Jalta konferencen februar 1945 mellem Churchill, Roosevelt og Stalin. Krigen var ved at være slut, og de herrer aftalte hvordan verdenen efter krigen skulle se ud!

2. Verdenskrig - hvorfra stammer min interesse?

Det hele startede egentlig med modelfly!
(Billedet viser en Avro Lancaster i størrelsesforholdet 1:72)

Ud over en almen interesse for historie, var det egentlig lidt af en tilfældighed, der udløste min særlige interesse for 2. Verdenskrig - især den europæiske kampscene. Midt i 1980'erne intresserede min søn Erik sig meget for små modelfly, og derfor byggede jeg et antal fly af byggesæt i plastik i skalaen 1:72 til knægten. Han skulle selvfølgelig lege med de små fly, men det kunne de jo ikke holde til, hvorfor jeg bestemte, at det var MINE fly, som der ikke måtte leges med! Jeg begyndte at sætte tingene i system, for en 4-motors AVRO Lancaster årg. 1942 fyldte rigtig godt i landskabet - selv i skala 1:72 (vingefang: 43 cm & længde 30 cm - mod en Spitfires 15,5 og 13,5 cm)! NB: Jeg HAR faktisk bygget en AVRO Lancaster, men den eksisterer ikke mere (lignede den på billedet). Til gengæld har jeg bygget et Junckers Ju 52/3M - et tysk tremotors transport- og passagerfly, der egentlig var forældet ved krigens udbrud. Ikke desto mindre undførte disse Ju 52/3M mange opgaver, bl. a. troppetransport under krigen. Flyet blev både før, under og efter krigen brugt til både civile såvel som militære opgaver. Ju 52/3M så ud som om det var bygget af bølgeblik, men i virkeligheden var beklædningen duraluminium - en tidlig udgave af aluminium. Flyet gik under kælenavnet "Eisen Annie" (Jern Annie).  
 
Så det endte med, at jeg koncentrerede mig om: "Angrebsfly fra 2. Verdenskrig fra Aksemagterne og De Allierede". I praksis betød det første og fremmest jagerfly. I dag - næsten 30 år senere - har jeg knapt 50 samlesæt, hvoraf ca. 60% er samlede. Det er dog længe siden, jeg sidst har samlet et nyt fly.

Næste skridt var naturligvis at indsamle litteratur om flyene, deres anvendelse etc. Jeg har under mine mange rejser - især til London (Hamleys, you know!) - flittigt indsamlet nye flymodeller samt litteratur. Og så var skridtet ikke så langt til at begynde at interessere sig for kampvogne samt krigsskibe. Og derigennem  naturligvis også for hvor, hvornår og hvordan de forskellige våben blev sat ind i krigen.

Min beholdning af modelfly skala 1:72 - Angrebsfly m.m. fra 2. Verdenskrig:
   
De allierede

Antal

Mgl.

I alt

England

9

11

20

USA

8

11

19

Frankrig

3

1

4

Australien

0

1

1

Holland

0

1

1

Sovjetunionen

4

8

12

Subtotal

24

33

57

Aksemagterne      
Tyskland

13

9

22

Japan

8

15

23

Italien

2

4

6

Subtotal

23

28

51

Total

47

61

108

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg på et eller andet niveau er lidt imponeret over tyskernes snilde, når det gælder tekniske løsninger - også i våbenproduktionen. Dertil kommer, at den tyske hær efter min opfattelse var én af verdens bedst uddannede og udrustede ved krigens udbrud. Cremen af deres officerer havde en preussisk baggrund, og flere af dem var fremragende ledere og strateger.

Såfrem Hitler og hans støtter i form af SA, SS, SD, Waffen SS samt ja-sigerne i hærens overkommando ikke havde forplumret det hele, havde krigen måske haft et andet forløb. Og havde Hitler og hans nærmeste kreds ikke opnået den magt, som de faktisk opnåede, kunne det jo også være, at krigen slet ikke havde fundet sted. Hvorom alting er - der er masser af eksempler på, at Hitlers og hans medløberes indgriben i virkeligheden forenklede tingene for de allierede - og/eller påførte den tyske hær unødvendige tab. 

Jeg kan i flæng nævne, at tyskerne var de første og eneste til at producere et jetdrevet jagerfly, der rent praktisk kunne operere i felten under krigen. Flyet var operationsklart i 1942, men Hitler forsinkede projektet i 2 år til 1944, hvor krigen var ved at være tabt for tyskerne. Han ønskede flyet ændret til at være jagerbomber! Det skal tilføjes, at ME 262 var alle de Allieredes propeldrevne jagerfly fuldstændigt overlegent! 

En af Hitlers største fejl var vel nok, at han åbnede "Den anden Front" gennem "Operation Barabarossa" juni 1941, hvor han med 4,5 mio. soldater indledte invationen af Rusland. Da det gik op for Hitler, at han ikke kunne gennemføre "Operation Seelöwe" (invasionen af England med "Slaget om England", august - oktober 1940), kastede han sit sultne blik mod Rusland. Der er ingen tvivl om, at Hitler - såvel som mange tyske militærfolk - betragtede bolchevikkerne som hovedfjenden. Og de mente faktisk, at de gjorde vesten en tjeneste ved at prøve at overmande Rusland.

Det er tydeligt, at Hitler ikke kendte sin historie - eller også havde han allerede på det tidspunkt fået storhedvanvid. Havde han kendt sin historie, så havde han vidst, hvad den russiske vinter knapt 150 år tidligere havde gjort ved én af verdens dygtigste hærførere og hans kæmpehær. Historien om rædslerne i.f.m. Napoleons russiske tilbagetog burde være opbligatorisk læsning for alle militærfolk på den tid (NB: Jeg har netop konstateret, at Hitler og hans generaler havde studeret årsagerne til Napoleons fiasko, men enten har de ikke kunnet forstå fransk - eller også kunne de ikke læse indenad)! 

Hitlers ordre: "Kæmp på stedet eller dø" kostede især på østfronten flere hundrede tusinde tyske soldater livet - dels under kamp - og dels under deres senere krigsfangenskab, hvor de døde som fluer under umenneskelige forhold i Sibirien. Blandt de få overlevende krigsfanger, kom de fleste først tilbage til Tyskland 10 år efter krigens afslutning!

Endelig kan det nævnes, at Hitler måske slet ikke havde regnet med, at der skulle blive tale om en vinterkrig - hans soldater fik aldrig tilstrækkelig vinterudrustning (det var ligesom Napoleons soldater). Logistikken var elendig, idet tyskerne allerede fra invationens start havde alt for få fly til transport af forsyninger, sårede etc. Jernbaneforbindelserne duede ikke, eller var for sårbare overfor sabotage. Endelig viste det sig, at de ellers uovervindelige tyske kampvogne var forsynede med alt for smalle bælter, så de kørte uhjælpeligt fast i det russiske pløre, da foråret kom. 


Tyskerne havde i løbet af trediverne haft rigtigt travlt med at udvikle nye jagerfly – på trods af Versailles-traktatens restriktioner. De udviklede en lang række forskellige prototyper, og endte i den sidste ende med at satse på Messerschmidt Me 109 som deres primære jagerfly (35.000 bygget).
Egentlig et udmærket fly, men ikke i alle henseender jævnbyrdigt med englændernes Spitfire. Et andet jagerfly, der blev bygget i et større antal fra 1942 som afløser for Me 109, var Focke-Wulf Fw 190, med Focke-Wullf Ta 152 på toppen (20.000 bygget). Endelig Messerscmidt Me 262, som var 2. Verdenskrigs første operationelle jetjager (1.400 bygget). Tyskerne nåede også under krigens sidste periode at bygge en ”Volksjäger” - Heinkel He 162 Salamander, som også var en jetjager . Det blev udviklet og bygget på rekordtid - delvis af træ, idet stål var en mangelvare - og det var det hurtigste 1. generations (jet)jagerfly under 2. Verdenskrig med en tophastighed på godt 900 km/t, men det kom for sent til at få nogen betydning for krigens udfald.

Gennem sidste halvdel af trediverne samt starten af krigen udviklede tyskerne mindst 7 andre jagerfly, som ikke kom i egentlig produktion. Mest interessante var nok Dornier Do 335 Pfeil, der var forsynet med 2 motorer – én i snuden og én i halen (push and pull). Endelig må man ikke glemme det berygtede angrebsfly Junckers Ju 87 (Stuka), der i krigens start skabte rædsel på jorden under deres (styrt)bombeangreb.

 

Sammenfattende kan det siges, at de senere/sidste udgaver af Focke-Wulf jagerne, Messerschmidt 262 samt Dornier Do 335 Pfeil var de allierede jagerfly overlegne – foruden enkelte af prototyperne, som aldrig kom i egentlig produktion.

 

Hvad angår bombemaskiner var tyskerne de allierede underlegne. De havde kun ét ”tungt”, 4-motoret bombefly (Focke Wulf Fw 200 – Condor – oprindeligt udviklet som passagerfly til Atlanterhavsflyvninger) – resten var lette 2-motorede bombefly med en ringe bombekapacitet. Herimod stod de allieredes Avro Lancaster, B-17 Flying Fortress og B-24 Liberator – alle 4-motorers fly med en stor bombekapacitet.

 

Under ”Slaget om England” begik tyskerne også en klar fejl, idet de ret hurtigt gik over til at bombe de engelske byer – især London – i stedet for briternes militære flyvepladser. Herved fik RAF så at sige ”luft under vingerne”, og kunne bruge alle ressourcer på at angribe de langsomme, tyske bombefly. På trods af en numerisk overlegenhed f.s.v. angik fly, måtte tyskerne allerede efter 2 måneder konstatere, at "Operation Ørneangreb" (Unternehmen Adlerangriff) - tyskernes forsøg på at knuse Royal Air Force - var tabt. Medvirkende årsag var også briternes brug af radarstationer, der satte dem  i stand til at imødegå og endda foregribe tyskernes angreb. Endelig var havde det absolut også betydning, at Luftwaffes øverstkommanderende Hermann Göring var uduelig til jobbet, bl. a. fordi han var narkoman. 

 

 

Sidst, men ikke mindst, skal det tilføjes, at tyskerne også udviklede en række mere eller mindre ”fantasifulde” raketdrevne angrebsfly – mest kendt var nok de førerløse V1 og V2 raketter, som tyskerne sendte mod London i et stort antal.  

Overfor tyskernes fly stod de allieredes jagerfly:

 

Englændernes Supermarine Spitfire, der var det mest producerede jagerfly i England under krigen, Hawker Hurricane, der på trods af underlegenhed overfor de tyske Me 109 tog den første tørn under ”Slaget om England", samt de senere fly som jagerbomberen Hawker Typhoon, der var erstatningen for Hawker Hurricane samt endelig Hawker Tempest, der var den mest slagkraftige jager under krigen på britisk side.

 

Amerikanerne stillede med en meget stærk kvartet:

North American P-51 Mustang, der blev bygget i stort antal – flyet nåede under og efter krigen nærmest at blive en legende, og lagde 20 år efter krigen navn til den berømte Ford Mustang (bil). Desuden Republic P-47 Thunderbolt (med kælenavnet "the Jug") – et af de tungeste jagerfly under krigen – også med et stort produktionstal, samt det hangarskibsbaserede Vought F4U Corsair, der erstattede det nu forældede Grumman F6F Hellcat. Fra 1943/44 var Corsairen de japanske jagerfly overlegne – selv det herostratisk berømte japanske jagerfly Mitsubishi A6M Zero-sen med det officielle kaldenavn ”Zeke”. Endelig den to-motors jagerbomber Lockheed P38 Lightning. Sidstnævnte blev dog brugt mest i Stillehavskrigen som jagerbomber eller som eskortefly - i Europa kom den ofte til kort overfor tyskernes Me 109 i kamp fly mod fly. 

 

De hurtigste fly ved slutningen af krigen var Me 262, He 162 samt de seneste udgaver af Fw 190 (Ta 152). På engelsk side var det især Hawker Tempest og for amerikanernes vedkommende  P-51 Mustang. Men, man skal huske på, at mod krigens slutning var de allierede tyskerne overlegne f.s.v. angik antal fly, ligesom tyskerne var ved at løbe tør for erfarne piloter!

 

Det tyske Panser

 

Det tyske Panser - og dets anvendelse

(Billedet viser en Panzer VI - Tiger I kampvogn)

Under krigen spillede det tyske panser (kampvogne) en væsentlig rolle. Ikke fordi de enkelte tyske kampvogne var specielt bedre end de allieredes - i direkte kamp kom flere modeller af de tyske kampvogne til kort overfor de allieredes kampvogne. Forskellen lå i tyskernes taktiske nytænkning omkring anvendelsen af panservåbnet - kombineret med en yderst kvalificeret uddannelse af de tyske pansertropper. Denne kombination gjorde, at det tyske panser var de allieredes overlegent - i det mindste langt hen i krigen.
  

Under invasionen af Polen kunne tyskerne dog hovedsageligt kun mønstre nogle af deres tidligste kampvogne – Panzer I og II. Førstnævnte var kun forsynet med 2 maskingeværer og sidstnævnte med en ikke særligt effektiv 20 mm kanon, men det var i alle tilfælde bedre end polakkernes bevæbning. Desuden var polakkernes artilleri hestetrukket – tyskernes artilleri var dog i et vist omfang motoriseret.

 

Ved tyskernes invasion af Frankrig viste tyskernes taktiske overlegenhed sig for alvor. Under 1. Verdenskrig og i tiden frem til 2. Verdenskrigs begyndelse var kampvognen kun anvendt som infanteristøtte. Tyskerne, med den senere så kendte generaloberst Heinz Guderian i spidsen, gjorde sig andre tanker. Guderian ville anvende kampvognen som et selvstændigt våben.

 

Franskmændene, der stadig levede i ånden fra 1. Verdenskrig, havde i løbet af 1930’erne bygget verdens stærkeste forsvarslinie – Maginotlinien – en kæde af bunkere og underjordiske forsvarsanlæg, der strakte sig fra Luxemburg i nord til Schweitz i syd. Maginotlinien bestod bl. a. af 142 forter i flere etager, 352 kasematter og mere end 5.000 blokhuse og observationsposter – alt sammen bygget i beton. Franskmændenes motto for dette imponerende forsvarsværk var: ”On ne passe pas” (Her kommer man ikke forbi). Som i så mange andre situationer skulle det vise sig, at franskmændene havde overvurderet deres egne evner og snilde, for da tyskerne kom, vendte franskmændenes kanoner den forkerte vej!

 

I maj 1940 rykkede tyske panserdivisioner nemlig gennem Ardennerbjergene, nord om Maginotlinien, gennem Luxemburg, Holland og Belgien, og ned i Nordfrankrig (fuldstændigt som under 1. Verdenskrig). Den franske hær kunne ikke stoppe det tyske lynangreb (Blitzkrieg), for tyskerne ventede ikke på deres eget infanteri for konsolidering af de erobrede områder, og derfor fik franskmændene ikke tid til at reorganisere sig. Alt var kaos - millioner af mennesker flygtede sydpå foran de fremrykkende tyske kampvogne. Den 17. juni 1940 meddelte general Petain over radioen at kampene skulle indstilles. General de Gaulle, derimod - flygtede til London, hvorfra han den 18. juni i radioen henvendte sig til franskmændene og opfordrede dem til at fortsætte kampen. Den 22. juni underskrev Pétain en våbenstilstand med Tyskland.

 

Tyskernes kampvogne – Panzer III og Panzer IV trak det store læs for tyskerne under krigen – især Panzer IV, der så at sige var ”arbejdshesten” i det tyske panservåben. Det viste sig dog ret hurtigt under ”Operation Barbarossa”, at tyskernes Panzer III var russernes kampvogn T34 underlegen. Desuden havde tyskerne problemer i Rusland, når det russiske pløre frøs til is mellem hjulene på deres kampvogne.

 

I Nordafrika, hvor tyskernes Afrikakorps under ledelse af generalfeltmarskal Rommel i starten havde stor succes, anvendte de først og fremmest Panzer III og IV. Rommels succes skyldtes først og fremmest hans evner som militær fører, hvor han var ekspert i bevægelseskrig med sit panservåben. Han gik under tilnavnet "Wüstenfuchs" eller "Desert Fox" ("Ørkenræven"). Men, på trods af sine militære evner, lykkedes ham ikke at knuse briterne, der med den britiske feltmarskal Montgomery i spidsen for den britiske 8. Armé stoppede ham ved El Alamein, hvorefter han trak sig tilbage til Libyen. Samtidig blev han alvorligt ramt af manglen på forsyninger, og da amerikanske styrker stødte til forsynet med Sherman kampvogne, blev tyskerne helt presset i bund, og Afrikakorpset måtte overgive sig til de allierede i starten af 1943. Inden da var Rommel blevet syg og kaldt tilbage til Tyskland.

 

Når vi taler om det tyske panser, må vi også lige nævne de sidste ”skud på stammen”: Panzer V – Panter samt Panzer VI – Tiger I og Tiger II (Königstiger – Kongetiger). Panter blev betragtet som den bedste tyske kampvogn under 2. Verdenskrig, men tyskerne nåede også at udvikle de to enorme Tiger-kampvogne. De var begge stærkt pansrede og forsynede med en særlig version af den formidable tyske 88 mm FLAK kanon, kaldet KwK eller Kampfwagenkanone (kampvognskanon). Tiger I havde et kasseformet tårn, hvilket betød at fjendtlig ild ikke ville prelle af. Tiger II fik dog et tårn med skråt panser for at afhjælpe problemet. Men, begge kampvogne var teknisk set uhyre komplicerede og dermed sårbare, ligesom de p.g.a. deres vægt på h.h.v. 57 og 69 tons havde en begrænset rækkevidde som følge af deres store brændstofforbrug. Selvom Tigerkampvognens ry var noget overvurderet, er der ingen tvivl om, at den var frygtet blandt de allieredes kampvognsstyrker. Heldigvis for de allierede kunne tyskerne ved invasionen i Nordfrankrig juni 1944 kun stille med 90 Tigerkampvogne, der i stort omfang blev nedkæmpede af britiske Hawker Typhoon jagerbombere - før de mødte de amerikanske Sherman kampvogne. 

 

Under tyskernes sidst kraftanstrengelse få måneder før krigens afslutning, spillede det tyske panser også en væsentlig rolle. Under ”Slaget om Ardennerne” – eller på engelsk: The Battle of the Bulge”, gjorde tyskerne et sidste desperat forsøg på at stoppe de allieredes fremrykning. Planen var at knuse de allieredes styrker i Nederlandene. Under særdeles dårlige vejrforhold gik stærke tyske panserstyrker og infanteri december 1944 til modangreb gennem Ardennerne (ligesom i 1940). Tyskerne indsatte 30 divisioner, herunder også engelsktalende faldskærmstropper iført amerikanske og engelske uniformer under ledelse af den berømte eller berygtede SS kommandosoldat, obersturmbannführer (oberstløjtnant) Otto Skorzeny. Denne indsats skabte stor forvirring bag de allieredes linier.

 

P.g.a. vejret var det umuligt for de allierede at foretage luftrekognosering, så tyskerne havde frit spil i starten, men da vejret klarede op, kunne de allierede sætte massive luftstyrker ind i kampen, og tyskerne måtte trække sig tilbage. Tyskernes sidste desperate, men modige indsats, kostede dem næsten 200.000 mand, 600 kampvogne og angrebskanoner, og mere end 1.500 fly. De allierede mistede omkring 60.000 mand i dræbte, sårede og savnede. Ardenner-slaget forsinkede den allierede offensiv mod Rhinen med seks uger. Men ødelæggelsen af praktisk talt hele den tyske hærs reservestyrke, hjalp med til at sikre Tysklands endelige nederlag.

 

”Ardennerslaget” eller ”The Battle of the Bulge” er i øvrigt filmatiseret flere gange, hvor filmen slutter med tyskernes desperate (og forgæves) kapløb om at nå et allieret benzindepot før deres kampvogne løber tør for brændstof!

De tyske kampvogne PzKpfw I - VIII under WW2

Her følger en nærmere beskrivelse af de enkelte kampvogne, der under 2. verdenskrig indgik i det tyske panservåben. Tyskerne er som bekendt meget konsekvente, idet betegnelserne er som følger: Panzer (PzKpfw) I - VIII - i alt 8 (9) forskellige typer kampvogne. OK, den 9. kampvogn kommer, fordi man regner med to udgaver af Tiger kampvognen (vers. I og II).

Panzer I
(ill. PzKpfw I Ausf A blev udviklet i 1930'erne . Det var oprindeligt meningen, at den primært skulle anvendes til uddannelsesformål, men den blev også anvendt i kamp under både Den Spanske Borgerkrig og den 2. verdenskrig.

 

Panzer I’s   officielle navn var Panzerkampfwagen I (PzKpfw I). Kampvognen blev også brugt som basis for en række specialudgaver og selvkørende artilleri.

Mandskab

2 (kommandør/skytte/radiooperatør, kører)

Længde

4,02 m

Bredde

2,06 m

Højde

1,72 m

Vægt

5,4 tons

Pansring

8 – 13 mm

Hovedarmering

2 x MG13 Dreyse (7.92mm) i tårnet

Ekstra armering

Ingen

Motor

IA: Krupp M305 4 cyl på 57 hk –

IB: Maybach NL38TR 6 cyl på 100 hk.

Hastighed

37 – 40 km/t

Rækkevidde

145 – 170 km

Antal bygget

1.493

 

Panzer II (ill. PzKpfw II Ausf J), der oprindeligt var tænkt som en mellemløsning før mere avancerede kampvogne kunne produceres, kom til at spille en vigtig rolle i starten af krigen i Polen og Frankrig.

Men med udgangen af 1942 var den fjernet fra tjeneste i frontlinien, og produktionen indstilledes i 1943.

Dens chassis dannede dog fortsat grundlag for en række andre pansrede kørestøjer.

Mandskab

3 (kommandør/skytte, kører, lader)

Længde

4,81 m

Bredde

2,22 m

Højde

1,99 m

Vægt

8,9 tons

Pansring

10 – 30 mm

Hovedarmering

1 × 2 cm KwK Ausf. a–F
1 × 2 cm KwK 38 Ausf. J–L

Ekstra armering

1 × 7.92 mm Maschinengewehr 34

Motor

6-cyl benzindrevet Maybach HL 62TRM  138 HK

Hastighed

40 km/t .

Rækkevidde

200 km

Antal bygget

1.856

Panzer III (ill. PzKpfw III ausf H) var primært designet til at bekæmpe andre kampvogne, og samarbejde med infanteristøttekampvognen Panzer IV.

 

Målet var en middeltung kampvogn, med maksimalvægt på 24 ton og en tophastighed på 35 km/t. Det skulle være den primære kampvogn i de tyske panserdivisioner, og den skulle være i stand til at tage kampen op mod fjendens panserstyrker. Specifikationerne var udarbejdet af Heinz Guderian .

 

Daimler-Benz, Krupp, MAN og Rheinmetall fremstillede forskellige prototyper. Daimler-Benz blev valgt som producent – de første løb af samlebåndet 1937 og masseproduktionen startede i 1939 med model III F.

Besætning

5 (kommandør, skytte, lader, kører & masingeværskytte/radiooperatør)

Længde

6,41 m

Bredde

2,90 m

Højde

2,50 m

Vægt

23 tons

Panser

10 – 15 mm (senere 30 mm +)

Hovedarmering

1 x 37 mm KWK36 L/45 (senere 1 x 75 mm kanon)

Ekstra-armering

2 - 3 × 7.92 mm Maschinengewehr 34

Motor

230 hk 12 cyl Maybach HL 108 TR motor (senere:

320 hk 12 cyl Maybach HL 120 TRM motor)

Hastighed

40 km/t

Rækkevidde

150 km

Antal bygget

5.774

Panzer IV (ill. PzKpfw IV Ausf J) var oprindeligt designet som en infanteri-støtte tank til at arbejde sammen med Panzer III som var tiltænkt rollen med at bekæmpe fjendtlige kampvogne. Senere i krigen fik den en længere kanon og tykkere panser og overtog rollen med at bekæmpe panser, mens Panzer III blev anvendt som infanteristøtte eller andre opgaver.

 

Panzer IV var den mest almindelige tyske kampvogn i 2. verdenskrig, og kampvognens chassis blev brugt som grundlag for mange andre kampkøretøjer, såsom tankdestroyere og selvkørende antiluftskyts. Panzer IV var arbejdshesten i de tyske panserstyrker.

 

Den blev indsat på alle krigsskuepladser i hele krigen, og var den eneste tyske kampvogn, som forblev i produktion under hele 2. verdenskrig.

Besætning

5 (kommandør, skytte, lader, kører, radiooperator/maskingeværskytte)

Længde

7,02 m . (med fremadrettet kanon)

Bredde

2,88 m .

Højde

2,68 m .

Vægt

25 ton

Panser

10-80 mm

Hovedarmering

75 mm KwK 40 (alt efter model)
87 skud

Ekstra-armering

2 × 7,92 x 57 mm MG 34 -  3.150 skud

Motor

12 cyl. Maybach HL 120 TRM 300 HK

Hastighed

40 km/t på vej 18 km/t off-road

Rækkevidde

210 km

Antal bygget

8.800 (1937 – 1945)

Panzer V eller Panther (ill. PzKpfw V Ausf G) var en mellemtung kampvogn bygget fra midten af 1943 for at matche den russiske T-34 kampvogn samt erstatte Panzer III og Panzer IV. Den var samtidig med Tigeren.    

 

Panterens enestående kombination af ildstyrke, mobilitet og pansring gjorde den til et forbillede for andre nationer resten af krigen samt i efterkrigstidens konstruktion af kampvogne. Forbilledet var den russiske T-34, der havde imponeret tyskerne dybt, og 1942 rullede de første Panzerkampfwagen V Panther Ausfuhrung D af samlebåndet.

 

Efter de første børnesygdomme kunne den mere end måle sig med Tiger I (som den delte motor med) - den havde en bedre frontal pansring, bedre gennemslagskraft og den var væsentligt lettere – og dermed hurtigere i og udenfor terrænet. Svagheden var tyndere side pansring.

 

Panteren var en dødbringende modstander på afstand med en effektiv 75 mm kanon. Den var billigere og enklere at bygge end Tigeren. Den høstede stor succes på trods af tyskernes kvantitative underlegenhed f.s.v. angik panservåben allerede fra 1942-43. De allierede anså Panteren som krigens bedste ”all-round” kampvogn, og den dannede forbillede for nogle af de allieredes tunge kampvogne mod slutningen af krigen.

Besætning

5 (Kører, radio-operatør/skytte maskinkanon, kommandør, skytte, lader)

Længde

6,87 m
8,66 m (med fremadrettet kanon)

Bredde

3,27 m
3,42 m med bælteskærme

Højde

2,99 m

Vægt

44,8 tons

Pansring

15–120 mm

Hovedarmering

1 × 75 mm KwK 42 L/70
79 ammunitionsrunder

Ekstra armering

2 × 7.92 mm Mascinengewehr 34
5.100 ammunitionsrunder

Motor

V-12 benzin Maybach HL230 P30
700 HK

Hastighed

55 km/t (tidlige modeller) - 46 km/t (sene modeller)

Rækkevidde

250 km

Antal bygget

6.000 (1942-45)

 

Panzer VIE - Tiger I (ill. PzKpfw VIE Tiger I) var en svær kampvogn udviklet i 1942. Dens officielle navn var: Panzerkampfwagen Tiger Ausf. E. Det var tyskernes svar på russernes formidable kampvogne T-34 og KV-1.Det var tyskernes første kampvogn med den uovertrufne 88 mm kanon. Tigeren spillede en vigtig rolle på alle fronter i uafhængige kampvognsbataljoner.

Den var imidlertid dyr at bygge, ressourcekrævende og tog lang tid at bygge. Desuden led den af en række mekaniske svagheder, ligesom den var dyr at vedligeholde. Blev i 1944 erstattet afTiger II - Königstiger.

   

Kun en lille håndfuld Tiger kampvogne overlevede krigen og kan ses på museer verden over. Det mest berømte eksemplar er Bovington Tank Museums Tiger 131, der pt. er den eneste driftsklare Tigerkampvogn.

Besætning

5 (kommandør, skytte, lader, radio-operatør, kører)

Længde

6,29 m - 8,45 m (med fremadrettet kanon)

Bredde

3,55 m

Højde

3,0 m

Vægt

56.9 tons

Pansring

25–120 mm

Hovedarmering

1× 88 mm KwK 36 L/56

92 ammunitionsrunder (senere 106 – 120)

Ekstra armering

2× 7.92 mm Maschinengewehr 34
4.800 ammunitionsrunder

Motor

Maybach HL230 P45 (V-12 benzin) 700 HK

Hastighed

38 km/t

Rækkevidde

110–195 km

Antal bygget

1.347 (indtil 1944)

 

Panzer VIB - Tiger II (ill. PzKpfw VIB Tiger II Ausf B) var en svær kampvogn – efterfølgeren for Tiger I. Dens officielle navn var: Panzerkampfwagen Tiger Ausf. B. Den blev også kendt som Königstiger.Designet lå tæt op ad Tiger I, men pansringen var tykkere og tårnets sider var vælvede ligesom Panterens.   Den vejede næsten 70 tons og var udstyret med en langløbet 88 mm kanon.

 

Særlige kampvognsbataljoner (Schwere Heeres Panzer Abteilung) blev udstyret med Tiger II kampvogne såvel som Waffen-SS bataljoner. Den kom i kamp i Normandiet 11. juli 1944 (Panzer Abt. 503) samt på Østfronten den 1. september 1944 (Panzer Abt. 501) med de første 25 kampvogne.

Besætning

5 (kommandør, skytte, lader, radio-operatør, kører)

Længde

6,4 m - 10,29 m (med fremadrettet kanon)

Bredde

3,76 m

Højde

3,09 m

Vægt

69,8 tons

Pansring

25–180 mm

Hovedarmering

1× 88 mm KwK 43 L/71
86 ammunitionsrunder

Ekstra armering

2× 7.92 mm Maschinengewehr 34
5.850 ammunitionsrunder

Motor

V-12 Maybach HL230 P30 benzin 700 HK

Hastighed

På vej: 41,5 km/t - Off-road: 15 – 20 km/t

Rækkevidde

På vej: 170 km - Off-road: 120 km

Antal bygget

492 (1943: 1, 1944: 379 og 1945: 112)

Panzerkampfwagen VII Löwe (Løve) (ill. PzKpfw VII Löwe (Tiger III)) var tyskernes svar på en super-svær-kampvogn designet af Krupp under krigen. Projektet kom aldrig længere end til tegnebordet, idet det sidst i 1942 blev opgivet til fordel for et andet projet: Panzer VIII Maus. Designet indeholdt toversioner af VII Löwe: En lettere version og en sværere version.

 

Hitler droppede den lette version, og den svære udgave blev re-designet med en 150 mm kanon, 140 mm pansring og en tophastighed på 30 km/t. – men som sagt, blev der ikke bygget nogle prototyper.

 

Leichter Löwe:

Schwerer Löwe:

Mandskab

5

5

Vægt

76 tons

90 tons

Pansring

100 mm på fronten

120 mm på fronten

Hovedarmering

105 mm L/70 kanon

105 mm L/70 kanon

Ekstra armering

Coaxial maskingevær

Coaxial maskingevær

Motor

1.000 HK

1.000 HK

Hastighed

27 km/t

23 km/t

Antal bygget

Ingen prototyper blev bygget.

 

Panzerkampfwagen VIII Maus (Mus!!!) (ill. PzKpfw VIII Maus) var tyskernes endelige løsning på en super-svær kampvogn, der blev bygget sidst i 1944 - verdens tungeste kampvogn! Kun to karosserier og et tårn blev færdiggjort før russerne besatte fabrik og øvelsesområder.
 

Prototyperne gennemgik forskellige prøver sidst på året 1944. Kampvognen var så svært armeret, at den var i stand til at tilintetgøre et hvilken som helst armeret fjendtligt køretøj på op til 3.500 meters afstand.

 

Tyskernes største problem var at finde en motor, der var kraftig nok til at flytte den 200 tons tunge kampvogn. Målet var en tophastighed på 20 km/t, men ingen motor kunne flytte prototypen mere end 13 km/t – og det endda under ideelle forhold.

 

Endvidere gjorde vægten det også umuligt at passere de fleste broer – derfor måtte kampvognen indrettes til at passere floder v. hj. a. snorkel.

Besætning

6

Længde

10,2 m

Bredde

3,71 m

Højde

3,63 m

Vægt

200 tons

Pansring

200 – 460 mm

Hovedarmering

128 mm KwK 44 kanon L/55

32 ammunitionsrunder

Ekstra armering

75 mm KwK 44 kanon L/36,5

Coaxial – 200 ammunitionsrunder

1x7,92 mm MG34 maskingevær

Motor

MB 509 V12 benzin motor, DB603 – 1.080 HK

MB 517 V12 diesel motor (V2) – 1.200 HK

Hastighed

13 km/t

Rækkevidde

160 km på vej, 62 km off-road

Antal bygget

2 (dog kun 1 færdigbygget)

 

I alt byggede tyskerne før og under krigen 25. 763 kampvogne indenfor kategorierne PzKpw I – VIII.

Dertil kommer et stort antal varianter pansrede køretøjer bygget på basis af ovennævnte, bl. a tank-destroyere, mineryddere, bjergningskøretøjer, panserkøretøjer udstyret med raketter og andre våbenarter etc.  

Tyskernes flåde - det svage led i kæden

 

Tyskerne havde ved krigens start en yderst moderne, men ikke særlig stor Kriegsmarine 
(Billedet ovenfor viser lommeslagskibet Admiral Scheer i Gibraltar havn før krigen. Hun gjorde tjeneste under hele krigen, hvor hun anrettede store skader på allierede handelsskibe, såvel som krigsskibe).
  

Tyskerne havde efter landets samling i 1871 nette ambitioner m.h.t. at opbygge en flåde. Perioden mellem 1871 og 1. Verdenskrigs begyndelse var ét stort europæisk våbenkapløb på krigsskibe. Tyskerne havde nordpå to vigtige flådehavne – Kiel og Wilhelmshaven – i årene op mod 1. Verdenskrigs begyndelse blev de forbundet gennem ”Kielerkanalen”. Storadmiral Ferdinand von Tirpitz stod for opbygningen af en stærke ”Hochseeflotte”, der kunne udfordre det britiske flådeherredømme. Der blev bygget en række store linieskibe, og en stærk ubådsflåde blev skabt. Alligevel var den tyske flåde fra starten af 1. Verdenskrig numerisk underlegen i forhold til den britiske, og underlegenheden blev mere udtalt i løbet af krigen. Ved krigens afslutning blev den tyske flåde skrottet af de allierede – i øvrigt i Scapa Flow.

Efter Første Verdenskrig var den fremtidige størrelse af den tyske flåde fastlagt ud fra Versailles-traktaten, hvilket begrænsede tyskernes muligheder. Men da Hitler i 1933 kom til magten, ændrede billedet sig. Igen blev marinens styrke forøget, og der blev bygget nye store slagskibe samt ”lommeslagskibe”, der p.g.a. ny teknologi var meget lettere end tidligere krigsskibe. Det var faktisk lykkedes tyskerne at bygge krigsskibe i samme vægtklasse som svære krydsere, men med teknik og bevæbning som et slagskib. Nazitysklands slagskibe var de imponerende Bismarck, Tirpitz, Scharnhorst og Gneisenau. Det nazistiske regime opbyggede desuden en stærk ubådsstyrke, som blev et symbol på regimets krigsførelse til søs. De såkaldte "ulvekobler" gjorde gennem de første 3 – 4 år af krigen havene usikre for allierede skibe.

Slagskibe:

Bismarck, Bismarck-klasse

Tirpitz, Bismarck-klasse

Scharnhorst, Scharnhorst-klasse

Gneisenau, Scharnhorst-klasse

 

Panserskibe/lommeslagskibe/svære krydsere:   

Lützow *) (tidl. Deutschland), Deutschland-klasse

Admiral Scheer, Deutschland-klasse

Admiral Graf Spee, Deutschland-klasse
Deutschland-klassen blev af de allierede kaldt "Lommeslagskibe"

Admiral Hipper, Admiral Hipper-klasse

Blücher, Admiral Hipper-klasse

Prinz Eugen, Admiral Hipper-klasse

Seydlitz, Admiral Hipper-klasse
Skibene i Admiral Hipper-klassen var alle svære krydsere
 

Lützow, Admiral Hipper-klasse, svær krydser.
Dette skib blev i ikke-færdiggjort stand afleveret til Sovjetunionen som tak for assistance indenfor samarbejdet mellem Nazityskland og Sovjetunionen. Dermed blev navnet ledigt til brug for lommeslagskibet - det tidligere Deutschland.
 

 

*) Hitler fandt ud af, at det ikke var så smart med et tysk krigsskib, der hed ”Deutschland” – tænk på psykologien her, hvis det skulle lykkes englænderne at sænke skibet!

 

Dertil kommer 6 lette krydsere, et ikke - færdiggjort hangarskib, Graf Zeppelin samt et større antal mindre krigsskibe, blandt andet destroyere samt de kendte Schnellboote el. S-boote – de svarede lidt til amerikanernes PT-boats samt englændernes Motor Torpedo Boats (MTP) - men tyskernes både var mere sødygtige og havde en længere aktionsrækkevidde. Tyskland havde dog langt fra så stor en flåde som Storbritannien, men til gengæld var den relativ ny, idet de fleste af skibene var bygget i løbet af trediverne.

                

Jeg vil her til sidst prøve at beskrive 3 særligt interessante episoder fra krigen til havs:

 

1)    Natten mellem den 13. og 14. oktober 1939 lykkedes det den tyske ubåd ”U47” under kommando af kaptajn Günther Prien at trænge gennem de engelske ubådsspærringer ved den engelske flådestation Scapa Flow i Nordatlanten og slippe ud igen efter at have sænket slagskibet Royal Oak og beskadiget slagkrydseren Repulse. 833 besætningsmedlemmer på 'Royal Oak' omkom. Scapa Flow var en af briternes mest betydningsfulde flådehavne. Prien blev ved tilbagekomsten hyldet som en nationalhelt.

 

2)     Blot 2 måneder senere i december 1939 var heldet ikke med tyskerne. Admiral Graf Spee, der var ét af tyskernes lommeslagskibe, havde gjort vandene usikre i Sydatlanten, hvor det havde sænket 9 allierede handelsskibe med en samlet tonnage på 50.000 tons. På vej mod Sydamerikas søhandelsveje bliver skibet sporet af en lille britisk eskadre bestående af 1 svær krydser Exeter samt to lette krydsere Ajax og Achilles. Admiral Graf Spee er de tre britiske skibe overlegen i ildstyrke, og tilføjer Exeter svære skader, idet kun ét kanontårn til sidst er virksomt. Ajax og Achilles forfølger modigt Admiral Graf Spee, og det ender med, at Ajax mister begge sine bagerste kanontårne og Achilles lider også svære skader.

 

Af uforklarlige årsager forfølger tyskerne ikke deres succes, men søger i stedet neutral havn i Uruguays hovedstad Montevideo ved River Platte. Diplomatiet går nu i gang – tyskerne bliver nødt til at forlade Montevideo – og til havs venter den sårede britiske flådestyrke. Det er dog lykkedes briterne at få tyskerne til at tro, at store britiske flådestyrker var på vej som forstærkninger. Den tyske kaptajn Hans Langsdorff vælger derfor at sejle ud i River Plattes udmunding, hvor han sprænger sit skib i luften. Få dage senere begår han selvmord! 

NB: Efter denne begivenhed omklassificerede tyskerne de to sidste panserskibe (lommeslagskibe) Lützow og Admiral Scheer til "Svære krydsere"!

 

3)    Historien om jagten på Bismarck er én af de mest spændende beretninger fra 2. Verdenskrig. Slagskibet Bismarck forlod den 18. maj 1941 Gdynia sammen med den svære krydser Prinz Eugen. To dage senere observeres de i Kattegat af et svensk krigsskib. Den 21. maj bliver de observeret i en fjord syd for Bergen i Norge. Briterne sender to slagskibe af sted fra Scapa Flow mod Island – Hood og Prince of Wales. Sidstnævnte er endnu ikke gjort færdig, og der er stadig håndværkere og teknikere om bord.

 

22. maj observeres Bismarck til søs, og en større britisk flådestyrke forlader Scapa Flow med kurs vestover. Slagskibet King George V, hangarskibet Victorius samt flere krydsere og destroyere får senere følgeskab af slagkrydseren Repulse. Hangarskibet Victorius er ligesom Prince of Wales knapt færdiggjort. Tidligt om aftenen den 23. maj observerer de to svære krydsere Suffolk og Norfolk de tyske skibe nordvest for Island, og skygger dem i sydvestlig retning gennem Danmarksstrædet. Hood og Prince of Wales sætter farten op for at få kontakt med de tyske skibe vest for Island.

 

Den 24. maj om morgenen mødes de fire skibe, og der bliver åbnet ild. Efter nogle få salver rammer Bismarck Hood, der springer i luften – kun tre mand overlever! Nu står Prince of Wales for tur, og hun modtager adskillige træffere før hun trækker sig tilbage – men ikke før hun har påført Bismarck en skade, der bevirker at skibet mister brændstof. Den tyske admiral Lütjens beslutter sig for at sætte kurs mod St. Nazaire i Frankrig. De to britiske krydsere samt for en tid den beskadigede Prince of Wales fortsætter med at skygge Bismarck. Resten af den britiske flåde haster mod vest.

 

Efter tabet af Hood, sætter en anden britisk styrke bestående af slagkrydseren Renown, hangarskibet Ark Royal og krydseren Sheffield fra Gibraltar kursen nordpå, Også slagskibene Ramilles og Rodney sætter kurs mod området vest for Irland. Kl. 18.00 samme dag finter Bismarck en kursændring mod nord, hvilket sætter hendes følgesvend Prinz Eugen i stand til at stikke af og nå i sikkerhed.

 

Ved midnatstid opnår en Swordfish fra Victorius en træffer på Bismarck, men skaden er ubetydelig. Efter en kursændring efter midnat den 25. maj, mister de britiske krydsere kontakten med hende. Bismarck fortsætter sin kurs, men bryder radiotavsheden på vej mod sit nye mål – Brest. 30 timer senere observeres Bismarck af en britisk Catalina – hun er nu kun 30 timers sejlads fra sit mål. Om eftermiddagen letter en styrke af Swordfish fra Ark Royal, men de angriber ved en fejltagelse den britiske krydser Sheffield. Næste angreb rammer målet, og Bismarck får beskadiget skrue og ror, hvilket får hende til at sejle i cirkler. Britiske destroyere nærmer sig Bismarck ved midnatstid, og fyrer en serie torpedoer af sted mod fjenden.

 

Blandt de tunge, britiske krigsskibe er Repulse væk for at tanke, men til gengæld er Rodney nu stødt til styrken. Den 27. maj 1941 om morgenen åbner de tre skibe – King George V, Rodney og Bismarck ild mod hinanden – mens Bismarck stadig sejler i cirkler. Kun Bismarck bliver ramt, og kl. 10.15 om formiddagen er hun et rygende vrag. Den svære krydser Dorsetshire fyrer fire torpedoer af mod Bismarck, og ½ time senere synker hun sydvest for Irland. Nyheden om Bismarcks endeligt var på forsiden af alverdens aviser!

 

NB: To britiske krigsskibe stoppede for at samle overlevende op, men en ubådsalarm fik dem til at indstille redningsaktionen efter blot at have reddet 110 tyske søfolk. Næste morgen reddede en tysk ubåd samt et tysk vejrskib yderligere 5 sømænd. 1.995 ud af 2.200 tyske søfolk omkom ved sænkningen.

 

 




Sådan gik det for den tyske højsøflåde - de store skibe

Den tyske Højsøflåde og dennes skæbne

(Billedet viser ruten for Tysklands stolthed, slagskibet Bismarck på hendes sidste rejse maj 1941)
 

Før og under 2. Verdenskrig havde tyskerne bygget 19 svære krigsskibe, hvoraf 16 nåede at komme i tysk tjeneste (slagskibe, lommeslagskibe, hangarskibe, svære og lette krydsere).

 

Dertil kommer 40 destroyere, et stort antal mindre skibe, bl. a 54 Torpedoboote, 266 Schnellboote/S-boote/E-boats samt 1158 u-både.

 

Under krigens første 1 ½ år mistede tyskerne 5 af sine største krigsskibe samt 11 af sine destroyere – heraf de 10 under invasionen af Norge. Inden udgangen af 1944 havde tyskerne mistet yderligere ét af sine større krigsskibe samt tre destroyere. I alt et tab på 20 overfladeskibe – svarende til 36% af det samlede antal færdigbyggede overfladeskibe. Dertil kommer, at adskillige af skibene tilbragte en stor del af tiden på værft som følge af skader, og de sidste par år af krigen blev mange af skibene oven i købet bombet, mens de lå på værft.

 

Flere af de største tyske overfladekrigsskibe lå under en stor del af krigen i de norske fjorde, hvorfra de kun nødigt gjorde udfald mod de allierede konvojer. Skibene var stærk beskyttede af artilleri, u-bådsspærringer, torpedonet m.m. De allierede gjorde adskillige forsøg på at uskadeliggøre skibene i Norge – og det lykkedes dem da også flere gange, at tilføje de tyske krigsskibe svære skaber.

 

Endelig tilbragte flere af de tyske skibe en del af tiden i den mere fredelige Østersø. Opholdet skyldtes bl. a. værftsbesøg, men under krigens sidste tid blev flere af skibene anvendt som artilleristøtte i Østpreussen for de retirerende tyske soldater samt evakuering af soldater og civile.

Størstedelen af den tyske flåde var bygget i løbet af 1930'erne - for ubådenes vedkommende endda helt frem til krigens afslutning. Altså en forholdsvis moderne flåde sammenlignet med f. eks. briternes flåde, der dog var væsentlig større end den tyske.

I de efterfølgende skemaer kan du se hvilken skæbne de tyske overfladeskibe led: 

 

Sådan gik det de største tyske krigsskibe

Fil: ”WWII Grossschiffe-Kreutzer Skæbne” 

Skib & klasse

Type

Skæbne

Bismarck

(Bismarck klasse)

Slagskib

(Schlachtshiff)

Sank 27. maj 1941 i Atlanten .  Bismarcks sidste rejse startede den 18. maj i Gdynia, og var indledningen til en af den 2. Verdenskrigs største jagter. Fra den 22. til 27. maj skygges og forfølges hun af britiske krigsskibe og fly. Efter en flere tusinde sømil lang forfølgelse lykkedes det at sænke Bismarck – dog ikke uden tab (læs herom på min hjemmeside). Hendes følgesvend Prinz Eugen slap væk (se denne).

Tirpitz

(Bismarck klasse)

Slagskib

(Schlachtshiff)

Sank 12. nov 1944.  Forsøgt sænket adskillige gange – første gang i Altafjorden i Nordnorge 1943. Skibet var yderst effektivt beskyttet med kraftige kanoner, minefelter, dybdebomber, ubådsnet samt torpedonet. Britiske mini-ubåde fik placeret sprængstof under Tirpitz, der blev beskadiget. Efter endt reparation, prøvede englænderne at bombe det fra luften, men det lykkedes kun at tilføje skibet overfladiske skader. Blev endelig sænket af allierede bombefly i Håkøybotn vest for Tromsø. Næsten 1.000 tyske sømænd omkom herved.

Gneisenau

(Gneisenau klasse)

Slagskib

(Schlachtshiff)

Sænket mar 1945 som blokskib i Gdynia. Tidligt i 1942 blev skibet sat ud af spillet af en bombetræffer, mens det lå i dok i Kiel.

Scharnhorst

(Gneisenau klasse)

Slagskib

(Schlachtshiff)

Sank 26. dec 1943 ved Nordkap. Sænket af det britiske slagskib HMS Duke of York bistået af flere destroyere.   

Lützow

(tidl. Deutschland)

(Deutschland klasse)

Lommeslagskib *)

(Panzerschiff el. schwere kreutzer)

Sænket 4. maj 1945 i Swinemünde havn. Starten af hendes krigskarriere var mindre glorværdig, hun blev beskadiget af allierede bomber utallige gange. Hun fik sin egentlige kampdebut sept 1944 i Østersøen, hvor hun fra søsiden støttede retirerende tyske tropper. 20. mar 1945 blev hun ramt af britske “Tall Boy” bomber, og blev slæbt til Swinemünde for resten af krigen. Hendes kanoner blev ”skrællet” til brug for landstyrkerne, men hun kunne stadig bruges som kanonplatform mod fjenden med sine resterende kanoner. Til sidst blev hun sænket af mandskabet.

 

I 1946 hævede russerne skibet, reparerede det og omdøbte det til: Лютцов (Lützow på russisk ). Allerede i 1947 sænkede russerne imidlertid skibet på 113 meters dybde i Østersøen 

Admiral Scheer

( Deutschland klasse )

 

Lommeslagskib *)

(Panzerschiff el. schwere kreutzer)

Sank 9. apr 1945 i Kiel . Stationeret i Norge, hvorfra hun jagtede allierede handelsskibe i Atlanten, senere allierede skibe i Barentshavet. Under slutningen af krigen udøvede hun artilleristøtte for de tyske tropper i Østpreussen og til sidst var hun med til at evakuere retirerende tyske hærenheder fra østfronten. Under reparation på værftet i Kiel blev hun til sidst ramt af britiske bomber, og kæntrede.

Admiral Graf Spee

( Deutschland klasse)

Lommeslagskib *)

(Panzerschiff el. schwere kreutzer)

Sænket 17. dec 1939 på kaptajnens ordre i River Plattes munding ud for Uruguay efter en træfning med briterne   

Admiral Hipper

( Admiral Hipper klasse)

 

 

Svær krydser

(Schwere kreutzer)

Sank 2. maj 1945 i Kiel . Havde en glorværdig karriere – ledte angrebet på Trondheim, sænkede den britiske destroyer HMS Glowworm samt adskillige allierede handelsskibe. I slutningen af 1942 blev hun beskadiget under „Slaget i Barentshavet“. Hun kom på værft, men blev ikke færdigrepareret. 30. jan blev hun slæbt til Gdynia og anvendt som skoleskib. Efter yderligere reparationer og prøvesejladser, tog hun den 30. jan 1945 1500 flygtninge ombord og sejlede dem til Kiel. Til sidst blev hun sprængt i luften af allierede bomber mens hun lå i dok i Kiel.

Blücher

( Admiral Hipper klasse)

Svær krydser

(Schwere kreutzer)

Sank 9. apr 1940 i Oslofjorden. Sænket af norsk kystartilleri under invasionen/besættelsen af Norge (Operation Weserübung)

Prinz Eugen

( Admiral Hipper klasse)

 

Svær krydser

(Schwere kreutzer)

Overgav sig i Københavns havn maj 1945 . Var sammen med Bismarck i Nordatlanten i 1941 under jagten på denne. Blev sejlet til USA og sænket i a-bombetest i 1946Bikini-atollen.

Lützow

(Admiral Hipper klasse)

 

Russiske navne:

Petropawlowsk ,

Tallinn und Dnepr.

 

Svær krydser

(Schwere kreutzer)

Apr 1960 blev skibet skrottet i Leningrads handelshavn . Skibet blev i 1940 i halvfærdig stand købt af Sovjetunionen, og 15. apr 1940 slæbt til Leningrad for færdiggørelse under navnet Petropawlowsk.

 

Under ruslandsfeltoget beskadigede tyskerne skibet, der sank i Kronstadt havn. Russerne hævede og reparerede skibet 1942/43, og det deltog i befrielsen af Leningrad. Senere blev skibet omdøbt til Tallinn.

Efter krigen påbegyndtes en ombygning til en let krydser i Swerdlowsk-klassen, men arbejdet indstilledes af økonomiske årsager dec 1949. Derefter fortsatte skibet som træningsskib under navnet Dnepr og siden som beboelsesskib. I 1958 blev det slettet af tjenestelisten.

Seydlitz

( Admiral Hipper klasse)

 

Svær krydser

(Schwere kreutzer)

Sprængt i luften den 10. apr 1945 i Königsberg som følge den Røde Hærs fremmarch. Ved krigens udbrud var skibet kun 2/3 færdig. Sovjetunionen ønskede at købe det til at supplere Lützow, men tyskerne afslog. August 1942 besluttede man at ombygge det til hangarskib, men arbejdet blev indstillet jan 1943, og Seydlitz blev slæbt til Königsberg. Skibet kom aldrig i aktion under krigen.

Graf Zeppelin

Graf Zeppelin-klasse

Hangarskib

(Flugzeugträger)

Sænket 18. jun 1947 v.hj.a. to torpedoer ud for Groβendorf i Danziger bugten. Byggeriet blev ved krigens udbrud indstillet. 1942 blev byggeriet fortsat, og 21. april 1943 blev det 90% færdige skib slæbt til Stettin, hvor det blev brugt til reservedele for andre tyske krigsskibe. 25. apr 1945 satte en sprængkommando skibet på grund, idet russerne nærmede sig Stettin.

Mar 1947 hævede russerne skibet, og det tjente som beboelsesskib for en specialafdeling. Senere blev det brugt som målskib. Som hangarskib var skibet en fejlkonstruktion, idet det rummede alt for få fly sammenlignet med samtidige hangarskibe i Japan og USA.

Emden

Emden klasse

Let krydser

(Leichte Kreutzer)

Sank 3. maj 1945 i Heikendorfer bugten (Kieler fjorden), hvor det blev sprængt i luften

Königsberg

Königsberg klasse

Let krydser

(Leichte Kreutzer)

Sank 10. apr 1940 i Bergen havn. Angrebet u nder invasionen af Norge af 15 britiske styrtbombere af typen Blackburn B-24 Skua, og modtog tre alvorlige træffere. Skibet kæntrede og sank i havnen.

Karlsruhe

Königsberg klasse

  Let krydser

(Leichte Kreutzer)

Sank 9. apr 1940 ud for Kristianssand. Sænket under invasionen af Norge efter torpedoangreb af den britiske u-båd HMS Truant.

Köln

Königsberg klasse

Let krydser

(Leichte Kreutzer)

Sank 31. mar 1945 i Wilhelmshaven efter flyangreb

Leipzig

Leipzig klasse

Let krydser

(Leichte Kreutzer)

9. juni 1946 i Kattegat . Overlevede krigens afslutning i Åbenrå. Under eskorte sendt til Wilhelmshafen den 30. jun 1945 og knapt et år efter slæbt ud i Kattegat, hvor hun blev sænket.

Nürnberg

Leipzig klasse

Let krydser

(Leichte Kreutzer)

Hugget op feb 1961, form. i Kronstadt. Ved krigens start deltog hun i det polske felttog med udlægning af miner i Østersøen. Blev 12-13. dec 1939 torpederet og beskadiget af den britiske u-båd HMS Salmon. Efter reparation overførtes hun til Trondheim, hvor slagskibene Scharnhorst og Gneisenau såvel som den svære krydser Admiral Hipper i forvejen lå. Ledsagede 25. juli 1940 det beskadigede slagskib Gneisenau til Kiel, hvor hun selv forblev.indtil november 1942. 2. dec sejlede hun til Narvik, men var maj 1943 igen tilbage i tyske farvande. I midten af 1943 gjorde hun tjeneste i Østersøen og i 1945 i Skagerrak med mineudlægning. Derefter lagde hun sig ind i Københavns havn, hvor hun blev erobret af den britiske lette krydser HMS Birmingham den 9. maj. 26. – 29. maj blev hun overvåget af de britiske krydsere Devonshire og Dido sammen med Prinz Eugen overført til Wilhelmshafen. 500 besætningsmedlemmer kom i britisk krigsfangenskab og de resterende 250 besætningsmedlemmer sejlede skibet til Sovjetunionen, der overtog skibet som Admiral Makarov. Hun tjente indtil 1955 som flagskib for russernes 8. Østersøflåde med base i Tallinn (Reval). Fra 1957 tjente hun som skoleskib med station i Kronstadt

Sank=skudt i sænk af fjenden/sænket=sænket af besætningen

*) Faktaboks om lommeslagskibe:

Nu er vi igen tilbage til Versailles-traktatens bestemmelser. Overfladisk betragtet lignede disse skibe slagskibe mere end svære krydsere, specielt på master og kanontårne, og det var med til at de både blandt venner og fjender blev omtalt som "lommeslagskibe”. Deres fart var på 28 knob og dermed ret høj, og pansringen var også acceptabel. Den tyske marine hævdede, at de alligevel overholdt tonnagegrænsen i Versailles-traktaten, fordi man havde brugt elektrisk svejsning i stedet for traditionel skrogbygning med nitter, fordi der kun var to kanontårne, og fordi man havde erstattet de normale dampturbiner med otte velvoksne ni-cylindrede dieselmotorer. Faktisk vejede de tre lommeslagskibe 2-3.000 tons (deplacement) mindre end de 5 tyske svære krydsere af Admiral Hipper klassen. Efter tabet af Graf Spee blev de to øvrige skibe dog omklassificeret til svære krydsere, selv om de havde kraftigere kanoner og pansring end almindelige svære krydsere. Til gengæld var de langsommere (men hurtigere end slagskibe). Da de blev sat i søen, var der på britisk side kun de fire overlevende slagkrydsere, der individuelt kunne indhente og nedkæmpe dem (moderniserede skibe fra 1. Verdenskrig, hvoraf Hood var et af dem, men Hood mødte sin overmand i det ”ægte” slagskib Bismarck). I den tyske marine satsede man åbenbart på, at skibene skulle operere ude på de store have, hvor de nød godt af deres hastighed og overlegne aktionsradius, og hvor de med deres beskedne størrelse ville være svære at ramme.

 

Billedet viser vraget af Tirpitz i Håköya, Norge

Billedet viser destroyeren Friedrich Eckholt skudt i sænk i Barentshavet

Sådan gik det for de tyske Destroyere - Zerstörer

Fil: WWWII Zerstörer - skæbne

Skib

Land

Klasse og type

I tjeneste fra

Skæbne

Z1 Leberecht Maas

 Germany

Type 1934 destroyer zerstörer

14. jan 1937

Sank 22. feb 1940 af en komb. af bombning fra tysk fly samt evt. minestødning underOperation Wikinger (Operation v/Doggerbanken)

Z2 Georg  Thiele

 Germany

Type 1934 destroyer zerstörer

27. feb 1937

Sænket13. apr 1940. Sat på grund af mandskabet på en klippe i Rombakfjorden efter skibet var løbet tør for ammunition. Skibet brækkede herefter midt over og agterskibet sank på 90 meters dybde

Z3 Max Schultz

 Germany

Type 1934 destroyer zerstörer

8. apr 1937

Sank 22. feb 1940 sammen med Z1, under forsøg på at redde Z1’s marinere, idet skibet (også) løb på en mine under Operation Wikinger

Z4 Richard Beitzen

 Germany

Type 1934 destroyer zerstörer

13. maj 1937

Overgivet til UK, skrottet 1947

Z5 Paul Jakobi

 Germany

Type 1934A destroyer zerstörer

29. jun 1937

Feb 1946 overgivet til UK, derefter til Frankrig og omdøbt Desaix. Skrottet 1958

Z6 Theodor Riedel

 Germany

Type 1934A destroyer zerstörer

2. jul 1937

Feb 1946 overgivet til UK, derefter til Frankrig og omdøbt Kleber. Skrottet 1958

Z7 Hermann Schoemann

 Germany

Type 1934A destroyer zerstörer

9. sep 1937

Sænket 2. maj 1942 efter at være gjort ukampdygtig i kamp mod den britiske lette krydser HMS Edinburgh samt nogle destroyere i Barentshavet

Z8 Bruno  Heinemann

 Germany

Type 1934A destroyer zerstörer

8. jan 1938

25. jan 1942 på vej mod Frankrig løb hun ind i to miner og sank ud for kysten af Belgien

Z9 Wolfgang Zenker

 Germany

Type 1934A destroyer zerstörer

2. jul 1938

Sænket 13. apr 1940. Efter det andet britiske angreb ved Narvik, hvor også slagskibet Warspite deltog, trak W. Zenker sig tilbage til Rombak fjorden, hvor besætningen sænkede skibet, da al ammunition var sluppet op.

Z10 Hans Lody

 Germany

Type 1934A destroyer zerstörer

13. sep 1938

Solgt til ophugning1949

Z11 Bernd  von Arnim

 Germany

Type 1934A destroyer zerstörer

6. dec 1938

Sænket 13. Apr 1940. Efter det andet britiske angreb ved Narvik, hvor også slagskibet Warspite deltog, trak B. von Arnim sig tilbage til Rombak fjorden, hvor besætningen sænkede skibet, da al ammunition var sluppet op.

Z12 Erich  Giese

 Germany

Type 1934A destroyer zerstörer

4. mar 1939

Sank 13. apr 1940. Sænket lige udenfor Narvik havn af britiske destroyere.

Z13 Erich Koellner

 Germany

Type 1934A destroyer zerstörer

28. mar 1939

Sænket 13. apr 1940. Hårdt beskadiget som følge af grundstødning og fjendtlig ild, beordrede kaptajnen bundventilerne åbnet mens skibet lå i Djupvik ved Narvik

Z14 Friedrich Ihn

 Germany

Type 1934A destroyer zerstörer

6. apr 1938

Solgt til ophugning i 1960’erne

Z15 Erich Steinbrinck

 Germany

Type 1934A destroyer zerstörer

31. maj 1938

5. nov 1945 overgivet til USSR, omdøbt Pylikiy. Skrottet 1958

Z16 Friedrich Eckoldt

 Germany

Type 1934A destroyer zerstörer

28. jul 1938

Sænket 31 Dec 1942 ved Nordkap af den britiske lette krydser HMS Sheffield

Z17 Diether von Roeder

 Germany

Type 1936 destroyer zerstörer

29. aug 1938

Sank 13. apr 1940. Sænket af egne dybvandsbomber i et forsøg at sænke fjendtlig destroyer, der ville entre skibet ved Narvik.

Z18 Hans  Lüdemann

 Germany

Type 1936 destroyer zerstörer

8. okt 1938

Sænket 13. apr 1940.  Efter det andet britiske angreb ved Narvik, hvor også slagskibet Warspite deltog, trak H. Lüdemann sig tilbage til Rombak fjorden, hvor besætningen sænkede skibet, idet al ammunition var sluppet op.

Z19 Hermann Künne

 Germany

Type 1936 destroyer zerstörer

12. jan 1939

Sank 13. apr 1940. Besætningen satte skibet på grund i Herjangsfjorden efter at være løbet tør for ammunition. Sænket af britisk torpedo

Z20 Karl Galster

 Germany

Type 1936 destroyer zerstörer

21. mar 1939

Skrottet 1956

Z21 Wilhelm Heidkamp

 Germany

Type 1936 destroyer zerstörer

10. jun 1939

Sank 10. apr 1940. Skudt i sænk at britiske destroyere i Narvik havn.

Z22 Anton Schmitt

 Germany

Type 1936 destroyer zerstörer

24. sep 1939

Sank 10. apr 1940. Skudt i sænk at britiske destroyere i Narvik havn

Z23

 Germany

Type 1936A Narvik destroyer - zerstörer

15. sep 1940

12. aug 1944 besk. efter luftangreb i La Pallice, Frankrig. Overladt til La Pallice Navy Yard. Bugseret til Cherbourg i 1947, kannibaliseret og skrottet 7. okt 1951.

Z24

 Germany

Type 1936A Narvik destroyer - zerstörer

26. okt 1940

Sænket 25. aug 1944 efter luftangreb af RAF ved Le Verdon, Frankrig.

Z25

 Germany

Type 1936A Narvik destroyer - zerstörer

30. nov 1940

1946 overgivet til Frankrig, omdøbt Hoche. Solg til ophugning 1958.

Z26

 Germany

Type 1936A Narvik destroyer - zerstörer

11. jan 1940

Sænket 29. mar 1942 efter kamp med den britiske lette krydser HMS Trinidad og destroyeren HMS Eclipse i Barentshavet.

Z27

 Germany

Type 1936A Narvik destroyer - zerstörer

26. feb 1941

Sænket 28. dec 1943 efter kamp mod de britiske lette krydsere HMS Glasgow og HMS Enterprise i Biscaya bugten

Z28

 Germany

Type 1936A Narvik destroyer - zerstörer

9. aug 1941

Sænket 6. mar 1945 ved luftangreb i Sassnitz Bugten (nær Puttgarten)

Z29

 Germany

Type 1936A Narvikdestroyer - zerstörer

25. jun 1941

Sænket 16. dec 1946 lastet med sennepsgas-ammunition i Skagerrak

Z30

 Germany

Type 1936A Narvik destroyer - zerstörer

15. nov 1941

Overgivet til UK 1946. Solgt 1948 og sep 1948 ankom skibet til Arnott Young & Co, Dalmuir, hvor det blev skrottet

Z31

 Germany

Type 1936A (Mob)destroyer - zerstörer

11. apr 1942

Overgivet til UK 1945. Videre til Frankrig og omdøbt til Marceau. Solgt til skrot 1958.

Z32

 Germany

Type 1936A (Mob)destroyer - zerstörer

15. sep 1942

Løb på land 9. juni 1944 ved Ile de Batz efter kamp mod de canadiske destroyere HMCSS Haida og Huron. Vraget uskadeliggjort ved luftangreb

Z33

 Germany

Type 1936A (Mob)destroyer - zerstörer

6. feb 1943

Overgivet til USSR. Tjeneste i Den Baltiske flåde som Provornyi. Sænket som målskib 1961

Z34

 Germany

Type 1936A (Mob)destroyer - zerstörer

5. jun 1943

Overgivet til USA og sænket 26. mar 1946 lastet med sennepsgas-ammunition i Skagerrak

Z35

 Germany

Type 1936B destroyer zerstörer

22. sep 1943

Sank 12. dec 1944, idet hun løb på tysk mine i Østersøen under minelægning

Z36

 Germany

Type 1936B destroyer zerstörer

19. feb 1944

Sank 12. dec 1944, idet hun løb på tysk mine i Østersøen under minelægning

Z37

 Germany

Type 1936A (Mob)destroyer - zerstörer

16. jul 1942

Skadet v/kollision med Z32 den 30. jan 1944. Rep aldrig fuldendt, og våbnene blev fjernet. Efterladt 24. aug 1944 i tørdok i Forges et Chantiers de la Gironde, Frankrig

Z38

 Germany

Type 1936A (Mob)destroyer - zerstörer

20. mar 1943

Overgivet til UK, omdøbt HMS Nonsuch. Skrottet 1949

Z39

 Germany

Type 1936A (Mob)destroyer - zerstörer

21. aug 1943

Overgivet til USA 1946. Videre til Frankrig 10. nov 1947 og omdøbt Léopard, senere Q 128. Aldrig i tjeneste, kannibaliseret for reservedele, skrottet 1958

Z43

 Germany

Type 1936B destroyer zerstörer

24 mar 1944

Løb på mine10. april 1945 i Østersøen, sænket 3. maj 1945

Z44

 Germany

Type 1936B destroyer zerstörer

Aldrig officielt i tjeneste

Sænket ved bombeangreb i Bremen havn 29. juli 1944 kort før den skulle have været indsat i tjeneste.

Z45

 Germany

Type 1936B destroyer zerstörer

Aldrig officielt i tjeneste

Skrottet på skibsværft 1946

Sank=skudt i sænk af fjenden/sænket=sænket af besætningen

Z40, 41 og 42 eksisterer ikke, og Z44 og Z45 blev aldrig færdigbyggede – altså i alt 40 destroyere!

Af de 40 byggede destroyere kom kun 15 helskindede gennem krigen. Resten blev sænket eller alvorligt beskadiget, for senere at blive skrottet. 10 af destroyerne gik til grunde under invasionen af Norge i Ofotfjorden ved Narvik 10. – 13. april 1940!

 

 

Billedet viser torpedoboot T 35 - de var faktisk små destroyere!

Sådan gik det for de tyske Torpedoboote

Fil: ”WWII Torpedoboote Skæbne” 

Skib

Land

Klasse og type

I tjeneste

Skæbne

Möwe

(Måge)

 Germany

Torpedoboot

Type 23 Raubvogel

1926

Sænket 14. jun 1944 i Le Havre ved bombning

Falke

(Falk)

 Germany

Torpedoboot

Type 23 Raubvogel

1926

Sænket 14. jun 1944 i Le Havre ved bombning

Greif

(Grib)

 Germany

Torpedoboot

Type 23 Raubvogel

1927

Sænket 24. maj 1944 af torpedo fra fly

Kondor

 Germany

Torpedoboot

Type 23 Raubvogel

1927

Ramt mine 23. maj 1944, taget ud af tjeneste 1. aug 1944

Albatros

 Germany

Torpedoboot

Type 23 Raubvogel

1928

Slået til vrag ved grundstødning 10. apr 1940 under invasionen af Norge

Seeadler

(Havørn)

 Germany

Torpedoboot

Type 23 Raubvogel

1927

Sænket 14. maj 1942 af britiske MTB mens hun fulgte hjælpekrydseren Stier

Wolf

(Ulv)

 Germany

Torpedoboot

Type 24 Raubtier

1928

Sænket af mine 8. jan 1941 nær Dunquerke

Iltis

(Ilder)

 Germany

Torpedoboot

Type 24 Raubtier

1928

Sænket 14. maj 1942 af britiske MTB mens hun fulgte hjælpekrydseren Stier

Jaguar

 Germany

Torpedoboot

Type 24 Raubtier

1929

Sænket af bomber 14. jun 1944

Leopard

 Germany

Torpedoboot

Type 24 Raubtier

1929

Forlist 30. april 1940 efter kollision

Luchs

(Los)

 Germany

Torpedoboot

Type 24 Raubtier

1929

Sænket 26. jul 1940 af torpedoer fra HM ubåd Thames

Tiger

 Germany

Torpedoboot

Type 24 Raubtier

1929

Slået til vrag 25. sep 1939 efter kollision med den tyske destroyer Max Schultz

T1

 Germany

Torpedoboot

Type 1935

2. dec 1939

Sunket 9. apr 1945

T2

 Germany

Torpedoboot

Type 1935

9. dec 1939

Bombet og sunket 29. jul 1944 ved Bremen. Hævet og solgt til skrot 1946

T3

 Germany

Torpedoboot

Type 1935

3. aprl 1940

Ramt mine og sunket 14. mar 1945 nær Danzig

T4

 Germany

Torpedoboot

Type 1935

27. maj 1940

Overgivet til Danmark efter krigen og ophugget feb 1952

T5

 Germany

Torpedoboot

Type 1935

23. jan 1940

Ramt mine og sunket 14. mar 1945 nær Danzig

T6

 Germany

Torpedoboot

Type 1935

30. apr 1940

Ramt mine og sunket 7. nov 1940 ud for Englands østkyst

T7

 Germany

Torpedoboot

Type 1935

20. dec 1939

Ophugget mellem 1947-1949

T8

 Germany

Torpedoboot

Type 1935

8. okt 1939

Ophugget 3. maj 1945 nær Kiel

T9

 Germany

Torpedoboot

Type 1935

4. jul 1940

Ophugget 3. maj 1945 nær Kiel

T10

 Germany

Torpedoboot

Type 1935

6. aug 1940

Ødelagt 18. dec 1944 af bomber i tørdok i Gdynia

T11

 Germany

Torpedoboot

Type 1935

7. maj 1940

Overført til den franske flåde som krigsbytte, omdøbt Bir Hakeim, ophugget ok

Fil: ”WWII Schnellboote Detaljer Skæbne” 
(Billedet viser en Schnellboot i S 100 klassen - et produkt af Versailles fredstaktaten - bådene var små, hurtige og forholdsvis slagkraftige samt billige at bygge)

Tyske S-boote/Schnellboote/E-boats (Enemy-boats) WWII:

 

 

De tyske S-boote (hurtigbåde) var et resultat af Versailles-traktatens bestemmelser, der ikke indeholdt begrænsninger for mindre krigsfartøjer. Bådene blev bygget til aktioner i Den Engelske Kanal, Nordsøen samt langs den franske vestkyst. Et mindre antal både opererede i Middelhavet samt Sortehavet. Ved konstruktionen var hovedvægten lagt på fart og aktionsradius – der var tale om meget hurtige både med en tophastighed på over 80 km/t. Dertil kom en aktionsradius på næsten 1.500 km. Bevæbningen var beskeden – bortset fra torpedoerne. De tyske S-boote opererede ofte i ly af mørket samt under dårlige vejrforhold (f. eks. tåge), og udnyttede i høj grad deres store hastighed.

 

Under 2. Verdenskrig lykkedes det tyske S-boote at sænke 101 allierede handelsskibe med en samlet tonnage på 215.000 tons. Dertil 12 destroyere, 11 minestrygere, 8 landgangsfartøjer, 6 MotorTorpedoBåde, 1 torpedobåd, 1 minelægger, 1 ubåd samt et antal mindre handelsskibe. Desuden beskadigede tyske S-boote adskillige allierede krigsskibe såvel som handelsfartøjer. Udlagte miner af tyske S-boote sænkede 37 handelsskibe med en samlet tonnage på 150.000 tons. Dertil 1 destroyer, 1 minestryger og 4 landgangsfartøjer. Alt i alt var der tale om et temmelig slagkraftigt våben!

 

S-boot type

S-100 klasse og senere

266 skibe producerede tyskerne før og under krigen incl. ca. 30 erobrede motortorpedobåde (Italien, Grækenland & Jugoslavien).

 

Tallet includerer 100 både fra tidligere klasser, hvor flertallet var mindre og dårligere bevæbnet end de sidste 136 tysk producerede S-boote.

 

NB: Klassen karakteriseredes også af de allierede som:

 


M
otor Torpedo Både (MTB)

Antal bygget

136 (fra 1943)

Længde

32,76 m

Bredde

5,06 m

Dybdegang      

1,47 m

Deplacement

100 t

Motorer

3 stk Daimler Benz 20 cylinder diesel MB 501

HK

3.960

Hastighed

43,8 kn el. 81,1 km/t

Aktionsradius

800 naut. mil - 1.482 km v/30 kn/t (55,6 km/t)

Torpedorør

2

Torpedoer

4

Luftskyts

1 x 37 mm Flak 42 kanon

Kanoner

2 x 20 mm C/30 kanoner (tvillingekanoner)

Besætning

24 - 30

Skæbne:

I alt produceret (incl. erobrede skibe):

266

Solgt til Spanien (1936-43)

12

Krigsbytte Sovjetunionen efter 1945

30

Krigsbytte England efter 1945

32

Krigsbytte USA efter 1945

32

Gået tabt (sunket/udbombede) under krigen

140

Øvrige (nogle erobrede under krigen)

20

I alt

266

1919 – 1935  

Optakten

 

Kimen til 2. Verdenskrig skal i virkeligheden findes i Versailles fredstraktaten (se billedet):

Den urimeligt høje krigsskadeerstatning som Tyskland blev pålagt, påbudet om at Østrig ikke måtte slutte sig sammen med Tyskland (som de tidligere havde været), tabet af betydelige landområder med store tyske mindretal samt franskmændenes invasion af Ruhrområdet i 1923 med den efterfølgende resession i Tyskland, hvor mange mennesker mistede al deres opsparing. I det hele taget var tiden efter 1. Verdenskrig gennemsyret af Franskmændenes urimelige ønske om revanchisme (gengæld) i forhold til tyskerne, hvilket de bestemt ikke havde belæg for.

 

Det var medvirkende årsag til, at Hitler kom til magten i det kaos, der herskede i mellemkrigsårene, hvor tyskerne var rådvilde og sårbare. Hitler kom til magten ved hjælp af stemmeurnerne i 1933, og han sikrede hurtigt tyskerne arbejde og økonomisk fremgang gennem en masse statslige anlægsaktiviteter (på bedste socialdemokratiske vis), herunder bygning af krigsskibe og autobaner. Til gengæld satte han sig med sit parti DNSAP på al statsmagt og –administration gennem 12 år - fuldstændigt som kommunisterne gjorde det i Rusland, dog gennem 70 år.

 

Fra slutningen af 1930’erne var Tyskland i virkeligheden en diktaturstat med ingen eller kun ringe opposition. Dertil kom den nazistiske racetænkning, som var noget relativt nyt, og som mere eller mindre blev ”slugt råt” af størstedelen af den tyske befolkning. Samtidig var Hitler grebet af tanken om ”Lebensraum”, d.v.s. udvidelse af det tyske rige – først og fremmest med de landområder, som man 20 år tidligere var blevet frataget, og som rummede store tyske befolkningsgrupper.

 

 

1. marts 1935

Saarland stemmer sig tilbage til Tyskland

1945 – 1957 under fransk styre

1957 stemmer Saarland sig igen tilbage til Tyskland

 

Delstaten Saarland blev etableret i 1920 og omfatter dele af den tidligere preussiske Rheinprovins og Rheinpfalz. Efter 1. Verdenskrig blev området sat under administration af Folkeforbundet, i realiteten Frankrig. Ifølge Versaillestraktaten skulle området på et tidspunkt afholde en folkeafstemning, om hvor vidt landet ville blive ved med at høre til Tyskland, eller om det ville vælge Frankrig, da Frankrig allerede havde besat områder syd for Saarland. Det skete den 1. marts 1935 (17 år efter krigens afslutning), hvor 90,3 % stemte for at forblive tyske.

 

Efter 2. Verdenskrig lå Saarland i den franske besættelseszone. I 1947 blev området selvstyrende med egen forfatning, men det var økonomisk knyttet til Frankrig. Efter en folkeafstemning i 1957 blev landet dog (igen) tilsluttet Forbundsrepublikken Tyskland som dennes 11. delstat.

 

 

Foråret 1936

Hitlers besættelse af Rhinlandet

 

Efter de Franske besættelsestropper forlod Rhinlandet i 1930, rykkede tyske tropper ind i området mod Versailles traktatens bestemmelser, der havde erklæret området for demilitariseret zone (men landet var nu en del af Tyskland)!

 

 

13.03.1938

Anscluss , Østrigs indlemmelse i Tyskland

 

Tanken om ”Anscluβ” (ty. ”tilslutning”) gik tilbage til begyndelsen af 1800-tallet og stod efter det østrig-ungarske monarkis sammenbrud i 1918 øverst på østrigernes dagsorden. Især de østrigske socialdemokrater gik ind herfor (man skal i den forbindelse huske, at Østrig i over 100 år havde været én af de mange tyske stater, der var medlem af ”Det tyske Forbund”).

 

Den østrigske provisoriske nationalforsamling i Wien erklærede 12.11.1918 Tysk-Østrig for en del af Tyskland. De sejrende magter efter 1. Verdenskrig med Frankrig og Italien i spidsen modsatte sig dette, og fredsaftalerne i Versailles og Saint-Germain-en-Laye i 1919 forbød Anscluβ. I 1920 standsede de allierede en folkeafstemning om Anscluβ, og i 1931 hindredes indgåelse af en toldunion mellem Østrig og Tyskland (det havde man tidligere haft i Det Tyske Forbund).

 

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 var den østrigske regering imod ”Anscluβ”, men tanken støttedes stadig af store dele af den østrigske befolkning. I 1934 mislykkedes et nazistisk kupforsøg, og i 1936 garanterede Tyskland østrigsk selvstændighed, mod at landet førte en tyskvenlig politik. Efter tysk pres blev nazistenArthur Seyβ-Inquart i 1938 udnævnt til indenrigsminister. Da forbundskansler Kurt Schuschnigg forsøgte at forhindre ”Anscluβ” gennem en folkeafstemning om Østrigs uafhængighed, blev han tvunget til at gå af, og Seyß-Inquart blev ny forbundskansler.

 

Efter indmarch af tyske tropper blev ”Anscluβ” proklameret 13.3.1938 og senere bekræftet ved folkeafstemninger i Tyskland og Østrig. Navnet Österreich blev afskaffet og midlertidigt erstattet med betegnelsen Ostmark, der nu indgik i Det Tyske Rige (Deutsches Reich, fra 1943 Großdeutsches Reich).

 

Anscluβ blev annulleret i 1945, og statstraktaten af maj 1955, som afsluttede den allierede besættelse, forbød Østrig at indgå politisk eller økonomisk union med Tyskland.

 

 

30. september 1938

Munchen aftalen

 

Münchenaftalen var en aftale mellem regeringscheferne for Storbritannien, Frankrig, Italien og Nazi-Tyskland, der blev indgået i forbindelse med München-konferencen, som var indkaldt for at finde en løsning på sudeterspørgsmålet (Sudeterland rummede et stort, tysk mindretal). Repræsentanter fra Tjekkoslovakiet, hvis områder var til forhandling, var ikke inviteret til konferencen, hvorfor München-aftalen også kaldes München-diktatet. Det var her, at Chamberlain erklærede: "... aftalen om det tjekkoslovakiske problem, som nu er opnået, er i mine øjne kun begyndelsen til en større aftale, hvori hele Europa vil finde fred. Denne morgen havde jeg endnu en samtale med den tyske kansler hr. Adolf Hitler og her er det papir som bærer hans navn såvel som mit. (vinker med papiret til mængden til hurraråb). Nogle af Dem har måske allerede hørt, hvad det indeholder, men jeg vil alligevel læse det højt for Dem ..."

 

 

15. marts 1939

Invasionen af Sudeterland og Tjekkoslovakiet

 

Tjekkoslovakkerne var naturligt nok meget utilfredse med Münchenaftalen. Med afgivelsen af Sudeterland til Tyskland, en tredjedel af det sydlige Slovakiet til Ungarn og cirka 801,5 km2 til Polen, var Tjekkoslovakiet en amputeret og forsvarsløs nation, underlagt tyskernes hensigter. Tjekkoslovakiet mistede 70 % af jern- og stålproduktionen, 70 % af dens el-produktion, 3,5 million indbyggere samt de berømte Skoda-fabrikker. Og da det kom til stykket, tog Hitler hele Tjekkoslovakiet!

1. & 17. september 1939

Invasionen af Polen

(Billedet viser hvordan Nazityskland og Rusland delte Polen september 1939)
 

Polen dannedes efter 1. Verdenskrig , og Polens landområder blev taget fra andre lande. Bl. a. måtte Tyskland den 15. maj 1922 afstå Øvre Schlesien til Polen. Folkeforbundet påtalte i øvrigt den 24. januar 1931 at Polen forfulgte det tyske mindretal i Øvre Schlesien. Den 6. marts 1933 besatte Polen Danzig i det tidligere tyske Østpreussen. Polen og Tyskland underskrev den 26. juni 1934 en ikke angrebstraktat der skulle gælde for 10 år. Tyskland gjorde den 21. marts 1939 krav på at få Danzig tilbage.

 

Den 31. marts 1939 blev Frankrig og England enige om at støtte Polen hvis det blev invaderet af Tyskland. Den 28. april 1939 sagde Adolf Hitler, at den polsk – tyske ikke angrebstraktat stadig gjaldt. Den 23. maj 1939 proklamerede Adolf Hitler sit ønske om at gå ind i Polen. Tyskland og Sovjetunionen indgik den 23. august 1939 en ikke angrebstraktat, som indeholdt en hemmelig aftale om deling af Polen og de baltiske lande (Molotov-Ribbentrop Pagten). Tyskland gjorde krav på den polske korridor og Danzig den 27. august 1939.

Tyskland indledte den 1. september 1939 et felttog i Polen – formelt for at få dets afgivne landområder tilbage. Det var kun en uge efter undertegnelsen af Molotov-Ribbentrop Pagten. England sendte allerede den 1. september 1939 Tyskland et ultimatum, at Tyskland skulle forlade Polen eller komme i krig med England.

 

Den tyske generalstab gav operationen kodenavnet Fall Weiss, og det udløste 2. Verdenskrig i Europa, da Polens vestlige allierede Storbritannien, Australien og New Zealand den 3. september 1939 erklærede krig mod Tyskland, hurtigt efterfulgt af blandt andre Frankrig, Sydafrika og Canada. De allierede ydede ikke megen direkte militær bistand. De allierede havde det problem, at ingen af dem delte grænse med Polen, og kunne derfor ikke øjeblikkeligt sende tropper til landet. Frankrig havde til gengæld en grænse med Tyskland, og der var en mulighed for, at et angreb på det militært svækkede vestlige Tyskland, kunne få tyskerne til at sende tropper fra øst mod vest.

 

Den 17. september 1939 invaderede Sovjetunionens Røde Hær det østlige Polen i samarbejde med Tyskland. Sovjetunionen opfyldte sin del af det hemmelige tillæg til Molotov-Ribbentrop Pagten, som delte Østeuropa i en tysk og en sovjetisk indflydelsessfære. Stående overfor 2 fronter besluttede den polske regering, at et forsvar ved den rumænske grænse ikke længere var muligt og beordrede evakuering af alle tropper til det neutrale Rumænien. Den 1. oktober havde Tyskland og Sovjetunionen fuldstændig løbet Polen over ende, selv om den polske regering aldrig overgav sig. Hertil kom, at Polens resterende land- og luftstyrker var blevet evakueret til nabolandene Rumænien og Ungarn. Mange, der således kom i eksil, sluttede sig til de polske styrker i Frankrig, Syrien og Storbritannien. Felttoget sluttede den 6. oktober 1939 efter at Tyskland og Sovjetunionen havde besat hele Polen.

 

Bemærk, at de vestlige landes krigserklæringer kun gjaldt Tyskland – IKKE Sovjetunionen!

 

 

30. november 1939 – 12. marts 1940

Den Finsk-Russiske vinterkrig

 

Med Molotov-Ribbentrop Pagten i ryggen (se denne) krævede Sovjetunionen efteråret 1939, at Finland skulle acceptere at flytte deres grænse 25 km længere væk fra Leningrad. Sovjetunionen krævede også, at Finland skulle udleje Hangö halvøen i 30 år, så der kunne bygges en flådebase der. Til gengæld tilbød Sovjetunionen Finland en stor del af Karelen - et dobbelt så stort, omend mere øde område. Dette tilbud blev i Finland omtalt som "to pund jord for et pund guld".

 

Efter den finske regering afvisning af de sovjetiske krav, invaderede sovjettiske styrker den 30. november Finland med 27 divisioner på 600.000 mand. Der blev bombet civile mål i Helsinki, og den Røde Hær nåede snart frem til Mannerheimlinien. Russerne besatte snart en del af Finland og oprettede 1. december 1939 en marionet-republik kaldet Den finske Demokratiske Republik. Den såkaldte republik eksisterede til fredsaftalen den 12. marts, og blev herefter en del af den russiske Karelsk-finske SSR den 31. marts 1940.

 

Ved krigens udbrud havde Finland mobiliseret en hær på 180.000 mand, men disse tropper viste sig at være seje modstandere, der var inddelt i små grupper af soldater på ski og klædt i hvide camouflagedragter, og som udnyttede deres lokalkendskab til at afskære fjendtlige styrker, omringe og nedkæmpe dem. Mange af de finske soldater havde boet hele deres liv i skovene, og var vant til de barske forhold som under vinteren 1939-1940, hvor temperaturerne ofte lå på −20°. Finnerne valgte lidt utraditionelt at ramme de russiske feltkøkkener, som var afgørende for overlevelse i det kolde vejr, og skød sovjetiske soldater som sad i grupper omkring lejrbål.

 

I krigens begyndelse var det kun de finske soldater, som var i aktiv tjeneste, der havde uniformer og våben. Man afhjalp disse mangler ved i stor stil at benytte udstyr, våben og ammunition erobret fra fjenden. Hæren havde ikke skiftet kaliber på sine våben efter uafhængigheden og kunne bruge sovjetisk ammunition. Den russiske hærs dårlige træning og føring gav finnerne mulighed for at erobre krigsbytte. I stedet for anti-tank våben anvendte man Molotovcocktails og ødelagde dermed ca. 2.000 sovjetiske kampvogne.

 

Den Røde Hær angreb i mørke uniformer klart synlige mod den hvide sne, så soldaterne let kunne rammes af de finske snigskytter og maskingeværer. På grund af de store udrensninger havde den Røde Hær mistet 80% af de højerestående officerer. De blev erstattet af folk, som var mindre kompetente folk. Den sovjetiske hær var desuden dårligt forberedt på vinterkrig, idet de i stor stil brugte motorkøretøjer, der ikke var bygget til vinterbrug. Sovjetstyrkerne forstod ikke at udnytte deres talmæssige overlegenhed i starten. Finnerne havde opstillet 130.000 mand og 500 kanoner på det Karelske næs. Den Røde Hær angreb kun med 200.000 mand og 900 kanoner. Deres 1.000 tanks blev udnyttet dårligt og havde massive tab.

 

I slutningen af februar 1940 var Finlands øverstkommanderende marskal Mannerheim pessimist med hensyn til den militære situation. Derfor besluttede regeringen den 29. februar at indlede fredsforhandlinger. Samme dag indledte de sovjetiske styrker et angreb på Viipuri.

 

Fredstraktaten i Moskva af 12. marts 1940 tvang Finland til at afgive den finske del af Karelen. Landområdet omfattede bl.a. byen Viipuri (landets næststørste), store dele af Finlands industriområde, hvoraf en betydelig del stadig var under den finske hærs kontrol: Over 10% af landområdet før krigen. 422.000 kareler, 12% af Finland's befolkning, mistede deres hjem. Tropper og civile blev hurtigt evakueret, kun nogle få snese civile valgte at blive under sovjetisk styre. Dertil kom andre landområder samt udlejning af Hangö halvøen til Sovjetunionen som militærbase i 30 år. Fredsbetingelserne var hårde for Finland. Sympati fra Folkeforbundet, de vestallierede og især Sverige viste sig ikke at være til megen hjælp.

 

 

   

9. april 1940

Operation Weserübung - besættelsen af Danmark og Norge

 

Operationen begyndte for den tyske flådes vedkommende den 7. april 1940. I operationen deltog bl.a. slagskibene Scharnhorst og Gneisenau samt krydserne Admiral Hipper, Blücher og Lützow. Tyskerne led svære tab i Norge, idet de mistede krigsskibene Blücher, Karlsruhe, Königsberg samt 10 destroyere.

 

Hitler var egentlig ikke interesseret i hverken Norge eller Danmark. Men han var bange for, at hans modstandere Storbritannien og Frankrig skulle placere tropper i de nordiske lande og true Nazi-Tyskland derfra. Dertil kom, at den tyske flåde gerne ville have baser for ubåde i Norge. Herfra ville de lettere kunne komme ud i Atlanterhavet og true konvojerne med forsyninger til Storbritannien. Desuden havde Hitler et behov for en hurtig og overbevisende sejr, som kunne fjerne modstanden imod ham i militæret.

 

Faktisk havde Storbritannien og Frankrig planer, som berørte de nordiske lande. Nazi-Tyskland importerede jernmalm fra Nordsverige, og om vinteren, når den Botniske Bugt var lukket af is, blev jernmalmen udskibet fra Narvik i Norge. Problemet for Storbritannien og Frankrig var, at man kun kunne forhindre udskibningen af den svenske jernmalm, hvis man sendte tropper til det nordlige Norge og Sverige, og det ville de to neutrale lande ikke frivilligt gå med til. Derfor planlagde man at sige, at tropperne skulle videre til Finland for at hjælpe finnerne i Den Finske Vinterkrig mod russerne. Men krigen mellem Finland og Sovjetunionen sluttede, inden Storbritannien og Frankrig fik sendt deres tropper af sted.

 

Tyskernes invasion af Norge skete via 6 havne - Kristiansand, Bergen, Trondheim, Egernsund, Oslo og Narvik. Både i Kristiansand, Bergen og Oslo gjorde det norske kystartilleri god modstand, idet bl. a. Blücher blev sænket i Oslo fjorden (og Lützow blev beskadiget). En britisk u-båd og et britisk fly sænkede de tyske lette krydsere Karlsruhe og Königsberg ud for Kristiansand og i Bergen havn. Tyskerne transporterede de første dage under invasionen et troppekontingent til Narvik på 10 destroyere med henblik på at sikre jernbanen mellem Kiruna i Sverige og Narvik i Norge, hvorpå tyskerne fik transporteret (krigsvigtig) jernmalm fra svenske miner. Efter ankomsten til Narvik og losningen af de tyske bjergjægere og faldskærmsjægere, blev de ti tyske destroyere den 10. og 13. april angrebet af britiske flådeenheder i „Slagene om Narvik“, der foregik i Narvik havn samt i de omkringliggende fjorde. Alle 10 tyske destroyere gik til grunde.

 

Tyskerne havde efter ankomsten delt deres destroyerstyrke i tre: Fem destroyere blev liggende i Narvik havn og tre, h.h.v. to destroyere blev forlagt i nærliggende bifjorde. En britisk destroyerstyrke på fem skibe nåede allerede den 10. april frem til Ofotfjorden og Narvik, og i den tro, at der kun var 6 tyske destroyere i fjorden og havnen, gik de til angreb mod de større tyske destroyere i havnen. Briterne havde overraskelsesmomentet samt en snestorm på deres side, og det lykkedes dem at sænke to tyske krydsere samt beskadige tre.

 

Mens briterne trak sig lidt tilbage før et yderligere angreb, dukkede de 5 andre tyske destroyere op – på hver sin side af de britiske styrker. Efter ildgivning lykkedes det de fem tyske destroyere at sænke to britiske destroyere samt beskadige et tredje alvorligt – uden selv at lide tab. Tyskerne forfulgte ikke de flygtende briter – desværre for dem – for på vejen ud af fjorden sænkede briterne tyskernes eneste overlevende ammunitionsskib, hvilket tre dage senere skulle vise sig at være katastrofalt for tyskerne, der snart kom til at mangle granater.

 

Den 13. april vendte briterne tilbage med 9 destroyere samt et slagskib HMS Warspitei spidsen. De tilbageværende tyske destroyere kæmpede så godt de kunne i de omkringliggende fjorde i selve Ofotfjorden – så længe ammunitionen rakte, men alle skibe blev ét efter ét sænket af britisk kanonild, torpedoer fra styrtbombere – eller tyskerne løb selv deres skibe på grund, sprængte dem eller åbnede bundventilerne. Alle de tyske krigsskibe var stort set uden ammunition til sidst. 

 

De allierede – Polen, Frankrig og Storbritannien – landsatte 24.500 soldater, herunder marineinfanterister, franske fremmedlegionærer og polske bjergjægere. Heroverfor stod 5.600 tyske soldater (2000 østrigske bjergjægere, 1000 faldskærmssoldater samt 2600 marinere fra de sunkne tyske destroyere) under ledelse af generalmajor Eduard Dietl. Styrkeforholdet var så ugunstigt for tyskerne, at Hitler var parat til at give sine soldater ordre om, at lade sig internere i Sverige. Hærens Overkommando intervenerede, og Dietl fik ordre om at forsvare Narvik by og opland.

 

Den 24. april begyndte norske tropper at angribe tyskerne. Disse havde delvist nået at forskanse sig i bjergene omkring Narvik. De tyske tropper i byen måtte dog efter hårde træfninger rømme byen den 28. maj 1940. Det lykkedes de erfarne tyske bjergsoldater at forsvare jernbanen, der bragte malmen fra Kiruna til Narvik, mod de allierede soldater, der var uden erfaring med kampe i bjerge.

 

Allerede den 10. maj havde tyskerne imidlertid startet deres offensiv i vest mod Frankrig, og de allierede tropper blev den 24. maj trukket tilbage fra Narvik for at forstærke de allierede styrker i Frankrig. Og det på et tidspunkt, hvor det kun var et spørgsmål om tid, før de tyske tropper måtte overgive sig. Derfor kunne tyskerne igen besætte Narvik den 8. juni.

 

Invasionen af Danmark skete samtidig med invasionen af Norge. Det danske forsvar var både talmæssigt og udstyrsmæssigt tyskerne underlegent, hvilket skyldtes regeringen Stauning – støttet af de radikale, der havde reduceret det danske forsvar til et niveau, hvor det ikke havde nogen afskrækkende værdi, og landet kunne derfor ikke forsvares ordentligt. Det skal tilføjes, at den danske hær i 1939 talte 30.000 mand, men de blev hjemsendt, og i 1940 hvor den kun talte 16.000 mand, fortog den socialdemokratiske-radikale regering ingen mobilisering for ikke at provokere Tyskland!

 

Derfor var de danske styrker kun i stand til at udkæmpe en kort modstandskamp. Den danske regering indstillede modstanden mod det tyske angreb efter kun to timers kampaf frygt for at tyskerne skulle bombe København, som de havde gjort i Warszawa under felttoget i Polen i september 1939. På grund af kommunikationsvanskeligheder fortsatte enkelte danske enheder dog med at kæmpe endnu et stykke tid, men efter yderligere to timer var alle kamphandlingerne indstillet.

 

Jeg kan opsummere kendsgerningerne som følger:

Styrke

Danmark

Nazityskland

Hæren:
Sjællandske Division (ca. 6.500)
Jydske Division (ca. 6.500)
Bornholms Værn (ca. 1.500)
Ialt 14.500 mand

Søværnet:
Flåden - 48 enheder
Kystforsvaret
Ialt 1.500 mand
Total: 16.000 soldater

Höheres Kommando XXXI:
170. Infanterie-Division
198. Infanterie-Division
11. Schützenbrigade
Panzer Abteilung ZbV 40

 

Kriegsmarine:

???
Luftwaffe:
250 fly fra X Fliegerkorps
Total: omkring 40.000 soldater

Tab

16 dræbte
20 sårede
1 Fokker C.VE skudt ned.

203 dræbte
75 sårede
2 taget til fange
12 panservogne
3 kampvogne beskadiget
1 Heinkel He 111 skudt ned

 

Til sammenligning kunne Norge stille 6 divisioner! Desuden var de tyske forsyningsskibe, troppetransportskibe samt krigsskibe under invasionen af Norge under den lange rejse langs Norges vestkyst udsat for hyppige angreb fra britiske overfladekrigsskibe, u-både samt fly. Endvidere landsatte de allierede 24.500 soldater i Narvik som støtte for 1300 norske soldater - imod dem stod 5.600 tyske soldater primo april 1940. Efter to måneder – netop som tyskerne skulle til at overgive sig – indledte den tyske hær invasionen i vest mod Nederlandene og Frankrig, og de allierede trak i al hast deres styrker tilbage fra Norge for at kunne forstærke forsvaret af Frankrig. Tyskerne havde til sidst stationeret 400.000 soldater i Norge for at kunne forsvare dette lange land. 

 

 

10. maj 1940

Slaget om Frankrig (Frankrigs fald)

 

Slaget om Frankrig , også kendt som Frankrigs fald, er betegnelsen for den tyske invasion af Frankrig, Holland, Belgien og Luxembourg, som den 10. maj afsluttede ”spøgelseskrigen”. Slaget bestod af to hovedoperationer. I den første, der havde kodenavnet Fall Gelb, stødte tyske panserdivisioner igennem det bjergrige område ved Ardennerne, gennembrød den allierede front og stødte frem til Den Engelske Kanal, hvorved de allierede styrker, som var rykket ind i Belgien blev afskåret og omringet. De britiske tropper i British Expeditionary Force (BEF) og mange franske soldater blev imidlertid evakueret fra strandene ved Dunkerque i opration Dynamo.

 

I den anden hovedoperation med kodenavnet Fall Rot, som gik i gang den 15. juni, omgik de tyske tropper de franske fæstninger i Magonot-linien og besatte størstedelen af landet. Den franske regering flygtede til Bordeaux, og Paris blev besat den 14. juni. Efter at den 2. franske armegruppe havde overgivet sig den 22. juni, kapitulerede Frankrig den 25. juni. For aksemagterne var kampagnen en stor sejr. Frankrig blev delt i en tysk besættelseszone, der omfattede det nordlige og vestlige Frankrig, en lille italiensk besættelseszone samt Vichy Frankrig i sydøst. Vichy Frankrig blev besat den 10. november 1942 af tyskerne (da Vichy-styrkerne i Nordafrika overgav sig til de allierede), og forblev besat indtil befrielsen af Frankrig efter D-dag i 1944. Holland, Belgien og Luxembourg blev befriet i 1944 og 1945.

 

Efteråret 1939 – 4. juni 1940

Den britiske ekspeditionsstyrke i Frankrig

 

Efter invasionen af Polen i 1939 blev den British Expeditionary Force sendt til den fransk-belgiske grænse. I maj 1940 da det tyske angreb begyndte bestod styrken af 10 infanteri divisioner i 3 korps samt 1. tank brigade og en afdeling af Royal Air Force bestående af ca. 500 fly. I Frankrig var der desuden en særskilt styrke af langdistance fly.

 

BEF var under kommando af Lord Gort og selv om det kun udgjorde en tiendedel af den allierede styrke, led den svære tab under den tyske fremrykning, og det meste af den resterende styrke (ca. 338.000 mand) blev evakueret ved Dunkerque i Operation Dynamo i begyndelsen af juni, men måtte efterlade meget af sit udstyr.

 

I Dunkerque lykkedes det i løbet af 9 dage briterne at evakuere 338.226 soldater – heraf 198.229 briter og 139. 997 franskmænd. Til formålet havde briterne i al hast samlet en flåde på 860 både, der sejlede i pendulfart over Kanalen. Der var tale om alt fra handelsskibe, fiskekuttere, fritidsbåde og redningsbåde til destroyere og andre krigsskibe. Mindste skib var en 15 fods fiskerbåd ved navn ”Tamzine”.

10. juni 1940 – 16. maj 1943

Krigen i Nordafrika

(Billedet viser den berømte generalfeltmarskal Erwin Rommel med tilnavnet "Wüstenfuchs - Ørkenræven" som chef for Panzer Armee Afrika i 1942)  

Ørkenkrigen
eller Kampagnen i den Vestlige Ørkenbestod lige fra starten af en række offensiver, som fik fronten til at bølge frem og tilbage i ørkenen. I juni 1940 indledtes kamphandlingerne med at en mindre britisk styrke erobrede et italiensk grænsefort i Libyen. I september 1940 indledte italienerne i Libyen en større offensiv ind i Egypten mod de britiske styrker der. Offensiven blev hurtigt standset, og i december indledte briterne en modoffensiv. Operation Compass startede som et fem-dages raid, men endte med voldsomme tab for de italienske styrker.

 

Italiens allierede, Tyskland, sendte et kontingent tropper og fly til hjælp, for at undgå at de italienske styrker brød totalt sammen, men snart blev Tyskland den dominerende partner i Nordafrika. Korpset blev ledet af den senere så berømte tyske general Erwin Rommel med kælenavnet ”Ørkenræven”. De tyske forstærkninger bestod indledningsvis af det 5. og 8. Panzer-Regiment, der sammenlagt kunne fremvise en styrke på 322 kampvogne (Panzer I – IV) samt 17 pansrede kommandobefalingsvogne.

 

Aksestyrkerne indledte to gange igen storstilede angreb på de allierede. Begge gange blev de allierede presset tilbage til Egypten. Begge gange slog de allierede igen og genvandt det tabte terræn. Ved den 2. og sidste akseoffensiv blev de allierede styrker presset langt ind i Egypten; men de allierede stod fast ved el-Alamein, og derefter vandt de en afgørende sejr i det Andet slag om el-Alamein, som førte til at aksestyrkerne blev drevet vestpå, helt ud af Libyen.

 

Aksestyrkerne blev drevet helt til Tunesien, hvor Ørkenkrigen i princippet sluttede, og gik over i Felttoget i Tunesien, som var blevet indledt i november 1942.

Ørkenkrigen var stærkt påvirket af, om forsyninger kunne bringes frem. Hvis de allierede styrker, som opererede fra den belejrede ø Malta, kunne forstyrre eller helt afbryde aksemagternes konvojer, var det af afgørende betydning. I efteråret 1942 betød dette, at den tyske hærfører Erwin Rommel gik glip af forstærkninger, forsyninger og brændstof, som var kritisk for at han kunne fortsætte kampen. I Tunesien måtte han til sidst overgive sig til de nyligt landsatte anglo-amerikanske styrker i den britiske 1. Arme i vest og den 8. arme, som forfulgte dem fra øst.

 

 

10. juli – 31. oktober 1940

Slaget om England

 

På engelsk:The Battle of Britain – på tysk: Unternehmen Adlerangrif blev udkæmpet som luftslag mellem 10. juli og 31. oktober 1940 mellem Luftwaffe og Royal Air Force. Hovedmålet med den tyske luftoffensiv var at vinde luftherredømmet over England, så Operation Seelöwe, tyskernes invasion af England, kunne sættes i gang. Det sekundære mål var at ødelægge landets flyproduktion og dermed true nationen til neutralitet eller overgivelse.

 

Ifølge britiske historikere foregik slaget om England i perioden mellem 10. juli og 31. oktober 1940, mens tyske kilder angiver perioden fra midt-august 1940 til maj 1941 (hvor de tyske bombemaskiner blev trukket tilbage som forberedelse til angrebet på Rusland).

 

Som bekendt lykkedes tyskernes planer ikke, idet tyskerne ikke opnåede at tilføje englænderne væsentlige tab på strategiske områder. Tyskerne mistede til gengæld mange fly, og måtte dermed se deres overlegenhed i luften forsvinde. Under den resterende del af krigen foretog tyskerne kun ”nålestiksoperationer” mod England

 

Slaget om England var det første store slag som udelukkende blev udkæmpet i luften. Det var den største og længstvarende bombekampagne verden havde set, og reelt første gang teorierne omkring strategisk bombning blev afprøvet.

 

 

28. oktober 1940

Invasionen af Balkan landene

 

I begyndelsen af krigen blev Grækenland og Jugoslavien invaderet af aksemagterne. Det startede med italienernes mislykkede invasion af Grækenland den 28. oktober 1940 og sluttede med tyske og italienske styrkers erobring af Kreta den 1. juni 1941. Forud herfor havde italienerne invaderet Albanien den 7. april 1939 og indlemmet landet i det italienske rige.

 

Den græsk-italienske krig indledtes den 28. oktober 1940 ved at italienske styrker invaderede Grækenland, hvor de kun opnåede begrænsede fremskridt. Snart gik grækerne til modangreb, og italienerne blev drevet tilbage til Albanien. Italienerne brugte det meste af vinteren på at stabilisere deres stillinger, der gav dem herredømmet over 2/3 af Albanien. En længe ventet italiensk offensiv marts 1941 faldt til jorden, idet italienerne ikke formåede at drive grækerne tilbage. I April måned intervenerede tyskerne ved at invadere Grækenland efter en succesfuld invasion af Jugoslavien.  

 

Den 1. juni 1941 var Albanien, Jugoslavien og Grækenland fuldstændigt under aksemagternes kontrol. Da italienerne kapitulerede september 1943, overtog tyskerne herredømmet over de områder, som italienerne havde kontrolleret. Tyskerne trak sig tilbage fra Albanien og Grækenland i 1944, og Jugoslavien var fuldstændigt befriet ved krigens slutning i 1945. I Grækenland udkæmpede forskellige modstandsgrupper en borgerkrig efter tyskerne havde trukket sig tilbage. I Albanien og Jugoslavien tog de kommunistiske modstandsgrupper magten efter krigen.

 

 

25. juni 1941- 19. september 1944

Fortsættelseskrigen mellem Finland og Rusland

 

Da krigen brød ud, fik den navnet Fortsættelseskrigen af finnerne for at understrege sammenhængen med den forudgående Vinterkrig. Sovjetunionen opfattede krigen som blot en af fronterne i krigen mod Tyskland og dets allierede i Den Store Fædrelandskrig, som russerne kalder den. Tilsvarende opfattede Tyskland sine egne operationer i området som led i sin overordnede krigsindsats i 2. verdenskrig.

 

Storbritannien erklærede krig mod Finland den 6. december 1941, efterfulgt af sine Dominions kort tid senere. Fortsættelseskrigen er et sjældent tilfælde, hvor et demokratisk land erklærer krig mod et andet demokrati, selv om de britiske styrker ikke var egentlige deltagere i krigen. Tyskland deltog ved at stille kritisk materiel til rådighed og ved militært at samarbejde med Finland. De Forenede Stater erklærede ikke krig mod Finland, og kæmpede ikke mod finnerne, men sendte betydelige forsyninger til Sovjetunionen til brug i krigen mod Tyskland og dets allierede.

 

Kampene mellem de finske og de sovjetiske styrker sluttede i september 1944, og den formelle afslutning på Fortsættelseskrigen blev underskrevet med Paris-fredsaftalen.

 

Finland anvendte begrebet "parallel krig", hvorved man søgte at forfølge sine egne mål i samklang med, men uafhængigt af Tyskland.

 

De store begivenheder i 2. Verdenskrig og krigens gang i almindelighed havde stor betydning for udviklingen i Fortsættelseskrigen:

 

  • Tysklands invasion af Sovjetunionen (Operation Barbarossa)) hænger tæt sammen med Fortsættelseskrigens begyndelse.
  • De allieredes invasion af Frankrig (Slaget om Normandiet)) var afstemt med den sovjetiske sommeroffensiv i 1944 mod Finland (9. juni – 15. juli 1944).

Det efterfølgende kapløb mellem de allierede om at nå Berlin førte til afslutningen af Fortsættelseskrigen ved at gøre Nordeuropa betydningsløst for krigens afslutning.

8. november1942

De allieredes landgang i Nordafrika

 

November indledte de allierede Operation Torch – invationen af Algier og Marokko. Vichystyrkerne på omkring 125.000 mand gjorde hård modstand mod de allierede – både Vichy-flåden, kystbatterierne såvel som landhæren gjorde modstand mod de allieredes invasion. På grund af den håbløse situation sluttede den 125.000 mand store Vichy-hær i Nordafrika sig efter lange overvejelser gradvist til de allierede som Det Franske XIX Corps – en del af den 1. Britiske Armé.

 

12. – 27. november 1942

Tyskernes besættelse af Vichy-frankrig

 

Efter de allieredes landgang i Nordafrika – Marokko og Algier – besluttede tyskerne af sikkerhedsmæssige grunde at gennemføre Operation Anton (Unternehmen Anton), der gik ud på at besætte Vichy-frankrig for derigennem at beskytte Frankrigs sydflanke mod eventuelle allierede angreb fra Nordafrika.

 

Unternehmen Anton indledtes med erobringen af Korsika den 11. november, og blev fulgt op af Unternehmen Lila, der handlede om erobringen af den franske flådehavn i Toulon, idet Hitler ønskede at sikre sig den store franske flåde i flådehavnen intakt. Det lykkedes dog franskmændene at sænke stort set alle krigsskibe i flådehavnen.

9. juli – 17. august 1943

Invasionen af Sicilien

(Operation Husky - amerikanske og britiske tropper går i land på Sicilien juli 1943)
 

Fra deres basis i Nordafrika foretog de allierede nu en invasion ind i, hvad Winston Churchill kaldte "Europas bløde underliv". Som en forløber for angrebet på Italien blev Sicilien erobret først. Invasionen gik under kodenavnet Operation Husky (Operation Slædehund), og var en stor amfibium- og luftbåren operation, efterfulgt af seks ugers kampe inde på øen.

 

Operation Husky var den hidtil største amfibieoperation i krigen i form af tropper, der gik i land på strandene. Strategisk klarede Huskydets mål, som var sat af den allierede stab. De Allierede drev Aksemagternes fly- og flådestyrker væk fra øen, søvejen gennem Middelhavet blev åbnet, og den italienske diktator Benito Mussolinis magt i fascistpartiet blev svækket, idet han blev arresteret og sat i husarrest i et isoleret bjergrekreationsområde. 

 

 

3. – 16. 1943 september

Invasionen af Italien

 

Mussolinis efterfølger, general Pietro Badoglio, forhandlede sig til en våbenhvile med de allierede den 8. september 1943, og Italien var hermed ikke længere Tysklands allierede. Umiddelbart efter overgav Italien sig. Efter dette var der repressalier fra de tyske tropper mod italienske soldater i selve Italien samt i de besatte lande, f.eks. Grækenland, hvor de tyske tropper henrettede italienske soldater i massevis. Et eksempel var den græske ø Korfu, hvor de italienske soldater blev lagt i sække og smidt ud fra en klippe levende. Tyskerne handlede hurtigt i situationen med en afvæbning af de italienske styrker og etableringen af en stærk forsvarslinje.

 

De allierede styrker gik i land på det italienske hovedland den 3. (9.) september 1943 – briterne ved Taranto (3. sep) og amerikanerne ved Salerno (9. sep). Mussolini blev befriet af tyske tropper og genindsat som overhoved i Salò-republikken, en fascistisk lydstat i det nordlige Italien. Han fortsatte i denne rolle, indtil han blev fanget af den italienske modstandsbevægelse, og efter en kort rettergang henrettet ved skydning. Herefter blev hans lig hængt op i benene til offentlig skue på Piazzale Loreto i Milano af de italienske partisaner den 28. april 1945.

 

Tyskerne havde bygget en stærk forsvarslinje i bjergene – Gustav-linien – hvor de allierede styrker led store tab. Til sidst blev linjen dog indtaget ved angreb mod Monte Cassino fra syd og ved landgang nord for linjen ved Anzio. Slaget om Monte Cassino var ualmindeligt blodigt og blev bl.a. udført af polske, græske og algeriske tropper i allieret tjeneste.

 

De allierede indtog Rom den 4. juni 1944 kun to dage før landgangen i Normandiet. Tyskerne opstillede en ny forsvarslinje længere mod nord – Den Gotiske Linje. De allieredes angreb mod Den Gotiske Linje den 10. september faldt sammen med de allieredes landgang i det sydlige Frankrig, og offensiven fra de allierede og enkelte italienske styrker fortsatte, indtil de tyske tropper i Italien overgav sig den 29. april 1945, dagen efter at Mussolini var blevet fanget og skudt.

 

 

6. juni 1944

Operation Overlord

 

D-dag (D-day) var dagen, hvor De allierede gik i land i Normandiet under 2. Verdenskrig. Landgangen, der også blev kaldt Operation Neptune, var indledningen på en større operation ved navn Operation Overlord, der havde som endeligt mål, at befri Europa fra den tyske besættelse. Operation Overlord begyndte på D-dagen og sluttede den primo maj 1945, da tyskerne overgav sig i de sidste besatte lande. Over tres år senere er invasionen af Normandiet stadig den største amfibieoperation i historien og involverede mere end tre millioner soldater, der krydsede den Engelske kanal fra England til Normandiet. Operation Neptune startede 6. juni 1944, der kendes som D-dag, og sluttede 30. juni 1944.

 

Forberedelserne til invasionen var omhyggeligt hemmeligholdt for Hitler og den tyske overkommando, der indtil flere timer efter invasionen i Normandiet fortsat troede, at den egentlige invasion ville komme ved Calais – invasionen i Normandiet var blot en afledningsmanøvre.

 

De allierede styrker der primært kom i kamp i Normandiet var fra USA, Storbritannien og Canada. Også større frie franske og polske styrker deltog i slaget efter selve landgangen. Der deltog desuden tropper fra Belgien, Tjekkoslovakiet, Grækenland, Holland, Norge og enkelte søfolk fra Danmark.

 

Invasionsflåden bestod af skibe fra otte landes flåder og var på i alt 6.938 skibe. Heraf var 1.213 krigsskibe, 4.125 transportskibe (landgangsfartøjer) og 1.600 støtteskibe, heriblandt en del handelsskibe. På invasionsdagen overførte de allierede 156.001 soldater til invasionsstrandene. Tyskerne havde i alt 380.000 soldater i det Nordvestlige Frankrig.

 

Selve invasionen begyndte med indsættelse af tropper med faldskærm og svævefly, massive luftbombardementer og beskydning fra krigsskibe. Tidligt om morgenen 6. juni begyndte landsætningen af tropper på kysten. Tropperne blev udskibet fra baser langs Englands sydkyst. Den vigtigste af disse var Portsmouth. Landgangen sket på strandene med kodeordene:

 

*         Sword Beach (britiske og franske tropper)

*         Juno Beach (canadiske tropper)

*         Gold Beach (britiske tropper)

*         Omaha Beach (amerikanske tropper)

*         Utah Beach (amerikanske tropper)

*         Pointe du Hoc (amerikanske tropper – Rangers Assault Group)

 

Den tyske modstand var især hård ved Juno Beach, Omaha Beach og til dels Gold Beach. Slaget om Normandiet fortsatte i to måneder med militære operationer, der skulle etablere og udvide et brohoved og til sidst foretage et udbrud. Slaget om Normandiet sluttede med befrielsen af Paris og Falaise-lommens sammenbrud i slutningen af august 1944.

 

 

15. august – 14. september 1944 

Operation Anvil, senere Dragoon

 

Den allierede invasion af Sydfrankrig sensommeren 1944, kaldet Operation Anvil – senere Dragoon – var begyndelsen til en af de mest succesfulde, men også omdiskuterede operationer under 2. Verdenskrig. Operationen er egentlig lidt overset p.g.a. de meget store samtidige operationer – invasionen af Italien og Normandiet. Operationen var oprindeligt tænkt som et supplement til Overlord – angrebet på Normandiet. Erobringen af de betydningsfulde sydfranske havnebyer Toulon og Marseilles sammen med fremrykningen op gennem Rhonedalen til Lyon og dijon var af stor betydning for aktionerne i Normandiet, idet presset derved blev lettet på disse styrker.

 

At operationen var omdiskuteret skyldtes ikke, at timingen var forkert eller successen udeblev. Modstandere af Anvil incl. Winston Churchill hævdede, at invationen ville udvande de allieredes indsats i Middelhavet, hvor opgaven med at drive de italienske og tyske styrker nordpå op igennem Italien havde første prioritet. Samtidig hævdede modstanderne, at indsatsen ville forrykke øst/vest balancen mellem de allieredes styrker efter krigen.

 

Tilhængerne – hovedsageligt amerikanere – hævdede stædigt, at det ville være umuligt at accelerere den italienske kampagne, idet passagen af De Juliske alper (i Slovenien op mod den Østrigske grænse) ville have været umulig. Erobringen af Marseilles, Frankrigs største havneby, var af langt større betydning, ligesom tilfældet var med erobringen af jernbaner og vejnet i Rhonedalen. Indtil åbningen af Antwerpen, gik 1/3 af de allieredes forsyninger til invasionsstyrkerne i Nordfrankrig gennem Marseilles.

 

Samtidig kunne man gennem erobringen af Sydfrankrig nu opstille en tredje armégruppe ved den sydvesttyske grænse, og uden denne armégruppe ville Eisenhower have været nødt til at strække sine linjer unødigt meget, ligesom det ikke havde været muligt så hurtigt at svare igen på tyskernes Ardenneroffensiv.

 

 

16. december 1944 – 8. januar 1945

”Slaget om Ardennerne”

 

Under tyskernes sidst kraftanstrengelse få måneder før krigens afslutning, spillede det tyske panser en væsentlig rolle. Under ”Slaget om Ardennerne” – eller på engelsk: ”The Battle of the Bulge”, gjorde tyskerne et sidste desperat forsøg på at stoppe de allieredes fremrykning. Planen var at knuse de allieredes styrker i Nederlandene. Under særdeles dårlige vejrforhold midt i december 1944 gik stærke tyske panserstyrker og infanteri til modangreb gennem Ardennerne (ligesom i 1940). Tyskerne kunne indsætte 30 divisioner, herunder også faldskærmstropper, der skabte stor forvirring bag de allieredes linier.

 

P.g.a. vejret var det umuligt for de allierede at foretage luftrekognosering, så tyskerne havde frit spil i starten, men da vejret klarede op, kunne de allierede rekognosere samt sætte massive luftstyrker ind i kampen, og tyskerne måtte trække sig tilbage efter store tab i starten af januar.

 

Tyskernes sidste desperate, men modige indsats, kostede dem et tab på mellem 70.000 og 100.000 mand samt 600 kampvogne og angrebskanoner. De allierede mistede omkring 91.000 mand som dræbte, sårede og savnede. Dertil kom 800 ødelagte kampvogne. Ardenner-slaget forsinkede den allierede offensiv mod Rhinen med seks uger. Men ødelæggelsen af praktisk talt hele den tyske hærs reservestyrke, hjalp med til at sikre Tysklands endelige nederlag.

 

”Ardennerslaget” eller ”The Battle of the Bulge” er i øvrigt filmatiseret flere gange, hvor filmen slutter med tyskernes desperate (og forgæves) kapløb om at nå et allieret benzindepot før deres kampvogne løber tør for brændstof!

 

 

1. halvår 1945

Afslutningen i Europa

 

De Vestallierede havde allerede efteråret 1944 erobret de første tyske byer (bl. a. Aachen). Efter Ardenneroffensivens afslutning 8. januar 1945, fortsatte de Vestallierede ind i Tyskland, og nåede i starten af 1945 Rhinen. Den 22. marts begyndte amerikanske tropper at overskride Rhinen ved Mainz og i de følgende dage fulgte yderligere overgange i syd og nord. Ruhr-området blev hurtigt omringet, og mens Ruhr blev erobret fortsatte de Vestallierede styrker hastigt øst på og erobrede hele det tyske område vest for Elben foruden store dele af Tjekkoslovakiet og Østrig.

 

Samtidig med kampene i Frankrig gennemførte russerne deres store sommeroffensiv på Østfronten – Operation Bagration – der blev startet den 22. juni 1944 på treårsdagen for det tyske angreb på Sovjetunionen. Denne offensiv førte til en voldsom svækkelse af de tyske styrker på det midterste stykke af Østfronten.

 

På grund af den allierede invasion i Normandiet var der blevet trukket tyske enheder væk fra Østfronten så der var færre tropper til rådighed ved den tyske front mod øst. Fire sovjetiske fronter (armégrupper med mere end 120 divisioner og 2.150.000 mand) angreb de stærkt underlegne tyskere, som kun kunne mønstre ca. 600.000 dårligt udrustede soldater i den 4. og den 9. tyske armé samt den 3. panserarmé.

 

Den Røde Hær udnyttede sin overlegenhed og opnåede gennembrud langs hele linjen, hvorigennem der blev sendt panserkiler. Taktisk betød det, at russerne for første gang anvendte blitzkrigs taktik imod tyskerne. Dette blev hjulpet på vej af Hitlers ordrer om at holde ud og holde fast i stedet for at gå over til et dynamisk forsvar. Dermed kom det til omringningsslag og til sidst nedkæmpelse af Heeresgruppe Mitte med 3 arméer og i alt 25 tyske divisioner.

 

Herefter fulgte et tysk tilbagetog over 500 km mod vest, og tilbagetoget stoppede først i midten af august kort før den tyske grænse. Heeresgruppe Nord blev afskåret fra forbindelser over land, men holdt dog ud i Kurland indtil kapitulationen i maj 1945. Efter de nyeste opgørelser mistede tyskerne 670.000 mand under operationen, som varede indtil 19. august, mens de sovjetiske tab var på omkring 765.000 mand. De tyske tab kunne ikke erstattes da Tyskland på daværende tidspunkt var involveret i en krig på tre fronter. Derfor blev forsyningerne til de tyske tropper i Nordfrankrig også stadig mindre, hvilket hjalp den allierede fremmarch mod øst.

 

I løbet af vinteren og foråret 1944/45 trængte russerne deres tyske modstandere ubønhørligt tilbage mod tysk grund. Forud for de fremtrængende russiske tropper bevægede sig store grupper af tyske flygtninge fra Østpreussen, der med rette frygtede russerne. Evakuering af både civile og soldater fandt i et vist omfang sted fra de østlige Østersøhavne, men flere af skibene med civile om bord blev torpederede af sovjettiske u-både.

 

De Vestallierede tropper mødtes den 25. april 1945 med sovjetiske styrker i Torgau ved Elben. Det resterende tyskkontrollerede område var nu delt i to. Den 26. april faldt Bremen til briterne, som fortsatte med at rykke frem mod nordøst. De sidste hårde kampe mellem sovjetstyrkerne og den tyske ”Volkssturm” stod i Berlins forstæder, og senere omkring førerbunkeren. Med Hitlers selvmord den 30. april var det hele overstået.

 

I hurtig rækkefølge erobrede De Vestallierede Lübeck (2. maj)) og Hamburg (3. maj)) og til sidst Wismar. Det skete formentlig også for at forhindre den Røde Hær i at rykke frem til Schleswig-Holstein. Efter at Eisenhower i sit operative hovedkvarter for SHAEF i Reims havde afvist den tyske anmodning om en separatfred med de Vestallierede, underskrev den tyske generaloberst Alfred Jodl om morgenen den 6. maj 1945 den betingelsesløse kapitulation for alle tyske tropper, som skulle træde i kraft den 8. maj kl. 23.01 centraleuropæisk tid (CET).

 

Efter aftalen mellem de allierede, skulle Steyermark ligge i den britiske zone. Imidlertid trængte både russere og Tito-partisaner frem, og det lykkedes endda russerne at etablere en delstatsregering i Steiermark samtidig med at de sydlige områder af delstaten var besatte af partisaner og bulgarske tropper. I løbet af de følgende måneder overtog England dog militærforvaltningen af hele området i Steiermark og Kärnten.

1939 – 1945

Slaget om Atlanten - ”U-bådskrigen”

(Billedet viser en erobret tysk ubåd ved New Foundland, Canada)
 

Slaget om Atlanten var søkrigen i Atlanterhavet og den længstvarende, ubrudte militære konflikt under krigen. Deres højdepunkt var fra midten af 1940 til omkring slutningen af 1943.

 

De kæmpende i slaget om Atlanten var først og fremmest u-bådene og de bevæbnede handelsskibe fra den tyske marine (Kriegsmarine) imod De allieredes konvojer. Disse konvojer, som hovedsageligt kom fra Nordamerika og Sydatlanten, og hvis destination var Storbritannien og Sovjetunionen, beskyttedes for det meste af de britiske og canadiske flåder og luftvåben. Disse styrker fik senere hjælp af skibe og fly fra USA. På tysk side sluttede ubåde fra den italienske flåde (Regia Marina) sig til, efter at det fascistiske Italien indtrådte i krigen den 10. juni 1940.

 

Betegnelsen Slaget om Atlanten benyttedes første gang af Winston Churchill i 1941, og beskriver kamphandlinger, som begyndte fra den første dag af krigen i Europa og varede i seks år, hvor de involverede tusindvis af skibe og udstraktes til tusindvis af kilometer af det store ocean og tilhørende havområder, og hvor der udkæmpedes mere end 100 slag om konvojer og måske 1.000 træfninger mellem enkelte skibe.

 

Det taktiske overtag skiftede mellem parterne i løbet af konflikten, efterhånden som nye våben, nye taktiske metoder i søkrigsførelsen og forskellige modforholdsregler udvikledes. Briterne og deres allierede fik gradvis overtaget og kunne tvinge de tyske overfladeskibe væk fra oceanet omkring midten af 1941 og deres ubåde blev afgørende slået i en række konvojslag mellem marts og maj 1943. Der kom nye tyske undervandsbåde til helt indtil 1945, men det skete for sent til at kunne påvirke krigens udfald. Tyskerne mistede op mod 70% af deres ubåde under krigen!

1945 – 1949

Nürnbergprocessen, de 4 besættelseszoner,

Luftbroen til Berlin samt Tysklands deling og genforening

(Billede fra Nürnbergprocessen 1945-49, visende fra v. mod h.  Hermann Göring, Rudolf Hess, Joachim von Ribbentrop og Wilhelm Keitel. I anden række fra v. mod h. Karl Dönitz, Erich Raeder, Baldur von Schirach og Fritz Sauckel )
 

Efter krigen kom retsefterspillet. Det var første gang i historien, at man oprettede en krigsforbryderdomstol. Men i betragtning af de alvorlige anklager, var det indlysende at stille de ”sigtede” for en domstol. Og vinderne har altid ret (til at gøre det, som han synes er rigtigt – d.v.s. at et evt. retsopgør skal ske efter hans spilleregler)! Nürnbergprocessen var navnet på detre retssager fra 1945 til 1949, som blev ført af De Allierede mod tyske ledere efter 2. Verdenskrig i Nürnberg i den amerikanske sektor af Tyskland. De anklagede var 24 topnazister samt flere, der havde haft magt fx i kz-lejrene.

 

I den første Nürnbergproces blev der rejst tiltale mod DNSAP's ledergruppe, Gestapo og Sicherheitsdienst, SS, SA, Rigskabinettet og den tyske overkommando (OKW) for at begrænse retsagerne mod medlemmerne af de seks organisationer.

Af de 24 anklagede i den første proces, var de 21 til stede. Robert Ley begik selvmord, Martin Bormann var forsvundet og Gustav Krupp von Bohlen und Halbach blev fundet for svækket.

 

Anklagerne var som følger:

1.      Forbrydelser mod freden (konspirations-anklagepunktet) . De anklagede personer og organisationer havde konspireret om at udføre forbrydelser som agressionskrig.

2.      Krigsforbrydelser . Overtrædelse af krigsloven, dårlig behandling af civilbefolkningen, plyndringer og ødelæggelser til lands, til vands eller i luften.

3.      Forbrydelser mod menneskeheden . Massedrab, slaveri, deportationer til kz-og udryddelseslejre. Fjernelse af med politiske modstandere, udryddelse af trosretninger og racer. Overgreb mod civilbefolkningen.

 

Resultatet blev:

12 dødsdomme (1 in absentia)

7 fængselsdomme fra 10 år til livstid

3 frifindelser

1 tiltalefrafald (p.g.a. helbred)

1 selvmord før processen

 

De to sidste processer bestod af:

*         Engelsk militærdomstol mod nazistiske ledere fra militæret.

*         Amerikansk militærdomstol mod nazistiske ledere fra retsvæsenet, industrien og militæret.

 

Efter 2. Verdenskrig blev Tyskland af de allierede (Storbritannien, Frankrig, USA og Sovjetunionen) delt i fire besættelseszoner, og området øst for Oder-Neisse-linjen annekteredes af Polen, mens Königsberg med bagland annekteredes af Sovjetunionen.

 

Hovedstaden Berlin blev som noget særligt delt imellem de fire allierede, selvom den lå dybt inde i den sovjetiske besættelseszone. I 1948 førte den begyndende kolde krig til, at Sovjetunionen blokerede for trafik gennem den sovjetiske zone til Berlin. De øvrige allierede etablerede derfor en luftbro til Vestberlin, hvilket efter 324 dage fik Sovjetunionen til at ophæve blokaden.

 

I 1949 blev Vesttyskland dannet af de britiske, franske og amerikanske besættelseszoner, mens den sovjetiske besættelseszone lidt senere samme år blev til DDR. Vesttyskland og DDR blev dog først fuldt suveræne stater i henholdsvis 1955 og 1954 (selvom mange vil hævde, at DDR i virkelighedens verden aldrig nåede at blive en suveræn stat).

 

De sidste tyske krigsfanger blev i 1955 løsladt af Sovjetunionen, efter Stalins død.

1945 - 

Retsforfølgelsen af nazister efter Nürnbergprocessen i Forbundsrepublikken og andre steder i verden 

(Billedet viser Adolf Eichmann under retssagen mod ham i Israel 1962) 


Nürnbergprocessen var i virkeligheden kun ”toppen af isbjerget”
, idet millioner af tyskere før og under krigen havde været glødende nazister. Og mange af dem havde begået krigsforbrydelser – endda i betydeligt omfang. Det drejede sig især om SS-soldater på Østfronten, hvor civile – især jøder – var blevet behandlet grusomt eller dræbt. Desuden havde stort set alle tyske soldater i koncentrationslejrene begået krigsforbrydelser. Endelig var der mange tyske nazister i administrative stillinger, der havde været indblandet i krigsforbrydelser.

 

I det kaos der herskede under krigens sidste dage og umiddelbart efter, lykkedes det mange krigsforbrydere at skjule sig blandt almindelige tyske krigsfanger. Og det lykkedes endda for mange at komme til at leve et ”normalt” liv efter krigen – selvom mange omkring dem havde kendskab til deres meriter under krigen. Men, da store dele af den tyske befolkning havde været meddelagtige i forbrydelserne (eller lukket øjnene for dem), var det ikke svært at skjule sig som nazi-forbryder i efterkrigsårene.

 

I efterkrigsårene var det ikke ualmindeligt, at eftersøgte krigsforbrydere på uforklarlig vis var forsvundet, når de tyske myndigheder omsider dukkede op på deres adresse for at arrestere dem. Der herskede et ualmindeligt effektivt meldesystem blandt politi og andre myndigheder.

 

De største skurke flygtede til Sydamerikanske lande og til Egypten, der af uforklarlige årsager gav husly til disse skurke. Især Egypten anvendte skrupelløst tyske nazister til at bygge våben, der kunne anvendes mod Israel. Der eksisterede et ”kameradenwerk”, der sørgede for at skaffe disse personer ud af Tyskland, samt sørge for midler til deres forsørgelse.

 

Allerede umiddelbart efter krigen dukkede de første seriøse nazi-jægere op. Hovedparten af dem var jøder, hvoraf Simon Wiesenthal var den mest kendte. Han fandt og afslørede rigtigt mange nazistiske krigsforbrydere.

 

Også staten Israel har været aktive, når det drejer som om eftersøgningen af krigsforbrydere. Især da en stor del af verdens lande ikke har gjort sig synderlig umage for at efterspore disse forbrydere. Det mest kendte eksempel er krigsforbryderen Adolf Eichmann (1906-1962), tidligere SS-Obersturmbannführer (oberstløjtnant), som spillede en væsentlig rolle i.f.m. holocaust. Han havde til opgave arrangere massetransporter af jøder til ghettoer og udryddelseslejre i det tysk besatte Østeuropa.

 

Efter krigen flygtede han til Argentina forsynet med midlertidigt pas udstedt af Det Internationale Røde Kors. Han boede i Argentina under falsk identitet indtil 1960 mens han arbejdede for Mercedes Benz. Han blev taget til fange (kidnappet) af Mossad i Argentina, og ført til Israel, hvor han blev stillet for retten og præsenteret for 15 kriminelle anklager, herunder ”Forbrydelser mod menneskeheden” og ”Krigsforbrydelser”. Han blev fundet skyldig og hængt i 1962. Han er den eneste person, der er blevet henrettet i Israel efter at være dømt ved en civil domstol (Israel havde/har IKKE dødsstraf i.f.m. civile sager).

 

At spørgsmålet om at afsløre gamle krigsforbrydere stadig er aktuelt, fremgår det af sagen mod den østrigsk fødte læge Aribert Heim, også kendt som Doktor Død.Han arbejdede som SS-læge i koncentrationslejren Mauthausen. Han blev anklaget for drab og tortur på mange indsatte med injektioner af giftige tinforbindelser i hjertet på sine ofre. Han har været eftersøgt i hele verden, bl. a. i Spanien og Egypten (hvor han notorisk opholdt sig med regimets velsignelse i 1990’erne) samt i Chile og Argentina. Man kender til hans bankkonti i Sydamerikanske banker, hvorfra han selv og hans børn jævnligt hæver penge. Men, det er endnu ikke lykkedes af fange ham så sent som 2008.  

 

Endelig er der den danske krigsforbryder Søren Kam, der var dansk frivillig i Waffen SS, og i mange år jaget af de danske myndigheder for mordet på BT’s redaktør Carl Henrik Clemmensen i 1943. Han er i dag tysk statsborger. Under 2. Verdenskrig kæmpede Kam på østfronten i 5. SS-Panzer-Division Wiking med andre danske frivillige. Han fik tildelt Jernkorsets Ridderkors og titlen SS-Obersturmführer (premierløjtnant).

 

På orlov hjemme i Danmark i sommeren 1943 fik Kam til opgave at grundlægge Schalburgkorpset til "modterror" mod den danske modstandsbevægelse og dens støtter. Den 30. august 1943 deltog han sammen med to kammerater fra Waffen-SS, Jørgen Valdemar Bitsch og Knud Flemming Helweg-Larsen ved Lundtofte i mordet på den populære redaktør Carl Henrik Clemmensen.

 

Søren Kams medskyldige Helweg-Larsen blev efter krigen dømt til døden og henrettet. Søren Kam var i mellemtiden flygtet til Tyskland og blevet tysk statsborger i 1956. Han har overfor den tyske anklagemyndighed erkendt at have skudt mod Clemmensen, men ikke desto mindre henlagde den tyske anklagemyndighed sagen i 1971, hvorfor Kam ikke kunne udleveres til de danske myndigheder for retsforfølgning!