uhyrlige erstatningskrav, er det ikke svært at forstå, at der allerede i 1920'erne var god grobund i Tyskland for at protestere mod de urimelige vilkår. Med i billedet hører også, at Frankrig i 1923 genbesatte hele Ruhrområdet, hvor Tysklands spirende industri havde sæde, hvilket resulterede i et økonomisk kollaps i Tyskland, hvor mange mennesker mistede hele deres opsparing - årsagen var, at Tyskland havde svært ved at betale de urimelige krigsskadeerstatninger!

 

Nu er det som bekendt altid vinderne, der har ret, men i dette tilfælde, vil jeg vove den påstand, at især Frankrig var indirekte skyld i, at vi fik en 2. Verdenskrig.