Oversigt over opskrifter under kategorien:

AnneMad fra TV (4 stk.)

Flamberede vagtler med serranoskinke

Rejekager

Sprøde brød med kryddersalt

Svinekæber i PX-sherry

 

Jeg har prøvet nogle af Annes opskrifter - de er ret gode. Men, hun burde nu anskaffe sig et hårnet!

 

Flamberede vagtler med serranoskinke

(Kilde: AnneMad fra TV)

 

Ingredienser:

Koldpresset jomfruolivenolie

Vagtler *)

Løg

Hvidløg

Serranoskinke

Bredbladet persille

Rosiner, gerne lyse eller sultana

Salt

Friskkværnet sort peber

Orujo, grappa eller lign.

Vand

 

Fremgangsmåde:

Varm en slat olie op i en gryde og brun vagtlerne på alle sider, hvorefter vagtlerne stilles til afkøling.

Hak løg, hvidløg, skinke og persille og bland det sammen (en kødnål el. tandstikker kan med fordel anvendes til at holde måsen sammen). Steg det godt igennem i en slat olie på en pande sammen med resten af fyldet, drys med lidt salt og peber.

Fyld vagtlerne med blandingen og kom dem i gryden igen og varm dem godt op. Flambér derefter vagtlerne i en god slat orujo, grappa, marc, cognac eller lignende.

Når flammerne er døet ud hældes en slat vand på, og vagtlerne småsimre under låg i ca. 20-25 minutter. Spises med et godt brød til.

*) Min kommentar: Poussiner kan også bruges!

Denne ret har jeg lavet et par gange - en net lille sommerret

Rejekager

(Kilde: AnneMad fra TV)

 

Ingredienser:

2 æg

Hvedemel

En slat mælk

Et drys salt

1 lille finthakket løg

En håndfuld finthakket bredbladet persille

En stor håndfuld bittesmå rejer *)

Koldpresset jomfruolivenolie

 

Fremgangsmåde:

Bland alle ingredienserne til en ensartet pandekageagtig dej.

Varm en stor slat olie op i en pande, og læg dejen på panden i store flade klatter med en spiseske eller paletkniv. Steg rejekagerne sprøde og gyldne, og lad dem dryppe af på køkkenrulle før de spises.

*) Min kommentar: ”De bittesmå rejer kan ikke skaffes i Danmark. I stedet kan du bruge pillede fjordrejer i lage – evt. groft hakkede. Bland rejerne i dejen”.

NB: Jeg har lavet retten flere gange, og den egner sig udmærket som én af flere småretter en sommerdag – eller en tapas!

Daggammelt brød kan bruges til mange ting

Sprøde brød med kryddersalt

(Kilde: AnneMad fra TV)

 

Ingredienser:

Skiver fra et godt flûte, gerne daggammelt

Koldpresset jomfruolivenolie

Sardiner i olivenolie

Hvide ansjoser i olie/eddike 1)

Grillede røde peberfrugter i strimler

Salatløg

Bredbladet persille

Kryddersalt 2)

 

Fremgangsmåde:

Rist brødskiverne i olie på en pande, eller brødristeren og dryp dem med olie efterfølgende. Fordel ansjoser og sardiner på brødskiverne. Pynt med grillede røde peberfrugter, fintskåret løg, krydderurter og kryddersalt efter smag.

1) Min kommentar: Kan ikke købes i Danmark. Brug stedet de rødlige ansjoser på glas, somligger i olivenolie.

2) Kryddersalt laves af flg.:

Flagesalt

Frisk rosmarin

Frisk timian

Fintrevet skal fra en usprøjtet citron og appelsin

Bland alle ingredienserne til kryddersaltet i en tallerken og mos det godt sammen med fingrene eller en gaffel. Brug saltet som drys til de sprøde brød og til de grillede grøntsager.

NB: En lille "snack-sag"! 

Svinekæber (et glemt stykke kød) tilberedt i min yndligssherry - PX!

Svinekæber i PX

(Kilde: AnneMad fra TV)

 

Ingredienser:

Koldpresset jomfruolivenolie

2 hakkede løg

8-10 fed hakkede hvidløg

3 æbler, skåret i både

12 sorte peberkorn

10 hele nelliker

6-8 friske laurbærblade, eller 2-3 tørrede

Ca. 10 svinekæber (Min komm.: Husk at bestille dem hos slagteren!)

Ca. en halv flaske Pedro Ximenez (sød sherry)

Vand

Salt

 

Fremgangsmåde:

Steg løg og hvidløg med krydderier, krydderurter og æbler i en gryde i en slat olie. Kom det hele i en skål.

Brun derefter kæberne i yderligere olie, kom løg og æbleblandingen tilbage i gryden til kæberne. Tilsæt Pedro Ximenez og lidt vand.

Læg låg på gryden og lad kæberne simre i halvanden time, smag til med salt undervejs.

Spis brød til og en solid salat.

Min kommentar: PX sherryen er en halvdyr, men fremragende, sød kvalitetssherry, der bl. a. går rigtigt godt sammen med god chokolade. Kan i denne ret erstattes af en billigere, sød sherry (creme sherry).