En lille del af Tysklands historie - bunkermuseet i Skagen

Det Tysk-Romerske rige sammen med de to andre store riger i Europa i starten af 1600-tallet

Tyskland i 1000 år (962-1945) – resumé:

 
Illustration: Det Tysk-Romerske Rige i starten af 1600-tallet

Indledning:

Først en tilståelse: Jeg har i mange år haft et ambivalent forhold til tyskere og Tyskland. Dels p.g.a. 2. Verdenskrig, der berørte min familie stærkt, og dels p.g.a. de oplevelser jeg direkte og indirekte har haft med "taberne" efter krigens afslutning.

Min første personlige oplevelse var i 1957 som feriedreng på en gård i Hjortdal ved Fjerritslev i Nordjylland, hvor jeg som 12-årig hver morgen stod op kl. 05.00, fodrede køer og mugede ud før der kunne bevilliges morgenmad. Ellers tilbragte jeg en stor del af de 7 uger med at luge roer. Sagde nogen billig arbejdskraft?  

Gårdejeren drev også et pensionat, hvor hans mest kærkomne gæster var tyskere med "hårde" D-Mark i tegnebogen. Jeg husker især én af de tyske gæster, der absolut ikke lagde skjul på sin fortid, idet
han blot 12 år tidligere havde været "udstationeret" i lokalområdet (som en del af besættelsesmagten).

Han fortalte i højlydte vendinger sin kone om hans glorværdige gerninger som Hauptmann i den tyske Wehrmacht, hvor han kommanderede soldaterne placeret i alle de bunkere, der nu lå og skæmmede den smukke badestrand lige nedenfor gården. Han havde til opgave at nedkæmpe de allierede invasionsstyrker (hvis de kom til Danmark). Hvor mange danske frihedskæmpere m. fl. han også nåede at slå i hjel melder historien ikke noget om.

Det jeg husker mest tydeligt, var altså hans brovten omkring hans meriter under krigen - dertil kom, at han kostede rundt med gårdejeren og dennes stakkels feriedreng.

En anden oplevelse er fra først i halvfjerdserne, hvor jeg rejste meget rundt i Danmark - og derigennem også havde mulighed for at tage et smut til Tyskland. Jeg husker tydeligt det tyske "Grenzpolizei" i deres grønne uniformer med lange blankpolerede, sorte støvler og store kasketter med et ordentlig svaj i toppen - fuldstændigt som tyske officerer både i værnemagten og SS brugte det 25 år tidligere. Deres optræden var bestemt ikke ydmyg - snarere tværtimod. Det var umuligt at se, at disse mennesker tilhørte en nation, der blot 25 år tidligere på den mest ydmygende vis havde tabt en verdenskrig.

Når jeg nu har sagt på den ene side, må jeg jo også sige på den anden side! Jeg har antydet, at jeg på mange måder respekterer tyskerne p.g.a. deres kunst, kultur, tekniske snilde, d.v.s. ingeniørmæssige og videnskabelige færdigheder (jeg véd godt, at sidstnævnte færdigheder også har været brugt på en mindre hensigtsmæssig måde). Samtidig erkender jeg i dag, at det tyske sprog er smukt (selvom det er sværere end engelsk), og landet har mange smukke byer og landsdele.

Sidst men ikke mindst synes jeg, at mange mennesker (jeg selv inclusive) i mange år har været med til at dæmonisere tyskerne og Tyskland - især p.g.a. de to verdenskrige. Derfor har jeg brugt en del plads på at forklare, at tyskerne måske ikke
er helt så slemme, som vi traditionelt har gjort dem til. Eller sagt på en anden måde. Der er en række logiske forklaringer på tyskernes ageren - i det mindste langt frem mod nutiden.    

Det Tysk-Romerske Rige (962-1806)

 

Forløberen var egentligt Frankerriget (493-843), hvor Karl den Store (Charlemagne) efter Det Vestlige Romerriges fald i 476 regerede over Frankrig, men også dele af Tyskland, Alpeområdet, Italien og Spanien. I år 843/870 var situationen den, at store dele af Vest-, Central- og Østeuropa var delt mellem tre kejsere, der alle hævdede en tilknytning til det opløste Vestromerske Rige – og de var for fleres vedkommende beslægtede (Ludwig den Tyske - nuv. Tyskland m. fl. lande, Karl den Skaldede - Vestfranken og Louis d. II el. den Yngre - Italien).

 

Det Tysk-Romerske Rige varaltså ét af de tre stor-riger, som opstod i Europa for 1000 år siden. Ludwig den Tyskes rige omfattede det nuværende Tyskland, Benelux-landene, Preussen (d.v.s. dele af det nuværende Polen), Tjekkiet, Østrig, Schweitz og Ungarn. D.v.s. et areal der i 1914 nogenlunde svarede til Kejserriget Tyskland samt Østrig-Ungarn.

 

Ser vi på de to omstridte landområder Elsass og Lothringen, var disse en del af Det Tysk Romerske rige i 1000 år frem til afslutningen af 30-årskrigen, der dels var en religionskrig mellem protestantiske og katolske fyrster hovedsagligt i de tyske lande, og dels en krig om den politiske magt mellem Habsburgerne i Tyskland, Østrig og Spanien mod Frankrig, Holland, Sverige og Danmark. 

 

Hvad der startede som en lokal tysk strid endte med at blive en europæisk konflikt mellem de forskellige fyrstehuse, hvor hovedparten af slagene fandt sted på tysk jord. Visse steder i Sydtyskland regner man med, at kun 1/3 af befolkningen overlevede, og landsdelene var sat 100 år tilbage hvad angik udviklingen i økonomi og erhvervsliv.

 

Ved freden i Westfalen i 1648 tvang Frankrig de udmattede tyske lande til at afstå Elsass og Lothringen til Frankrig, ligesom Holland og Schweitz blev selvstændige. Hermed var grundlaget lagt for en række nationalstater – dog ikke Tyskland, der stadig bestod af en række større og mindre riger.

 

Tyskland under Napoleonskrigene (1806-1814)

 

Napoleon – den tids ubestridte feltherre på landjorden – betragtede nærmest de tyske lande som sit eget øvelsesterræn. Dels passerede (og hærgede) han med sin hær flere gange de tyske lande, når han drog på felttog mod nordøst, øst og sydøst. Tænk på hans hær på 600.000 mand, der passerede de tyske lande på vej mod Rusland 1812 – den gang levede en hær ”af landet” – og de efterlod hungersnødlignende tilstande.

 

På grund af hans ekspansionspolitik, kan man vel næsten kalde Napoleon for 1800-tallets ”Hitler”. Han var i det mindste næsten ligeså nådesløs som Hitler i forhold til sine naboer!

 

Han besejrede østrigerne to gange, Preussen én gang og den russiske hær én gang. Preussen mistede halvdelen af sine landområder til Frankrig og Østrig måtte også afstå store landområder. Hovedparten af de tyske stater udtrådte på opfordring af Napoleon af Det Tyske Forbund (dog ikke Preussen og Østrig), og indtrådte i stedet i Rhinforbundet under Napoleons ”beskyttelse”!

 

Efter Napoleons fald prøvede man at samle stumperne op i de tyske lande, der havde lidt så meget under Napoleonstiden. En spirende fædrelandsfornemmelse opstod (Vaterland), for de tyske stater havde ikke tidligere udmærket sig ved fælles fodslag. Man begyndte at tale om det tyske småstatsproblem, Kleinstaaterei, og dermed finde svar på spørgsmålet om Tysklands plads i Europa. Tyskerne opfattede sig som et splittet folk i et Europa, hvor nationalismen var ved at blive en af århundredets afgørende kræfter.

Der Deutsche Bund 1815 - 1866: 1 kejserrige, 5 kongeriger, 7 storhertugdømmer, 6 (kur)fyrstedømmer, 8 hertugdømmer (9 med Slesvig-Holsten) samt 2 hansestæder (bystater) - i alt 26 lande og 2 bystater!

Restauration og revolution (1814-1871)

Illustration: Der Deutsche Bund 1815 – 1866:

 

 

Det Tysk romerske Rige var i realiteten ophørt med at eksistere i 1806, og Tyskland bestod nu af tre dele: Preussen og Østrig samt det fransk ledede Rhinforbund. Sidstnævnte faldt sammen efter Napoleons fald. I stedet kom Det Tyske Forbund med et fælles parlament, men uden fælles domstole. Preussen gik styrket ud af forhandlingerne med tildelingen af bl. a. områderne Westfalen og Rheinland som en modvægt mod Frankrig.

  

I løbet af 1830’erne og 1840’erne smittede de franske revolutioner af i Tyskland, der også oplever at industrialiseringen begynder at holde sit indtog, hvorved man bliver mere uafhængig af import fra især England. Desuden oprettes et tysk toldforbund.

 

Bismarck begynder i 1851 sin karriere i Preussen under Kong Wilhelms vinger. Han er chef for den preussiske delegation i Det Tyske Forbund, ambassadør i Rusland og Frankrig og ender som statsminister i Preussen i 1862. En stærk og beslutsom mand, der arbejdede for Preussens sag – og ofte imod Østrigs sag. Senere kæmpede han for at isolere Frankrig politisk.

 

I Nordtyskland skal vi have overstået krigen i Slesvig-Holsten i 1864, hvor Preussen (og Østrig) går ind i krigen og slår Danmark. Efter en magtkamp i Det Tyske Forbund, der ender med krig mellem Forbundet (Østrig) og Preussen, som Preussen vinder stort, er Preussen nu den ledende magt i Tyskland. Preussen opretter Det Nordtyske Forbund med Bismarck som forbundskansler.

 

Franskmændene havde betragtet udviklingen i Tyskland med stor mistro. De var misundelige på Preussens øgede magt efter krigen mod Østrig i 1866. Man skønnede fejlagtigt, at preusserne ikke havde nogen særlig stor opbakning blandt de øvrige tyske stater – især Østrig. Samtidig havde Frankrig indenrigspolitiske problemer, og en rask, lille ærefuld krig kunne befæste franskmændenes stilling såvel indenrigs- som udenrigspolitisk. Derfor erklærede Napoleon d. III Preussen krig i 1870 – kaldet Den Fransk-Tyske krig .

 

Krigen endte med en overvældende tysk sejr, efter at Paris var overvundet i 1871. Til trods for deres store overlegenhed i antal, havde franskmændene ikke kunnet besejre deres tyske modstandere. Krigen medførte bl. a., at Tyskland i løbet af krigen blev samlet under Preussens ledelse som Kejserriget Tyskland. Frankrig måtte afstå Alsace og Lorraine, som de tidligere havde annekteret. En tysk besættelseshær blev udstationeret i Nordfrankrig og Paris, hvor den blev indtil Frankrig havde betalt den pålagte krigsskadeerstatning på fem milliarder francs, hvilket skete i 1873 – altså kun to år senere.

 

Mange franskmænd fandt nederlaget meget ydmygende, specielt hæren og arbejderne i Paris. Pariserne, som nægtede at acceptere nederlaget og lagde skylden på den konservative regering for ikke at have magtet at forsvare landet, tog kontrol over den franske hovedstad og etablerede Pariserkommunen den 18. marts 1871. Den franske regeringshær fik lov at passere forbi de tyske linjer for at slå oprøret ned, og Bismarck løslod 100.000 franske krigsfanger for at hjælpe den franske regering.

Europakortet med militæralliancer 1914

Det Tyske Kejserrige (1871-1918)

Illustration: Europakortet 1914

 

 

Frankrigs nederlag og samlingen af Tyskland forbitrede forholdet mellem Frankrig og Tyskland i årtier. Frankrig agiterede for revanche - hævn for tabet af Alsace-Lorraine (som de selv havde annekteret godt 200 år tidligere). Hævn for en tabt krig, som de selv havde startet! Fransk revanchisme, kombineret med deres alliancer med andre stormagter, var én af de væsentligste faktorer, der førte til 1. verdenskrig!

 

Frankrig, Storbritannien og Rusland havde indgået en ”Entente”, som var en løs aftale som en modvægt mod Alliancen mellem Det Tyske Kejserrige og Østrig (som var historisk forbundne) samt Italien (deres aftale var dog kun på skrømt). I tilfælde af krig, ville Centralmagterne (Tyskland-Østrig) skulle kæmpe en to-frontskrig.

Det her med de flere tysklande eller tyske lande kræver en uddybning:

Indtil 1871 eksisterede Tyskland i princippet ikke! Derimod fandtes der 26-28 tyske lande - selvstændige tyske lande, der ud over sproget også havde en fælles kultur. Kejserriget Østrig var ét af disse tyske lande - og på den tid (og langt ind i 1900-tallet) følte de sig bestemt som et tysk land.

Men, nu bliver det indviklet: Østrig-Ungarn var et dobbeltmonarki, idet kongeriget Ungarn udgjorde den anden halvdel af riget, og det var IKKE et tysk land! Monarken var godt nok den samme - han havde en "kejserkrone" (Østrig) såvel som en "kongekrone" (Ungarn). I 1871 beslutter alle disse tyske lande, at de ligeså godt kan tage skridtet ud, og blive til ét land - ligesom en række andre europæiske lande er blevet det. Ungarn følger stadig med, men kun fordi de havde monarken fælles med Østrig.

Efter 1. Verdenskrig forsøger Østrig sig med noget så uskadeligt som en toldunion med Tyskland, men de allierede annullerer resultatet af folkeafstemningerne i både Tyskland og Østrig herom. Og i Fredstraktaten efter 1. Verdenskrig står der, "at Østrig under ingen omstændigheder må indgå samarbejde med Tyskland". Og vi taler her om et tysk land, der er flere hundrede år har været ét af de tyske lande!  
 

Briternes motiver bundede i deres traditionelle holdning om at forebygge, at nogen magt i Europa ville komme til at dominere politisk og militært (læs: blive stærkere end Storbritannien, der også havde forsvaret af sine mange kolonier at tænke på)!

 

Og nu er vi kommet til 1. Verdenskrig, der indirekte startede 28. juni 1914 med at den serbiske terrorist Gavrilo Princip myrdede den østrigske tronfølger ærkehertug Franz Ferdinand og hans hustru i Sarajevo. Kejser Franz Joseph af Østrig-Ungarn mente at kunne bevise, at den Serbiske regering samt kong Peter d. I stod bag attentatet, hvorefter Østrig-Ungarn erklærede Serbien krig. For at finde den nærmere forklaring, skal vi kigge på Ententen og Centralalliancen. Serbien var en af Ruslands slaviske allierede – Rusland på sin side var allieret med Frankrig og Storbritannien, og de stillede sig derfor alle på Serbiens side.

 

Kejserriget Tyskland var som allieret med Østrig-Ungarn nødt til at stille sig på Østrig-Ungarns side (det minder lidt om små børn: Du slog min ven, så slår jeg din ven). Det man skal huske på er, at den nationale selvbevidsthed – og ikke mindst fyrsternes selvbevidsthed -dengang var tårnhøj. Selv den mindste uretfærdighed skulle hævnes. Stille diplomati var ikke opfundet for 100 år siden!

 

Selve krigen vil jeg ikke beskrive nærmere – den udviklede sig til en skyttegravskrig eller en stillingskrig i det nordlige Frankrig, hvor ingen af parterne gjorde væsentlige fremskridt. Den kostede 7 millioner mennesker livet, og stoppede først med Oktoberrevolutionen i Rusland og USA’s indtræden på krigsscenen. Samtidig var Tyskland slidt op af denne to-frontskrig.

 

Fredsforhandlingerne stoppede, idet USA’s præsident Woodrow Wilson ikke ville forhandle med en kejser – kun en folkevalgt regering! Den tyske kansler afsatte på eget initiativ kejser Wilhelm, og overlod regeringsmagten til det tyske socialdemokrati under Friedrich Ebert.

 

11. november 1918 kl. 05.00 om morgenen underskrives en våbenhvile med Tysklands ultimative overgivelse til følge og et løfte om snarlig fredsforhandling. Af historiske årsager ønskede ententemagterne, at krigen sluttede d. 11. dag i den 11. måned klokken 11:00 i året 1918. Derfor skulle de krigstrætte soldater kæmpe videre i 6 timer indtil klokken blev 11.00 om formiddagen! Det Osmanniske Rige deltog i krigen på Centralmagternes side, hovedsagligt i Sortehavsområdet og Lilleasien. Efter Tysklands overgivelse måtte de også overgive sig.

 

Fredskonference efter krigen åbnede i Paris d. 18. januar 1919. Datoen var nøje valgt af franskmændene, som en slags tak for sidst overfor Tyskland, der d. 18. januar 1871 fejrede sin sejr over franskmændene og udråbte deres nye kejser i Versailles. Fredstraktaten blev en ren katastrofe for Centralmagterne. Tyskland blev økonomisk udsultet, og det var indirekte det, der førte til 2. Verdenskrig. Den pålagte krigsskadeerstatning beløb sig til 138 milliarder guldmark.

 

Konsekvenserne af krigen var enorme. Østrig-Ungarn og Det Osmanniske Rige forsvandt, og blev erstattet af en mængde mindre østeuropæiske stater. Tyskland blev omdannet til republik og mistede igen områderne Elsass og Lothringen til Frankrig. Fredsslutningen bilagde ikke stridighederne mellem landene, den nærmest forstørrede problemerne gennem den objektivt set uretfærdige behandling af det slagne Tyskland. Hermed skabte man grundlaget for en endnu større katastrofe, 2. Verdenskrig.

 

Weimarrepublikken (1918-1933)

 

Weimarrepublikken er navnet på det Tyske Rige som fulgte efter nederlaget i 1. Verdenskrig, og var opkaldt efter Weimarforfatningen fra 1. august 1919. Det var et fosøg på at skabe et demokrati i et land med stærke autoritære traditioner. Republikken blev afskaffet, da nationalsocialisterne tog magten i 1933.

 

Efter 1. Verdenskrigs afslutning var der store store interne stridigheder og regulær krig mellem socialistiske militsgrupper og højrenationale frikorps. Den socialdemokratiske overgangsregering brugte de højreradikale frikorps til at bekæmpe kommunisterne. Man havde en fælles frygt for den kommunisme, der herskede i Sovjetunionen. Efter kampen mod kommunisterne ville de bevæbnede højrenationale frikorps ikke lade sig afvæbne, idet de udskiftede deres kommunistiske fjendebillede med den socialdemokratisk/liberalt ledede regering, som de anså for at være fej og svag.

 

De første år var præget af uro med ekstreme spændinger ved grænserne til Polen og det bolsjevistiske Sovjetunionen. Kun de højrenationale frikorps indsats gjorde, at situationen stabiliseredes. Småstrejker og regulære oprør brød ud i mange tyske byer. Højrenationalister var trætte af at nedkæmpe kommunister og forsvare den tyske grænse på socialdemokraternes vegne og besluttede at tage magten gennem erobringen af Berlin i 1920. En storstrejke mod nationalisterne fik dem til at indse, at de ikke kunne vælte Weimarrepublikken uden folkelig opbakning.

 

I 1923 gik det galt, tyskerne kunne ikke betale krigsskadeerstatningen, og franskmændene (og Belgierne) besatte Ruhr-distriktet og lammede al tysk industri. Resultatet var et sammenbrud af den tyske økonomi samt en inflation uden modstykke, hvor store dele af den tyske befolkning mistede al deres opsparing. I 1920’erne kom det til kupforsøg fra Bayern, hvor den unge Adolf Hitler gennem det mislykkede ”ølstuekup” lærte, at man ikke kan få magten i Tyskland udelukkende ved brug af vold.

 

Tyskland fik ny møntfod og gik en relativ stabil tid i møde. De politiske modsætninger var også mindre, og kulturlivet blomstrede, men der var fortsat en stor ulmende nationalistisk bevægelse og en ikke helt lille ulmende kommunistisk bevægelse. Krakket på børsen i New York med den følgende verdensomspændende depression, ramte den skrøbelige tyske økonomi særlig hårdt og arbejdsløsheden steg enormt. Det skabte basis for populistiske massepartier som NSDAP.

 

Mange bønder og borgere havde aldrig accepteret Weimarrepublikken, og demokratiet havde for dem spillet endelig fallit. NSDAP fik ved valgene i 1928 og 1930 h.h.v. 2,6 og 18,3 % af stemmerne. Rigskansler Heinrich Brüning fra det kristelig-demokratiske midterparti Zentrum besluttede at regere via nødforordninger, som Weimarrepublikkens forfatning gav mulighed for.

 

Situationen tilspidsedes, og ved valgene i h.h.v. 1932 og 1933 blev Hitlers NSDAP landets største parti, og det endte med, at han med støtte fra højrefløjspartierne blev rigskansler i 1933. Ved hjælp af nødforordninger satte han parlamentet ud af funktion, og kunne regere landet uden om parlamentet.

 

Der var flere årsager til Weimarrepublikkens fald:

 

  • Ingen anerkendelse i den brede befolkning, der anså republikken som noget, der var blevet presset ned over hovedet på dem af sejrherrerne efter 1. Verdenskrig. Den amerikanske præsident Wilson’s nægtelse af at ville have noget at gøre med deres kejser, spillede også en rolle.

 

  • Tysklands økonomiske problemer. Startende med inflationen i 1923, der var fremkaldt af den franske besættelse af Ruhr-området, men især børskrakket i 1929 forøgede utilfredsheden med Weimarrepublikken. Den enorme krigsskadeerstatning spillede også en stor rolle.

 

  • Stor skepsis overfor demokratiet som idé, idet Tyskland havde en lang tradition for et autoritært styre. Den brede befolkning opfattede demokrati som noget fremmed for den tyske folkesjæl. Og man anså den dekadente demokratiske borgerlighed for svag. Mange unge tyskere svor til det stærke og det mægtige, og afskyede småborgerlighed og passivitet. Dette kombineredes med en højreekstremistisk drejning i brede dele af samfundet.

 

  • Ekstremt dygtige politikere i NSDAP. Især den litteratur- og filosofiuddannede Joseph Goebbels forstod at udnytte de nye muligheder for folkeforførelse. De forstod at udnytte afstanden mellem det jordbundne München og det depraverede Berlin.

 

Weimarrepublikken var som idé god nok, men de enorme udfordringer i det hårdt prøvede efterkrigs-Tyskland var en for stor mundfuld for Tysklands spirende demokrati – derfor fik Tyskland ”Det Tredje Rige”!

 

Det Tredje Rige (1933-1945)

 

Nazi-Tyskland under deres Fører Adolf Hitler førte en kraftig ekspansionspolitik, der i den sidste ende førte til 2. Verdenskrig. Mange sammenlignede fascisterne og nationalsocialisterne, men de kunne ikke umiddelbart sammenlignes, bl. a. p.g.a. nationalsocialisterne racetænkning. Jøderne blev brugt som undskyldning for Tysklands dårlige økonomi.

 

I perioden 1933-1936 fjernede NSDAP al opposition og de samlede al magt i landet under partiet. Hitler tvang alle fagforeninger ind i Den tyske Arbejderfront, der var en nazistisk fagforening. Kort efter blev socialdemokratiet og alle andre partier forbudt. NSDAP var hermed det eneste lovlige parti i Tyskland (ligesom i alle de kommunistiske diktaturer, hvor det dog var kommunistpartiet, der var det eneste lovlige parti).

 

Hitler havde udnyttet sine beføjelser til fulde. Delstaterne mistede flere og flere opgaver og rettigheder, og den samlede styring af landet overgik i løbet af 1933 fuldstændig til NSDAP. Den frie presse blev erstattet af en partistyret presse. Ved udgangen af 1934 var alle uafhængige statslige institutioner direkte under nazistpartiets kontrol – det var efterhånden svært at skelne mellem stat og parti.

 

Den tyske økonomi var efterhånden totalt statslig styret. Tyskland påbegyndte store anlægsprojekter, bl. a. anlæg af motorveje. Det afhjalp arbejdsløsheden, fremmede handelen samt gjorde det nemmere for den tyske hær at bevæge sig tværs gennem landet.

Til gengæld betød det en voldsom gældsætning at landet - statsgælden firdobledes fra 1933 til 1939.

 

Nazityskland meldte sig ud af Folkeforbundet i 1933 og meddelte at man havde brug for ”Lebensraum”. Hitler erklærede, at han ville annektere Østrig og Tjekkoslovakiet – og senere Polen. Østrigerne var ikke uvillige overfor en annektering, og hans tropper blev da også hyldede i 1938, da de overskred grænsen. I München fik Hitler af de europæiske ledere lov til at annektere Sudeterlandet fra Tjekkoslovakiet med dets store tyske befolkning. Han tog nu hele landet, da han var i gang.

 

Nu satte Frankrig og Storbritannien imidlertid hælene i, og de udstedte en garanti til Polen, det næste land i rækken for de tyske Lebensraum-planer. Det stod klart for de fleste i Europa, at Hitler og hans parti ikke skyede nogen midler for at få en krig. Som bekendt indledte Hitler efter aftale med Stalin 2. Verdenskrig september 1939, hvor de med 16 dages mellemrum invaderede Polen fra hver sin side, og efterfølgende delte landet mellem sig. Dette angreb afstedkom endelig en reaktion fra vestmagterne, idet Frankrig og Storbritannien den 3. september erklærede krig mod Tyskland – uden dog at gribe ind i Polen. Og hermed var 2. Verdenskrig i praksis en realitet. Bemærk, at Vestmagterne ikke erklærede krig mod Sovjetunionen, der samtidig med tyskernes invasion af den vestlige del af Polen, besatte hele den østlige halvdel af Polen! 

 

Selve forløbet af 2. Verdenskrig er i et vist omfang omtalt andetsteds på min hjemmeside.

Otto von Bismarck - den mest betydende person i tysk historie i nyere tid (jeg ser her bort fra "Der kleine tapetsier", der bestemt ikke var en berigelse for det tyske folk)!

Sammenfatning:

Illustration: Otto von Bismarck - "Jernkansleren"
 

Gennem mere end 1000 år var de tyske lande splittede og uden gennemslagskraft. Da nationalstaterne begyndte at opstå i Europa efter 30-årskrigen midt i 1600-tallet, var det uden Tyskland, idet det Tyske Forbund 200 år senere blot var et løst forbund uden fælles domstole eller fælles administrative organer. Tiden med Napoleonskrigene var især hård ved de tyske lande, og det var først i tiden omkring den Fransk-Tyske krig, at de tyske lande begyndte at fremtræde som en samlet nation – Kejserriget Tyskland.

 

I modsætning til mange andre europæiske lande, bestod de tyske lande indtil for ca. 140 år siden af en lang række kongedømmer og fyrstedømmer, der næsten var enevældige i deres styre. Og det senere Kejserrige Tyskland (og Østrig) var bestemt ikke demokratiets vugge, hvorfor demokratiske strømninger senere i 1. halvdel af 1900-tallet havde svære vilkår blandt Tysklands borgere, der i en vis udstrækning var splittede mellem bolsjevisme og nationalsocialisme.

 

Man kan ikke påstå, at Tyskland gennem de sidste 1000 – 1500 år har optrådt specielt aggressivt overfor sine naboer – 30-årskrigen og Napoleonskrigene gik især ud over Tyskland, og de specielle omstændigheder omkring 1. Verdenskrigs opståen – herunder Frankrigs iver efter revanche (for krigen i 1870, som de selv havde indledt) – giver vel heller ikke belæg for at påstå, at Tyskland alene skulle have ansvaret for 1. Verdenskrigs opståen. Ikke desto mindre påtvang franskmændene det slagne Tyskland en nedværdigende og ruinerende fred, hvor man pålagde tyskerne at betale 138 milliarder guldmark – som man kan sammenholde med de 5 milliarder guldfrank, en erstatning som franskmændene måtte betale til tyskerne 47 år tidligere for en krig de selv havde erklæret og indledt af indenrigspolitiske årsager!

 

Som jeg har beskrevet andets steds på min hjemmeside, ledte de urimelige vilkår i Versailles traktaten, som var dikterede af franskmændene, direkte til 2. Verdenskrig. I det mindste gav vilkårene en glimrende grobund for nationalsocialismen, hvilket dermed i den sidste ende til gengæld første til en ekstrem aggression fra Tysklands side mod sine naboer. Men, tiden fra 1939-45 er kun en brøkdel af tiden de sidste 1000 år.

 

Med i billedet hører også Sovjetunionens ekspansionslyst i forbindelse med 2. Verdenskrig – først annekteringen af halvdelen af Polen (som Vestmagterne IKKE protesterede imod!), og efter krigen benyttede russerne lejligheden til at flytte deres vestgrænse langt ind i Polen. Tilsvarende fik Polen lov (af russerne) til at flytte deres vestgrænse langt ind i Tyskland. Resultatet blev, at store mængder tyskere måtte flygte fra deres hjem i Østpreussen og vestpå, det samme gjaldt store mængder sudetertyskere, der mere eller mindre var tvunget til at flygte fra deres hjemstavn i Tjekkoslovakiet.

 

Blev tyskerne som tabere behandlet hårdt efter 1. Verdenskrig, var det intet mod behandlingen efter 2. Verdenskrig, hvor Tyskland arealmæssigt efter krigen fremstod som en stærkt amputeret stat – en stat der af ideologiske årsager oven i købet var delt i to frem til udgangen af 1989. Med i billedet hører også, at verdenssamfundet efter 2. Verdenskrigs afslutning oplevede sin første krigsforbryderdomstol (Nürnberg-processen).

Sprogfordelingen i Elsass & Lothringen 1910. Den tysksprogede del af befolkningen er i klart flertal!

Efterskrift:
Illustration: Sprachenkarte von Elsasz-Lothringen 1910!

 

Tysklands ekspansionslyst er omtalt mange steder i litteraturen. Bl. a. fremgår det af mange kilder, at Elsass-Lothringen (Alsace-Lorraine, som de fleste foretrækker at kalde området i dag) skiftevis har været på franske og tyske hænder – underforstået: det har lige så tit været fransk som tysk.

 

Der er ingen tvivl om, at områderne i dag er stærkt fransk prægede, bl. a. på grund af den politik som franskmændene har ført overfor indbyggerne i de to områder siden 2. Verdenskrig, hvor det tyske sprog og alt andet tysk er blevet voldsom undertrykt. 

Frankrig er pudsigt nok et af de eneste lande i Europa der IKKE har tilsluttet sig Rammekonventionen for Beskyttelse af Nationale Mindretal . Men, der er nok ikke en tilfældighed! 

 

Målt i antal år, ser tilhørsforholdene således ud:

 

Elsass-Lothringen

*         648 – 1648 Tyskland

*         1648 – 1871 Frankrig

*         1871 – 1919 Tyskland

*         1919 – 1940 Frankrig

*         1940 – 1945 Tyskland

*         1945 – 2011 Frankrig

 

I alt Tyskland: 1053 år

I alt Frankrig: 308 år

 

PS: Det minder lidt om den svenske erobring af Skåne for 350 år siden – efter landsdelen i 1000 år havde været dansk. Dertil kommer den svenske konges ”forsvenskning” af landsdelen! Desuden var det den Den Westfalske Fred, der satte Sverige i stand til at erobre store dele af Danmark.

PPS: Som det fremgår af illustrationen ovenfor, var over halvdelen af befolkningen tysksprogede i 1910 umiddelbart før starten på 1. Verdenskrig. I dag er det stadig færre og færre indbyggere, der taler tysk i området. Det er hovedsagtligt den ældre del af befolkninger, der kan tale tysk - talt med en speciel dialekt for området. De yngre generationer har været afskåret fra at lære tysk.
 
PPPS: Prøv at kigge på stednavnene i Elsass-Lothringen - det plejer at være en sikker indikator på nationale tilhørsforhold. Næsten alle stednavne ender på enten -bourg (burg), -heim, -wihr, -weiler, -kirch eller -stadt. Dertil kommer naturligvis de største byer: Straszburg, Colmar og Mühlhausen