Jalta konferencen februar 1945 mellem Churchill, Roosevelt og Stalin. Krigen var ved at være slut, og de herrer aftalte hvordan verdenen efter krigen skulle se ud!

2. Verdenskrig - år for år - fra 1919 til 1949

Tiden før, under og efter 2. verdenskrig.

Jeg plejer at opdele 2. verdenskrig i tre dele:

  1. Krigen i Vesteuropa, Balkanområdet og Nordafrika mm.
  2. Krigen på Østfronten
  3. Stillehavskrigen

Der var i realiteten tale om tre forskellige krige - til dels med forskellige deltagere, men krigen i Vesteuropa var det sted, hvor de allierede arbejdede mest sammen.

Jeg har i det efterfølgende beskrevet tiden op til "Krigen i Vesteuropa, Balkan og Nordafrika" - under krigen og krigens efterspil.

 

 

WWII Krigsdeltagerne på de forskellige krigsscener

2. verdenskrig – krigsdeltagere:

Krigsscene:

Aksemagterne:

De allierede:

Vesteuropa, Balkan & Nordafrika *)

Nazityskland, Italien, Rumænien, Ungarn & Bulgarien samt kontingenter fra De Baltiske lande & frivillige i Waffen-SS fra en lang række af de øvrige europæiske lande

England, Frankrig (Frie Franske), USA, Australien, Canada, New Zealand samt frivillige fra en lang række europæiske lande, herunder Polen.

Østfronten

Nazityskland, Italien, Rumænien, Finland (kun i Finland), Ungarn, Slovakiet & Kroatien

Sovjet Rusland

Stillehavskrigen

Japan, Korea, Taiwan, japanske lydstater i Kina, samt italienske og tyske krigsskibe (primært u-både ved USA’s vestkyst)

USA, England, Australien, New Zealand & Holland. Desuden kommunist-Kina & Nationalist-Kina samt kommunistiske, koreanske tropper

*) Mindst ½ mio. franske soldater samt halvdelen af den franske flåde var under kommando af Vichy Frankrig, der i bedte fald var neutrale, men i de fleste tilfælde bekæmpede englænderne med alle midler – i Middelhavet, i Nord- og Vestafrika, i Syrien og Libanon samt Madagascar.

Kimen til 2. verdenskrig - Versailles traktaten

1919 – 1935  

Optakten

 

Kimen til 2. Verdenskrig skal i virkeligheden findes i Versailles fredstraktaten (se billedet):

Den urimeligt høje krigsskadeerstatning som Tyskland blev pålagt, påbudet om at Østrig ikke måtte slutte sig sammen med Tyskland (som de tidligere havde været), tabet af betydelige landområder med store tyske mindretal samt franskmændenes invasion af Ruhrområdet i 1923 med den efterfølgende resession i Tyskland, hvor mange mennesker mistede al deres opsparing. I det hele taget var tiden efter 1. Verdenskrig gennemsyret af Franskmændenes urimelige ønske om revanchisme (gengæld) i forhold til tyskerne, hvilket de bestemt ikke havde belæg for.

 

Det var medvirkende årsag til, at Hitler kom til magten i det kaos, der herskede i mellemkrigsårene, hvor tyskerne var rådvilde og sårbare. Hitler kom til magten ved hjælp af stemmeurnerne i 1933, og han sikrede hurtigt tyskerne arbejde og økonomisk fremgang gennem en masse statslige anlægsaktiviteter (på bedste socialdemokratiske vis), herunder bygning af krigsskibe og autobaner. Til gengæld satte han sig med sit parti DNSAP på al statsmagt og –administration gennem 12 år - fuldstændigt som kommunisterne gjorde det i Rusland, dog gennem 70 år.

 

Fra slutningen af 1930’erne var Tyskland i virkeligheden en diktaturstat med ingen eller kun ringe opposition. Dertil kom den nazistiske racetænkning, som var noget relativt nyt, og som mere eller mindre blev ”slugt råt” af størstedelen af den tyske befolkning. Samtidig var Hitler grebet af tanken om ”Lebensraum”, d.v.s. udvidelse af det tyske rige – først og fremmest med de landområder, som man 20 år tidligere var blevet frataget, og som rummede store tyske befolkningsgrupper.

 

 

1. marts 1935

Saarland stemmer sig tilbage til Tyskland

1945 – 1957 under fransk styre

1957 stemmer Saarland sig igen tilbage til Tyskland

 

Delstaten Saarland blev etableret i 1920 og omfatter dele af den tidligere preussiske Rheinprovins og Rheinpfalz. Efter 1. Verdenskrig blev området sat under administration af Folkeforbundet, i realiteten Frankrig. Ifølge Versaillestraktaten skulle området på et tidspunkt afholde en folkeafstemning, om hvor vidt landet ville blive ved med at høre til Tyskland, eller om det ville vælge Frankrig, da Frankrig allerede havde besat områder syd for Saarland. Det skete den 1. marts 1935 (17 år efter krigens afslutning), hvor 90,3 % stemte for at forblive tyske.

 

Efter 2. Verdenskrig lå Saarland i den franske besættelseszone. I 1947 blev området selvstyrende med egen forfatning, men det var økonomisk knyttet til Frankrig. Efter en folkeafstemning i 1957 blev landet dog (igen) tilsluttet Forbundsrepublikken Tyskland som dennes 11. delstat.

 

 

Foråret 1936

Hitlers besættelse af Rhinlandet

 

Efter de Franske besættelsestropper forlod Rhinlandet i 1930, rykkede tyske tropper ind i området mod Versailles traktatens bestemmelser, der havde erklæret området for demilitariseret zone (men landet var nu en del af Tyskland)!

 

 

13.03.1938

Anscluss , Østrigs indlemmelse i Tyskland

 

Tanken om ”Anscluβ” (ty. ”tilslutning”) gik tilbage til begyndelsen af 1800-tallet og stod efter det østrig-ungarske monarkis sammenbrud i 1918 øverst på østrigernes dagsorden. Især de østrigske socialdemokrater gik ind herfor (man skal i den forbindelse huske, at Østrig i over 100 år havde været én af de mange tyske stater, der var medlem af ”Det tyske Forbund”).

 

Den østrigske provisoriske nationalforsamling i Wien erklærede 12.11.1918 Tysk-Østrig for en del af Tyskland. De sejrende magter efter 1. Verdenskrig med Frankrig og Italien i spidsen modsatte sig dette, og fredsaftalerne i Versailles og Saint-Germain-en-Laye i 1919 forbød Anscluβ. I 1920 standsede de allierede en folkeafstemning om Anscluβ, og i 1931 hindredes indgåelse af en toldunion mellem Østrig og Tyskland (det havde man tidligere haft i Det Tyske Forbund).

 

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 var den østrigske regering imod ”Anscluβ”, men tanken støttedes stadig af store dele af den østrigske befolkning. I 1934 mislykkedes et nazistisk kupforsøg, og i 1936 garanterede Tyskland østrigsk selvstændighed, mod at landet førte en tyskvenlig politik. Efter tysk pres blev nazistenArthur Seyβ-Inquart i 1938 udnævnt til indenrigsminister. Da forbundskansler Kurt Schuschnigg forsøgte at forhindre ”Anscluβ” gennem en folkeafstemning om Østrigs uafhængighed, blev han tvunget til at gå af, og Seyß-Inquart blev ny forbundskansler.

 

Efter indmarch af tyske tropper blev ”Anscluβ” proklameret 13.3.1938 og senere bekræftet ved folkeafstemninger i Tyskland og Østrig. Navnet Österreich blev afskaffet og midlertidigt erstattet med betegnelsen Ostmark, der nu indgik i Det Tyske Rige (Deutsches Reich, fra 1943 Großdeutsches Reich).

 

Anscluβ blev annulleret i 1945, og statstraktaten af maj 1955, som afsluttede den allierede besættelse, forbød Østrig at indgå politisk eller økonomisk union med Tyskland.

 

 

30. september 1938

Munchen aftalen

 

Münchenaftalen var en aftale mellem regeringscheferne for Storbritannien, Frankrig, Italien og Nazi-Tyskland, der blev indgået i forbindelse med München-konferencen, som var indkaldt for at finde en løsning på sudeterspørgsmålet (Sudeterland rummede et stort, tysk mindretal). Repræsentanter fra Tjekkoslovakiet, hvis områder var til forhandling, var ikke inviteret til konferencen, hvorfor München-aftalen også kaldes München-diktatet. Det var her, at Chamberlain erklærede: "... aftalen om det tjekkoslovakiske problem, som nu er opnået, er i mine øjne kun begyndelsen til en større aftale, hvori hele Europa vil finde fred. Denne morgen havde jeg endnu en samtale med den tyske kansler hr. Adolf Hitler og her er det papir som bærer hans navn såvel som mit. (vinker med papiret til mængden til hurraråb). Nogle af Dem har måske allerede hørt, hvad det indeholder, men jeg vil alligevel læse det højt for Dem ..."

 

 

15. marts 1939

Invasionen af Sudeterland og Tjekkoslovakiet

 

Tjekkoslovakkerne var naturligt nok meget utilfredse med Münchenaftalen. Med afgivelsen af Sudeterland til Tyskland, en tredjedel af det sydlige Slovakiet til Ungarn og cirka 801,5 km2 til Polen, var Tjekkoslovakiet en amputeret og forsvarsløs nation, underlagt tyskernes hensigter. Tjekkoslovakiet mistede 70 % af jern- og stålproduktionen, 70 % af dens el-produktion, 3,5 million indbyggere samt de berømte Skoda-fabrikker. Og da det kom til stykket, tog Hitler hele Tjekkoslovakiet!

1. & 17. september 1939

Invasionen af Polen

(Billedet viser hvordan Nazityskland og Rusland delte Polen september 1939)
 

Polen dannedes efter 1. Verdenskrig , og Polens landområder blev taget fra andre lande. Bl. a. måtte Tyskland den 15. maj 1922 afstå Øvre Schlesien til Polen. Folkeforbundet påtalte i øvrigt den 24. januar 1931 at Polen forfulgte det tyske mindretal i Øvre Schlesien. Den 6. marts 1933 besatte Polen Danzig i det tidligere tyske Østpreussen. Polen og Tyskland underskrev den 26. juni 1934 en ikke angrebstraktat der skulle gælde for 10 år. Tyskland gjorde den 21. marts 1939 krav på at få Danzig tilbage.

 

Den 31. marts 1939 blev Frankrig og England enige om at støtte Polen hvis det blev invaderet af Tyskland. Den 28. april 1939 sagde Adolf Hitler, at den polsk – tyske ikke angrebstraktat stadig gjaldt. Den 23. maj 1939 proklamerede Adolf Hitler sit ønske om at gå ind i Polen. Tyskland og Sovjetunionen indgik den 23. august 1939 en ikke angrebstraktat, som indeholdt en hemmelig aftale om deling af Polen og de baltiske lande (Molotov-Ribbentrop Pagten). Tyskland gjorde krav på den polske korridor og Danzig den 27. august 1939.

Tyskland indledte den 1. september 1939 et felttog i Polen – formelt for at få dets afgivne landområder tilbage. Det var kun en uge efter undertegnelsen af Molotov-Ribbentrop Pagten. England sendte allerede den 1. september 1939 Tyskland et ultimatum, at Tyskland skulle forlade Polen eller komme i krig med England.

 

Den tyske generalstab gav operationen kodenavnet Fall Weiss, og det udløste 2. Verdenskrig i Europa, da Polens vestlige allierede Storbritannien, Australien og New Zealand den 3. september 1939 erklærede krig mod Tyskland, hurtigt efterfulgt af blandt andre Frankrig, Sydafrika og Canada. De allierede ydede ikke megen direkte militær bistand. De allierede havde det problem, at ingen af dem delte grænse med Polen, og kunne derfor ikke øjeblikkeligt sende tropper til landet. Frankrig havde til gengæld en grænse med Tyskland, og der var en mulighed for, at et angreb på det militært svækkede vestlige Tyskland, kunne få tyskerne til at sende tropper fra øst mod vest.

 

Den 17. september 1939 invaderede Sovjetunionens Røde Hær det østlige Polen i samarbejde med Tyskland. Sovjetunionen opfyldte sin del af det hemmelige tillæg til Molotov-Ribbentrop Pagten, som delte Østeuropa i en tysk og en sovjetisk indflydelsessfære. Stående overfor 2 fronter besluttede den polske regering, at et forsvar ved den rumænske grænse ikke længere var muligt og beordrede evakuering af alle tropper til det neutrale Rumænien. Den 1. oktober havde Tyskland og Sovjetunionen fuldstændig løbet Polen over ende, selv om den polske regering aldrig overgav sig. Hertil kom, at Polens resterende land- og luftstyrker var blevet evakueret til nabolandene Rumænien og Ungarn. Mange, der således kom i eksil, sluttede sig til de polske styrker i Frankrig, Syrien og Storbritannien. Felttoget sluttede den 6. oktober 1939 efter at Tyskland og Sovjetunionen havde besat hele Polen.

 

Bemærk, at de vestlige landes krigserklæringer kun gjaldt Tyskland – IKKE Sovjetunionen!

 

 

30. november 1939 – 12. marts 1940

Den Finsk-Russiske vinterkrig

 

Med Molotov-Ribbentrop Pagten i ryggen (se denne) krævede Sovjetunionen efteråret 1939, at Finland skulle acceptere at flytte deres grænse 25 km længere væk fra Leningrad. Sovjetunionen krævede også, at Finland skulle udleje Hangö halvøen i 30 år, så der kunne bygges en flådebase der. Til gengæld tilbød Sovjetunionen Finland en stor del af Karelen - et dobbelt så stort, omend mere øde område. Dette tilbud blev i Finland omtalt som "to pund jord for et pund guld".

 

Efter den finske regering afvisning af de sovjetiske krav, invaderede sovjettiske styrker den 30. november Finland med 27 divisioner på 600.000 mand. Der blev bombet civile mål i Helsinki, og den Røde Hær nåede snart frem til Mannerheimlinien. Russerne besatte snart en del af Finland og oprettede 1. december 1939 en marionet-republik kaldet Den finske Demokratiske Republik. Den såkaldte republik eksisterede til fredsaftalen den 12. marts, og blev herefter en del af den russiske Karelsk-finske SSR den 31. marts 1940.

 

Ved krigens udbrud havde Finland mobiliseret en hær på 180.000 mand, men disse tropper viste sig at være seje modstandere, der var inddelt i små grupper af soldater på ski og klædt i hvide camouflagedragter, og som udnyttede deres lokalkendskab til at afskære fjendtlige styrker, omringe og nedkæmpe dem. Mange af de finske soldater havde boet hele deres liv i skovene, og var vant til de barske forhold som under vinteren 1939-1940, hvor temperaturerne ofte lå på −20°. Finnerne valgte lidt utraditionelt at ramme de russiske feltkøkkener, som var afgørende for overlevelse i det kolde vejr, og skød sovjetiske soldater som sad i grupper omkring lejrbål.

 

I krigens begyndelse var det kun de finske soldater, som var i aktiv tjeneste, der havde uniformer og våben. Man afhjalp disse mangler ved i stor stil at benytte udstyr, våben og ammunition erobret fra fjenden. Hæren havde ikke skiftet kaliber på sine våben efter uafhængigheden og kunne bruge sovjetisk ammunition. Den russiske hærs dårlige træning og føring gav finnerne mulighed for at erobre krigsbytte. I stedet for anti-tank våben anvendte man Molotovcocktails og ødelagde dermed ca. 2.000 sovjetiske kampvogne.

 

Den Røde Hær angreb i mørke uniformer klart synlige mod den hvide sne, så soldaterne let kunne rammes af de finske snigskytter og maskingeværer. På grund af de store udrensninger havde den Røde Hær mistet 80% af de højerestående officerer. De blev erstattet af folk, som var mindre kompetente folk. Den sovjetiske hær var desuden dårligt forberedt på vinterkrig, idet de i stor stil brugte motorkøretøjer, der ikke var bygget til vinterbrug. Sovjetstyrkerne forstod ikke at udnytte deres talmæssige overlegenhed i starten. Finnerne havde opstillet 130.000 mand og 500 kanoner på det Karelske næs. Den Røde Hær angreb kun med 200.000 mand og 900 kanoner. Deres 1.000 tanks blev udnyttet dårligt og havde massive tab.

 

I slutningen af februar 1940 var Finlands øverstkommanderende marskal Mannerheim pessimist med hensyn til den militære situation. Derfor besluttede regeringen den 29. februar at indlede fredsforhandlinger. Samme dag indledte de sovjetiske styrker et angreb på Viipuri.

 

Fredstraktaten i Moskva af 12. marts 1940 tvang Finland til at afgive den finske del af Karelen. Landområdet omfattede bl.a. byen Viipuri (landets næststørste), store dele af Finlands industriområde, hvoraf en betydelig del stadig var under den finske hærs kontrol: Over 10% af landområdet før krigen. 422.000 kareler, 12% af Finland's befolkning, mistede deres hjem. Tropper og civile blev hurtigt evakueret, kun nogle få snese civile valgte at blive under sovjetisk styre. Dertil kom andre landområder samt udlejning af Hangö halvøen til Sovjetunionen som militærbase i 30 år. Fredsbetingelserne var hårde for Finland. Sympati fra Folkeforbundet, de vestallierede og især Sverige viste sig ikke at være til megen hjælp.

 

 

   

9. april 1940

Operation Weserübung - besættelsen af Danmark og Norge

 

Operationen begyndte for den tyske flådes vedkommende den 7. april 1940. I operationen deltog bl.a. slagskibene Scharnhorst og Gneisenau samt krydserne Admiral Hipper, Blücher og Lützow. Tyskerne led svære tab i Norge, idet de mistede krigsskibene Blücher, Karlsruhe, Königsberg samt 10 destroyere.

 

Hitler var egentlig ikke interesseret i hverken Norge eller Danmark. Men han var bange for, at hans modstandere Storbritannien og Frankrig skulle placere tropper i de nordiske lande og true Nazi-Tyskland derfra. Dertil kom, at den tyske flåde gerne ville have baser for ubåde i Norge. Herfra ville de lettere kunne komme ud i Atlanterhavet og true konvojerne med forsyninger til Storbritannien. Desuden havde Hitler et behov for en hurtig og overbevisende sejr, som kunne fjerne modstanden imod ham i militæret.

 

Faktisk havde Storbritannien og Frankrig planer, som berørte de nordiske lande. Nazi-Tyskland importerede jernmalm fra Nordsverige, og om vinteren, når den Botniske Bugt var lukket af is, blev jernmalmen udskibet fra Narvik i Norge. Problemet for Storbritannien og Frankrig var, at man kun kunne forhindre udskibningen af den svenske jernmalm, hvis man sendte tropper til det nordlige Norge og Sverige, og det ville de to neutrale lande ikke frivilligt gå med til. Derfor planlagde man at sige, at tropperne skulle videre til Finland for at hjælpe finnerne i Den Finske Vinterkrig mod russerne. Men krigen mellem Finland og Sovjetunionen sluttede, inden Storbritannien og Frankrig fik sendt deres tropper af sted.

 

Tyskernes invasion af Norge skete via 6 havne - Kristiansand, Bergen, Trondheim, Egernsund, Oslo og Narvik. Både i Kristiansand, Bergen og Oslo gjorde det norske kystartilleri god modstand, idet bl. a. Blücher blev sænket i Oslo fjorden (og Lützow blev beskadiget). En britisk u-båd og et britisk fly sænkede de tyske lette krydsere Karlsruhe og Königsberg ud for Kristiansand og i Bergen havn. Tyskerne transporterede de første dage under invasionen et troppekontingent til Narvik på 10 destroyere med henblik på at sikre jernbanen mellem Kiruna i Sverige og Narvik i Norge, hvorpå tyskerne fik transporteret (krigsvigtig) jernmalm fra svenske miner. Efter ankomsten til Narvik og losningen af de tyske bjergjægere og faldskærmsjægere, blev de ti tyske destroyere den 10. og 13. april angrebet af britiske flådeenheder i „Slagene om Narvik“, der foregik i Narvik havn samt i de omkringliggende fjorde. Alle 10 tyske destroyere gik til grunde.

 

Tyskerne havde efter ankomsten delt deres destroyerstyrke i tre: Fem destroyere blev liggende i Narvik havn og tre, h.h.v. to destroyere blev forlagt i nærliggende bifjorde. En britisk destroyerstyrke på fem skibe nåede allerede den 10. april frem til Ofotfjorden og Narvik, og i den tro, at der kun var 6 tyske destroyere i fjorden og havnen, gik de til angreb mod de større tyske destroyere i havnen. Briterne havde overraskelsesmomentet samt en snestorm på deres side, og det lykkedes dem at sænke to tyske krydsere samt beskadige tre.

 

Mens briterne trak sig lidt tilbage før et yderligere angreb, dukkede de 5 andre tyske destroyere op – på hver sin side af de britiske styrker. Efter ildgivning lykkedes det de fem tyske destroyere at sænke to britiske destroyere samt beskadige et tredje alvorligt – uden selv at lide tab. Tyskerne forfulgte ikke de flygtende briter – desværre for dem – for på vejen ud af fjorden sænkede briterne tyskernes eneste overlevende ammunitionsskib, hvilket tre dage senere skulle vise sig at være katastrofalt for tyskerne, der snart kom til at mangle granater.

 

Den 13. april vendte briterne tilbage med 9 destroyere samt et slagskib HMS Warspitei spidsen. De tilbageværende tyske destroyere kæmpede så godt de kunne i de omkringliggende fjorde i selve Ofotfjorden – så længe ammunitionen rakte, men alle skibe blev ét efter ét sænket af britisk kanonild, torpedoer fra styrtbombere – eller tyskerne løb selv deres skibe på grund, sprængte dem eller åbnede bundventilerne. Alle de tyske krigsskibe var stort set uden ammunition til sidst. 

 

De allierede – Polen, Frankrig og Storbritannien – landsatte 24.500 soldater, herunder marineinfanterister, franske fremmedlegionærer og polske bjergjægere. Heroverfor stod 5.600 tyske soldater (2000 østrigske bjergjægere, 1000 faldskærmssoldater samt 2600 marinere fra de sunkne tyske destroyere) under ledelse af generalmajor Eduard Dietl. Styrkeforholdet var så ugunstigt for tyskerne, at Hitler var parat til at give sine soldater ordre om, at lade sig internere i Sverige. Hærens Overkommando intervenerede, og Dietl fik ordre om at forsvare Narvik by og opland.

 

Den 24. april begyndte norske tropper at angribe tyskerne. Disse havde delvist nået at forskanse sig i bjergene omkring Narvik. De tyske tropper i byen måtte dog efter hårde træfninger rømme byen den 28. maj 1940. Det lykkedes de erfarne tyske bjergsoldater at forsvare jernbanen, der bragte malmen fra Kiruna til Narvik, mod de allierede soldater, der var uden erfaring med kampe i bjerge.

 

Allerede den 10. maj havde tyskerne imidlertid startet deres offensiv i vest mod Frankrig, og de allierede tropper blev den 24. maj trukket tilbage fra Narvik for at forstærke de allierede styrker i Frankrig. Og det på et tidspunkt, hvor det kun var et spørgsmål om tid, før de tyske tropper måtte overgive sig. Derfor kunne tyskerne igen besætte Narvik den 8. juni.

 

Invasionen af Danmark skete samtidig med invasionen af Norge. Det danske forsvar var både talmæssigt og udstyrsmæssigt tyskerne underlegent, hvilket skyldtes regeringen Stauning – støttet af de radikale, der havde reduceret det danske forsvar til et niveau, hvor det ikke havde nogen afskrækkende værdi, og landet kunne derfor ikke forsvares ordentligt. Det skal tilføjes, at den danske hær i 1939 talte 30.000 mand, men de blev hjemsendt, og i 1940 hvor den kun talte 16.000 mand, fortog den socialdemokratiske-radikale regering ingen mobilisering for ikke at provokere Tyskland!

 

Derfor var de danske styrker kun i stand til at udkæmpe en kort modstandskamp. Den danske regering indstillede modstanden mod det tyske angreb efter kun to timers kampaf frygt for at tyskerne skulle bombe København, som de havde gjort i Warszawa under felttoget i Polen i september 1939. På grund af kommunikationsvanskeligheder fortsatte enkelte danske enheder dog med at kæmpe endnu et stykke tid, men efter yderligere to timer var alle kamphandlingerne indstillet.

 

Jeg kan opsummere kendsgerningerne som følger:

Styrke

Danmark

Nazityskland

Hæren:
Sjællandske Division (ca. 6.500)
Jydske Division (ca. 6.500)
Bornholms Værn (ca. 1.500)
Ialt 14.500 mand

Søværnet:
Flåden - 48 enheder
Kystforsvaret
Ialt 1.500 mand
Total: 16.000 soldater

Höheres Kommando XXXI:
170. Infanterie-Division
198. Infanterie-Division
11. Schützenbrigade
Panzer Abteilung ZbV 40

 

Kriegsmarine:

???
Luftwaffe:
250 fly fra X Fliegerkorps
Total: omkring 40.000 soldater

Tab

16 dræbte
20 sårede
1 Fokker C.VE skudt ned.

203 dræbte
75 sårede
2 taget til fange
12 panservogne
3 kampvogne beskadiget
1 Heinkel He 111 skudt ned

 

Til sammenligning kunne Norge stille 6 divisioner! Desuden var de tyske forsyningsskibe, troppetransportskibe samt krigsskibe under invasionen af Norge under den lange rejse langs Norges vestkyst udsat for hyppige angreb fra britiske overfladekrigsskibe, u-både samt fly. Endvidere landsatte de allierede 24.500 soldater i Narvik som støtte for 1300 norske soldater - imod dem stod 5.600 tyske soldater primo april 1940. Efter to måneder – netop som tyskerne skulle til at overgive sig – indledte den tyske hær invasionen i vest mod Nederlandene og Frankrig, og de allierede trak i al hast deres styrker tilbage fra Norge for at kunne forstærke forsvaret af Frankrig. Tyskerne havde til sidst stationeret 400.000 soldater i Norge for at kunne forsvare dette lange land. 

 

 

10. maj 1940

Slaget om Frankrig (Frankrigs fald)

 

Slaget om Frankrig , også kendt som Frankrigs fald, er betegnelsen for den tyske invasion af Frankrig, Holland, Belgien og Luxembourg, som den 10. maj afsluttede ”spøgelseskrigen”. Slaget bestod af to hovedoperationer. I den første, der havde kodenavnet Fall Gelb, stødte tyske panserdivisioner igennem det bjergrige område ved Ardennerne, gennembrød den allierede front og stødte frem til Den Engelske Kanal, hvorved de allierede styrker, som var rykket ind i Belgien blev afskåret og omringet. De britiske tropper i British Expeditionary Force (BEF) og mange franske soldater blev imidlertid evakueret fra strandene ved Dunkerque i opration Dynamo.

 

I den anden hovedoperation med kodenavnet Fall Rot, som gik i gang den 15. juni, omgik de tyske tropper de franske fæstninger i Magonot-linien og besatte størstedelen af landet. Den franske regering flygtede til Bordeaux, og Paris blev besat den 14. juni. Efter at den 2. franske armegruppe havde overgivet sig den 22. juni, kapitulerede Frankrig den 25. juni. For aksemagterne var kampagnen en stor sejr. Frankrig blev delt i en tysk besættelseszone, der omfattede det nordlige og vestlige Frankrig, en lille italiensk besættelseszone samt Vichy Frankrig i sydøst. Vichy Frankrig blev besat den 10. november 1942 af tyskerne (da Vichy-styrkerne i Nordafrika overgav sig til de allierede), og forblev besat indtil befrielsen af Frankrig efter D-dag i 1944. Holland, Belgien og Luxembourg blev befriet i 1944 og 1945.

 

Efteråret 1939 – 4. juni 1940

Den britiske ekspeditionsstyrke i Frankrig

 

Efter invasionen af Polen i 1939 blev den British Expeditionary Force sendt til den fransk-belgiske grænse. I maj 1940 da det tyske angreb begyndte bestod styrken af 10 infanteri divisioner i 3 korps samt 1. tank brigade og en afdeling af Royal Air Force bestående af ca. 500 fly. I Frankrig var der desuden en særskilt styrke af langdistance fly.

 

BEF var under kommando af Lord Gort og selv om det kun udgjorde en tiendedel af den allierede styrke, led den svære tab under den tyske fremrykning, og det meste af den resterende styrke (ca. 338.000 mand) blev evakueret ved Dunkerque i Operation Dynamo i begyndelsen af juni, men måtte efterlade meget af sit udstyr.

 

I Dunkerque lykkedes det i løbet af 9 dage briterne at evakuere 338.226 soldater – heraf 198.229 briter og 139. 997 franskmænd. Til formålet havde briterne i al hast samlet en flåde på 860 både, der sejlede i pendulfart over Kanalen. Der var tale om alt fra handelsskibe, fiskekuttere, fritidsbåde og redningsbåde til destroyere og andre krigsskibe. Mindste skib var en 15 fods fiskerbåd ved navn ”Tamzine”.

10. juni 1940 – 16. maj 1943

Krigen i Nordafrika

(Billedet viser den berømte generalfeltmarskal Erwin Rommel med tilnavnet "Wüstenfuchs - Ørkenræven" som chef for Panzer Armee Afrika i 1942)  

Ørkenkrigen
eller Kampagnen i den Vestlige Ørken bestod lige fra starten af en række offensiver, som fik fronten til at bølge frem og tilbage i ørkenen. I juni 1940 indledtes kamphandlingerne med at en mindre britisk styrke erobrede et italiensk grænsefort i Libyen. I september 1940 indledte italienerne i Libyen en større offensiv ind i Egypten mod de britiske styrker der. Offensiven blev hurtigt standset, og i december indledte briterne en modoffensiv. Operation Compass startede som et fem-dages raid, men endte med voldsomme tab for de italienske styrker.

 

Italiens allierede, Tyskland, sendte et kontingent tropper og fly til hjælp, for at undgå at de italienske styrker brød totalt sammen, men snart blev Tyskland den dominerende partner i Nordafrika. Korpset blev ledet af den senere så berømte tyske general Erwin Rommel med kælenavnet ”Ørkenræven”. De tyske forstærkninger bestod indledningsvis af det 5. og 8. Panzer-Regiment, der sammenlagt kunne fremvise en styrke på 322 kampvogne (Panzer I – IV) samt 17 pansrede kommandobefalingsvogne.

 

Aksestyrkerne indledte to gange igen storstilede angreb på de allierede. Begge gange blev de allierede presset tilbage til Egypten. Begge gange slog de allierede igen og genvandt det tabte terræn. Ved den 2. og sidste akseoffensiv blev de allierede styrker presset langt ind i Egypten; men de allierede stod fast ved el-Alamein, og derefter vandt de en afgørende sejr i det Andet slag om el-Alamein, som førte til at aksestyrkerne blev drevet vestpå, helt ud af Libyen.

 

Aksestyrkerne blev drevet helt til Tunesien, hvor Ørkenkrigen i princippet sluttede, og gik over i Felttoget i Tunesien, som var blevet indledt i november 1942.

Ørkenkrigen var stærkt påvirket af, om forsyninger kunne bringes frem. Hvis de allierede styrker, som opererede fra den belejrede ø Malta, kunne forstyrre eller helt afbryde aksemagternes konvojer, var det af afgørende betydning. I efteråret 1942 betød dette, at den tyske hærfører Erwin Rommel gik glip af forstærkninger, forsyninger og brændstof, som var kritisk for at han kunne fortsætte kampen. I Tunesien måtte han til sidst overgive sig til de nyligt landsatte anglo-amerikanske styrker i den britiske 1. Arme i vest og den 8. arme, som forfulgte dem fra øst.

 

 

10. juli – 31. oktober 1940

Slaget om England

 

På engelsk:The Battle of Britain – på tysk: Unternehmen Adlerangrif blev udkæmpet som luftslag mellem 10. juli og 31. oktober 1940 mellem Luftwaffe og Royal Air Force. Hovedmålet med den tyske luftoffensiv var at vinde luftherredømmet over England, så Operation Seelöwe, tyskernes invasion af England, kunne sættes i gang. Det sekundære mål var at ødelægge landets flyproduktion og dermed true nationen til neutralitet eller overgivelse.

 

Ifølge britiske historikere foregik slaget om England i perioden mellem 10. juli og 31. oktober 1940, mens tyske kilder angiver perioden fra midt-august 1940 til maj 1941 (hvor de tyske bombemaskiner blev trukket tilbage som forberedelse til angrebet på Rusland).

 

Som bekendt lykkedes tyskernes planer ikke, idet tyskerne ikke opnåede at tilføje englænderne væsentlige tab på strategiske områder. Tyskerne mistede til gengæld mange fly, og måtte dermed se deres overlegenhed i luften forsvinde. Under den resterende del af krigen foretog tyskerne kun ”nålestiksoperationer” mod England

 

Slaget om England var det første store slag som udelukkende blev udkæmpet i luften. Det var den største og længstvarende bombekampagne verden havde set, og reelt første gang teorierne omkring strategisk bombning blev afprøvet.

 

 

28. oktober 1940

Invasionen af Balkan landene

 

I begyndelsen af krigen blev Grækenland og Jugoslavien invaderet af aksemagterne. Det startede med italienernes mislykkede invasion af Grækenland den 28. oktober 1940 og sluttede med tyske og italienske styrkers erobring af Kreta den 1. juni 1941. Forud herfor havde italienerne invaderet Albanien den 7. april 1939 og indlemmet landet i det italienske rige.

 

Den græsk-italienske krig indledtes den 28. oktober 1940 ved at italienske styrker invaderede Grækenland, hvor de kun opnåede begrænsede fremskridt. Snart gik grækerne til modangreb, og italienerne blev drevet tilbage til Albanien. Italienerne brugte det meste af vinteren på at stabilisere deres stillinger, der gav dem herredømmet over 2/3 af Albanien. En længe ventet italiensk offensiv marts 1941 faldt til jorden, idet italienerne ikke formåede at drive grækerne tilbage. I April måned intervenerede tyskerne ved at invadere Grækenland efter en succesfuld invasion af Jugoslavien.  

 

Den 1. juni 1941 var Albanien, Jugoslavien og Grækenland fuldstændigt under aksemagternes kontrol. Da italienerne kapitulerede september 1943, overtog tyskerne herredømmet over de områder, som italienerne havde kontrolleret. Tyskerne trak sig tilbage fra Albanien og Grækenland i 1944, og Jugoslavien var fuldstændigt befriet ved krigens slutning i 1945. I Grækenland udkæmpede forskellige modstandsgrupper en borgerkrig efter tyskerne havde trukket sig tilbage. I Albanien og Jugoslavien tog de kommunistiske modstandsgrupper magten efter krigen.

 

 

25. juni 1941- 19. september 1944

Fortsættelseskrigen mellem Finland og Rusland

 

Da krigen brød ud, fik den navnet Fortsættelseskrigen af finnerne for at understrege sammenhængen med den forudgående Vinterkrig. Sovjetunionen opfattede krigen som blot en af fronterne i krigen mod Tyskland og dets allierede i Den Store Fædrelandskrig, som russerne kalder den. Tilsvarende opfattede Tyskland sine egne operationer i området som led i sin overordnede krigsindsats i 2. verdenskrig.

 

Storbritannien erklærede krig mod Finland den 6. december 1941, efterfulgt af sine Dominions kort tid senere. Fortsættelseskrigen er et sjældent tilfælde, hvor et demokratisk land erklærer krig mod et andet demokrati, selv om de britiske styrker ikke var egentlige deltagere i krigen. Tyskland deltog ved at stille kritisk materiel til rådighed og ved militært at samarbejde med Finland. De Forenede Stater erklærede ikke krig mod Finland, og kæmpede ikke mod finnerne, men sendte betydelige forsyninger til Sovjetunionen til brug i krigen mod Tyskland og dets allierede.

 

Kampene mellem de finske og de sovjetiske styrker sluttede i september 1944, og den formelle afslutning på Fortsættelseskrigen blev underskrevet med Paris-fredsaftalen.

 

Finland anvendte begrebet "parallel krig", hvorved man søgte at forfølge sine egne mål i samklang med, men uafhængigt af Tyskland.

 

De store begivenheder i 2. Verdenskrig og krigens gang i almindelighed havde stor betydning for udviklingen i Fortsættelseskrigen:

 

  • Tysklands invasion af Sovjetunionen (Operation Barbarossa)) hænger tæt sammen med Fortsættelseskrigens begyndelse.
  • De allieredes invasion af Frankrig (Slaget om Normandiet)) var afstemt med den sovjetiske sommeroffensiv i 1944 mod Finland (9. juni – 15. juli 1944).

Det efterfølgende kapløb mellem de allierede om at nå Berlin førte til afslutningen af Fortsættelseskrigen ved at gøre Nordeuropa betydningsløst for krigens afslutning.

8. november1942

De allieredes landgang i Nordafrika

 

November indledte de allierede Operation Torch – invationen af Algier og Marokko. Vichystyrkerne på omkring 125.000 mand gjorde hård modstand mod de allierede – både Vichy-flåden, kystbatterierne såvel som landhæren gjorde modstand mod de allieredes invasion. På grund af den håbløse situation sluttede den 125.000 mand store Vichy-hær i Nordafrika sig efter lange overvejelser gradvist til de allierede som Det Franske XIX Corps – en del af den 1. Britiske Armé.

 

12. – 27. november 1942

Tyskernes besættelse af Vichy-frankrig

 

Efter de allieredes landgang i Nordafrika – Marokko og Algier – besluttede tyskerne af sikkerhedsmæssige grunde at gennemføre Operation Anton (Unternehmen Anton), der gik ud på at besætte Vichy-frankrig for derigennem at beskytte Frankrigs sydflanke mod eventuelle allierede angreb fra Nordafrika.

 

Unternehmen Anton indledtes med erobringen af Korsika den 11. november, og blev fulgt op af Unternehmen Lila, der handlede om erobringen af den franske flådehavn i Toulon, idet Hitler ønskede at sikre sig den store franske flåde i flådehavnen intakt. Det lykkedes dog franskmændene at sænke stort set alle krigsskibe i flådehavnen.

9. juli – 17. august 1943

Invasionen af Sicilien

(Operation Husky - amerikanske og britiske tropper går i land på Sicilien juli 1943)
 

Fra deres basis i Nordafrika foretog de allierede nu en invasion ind i, hvad Winston Churchill kaldte "Europas bløde underliv". Som en forløber for angrebet på Italien blev Sicilien erobret først. Invasionen gik under kodenavnet Operation Husky (Operation Slædehund), og var en stor amfibium- og luftbåren operation, efterfulgt af seks ugers kampe inde på øen.

 

Operation Husky var den hidtil største amfibieoperation i krigen i form af tropper, der gik i land på strandene. Strategisk klarede Huskydets mål, som var sat af den allierede stab. De Allierede drev Aksemagternes fly- og flådestyrker væk fra øen, søvejen gennem Middelhavet blev åbnet, og den italienske diktator Benito Mussolinis magt i fascistpartiet blev svækket, idet han blev arresteret og sat i husarrest i et isoleret bjergrekreationsområde. 

 

 

3. – 16. 1943 september

Invasionen af Italien

 

Mussolinis efterfølger, general Pietro Badoglio, forhandlede sig til en våbenhvile med de allierede den 8. september 1943, og Italien var hermed ikke længere Tysklands allierede. Umiddelbart efter overgav Italien sig. Efter dette var der repressalier fra de tyske tropper mod italienske soldater i selve Italien samt i de besatte lande, f.eks. Grækenland, hvor de tyske tropper henrettede italienske soldater i massevis. Et eksempel var den græske ø Korfu, hvor de italienske soldater blev lagt i sække og smidt ud fra en klippe levende. Tyskerne handlede hurtigt i situationen med en afvæbning af de italienske styrker og etableringen af en stærk forsvarslinje.

 

De allierede styrker gik i land på det italienske hovedland den 3. (9.) september 1943 – briterne ved Taranto (3. sep) og amerikanerne ved Salerno (9. sep). Mussolini blev befriet af tyske tropper og genindsat som overhoved i Salò-republikken, en fascistisk lydstat i det nordlige Italien. Han fortsatte i denne rolle, indtil han blev fanget af den italienske modstandsbevægelse, og efter en kort rettergang henrettet ved skydning. Herefter blev hans lig hængt op i benene til offentlig skue på Piazzale Loreto i Milano af de italienske partisaner den 28. april 1945.

 

Tyskerne havde bygget en stærk forsvarslinje i bjergene – Gustav-linien – hvor de allierede styrker led store tab. Til sidst blev linjen dog indtaget ved angreb mod Monte Cassino fra syd og ved landgang nord for linjen ved Anzio. Slaget om Monte Cassino var ualmindeligt blodigt og blev bl.a. udført af polske, græske og algeriske tropper i allieret tjeneste.

 

De allierede indtog Rom den 4. juni 1944 kun to dage før landgangen i Normandiet. Tyskerne opstillede en ny forsvarslinje længere mod nord – Den Gotiske Linje. De allieredes angreb mod Den Gotiske Linje den 10. september faldt sammen med de allieredes landgang i det sydlige Frankrig, og offensiven fra de allierede og enkelte italienske styrker fortsatte, indtil de tyske tropper i Italien overgav sig den 29. april 1945, dagen efter at Mussolini var blevet fanget og skudt.

 

 

6. juni 1944

Operation Overlord

 

D-dag (D-day) var dagen, hvor De allierede gik i land i Normandiet under 2. Verdenskrig. Landgangen, der også blev kaldt Operation Neptune, var indledningen på en større operation ved navn Operation Overlord, der havde som endeligt mål, at befri Europa fra den tyske besættelse. Operation Overlord begyndte på D-dagen og sluttede den primo maj 1945, da tyskerne overgav sig i de sidste besatte lande. Over tres år senere er invasionen af Normandiet stadig den største amfibieoperation i historien og involverede mere end tre millioner soldater, der krydsede den Engelske kanal fra England til Normandiet. Operation Neptune startede 6. juni 1944, der kendes som D-dag, og sluttede 30. juni 1944.

 

Forberedelserne til invasionen var omhyggeligt hemmeligholdt for Hitler og den tyske overkommando, der indtil flere timer efter invasionen i Normandiet fortsat troede, at den egentlige invasion ville komme ved Calais – invasionen i Normandiet var blot en afledningsmanøvre.

 

De allierede styrker der primært kom i kamp i Normandiet var fra USA, Storbritannien og Canada. Også større frie franske og polske styrker deltog i slaget efter selve landgangen. Der deltog desuden tropper fra Belgien, Tjekkoslovakiet, Grækenland, Holland, Norge og enkelte søfolk fra Danmark.

 

Invasionsflåden bestod af skibe fra otte landes flåder og var på i alt 6.938 skibe. Heraf var 1.213 krigsskibe, 4.125 transportskibe (landgangsfartøjer) og 1.600 støtteskibe, heriblandt en del handelsskibe. På invasionsdagen overførte de allierede 156.001 soldater til invasionsstrandene. Tyskerne havde i alt 380.000 soldater i det Nordvestlige Frankrig.

 

Selve invasionen begyndte med indsættelse af tropper med faldskærm og svævefly, massive luftbombardementer og beskydning fra krigsskibe. Tidligt om morgenen 6. juni begyndte landsætningen af tropper på kysten. Tropperne blev udskibet fra baser langs Englands sydkyst. Den vigtigste af disse var Portsmouth. Landgangen sket på strandene med kodeordene:

 

*         Sword Beach (britiske og franske tropper)

*         Juno Beach (canadiske tropper)

*         Gold Beach (britiske tropper)

*         Omaha Beach (amerikanske tropper)

*         Utah Beach (amerikanske tropper)

*         Pointe du Hoc (amerikanske tropper – Rangers Assault Group)

 

Den tyske modstand var især hård ved Juno Beach, Omaha Beach og til dels Gold Beach. Slaget om Normandiet fortsatte i to måneder med militære operationer, der skulle etablere og udvide et brohoved og til sidst foretage et udbrud. Slaget om Normandiet sluttede med befrielsen af Paris og Falaise-lommens sammenbrud i slutningen af august 1944.

 

 

15. august – 14. september 1944 

Operation Anvil, senere Dragoon

 

Den allierede invasion af Sydfrankrig sensommeren 1944, kaldet Operation Anvil – senere Dragoon – var begyndelsen til en af de mest succesfulde, men også omdiskuterede operationer under 2. Verdenskrig. Operationen er egentlig lidt overset p.g.a. de meget store samtidige operationer – invasionen af Italien og Normandiet. Operationen var oprindeligt tænkt som et supplement til Overlord – angrebet på Normandiet. Erobringen af de betydningsfulde sydfranske havnebyer Toulon og Marseilles sammen med fremrykningen op gennem Rhonedalen til Lyon og dijon var af stor betydning for aktionerne i Normandiet, idet presset derved blev lettet på disse styrker.

 

At operationen var omdiskuteret skyldtes ikke, at timingen var forkert eller successen udeblev. Modstandere af Anvil incl. Winston Churchill hævdede, at invationen ville udvande de allieredes indsats i Middelhavet, hvor opgaven med at drive de italienske og tyske styrker nordpå op igennem Italien havde første prioritet. Samtidig hævdede modstanderne, at indsatsen ville forrykke øst/vest balancen mellem de allieredes styrker efter krigen.

 

Tilhængerne – hovedsageligt amerikanere – hævdede stædigt, at det ville være umuligt at accelerere den italienske kampagne, idet passagen af De Juliske alper (i Slovenien op mod den Østrigske grænse) ville have været umulig. Erobringen af Marseilles, Frankrigs største havneby, var af langt større betydning, ligesom tilfældet var med erobringen af jernbaner og vejnet i Rhonedalen. Indtil åbningen af Antwerpen, gik 1/3 af de allieredes forsyninger til invasionsstyrkerne i Nordfrankrig gennem Marseilles.

 

Samtidig kunne man gennem erobringen af Sydfrankrig nu opstille en tredje armégruppe ved den sydvesttyske grænse, og uden denne armégruppe ville Eisenhower have været nødt til at strække sine linjer unødigt meget, ligesom det ikke havde været muligt så hurtigt at svare igen på tyskernes Ardenneroffensiv.

 

 

16. december 1944 – 8. januar 1945

”Slaget om Ardennerne”

 

Under tyskernes sidst kraftanstrengelse få måneder før krigens afslutning, spillede det tyske panser en væsentlig rolle. Under ”Slaget om Ardennerne” – eller på engelsk: ”The Battle of the Bulge”, gjorde tyskerne et sidste desperat forsøg på at stoppe de allieredes fremrykning. Planen var at knuse de allieredes styrker i Nederlandene. Under særdeles dårlige vejrforhold midt i december 1944 gik stærke tyske panserstyrker og infanteri til modangreb gennem Ardennerne (ligesom i 1940). Tyskerne kunne indsætte 30 divisioner, herunder også faldskærmstropper, der skabte stor forvirring bag de allieredes linier.

 

P.g.a. vejret var det umuligt for de allierede at foretage luftrekognosering, så tyskerne havde frit spil i starten, men da vejret klarede op, kunne de allierede rekognosere samt sætte massive luftstyrker ind i kampen, og tyskerne måtte trække sig tilbage efter store tab i starten af januar.

 

Tyskernes sidste desperate, men modige indsats, kostede dem et tab på mellem 70.000 og 100.000 mand samt 600 kampvogne og angrebskanoner. De allierede mistede omkring 91.000 mand som dræbte, sårede og savnede. Dertil kom 800 ødelagte kampvogne. Ardenner-slaget forsinkede den allierede offensiv mod Rhinen med seks uger. Men ødelæggelsen af praktisk talt hele den tyske hærs reservestyrke, hjalp med til at sikre Tysklands endelige nederlag.

 

”Ardennerslaget” eller ”The Battle of the Bulge” er i øvrigt filmatiseret flere gange, hvor filmen slutter med tyskernes desperate (og forgæves) kapløb om at nå et allieret benzindepot før deres kampvogne løber tør for brændstof!

 

 

1. halvår 1945

Afslutningen i Europa

 

De Vestallierede havde allerede efteråret 1944 erobret de første tyske byer (bl. a. Aachen). Efter Ardenneroffensivens afslutning 8. januar 1945, fortsatte de Vestallierede ind i Tyskland, og nåede i starten af 1945 Rhinen. Den 22. marts begyndte amerikanske tropper at overskride Rhinen ved Mainz og i de følgende dage fulgte yderligere overgange i syd og nord. Ruhr-området blev hurtigt omringet, og mens Ruhr blev erobret fortsatte de Vestallierede styrker hastigt øst på og erobrede hele det tyske område vest for Elben foruden store dele af Tjekkoslovakiet og Østrig.

 

Samtidig med kampene i Frankrig gennemførte russerne deres store sommeroffensiv på Østfronten – Operation Bagration – der blev startet den 22. juni 1944 på treårsdagen for det tyske angreb på Sovjetunionen. Denne offensiv førte til en voldsom svækkelse af de tyske styrker på det midterste stykke af Østfronten.

 

På grund af den allierede invasion i Normandiet var der blevet trukket tyske enheder væk fra Østfronten så der var færre tropper til rådighed ved den tyske front mod øst. Fire sovjetiske fronter (armégrupper med mere end 120 divisioner og 2.150.000 mand) angreb de stærkt underlegne tyskere, som kun kunne mønstre ca. 600.000 dårligt udrustede soldater i den 4. og den 9. tyske armé samt den 3. panserarmé.

 

Den Røde Hær udnyttede sin overlegenhed og opnåede gennembrud langs hele linjen, hvorigennem der blev sendt panserkiler. Taktisk betød det, at russerne for første gang anvendte blitzkrigs taktik imod tyskerne. Dette blev hjulpet på vej af Hitlers ordrer om at holde ud og holde fast i stedet for at gå over til et dynamisk forsvar. Dermed kom det til omringningsslag og til sidst nedkæmpelse af Heeresgruppe Mitte med 3 arméer og i alt 25 tyske divisioner.

 

Herefter fulgte et tysk tilbagetog over 500 km mod vest, og tilbagetoget stoppede først i midten af august kort før den tyske grænse. Heeresgruppe Nord blev afskåret fra forbindelser over land, men holdt dog ud i Kurland indtil kapitulationen i maj 1945. Efter de nyeste opgørelser mistede tyskerne 670.000 mand under operationen, som varede indtil 19. august, mens de sovjetiske tab var på omkring 765.000 mand. De tyske tab kunne ikke erstattes da Tyskland på daværende tidspunkt var involveret i en krig på tre fronter. Derfor blev forsyningerne til de tyske tropper i Nordfrankrig også stadig mindre, hvilket hjalp den allierede fremmarch mod øst.

 

I løbet af vinteren og foråret 1944/45 trængte russerne deres tyske modstandere ubønhørligt tilbage mod tysk grund. Forud for de fremtrængende russiske tropper bevægede sig store grupper af tyske flygtninge fra Østpreussen, der med rette frygtede russerne. Evakuering af både civile og soldater fandt i et vist omfang sted fra de østlige Østersøhavne, men flere af skibene med civile om bord blev torpederede af sovjettiske u-både.

 

De Vestallierede tropper mødtes den 25. april 1945 med sovjetiske styrker i Torgau ved Elben. Det resterende tyskkontrollerede område var nu delt i to. Den 26. april faldt Bremen til briterne, som fortsatte med at rykke frem mod nordøst. De sidste hårde kampe mellem sovjetstyrkerne og den tyske ”Volkssturm” stod i Berlins forstæder, og senere omkring førerbunkeren. Med Hitlers selvmord den 30. april var det hele overstået.

 

I hurtig rækkefølge erobrede De Vestallierede Lübeck (2. maj)) og Hamburg (3. maj)) og til sidst Wismar. Det skete formentlig også for at forhindre den Røde Hær i at rykke frem til Schleswig-Holstein. Efter at Eisenhower i sit operative hovedkvarter for SHAEF i Reims havde afvist den tyske anmodning om en separatfred med de Vestallierede, underskrev den tyske generaloberst Alfred Jodl om morgenen den 6. maj 1945 den betingelsesløse kapitulation for alle tyske tropper, som skulle træde i kraft den 8. maj kl. 23.01 centraleuropæisk tid (CET).

 

Efter aftalen mellem de allierede, skulle Steyermark ligge i den britiske zone. Imidlertid trængte både russere og Tito-partisaner frem, og det lykkedes endda russerne at etablere en delstatsregering i Steiermark samtidig med at de sydlige områder af delstaten var besatte af partisaner og bulgarske tropper. I løbet af de følgende måneder overtog England dog militærforvaltningen af hele området i Steiermark og Kärnten.

1939 – 1945

Slaget om Atlanten - ”U-bådskrigen”

(Billedet viser en erobret tysk ubåd ved New Foundland, Canada)
 

Slaget om Atlanten var søkrigen i Atlanterhavet og den længstvarende, ubrudte militære konflikt under krigen. Deres højdepunkt var fra midten af 1940 til omkring slutningen af 1943.

 

De kæmpende i slaget om Atlanten var først og fremmest u-bådene og de bevæbnede handelsskibe fra den tyske marine (Kriegsmarine) imod De allieredes konvojer. Disse konvojer, som hovedsageligt kom fra Nordamerika og Sydatlanten, og hvis destination var Storbritannien og Sovjetunionen, beskyttedes for det meste af de britiske og canadiske flåder og luftvåben. Disse styrker fik senere hjælp af skibe og fly fra USA. På tysk side sluttede ubåde fra den italienske flåde (Regia Marina) sig til, efter at det fascistiske Italien indtrådte i krigen den 10. juni 1940.

 

Betegnelsen Slaget om Atlanten benyttedes første gang af Winston Churchill i 1941, og beskriver kamphandlinger, som begyndte fra den første dag af krigen i Europa og varede i seks år, hvor de involverede tusindvis af skibe og udstraktes til tusindvis af kilometer af det store ocean og tilhørende havområder, og hvor der udkæmpedes mere end 100 slag om konvojer og måske 1.000 træfninger mellem enkelte skibe.

 

Det taktiske overtag skiftede mellem parterne i løbet af konflikten, efterhånden som nye våben, nye taktiske metoder i søkrigsførelsen og forskellige modforholdsregler udvikledes. Briterne og deres allierede fik gradvis overtaget og kunne tvinge de tyske overfladeskibe væk fra oceanet omkring midten af 1941 og deres ubåde blev afgørende slået i en række konvojslag mellem marts og maj 1943. Der kom nye tyske undervandsbåde til helt indtil 1945, men det skete for sent til at kunne påvirke krigens udfald. Tyskerne mistede op mod 70% af deres ubåde under krigen!

1945 – 1949

Nürnbergprocessen, de 4 besættelseszoner,

Luftbroen til Berlin samt Tysklands deling og genforening

(Billede fra Nürnbergprocessen 1945-49, visende fra v. mod h.  Hermann Göring, Rudolf Hess, Joachim von Ribbentrop og Wilhelm Keitel. I anden række fra v. mod h. Karl Dönitz, Erich Raeder, Baldur von Schirach og Fritz Sauckel )
 

Efter krigen kom retsefterspillet. Det var første gang i historien, at man oprettede en krigsforbryderdomstol. Men i betragtning af de alvorlige anklager, var det indlysende at stille de ”sigtede” for en domstol. Og vinderne har altid ret (til at gøre det, som han synes er rigtigt – d.v.s. at et evt. retsopgør skal ske efter hans spilleregler)! Nürnbergprocessen var navnet på detre retssager fra 1945 til 1949, som blev ført af De Allierede mod tyske ledere efter 2. Verdenskrig i Nürnberg i den amerikanske sektor af Tyskland. De anklagede var 24 topnazister samt flere, der havde haft magt fx i kz-lejrene.

 

I den første Nürnbergproces blev der rejst tiltale mod DNSAP's ledergruppe, Gestapo og Sicherheitsdienst, SS, SA, Rigskabinettet og den tyske overkommando (OKW) for at begrænse retsagerne mod medlemmerne af de seks organisationer.

Af de 24 anklagede i den første proces, var de 21 til stede. Robert Ley begik selvmord, Martin Bormann var forsvundet og Gustav Krupp von Bohlen und Halbach blev fundet for svækket.

 

Anklagerne var som følger:

1.      Forbrydelser mod freden (konspirations-anklagepunktet) . De anklagede personer og organisationer havde konspireret om at udføre forbrydelser som agressionskrig.

2.      Krigsforbrydelser . Overtrædelse af krigsloven, dårlig behandling af civilbefolkningen, plyndringer og ødelæggelser til lands, til vands eller i luften.

3.      Forbrydelser mod menneskeheden . Massedrab, slaveri, deportationer til kz-og udryddelseslejre. Fjernelse af med politiske modstandere, udryddelse af trosretninger og racer. Overgreb mod civilbefolkningen.

 

Resultatet blev:

12 dødsdomme (1 in absentia)

7 fængselsdomme fra 10 år til livstid

3 frifindelser

1 tiltalefrafald (p.g.a. helbred)

1 selvmord før processen

 

De to sidste processer bestod af:

*         Engelsk militærdomstol mod nazistiske ledere fra militæret.

*         Amerikansk militærdomstol mod nazistiske ledere fra retsvæsenet, industrien og militæret.

 

Efter 2. Verdenskrig blev Tyskland af de allierede (Storbritannien, Frankrig, USA og Sovjetunionen) delt i fire besættelseszoner, og området øst for Oder-Neisse-linjen annekteredes af Polen, mens Königsberg med bagland annekteredes af Sovjetunionen.

 

Hovedstaden Berlin blev som noget særligt delt imellem de fire allierede, selvom den lå dybt inde i den sovjetiske besættelseszone. I 1948 førte den begyndende kolde krig til, at Sovjetunionen blokerede for trafik gennem den sovjetiske zone til Berlin. De øvrige allierede etablerede derfor en luftbro til Vestberlin, hvilket efter 324 dage fik Sovjetunionen til at ophæve blokaden.

 

I 1949 blev Vesttyskland dannet af de britiske, franske og amerikanske besættelseszoner, mens den sovjetiske besættelseszone lidt senere samme år blev til DDR. Vesttyskland og DDR blev dog først fuldt suveræne stater i henholdsvis 1955 og 1954 (selvom mange vil hævde, at DDR i virkelighedens verden aldrig nåede at blive en suveræn stat).

 

De sidste tyske krigsfanger blev i 1955 løsladt af Sovjetunionen, efter Stalins død.

1945 - 

Retsforfølgelsen af nazister efter Nürnbergprocessen i Forbundsrepublikken og andre steder i verden 

(Billedet viser Adolf Eichmann under retssagen mod ham i Israel 1962) 


Nürnbergprocessen var i virkeligheden kun ”toppen af isbjerget”
, idet millioner af tyskere før og under krigen havde været glødende nazister. Og mange af dem havde begået krigsforbrydelser – endda i betydeligt omfang. Det drejede sig især om SS-soldater på Østfronten, hvor civile – især jøder – var blevet behandlet grusomt eller dræbt. Desuden havde stort set alle tyske soldater i koncentrationslejrene begået krigsforbrydelser. Endelig var der mange tyske nazister i administrative stillinger, der havde været indblandet i krigsforbrydelser.

 

I det kaos der herskede under krigens sidste dage og umiddelbart efter, lykkedes det mange krigsforbrydere at skjule sig blandt almindelige tyske krigsfanger. Og det lykkedes endda for mange at komme til at leve et ”normalt” liv efter krigen – selvom mange omkring dem havde kendskab til deres meriter under krigen. Men, da store dele af den tyske befolkning havde været meddelagtige i forbrydelserne (eller lukket øjnene for dem), var det ikke svært at skjule sig som nazi-forbryder i efterkrigsårene.

 

I efterkrigsårene var det ikke ualmindeligt, at eftersøgte krigsforbrydere på uforklarlig vis var forsvundet, når de tyske myndigheder omsider dukkede op på deres adresse for at arrestere dem. Der herskede et ualmindeligt effektivt meldesystem blandt politi og andre myndigheder.

 

De største skurke flygtede til Sydamerikanske lande og til Egypten, der af uforklarlige årsager gav husly til disse skurke. Især Egypten anvendte skrupelløst tyske nazister til at bygge våben, der kunne anvendes mod Israel. Der eksisterede et ”kameradenwerk”, der sørgede for at skaffe disse personer ud af Tyskland, samt sørge for midler til deres forsørgelse.

 

Allerede umiddelbart efter krigen dukkede de første seriøse nazi-jægere op. Hovedparten af dem var jøder, hvoraf Simon Wiesenthal var den mest kendte. Han fandt og afslørede rigtigt mange nazistiske krigsforbrydere.

 

Også staten Israel har været aktive, når det drejer som om eftersøgningen af krigsforbrydere. Især da en stor del af verdens lande ikke har gjort sig synderlig umage for at efterspore disse forbrydere. Det mest kendte eksempel er krigsforbryderen Adolf Eichmann (1906-1962), tidligere SS-Obersturmbannführer (oberstløjtnant), som spillede en væsentlig rolle i.f.m. holocaust. Han havde til opgave arrangere massetransporter af jøder til ghettoer og udryddelseslejre i det tysk besatte Østeuropa.

 

Efter krigen flygtede han til Argentina forsynet med midlertidigt pas udstedt af Det Internationale Røde Kors. Han boede i Argentina under falsk identitet indtil 1960 mens han arbejdede for Mercedes Benz. Han blev taget til fange (kidnappet) af Mossad i Argentina, og ført til Israel, hvor han blev stillet for retten og præsenteret for 15 kriminelle anklager, herunder ”Forbrydelser mod menneskeheden” og ”Krigsforbrydelser”. Han blev fundet skyldig og hængt i 1962. Han er den eneste person, der er blevet henrettet i Israel efter at være dømt ved en civil domstol (Israel havde/har IKKE dødsstraf i.f.m. civile sager).

 

At spørgsmålet om at afsløre gamle krigsforbrydere stadig er aktuelt, fremgår det af sagen mod den østrigsk fødte læge Aribert Heim, også kendt som Doktor Død.Han arbejdede som SS-læge i koncentrationslejren Mauthausen. Han blev anklaget for drab og tortur på mange indsatte med injektioner af giftige tinforbindelser i hjertet på sine ofre. Han har været eftersøgt i hele verden, bl. a. i Spanien og Egypten (hvor han notorisk opholdt sig med regimets velsignelse i 1990’erne) samt i Chile og Argentina. Man kender til hans bankkonti i Sydamerikanske banker, hvorfra han selv og hans børn jævnligt hæver penge. Men, det er endnu ikke lykkedes af fange ham så sent som 2008.  

 

Endelig er der den danske krigsforbryder Søren Kam, der var dansk frivillig i Waffen SS, og i mange år jaget af de danske myndigheder for mordet på BT’s redaktør Carl Henrik Clemmensen i 1943. Han er i dag tysk statsborger. Under 2. Verdenskrig kæmpede Kam på østfronten i 5. SS-Panzer-Division Wiking med andre danske frivillige. Han fik tildelt Jernkorsets Ridderkors og titlen SS-Obersturmführer (premierløjtnant).

 

På orlov hjemme i Danmark i sommeren 1943 fik Kam til opgave at grundlægge Schalburgkorpset til "modterror" mod den danske modstandsbevægelse og dens støtter. Den 30. august 1943 deltog han sammen med to kammerater fra Waffen-SS, Jørgen Valdemar Bitsch og Knud Flemming Helweg-Larsen ved Lundtofte i mordet på den populære redaktør Carl Henrik Clemmensen.

 

Søren Kams medskyldige Helweg-Larsen blev efter krigen dømt til døden og henrettet. Søren Kam var i mellemtiden flygtet til Tyskland og blevet tysk statsborger i 1956. Han har overfor den tyske anklagemyndighed erkendt at have skudt mod Clemmensen, men ikke desto mindre henlagde den tyske anklagemyndighed sagen i 1971, hvorfor Kam ikke kunne udleveres til de danske myndigheder for retsforfølgning!