Slagskibet Dunkerque var sammen med søsterskibet Strasbourg ligeværdige modstandere til tyskernes slagskibe af Scharnhorst-klassen. Hendes hovedbevæbning var 8x33 cm & 16x13 cm kanoner.

WWII Franske krigsskibe under Vichy-styret

Le Fantasque – en ”Stor destroyer” (Contre-Torpilleur). Sammen med søsterskibet Terrible kunne hun opnå en hastighed af 45,1 knob = 83,5 km/t!

Den franske flåde ved 2. Verdenskrigs begyndelse:

New York Flådetraktaten af 1922 betød, at også Frankrig var begrænset i størrelsen af nybyggede krigsskibe i mellemkrigsårene, hvor mange nationer (igen) oprustede. Frankrig valgte at satse på at bygge mange, mindre skibe frem for få store skibe, f. eks. slagskibe og svære krydsere. I stedet opbyggede Frankrig en stor destroyer-flåde, hvor man sondrede mellem ”store” destroyere og alm. Destroyere (Contre-Torpilleur & Torpilleur).

Franskmændenes slagskibe var først og fremmest Dunkerque – klassen, som egentlig var franskmændenes svar på tyskernes ”Lommeslagskibe”. M.h.t. tonnage var de dog dobbelt så tunge som tyskernes ”lommeslagskibe” af Deutschland-klassen (Lutzow, Admiral Scher & Admiral Graf Spee), men lidt lettere end tyskernes to slagskibe af Scharnhorst-klassen (Scharnhorst & Gneisenau). Hvad angik bevæbning var Dunkerque-klassens hovedbevæbning 33 cm kanoner mod Deutschland-klassens og Scharnhorst-klassens 28 cm. Kun Bismarck-klassen (Bismarck & Tirpitz) havde sværere bevæbning (38 cm kanoner).

Kun franskmændenes slagskib Richelieu (og Jean Bart af samme klasse, som dog ikke var færdigbygget i 1940) kunne nogenlunde matche tyskernes to største slagskibe af Bismarck-klassen.

Franskmændenes øvrige slagskibe - Bretagne- klassen (3), bygget 1912-16 samt Courbet-klassen (4), bygget 1910-14 var gamle, men ombygget og moderniseret flere gange i mellemkrigsårene. På trods heraf, kunne de slet ikke måle sig med de moderne italienske og tyske slagskibe (samt engelske). Faktisk spillede kun ét af disse 7 (6) gamle slagskibe en rolle under krigen – om end den var beskeden (Lorraine af Bretagne-klassen). NB: Slagskibet France af Courbet-klassen sank allerede i 1922!

De store destroyere var de største og hurtigste i verden på det tidspunkt. Frankrig havde fra 1920 produceret 6 forskellige klasser store destroyere, der var bygget til at optage kampen med lette krydsere gennem overlegen fart og torpedoer. Samtidig kunne de p.g.a. overlegen ildkraft afvise almindelige destroyere. Mange betragtede Le Fantasque-klassen som at være det ypperste blandt destroyere. Med deres størrelse og pansring samt 13,8 cm hovedbevæbning kunne de desuden forholdsvis let opgraderes til lette krydsere, hvilket flere blev i løbet af krigen.

De mange ressourcer der blev anvendt på disse ”superdestroyere” gik ud over antal og kvalitet af de almindelige destroyere, idet de første klasser f. eks. dårligt kunne følge trop med de franske slagskibe. For at afbalancere den italienske flåde, byggede franskmændene La Melpoméne-klassen, der bestod af en gruppe på 13 torpedobåde. Disse torpedobåde var – ligesom de seneste tyske torpedobåde (f. eks. ”Elbing-klassen”) – bygget som lette destroyere, idet hovedbevæbningen var 2x10 cm kanoner (Contre-Torpilleurs havde 5x13,8 cm kanoner). Destroyerne hos de øvrige krigsførende lande havde en hovedbevæbning på 12 el. 12,7 cm. Lette og svære krydsere havde normalt en hovedbevæbning på h.h.v. 15 og 20 cm.

Korvetter blev udviklet til brug for konvoj-tjeneste i Nordatlanten for at spare fregatter og destroyere. Ved tyskernes invasion havde Frankrig bestilt 31 korvetter på engelske og franske værfter. Bestillingerne på de franske værfter blev ”overtaget” af tyskerne. De fleste engelske bestillinger blev færdiggjort til brug for Royal Navy – senere blev 9 af dem overført til De Frie Franske. NB: En enkelt korvet af ”Flower-klassen” bygget i England nåede at blive stillet til rådighed for Vichy-frankrig kort før Frankrigs overgivelse. Skibet løb dog den 22. juni 1940 på en mine under prøvesejlads ud for Hartlepool. NB: Korvetterne, f. eks. den engelske ”Flower-klasse” var små og dårligt bevæbnede (1x10 cm hovedbevæbning) – og de havde et ringe fartoverskud i.f.t. de skibe, de eskorterede (16 knob/29,6 km/t.). Ikke desto mindre blev disse billige skibe i stigende omfang brugt til eskortetjeneste.

Da Tyskland angreb Frankrig i maj 1940, var de vigtigste skibe i den franske flåde:

  • Moderne slagskibe: 3-4 (2 i Dunkerque-klassen = Dunkerque & Strasbourg + 2 i Richelieu-klassen = Richelieu & Jean Bart, sidstnævnte ikke færdigbygget).
  • Ældre slagskibe (dreadnoughts): 6 (3 i Bretagne-klassen = Bretagne, Lorraine & Provence + 3 i Courbet-klassen = Courbet, Paris & Jean Bart – senere omdøbt Ocean)
  • Hangarskibe: 1-2 (Béarn – lå i eksil under krigen ved Martinique + Commandante Teste).
  • Svære krydsere: 7 (Alle i Duquesne-klassen)
  • Lette krydsere: 12 (4 forskellige klasser)
  • Store destroyere: 31 (Contre-Torpilleurs – 6 forskellige klasser)
  • Destroyere: 34 (Torpilleurs – 3 forskellige klasser)
  • Torpedeobåde: 12  (La Melpomène-klassen)
  • Undervandsbåde: 81 færdigbyggede. NB: Frankrig var ved krigens udbrud den 5. største u-bådsnation i verden.
  • Slupper: 65, plus mere end 20 under bygning og adskillige i reserve.

 Alt i alt ca. 173 overfladeskibe samt 81 u-både – altså godt 250 skibe!

Den franske flåde ved krigens start

Da England og Frankrig 3. september 1939 erklærede Tyskland krig efter invasionen af Polen, var den franske flåde spredt mellem Atlanterhavsbyerne – hovedsageligt Brest, Le Havre og Cherbourg – samt Middelhavet (Oran, Casablanca, Mers-el-Kebir, Alexandria & Toulon flådehavn) og Dakar i Vestafrika.

Frem til tyskernes invasion af Frankrig 10. maj 1940 og Frankrigs kapitulation den 22. juni 1940, deltog flere franske krigsskibe med base på Atlanterhavskysten sammen med englænderne i patruljetjeneste i Atlanten samt for et enkelts vedkommende i invasionen af Narvik i Nordnorge. Endvidere deltog flere franske krigsskibe i evakueringen fra Dunkerque i perioden 27. maj – 4. juni 1940. Efter italienernes krigserklæring mod England og Frankrig den 10. juni 1940, gennemførte de franske svære krydsere Dupleix, Foch, Colbert og Algérie fra den franske Middelhavsflåde et bombardement af den italienske by Genoa den 14. juni 1940.

De Vichy-franske styrker til lands, i luften og især til vands

Efter franskmændenes kapitulation til tyskerne den 22. juni 1940 undlod tyskerne at besætte den sydøstlige halvdel af Frankrig, der i princippet fortsatte som et slags selvstændigt Frankrig. Her dannedes allerede den 2. juli 1940 Vichy-regeringen – navngivet efter deres nyvalgte hovedstad (Paris var besat af tyskerne). Deres leder var marskal Philippe Petain, der lovede Hitler ”collaboration” – d.v.s. fuldt samarbejde. Vichy-frankrig rådede over store franske landstyrker bl. a. 125.000 mand i sine nordafrikanske kolonier. Dertil kom ikke ubetydelige troppestyrker i Fransk Vestafrika samt Levanten og på Madagaskar – og naturligvis i selve Frankrig.

Desuden havde Vichy-frankrig kommandoen over de betydelige franske flådestyrker i Middelhavet og ved Dakar i Fransk Vestafrika. En del af den franske atlanterhavsflåde lå dog i engelske havne efter Dunkerque. Englænderne var nu bange for, at tyskerne skulle få fingre i den store franske flåde underlagt Vichy-frankrig. Sagt på en anden måde: Englænderne stolede ikke på Vichy-frankrig – og selvom de kunne stole på disse, frygtede englænderne, at tyskerne med magt skulle beslaglægge den store franske flåde til stor skade for England.

”Operation Catapult”

Derfor gennemførte englænderne allerede den 3. juli 1940 ”Operation Catapult”, der gik ud på at stille alle franske krigsskibe overfor følgende ultimatum: 1) Slut Jer til os og kæmp videre mod Nazi-tyskland, 2) bliv forlagt og afvæbnede, så i er udenfor tyskernes rækkevidde eller 3) sænk Jeres skibe! Operationen bestod af 4 dele: Franske skibe i engelske og canadiske havne, den franske flåde ved Mers-el-Kebir ud for Algiers kyst, den franske flåde ved Alexandrias havn i Ægypten samt flåden ved Dakar i Fransk Vestafrika (september 1940). Flåden i Frankrigs største flådehavn i Toulon indgik ikke i operationen, idet Toulon lå i den del af Frankrig, der var kontrolleret af Vichy-frankrig.

Operation Catapult i engelske og canadiske havne (mest Plymouth og Portsmouth).

Operationen, der fandt sted den 3. juli 1940 i engelske og canadiske havne, gik med få, men dramatiske undtagelser forholdsvis smertefrit. Den eneste alvorlige episode fandt sted i Plymouth om bord på undervandskrydseren Surcouf den 3. juli 1940, hvor to Royal Navy officerer samt en fransk maskinofficer Yves Daniel blev dødeligt sårede. En engelsk mariner blev dræbt af skibets læge.De franske søfolk, der ikke ville slutte sig til De frie Franske, blev repatrieret. Under transporten med et engelsk hospitalsskib tilbage til Frankrig blev dette sænket af tyskerne, og alle ombordværende omkom.

Dermed var kimen sået til et begyndende modsætningsforhold mellem franskmændene og briterne. Surcouf sluttede sig til de allierede, men med til historien hører også, at englænderne mistænkte besætningen for at spionere for Vichy. Surcouf fik en tragisk skæbne, idet hun formentlig blev bombet ved en fejl af amerikanske bombefly i Karibien, hvorefter hun formentlig i beskadiget stand blev sejlet ned af et amerikansk handelsskib. Franskmændene hævdede senere, at der var tale om ”et politisk betinget mord”!

Blandt de beslaglagte skibe i England var de to forældede slagskibe Paris og Courbet samt destroyerne Le Triomphant og Léopard, otte motortorpedobåde, fem u-både samt et antal mindre skibe. De fleste franske skibe i engelske og canadiske havne indgik forholdsvis hurtigt i kampen på allieret side under De Frie Franske. Dog var det som nævnt langt fra alle franske sømænd, der sluttede sig til kampen for De Frie Franske – en del måtte repatrieres (sendes tilbage til Frankrig).

 

Den franske undervandskrydser Surccouf med 1 stk. pontonfly i en vandtæt flyhangar og en bevæb-ning svarende til en svær krydser (2x20,3 cm). I 1940 var hun verdens støste u-båd med sine 110 m.

Operation Catapult - Episoden med den franske flåde ved Alexandria 3. juli 1940.

Den øverstbefalende for den franske flåde ved Alexandria, admiral Godefroy nægtede i første omgang at slutte sig til Storbritannien med de skibe, han havde under sin kommando - slagskibet Lorraine, de svære krydsere Tourville, Duquesne og Suffren, 4 alm. destroyere (Basque, Forbin, Le Fortuné & ???) samt en u-båd (Protée). Den britiske admiral Cunningham fik dog overtalt sin franske kollega til at acceptere en afvæbning af de franske flådestyrker, der dog allerede fra 1941-42 var fuldt udrustede til at slutte sig til de allierede under De Frie franske.

Operation Catapult - Slaget ved Mers-el-Kebir 3. juli 1940.

Situationen ved Mers-el-Kebir udviklede sig desværre helt anderledes. Den franske øverstbefalende admiral Gensoul havde under sin kommando slagskibene Dunkerque, Strasbourg, Bretagne & Provence. Desuden fly-transporteren Commandante Teste samt de store destroyere Mogador, Volta, Terrible, Kersaint, Lynx & Tigre. Den britiske admiral Somerville, der under sig havde 3 slagskibe, 1 hangarskib, 2 lette krydsere & 11 destroyere, stillede franskmændene overfor det samme ultimatum som de øvrige franske styrker.

Den franske admiral afviste imidlertid de engelske krav, og kl. 18.00 åbnede den engelske styrke ild mod de franske skibe. Slagskibet Bretagne sprang i luften og slagskibene Provence og Dunkerque blev sammen med en række andre franske skibe (Commandant Este, Mogador mfl.) svært beskadigede. Det lykkedes imidlertid slagskibet Strasbourg og nogle destroyere at undslippe uden skader på trods af flyangreb fra hangarskibet Ark Royal, og de nåede den franske flådehavn i Toulon. Tre dage senere blev Strasbourg beskadiget af torpedoer fra Royal Arks Swordfish fly mens hun lå i havnen i Toulon.

Slaget ved Mers-el-Kebir

Deltagere

 Storbritannien

 Frankrig

Kommandører og chefer

 Admiral James Somerville

 Admiral Dudley Pound

 Admiral Marcel-Bruno Gensoul
 Admiral Francois Darlan

Styrke

1 hangarskib
2 slagskibe
1 slagkrydser
2 lette krydsere
11 destroyere

2 slagskibe
2 slagkrydsere
6 destroyere
1 transport hangarskib

Tab

6 fly ødelagt
2 dræbte

1 slagskib sænket
1 slagskib beskadiget
1 slagkrydser beskadiget
3 destroyere beskadiget
1 destroyer sat på grund

1.297 dræbte
350 sårede

 

Operation Menace – Slaget om Dakar den 23. – 25. september 1940.

De fleste franske kolonier forblev loyale overfor Vichy-regimet, og dermed også de franske flådestyrker stationeret i disse områder. Fransk Vestafrika var en af disse kolonier med havnebyen Dakar (i nutidens Senegal), der var en strategisk vigtig havn for de allierede. Efter Operation Catapult var der en naturlig misstemning bland de franske og engelske flådestyrker ved Dakar. Englænderne og især general de Gaulle mente, at det var muligt på fredelig vis at overtale den Vichy-franske militære ledelse til at slutte sig til De Frie Franske.

Derfor besluttede de allierede sig for at gennemføre Operation Menace. De allierede sendte en flådestyrke til Dakar bestående af hangarskibet Ark Royal, slagskibene Resolution og Barham, fem krydsere og ti destroyere samt adskillige troppetransportskibe med 8.000 soldater til området. I forvejen (før etableringen af Vichy-regeringen) havde det engelske hangarskib Hermes været stationeret ved Dakar. Hun forlod havnen og sluttede sig til den australske svære krydser HMAS Australia.

Målet for den britiske styrke var at forhandle en fredelig overtagelse af området med den Vichy-franske militære øverstkommanderende, men det lykkedes ikke, og kampe brød ud til vands og i luften. Man prøvede endda at sende Frie Franske fly fra Ark Royal til Dakars lufthavn, men piloterne blev umiddelbart efter landingen arresteret af deres landsmænd.

Franskmændene havde stationeret det hypermoderne slagskib Richelieu ved Dakar, u-bådene Persée, Ajax & Bévéziers samt et antal mindre skibe. De lette krydsere Gloire, Georges Leygues og Montcalm samt tre destroyere - L’Áudacieux, La Fantasque & Terrible - var blevet beordret fra Toulon til Dakar. Gloire blev sinket af mekaniske problemer, og blev stoppet af HMAS Australia og sendt tilbage til Casablanca. De to øvrige franske krydsere sejlede fra deres engelske forfølgere, og nåede sikkert frem til Dakar. I mellemtiden havde fly fra Hermes angrebet Richelieu og beskadiget hende, men hun kunne stadig affyre de fleste af sine kanoner.

Franskmændenes tab bestod i beskadigelsen af Richelieu, sænkningen af de to u-både Persée og Ajax samt beskadigelse af den lette krydser L’Audacieux. Men også englænderne led tab, idet Resolution blev beskadiget af en torpedo fra Bévéziers og Barham var blevet ramt af granater fra de franske kystbatterier. Også to engelske krydsere var blevet beskadiget.

Alt i alt gik slaget ikke særligt godt for de allierede, idet Vichy-styrkerne havde ydet hård modstand. F. eks. var Resolution så hårdt beskadiget, at hun måtte bugseres til Cape Town for reparationer. Det var også som en følge af Slaget om Dakar, at Vichy-franske fly i stor stil bombede britiske installationer i Gibraltar som gengældelse for Dakar. Fransk Vestafrika forblev således på Vichy-franske hænder, og der var lang vej til at de Gaulle med overbevisning kunne udtale ordene: ”La France – c’est moi!” (han var trods alt kun en ny-udnævnt brigadegeneral, og dermed nederst i militærhierakiet i Frankrig).  

Operation Exporter – Slaget om Levanten 8. juni – 14. juli 1941

Baggrunden for den britiske invasion af de franske mandatområder Syrien og Libanon, var ønsket om at forhindre de tyske styrker i Grækenland i at bruge disse lande som et springbræt for et angreb mod de britiske styrker i Ægypten mens de allierede kæmpede mod tyskerne i Nordafrika længere mod vest.

Den franske højkommisær og general for Levanten Henri Dentz var loyal mod Vichy-regimet, og han rådede over ca. 45.000 soldater, 90 kampvogne, 289 fly (med tyskernes hjælp havde han fået overført fly fra andre Vichy-franske besiddelser), 4 store destroyere – Chevalier Paul (sænket) samt Vauquelin, Valmy & Guepard og 3 u-både, bl. a. Souffleur (sænket). Dentz nægtede at slutte sig til de allierede, og kampe brød ud. Kampene endte med en sejr til englænderne og De Frie Franske. Efter kampene kunne man konstatere, at de franske tab løb op i 6.300 – 9.000 soldater, 179 fly, 1 u-båd og 1 stor destroyer.

Englænderne stillede med ca. 34.000 soldater, >50 fly, 1 landgangsbåd, 1 krydser, 6 destroyere og et ukendt antal u-både (bl. a. HMS Parthian, der sænkede den franske u-båd Souffleur). Englænderne led et tab på 4.000 soldater og 27 fly. På flådesiden stillede Vichy-regimet op med 7 krigsskibe i kampen mod englænderne. NB: Censuren nedtonede de hårde kampe mellem franske og engelske soldater!

Det ufærdige franske slagskib Jean Bart, der deltog i kampene i Casablanca fra sin tørdok.

Operation Torch – Slaget ved Casablanca 8. – 16. november 1942

Invasionen af Nordafrika, d.v.s Vichy-franske Marokko og Algier, var egentlig et kompromis med Stalin, der allerede i 1943 ønskede at briterne og amerikanerne åbnede en front i Vesteuropa for at aflaste russerne. Resultatet blev invasionen af Nordafrika, hvor Vichy-frankrig havde landstyrker på ca. 125.000 mand, en lang række kystbatterier samt en ikke ubetydelig flåde i Casablanca. Dertil en militær ledelse, der absolut var tro mod Vichy-regeringen. Englænderne stod efter Mers-el-Kebir ikke højt på den Vichy-franske militærledelses popularitetsskala. De allieredes formål var at svække tyskernes position i Nordafrika samt styrke de allieredes flådeherredømme i Middelhavet.

De allieredes flådestyrker udgjordes af:

2 hangarskibe, 1 slagskib (beskadiget), 3 svære krydsere, 1 let krydser, 14 destroyere (2 beskadigede), 15 troppeskibe (4 sænket), 347 landgangsfartøjer & et ukendt antal fly (4-5 ødelagt).

De Vichy-franske flådestyrker bestod af:

1 slagskib - Jean Bart på værft (knapt færdigbygget), 1 let krydser Primauguet (sænket), 3 store destroyere - Albatros, Milan & Épervier (2 sænket & 1 sat på grund), 7 destroyere – Boulonnais, Brestois, Fougueux, Frondeur, Alcyon, Simoun & Tempête (4 sænket & 1 sat på grund), 8 slupper, 11 minestrygere, 11 u-både – bl. a. Amazone, La Sybille, Sidi Ferruch, Le Conquerant, Le Tonnant, Meduse & Antiope (5 sænket, 2 beskadiget & 1 sat på grund), et ukendt antal fly samt et antal kystbatterier.

De franske landstyrker og kystbatterier ydede en forbitret modstand mod de allierede, selvom en enkelt fransk general forgæves forsøgte et militærkup for at lette de allieredes landgang. En flåde af franske krydsere, destroyere og u-både angreb de allierede, men amerikanerne ødelagde med granater og flybomber en lang række af de Vichy-franske skibe som ovenfor anført. Selv det ikke-færdiggjorte franske slagskib Jean Bart deltog fra tørdokken i kampen. De allieredes tab var jf. ovenstående ubetydelige. Efter "Operation Torch" sluttede flere franske skibe sig til de allierede, herunder også eskadren i Ægypten, og der deltog flere Frie Franske krigsskibe i de allierede landgangsoperationer Operation Overlord i Normandiet (6. juni 1944) og Operation Dragoon i Sydfrankrig (15. august 1944).

Tunis kampagnen – eller slaget om Tunis 17. november 1942 – 13. maj 1943.  

Kampagnen var en del af de allieredes Nordafrikanske kampagne mod aksemagterne. I starten havde aksemagterne succes, men snart tippede vægtskålen over til de allieredes fordel p.g.a deres talmæssige og forsyningsmæssige overlegenhed. 230.000 tyske og italienske soldater blev taget til fange, incl. det meste at tyskernes Afrika-korps. Men, før dette lykkedes det aksemagterne at erobre et stort antal Vichy-franske krigsskibe i Bizerte havn, hvoraf flere senere indgik i den italienske marine - bl. a. u-bådene Dauphin, Espadon, Phoque, Requin, Circé, Nautilus & Saphir. Endvidere blev Calypso og Turquoise sænket af h.h.v. de allierede og italienerne. Ingen af dem blev hævet og reparerede.

Unternehmen Anton – Besættelsen af Vichy-frankrig 12. – 27. november 1942

Efter de allieredes landgang i Nordafrika – Marokko og Algier – besluttede tyskerne af sikkerhedsmæssige grunde at gennemføre Operation Anton (Unternehmen Anton), der gik ud på at besætte Vichy-frankrig for derigennem at beskytte Frankrigs sydflanke mod eventuelle allierede angreb fra Nordafrika.

Unternehmen Anton indledtes med erobringen af Korsika den 11. november, og blev fulgt op af Unternehmen Lila, idet Hitler også ønskede at sikre sig den store franske flåde i Toulon flådehavn intakt.

Tyske pansertropper iagttager den brændende franske svære krydser Colbert i Toulon flådehavn.

Unternehmen Lila – Ødelæggelsen af den franske flåde i Toulon 27. november 1942.

I forlængelse af Unternehmen Anton, ønskede tyskerne at erobre den store Vichy-franske flåde i Toulons flådehavn – Unternehmen Lila. Tyskerne ønskede at erobre flåden uskadt, og havde udvalgt særlige hærenheder incl. SS-tropper til denne del af operationen.

De franske flådeenheder på deres side havde ordre om, at de i tilfælde af et tysk angreb, skulle åbne skibenes bundventiler samt sprænge dem. Dette lykkedes stort set, idet franskmændene ødelagde:

77 fartøjer incl. 3 slagskibe, 7 krydsere, 15 destroyere, 13 torpedobåde 6 slupper, 12 u-både, 9 patruljebåde 19, hjælpeskibe, 1 skoleskib, 28 slæbebåde samt 4 flydekraner. Kun 39 mindre skibe blev beslaglagt af tyskerne – de fleste dog delvist ødelagte og uden bevæbning. De fleste krydsere blev hævet af italienerne, der enten reparerede dem (2) eller skrottede dem. De reparerede skibe fik dog en kort levetid under italiensk flag – før allierede fly sænkede dem – eller tyskerne erobrede dem ved Italiens sammenbrud i september 1943.

Fem u-både nægtede at adlyde deres ordrer, og forsøgte at flygte til Nordafrika. De fire af dem lykkedes med flugten, og tre af dem sluttede sig til FNFL (De Frie Franskes flådestyrker). General de Gaulle kritiserede Vichy-admiralerne for ikke at have beordret flåden at flygte til Algier. Hele Unternehmen Lila var en tysk fiasko, men sådan så Hitler ikke på det, idet han betragtede elimineringen af den store franske flåde som en succes.

D.v.s. at godt 30 % af den oprindelige franske flåde blev sænket af franskmændene selv i Toulon flådehavn den 27, november 1942, men også træfningerne ved Casablanca, Bizerte, Dakar og Mers-el-Kebir kostede Vichy-frankrig dyrt på ”skibskontoen”, fordi ledende Vichy-generaler og -admiraler kun i ringe udstrækning følte sig forpligtet til at hjælpe de allierede. De franske skibe, der trods alt ”flygtede” til de allierede, gjorde det på initiativ af mandskabet, officererne eller skibets kaptajn.