Osmannerriget var en muslimsk stat, der på sin højde omfattede landområder i Lilleasien (nuværende Tyrkiet), Sydøsteuropa (Balkan), Nordafrika, dele af Den arabiske halvø, Levanten (Libanon og Syrien) samt Messopotamien (nuv. Irak). Staten har navn efter dens første regent – Osman 1. Riget eksisterede fra 1299 til 1923, og var på sin højde i 1699. Så sent som 1830 var Osmannerriget stadig en magtfaktor, men ved 1. Verdenskrigs begyndelse havde man kun kystbesiddelser på den Arabiske halvø, Palæstina, Jordan, Libanon, Syrien og Irak tilbage. Alle europæiske og afrikanske besiddelser var gået tabt. Efter krigen stod tyrkerne tilbage med hvad der svarer til det nuværende Tyrkiet, og en voldsom genopbygning af nationen ventede. Det var den senere så berømte Kemal Atatürk, der stod for denne!

Osmannerrigets oprindelige indbyggere var türkmenere fordrevet fra Asien af mongolerne. De oprettede en række små fyrstedømmer i den nordvestlige del at det nuværende Tyrkiet (på den asiatiske side). Ét af disse små emirater (også kaldet bevlik), regeredes af Osman 1. fra 1299. Osman 1. og hans efterfølgere påbegyndte herefter en erobring af de byzantinske områder i Nordvestanatolien. I 1300-tallet fortsatte Osmannerne deres erobringer ind i Thrakien på den europæiske side af Bosperusstrædet. Thrakien omfatter den europæiske del af Tyrkiet samt dele af Grækenland og Bulgarien.

Osman 1. og hans efterfølgeres succes skyldes dels at de lovede deres krigere rigeligt krigsbytte samt jord i de kristne områder - og dels at hans løfter også gjaldt krigerne i de omkringliggende, små muslimske emirater, som han havde erobret. Samtidig belønnede han de türkmenske ledere såvel som den kristne adel med arvelige og magtfulde guvernørposter i de erobrede grænseområder.

Hele Osmannerrigets levetid var karakteriseret ved vedvarende krige på tre fronter:

1)     Balkan og Centraleuropa, hvor modstanderne i første omgang var Serbien og Bulgarien – senere også Habsburgerne i form af det Østrig-Ungarnske rige.

2)     Middelhavet, hvor den magtfulde bystat Venezia (Venedig) forsøgte at forsvare sine støttepunkter på søvejen til Levanten (et område der nogenlunde dækker dagens Israel, Libanon, Jordan, Syrien og de vestlige dele af Irak).

3)     Anatolien, hvor osmannerne søgte at eliminere muslimske rivaler

Indledningsvis måtte de splittede Balkanlande med Serbien i spidsen anerkende osmannernes overhøjhed, derefter kom turen til den Byzantinske kejser (efterfølgeren af det Østromerske rige). Til sidst gik det til dels ud over Grækenland og et fælles fransk-tysk-ungarnsk korstog blev besejret ved Nikopolis på den græske vestkyst i 1396 – altså kun knapt 100 år efter Osmannerrigets opståen.

I Anatolien (svarende til det nuværende Tyrkiet undtagen de østligste egne) fik Osmannerne efterhånden nedkæmpet de fleste muslimske rivaler. Under disse togter trængte osmannerne efterhånden så langt østpå, at de herskede over områderne ved Eufrait og Tigris (i det nuværende Irak, hvor civilisationens vugge skulle have stået – hvilket man ikke skulle tro i dag)! Her kom de i konflikt med krigsherren Timur Lenk og hans hær af mamlukker *), der regerede Iran og Centralasien. Han tilføjede osmannerne et svidende nederlag ved Ankara i 1402, så de for en stund måtte opgive deres erobringer.

Billedet viser Osmannerrigets udvikling frem til 1699, hvor riget var på sin højde:

*) Mamlukker var egentlig muslimske slavesoldater af tyrkisk og tjerkessisk afstamning. Som drenge blev de opkøbt af muslimske købmænd og ført til Cairo. De fik en streng militær opdragelse, der medførte at de dygtigste selv blev stormænd. Mamlukkernes glansperiode startede i 1250, da de myrdede den egyptiske hersker og udråbte en af deres egne som sultan. De kontrollerede i 250 år et rige, der indbefattede Egypten, Syrien og den vestlige del af Den Arabiske Halvø. Mamlukkerne befriede de islamiske kernelande fra korsfarerne og mongolerne. I 1516 led mamlukkerne et afgørende nederlag til osmannerne. Institutionen vedblev at fostre militære og politiske stormænd i Egypten indtil begyndelsen af 1800-tallet.

Osmannerne genoptog imidlertid deres ekspansion i Balkan og Europa – de angreb Saloniki, hvilket føret til krige mod Venedig, der var en væsentlig stærkere sømagt end osmannerne. En række kampe blev ført mod Ungarn samt en tysk-polsk-albansk-serbisk-ungarnsk alliance. Krigslykken skiftede, men osmannerne vandt et afgørende slag ved Kosovo 1448.

En egyptisk mamluk i fuld krigsudrustning bevæbnet med lanse, skjold, sabel og pistoler.

Som nævnt indledningsvis var det de forskellige nedkæmpede kristne vasaller samt delvist uafhængige türkmenske krigsherrer, der stillede med krigere til Osmannerrigets forskellige togter. Men, disse vasaller og deres krigere var ikke ubetinget loyale. Derfor begyndte de osmanniske sultaner allerede i i slutningen af 1300-tallet at opbygge deres egen professionelle hær: Janitsharkorpset, der oprindeligt var rekrutteret blandt kristne krigsfanger samt det tunge sipahikavalleri. Janitsharerne skulle senere vise sig at blive den osmanniske hærs kernetropper, og de overtog snart den dominerende rolle fra sipahikavalleriet. Formelt var de slaver, d.v.s. de levede et kaserneliv i cølibat. I 1600-tallet – var janitsharerne dog blevet en politisk pressionsgruppe, der tyranniserede magthavere og civilbefolkning. I 1826 nedkæmpede Mahmud 2. janitsharerne efter et oprør og opløste korpset.

Janitshar fra midten af 1400-tallet. De var en forbilledlig, men også frygtet soldatertype.

Men tilbage i tiden igen. Fra omkring år 1450 indledtes osmannernes stormagtstid, hvor de havde fremgang på alle fronter. Erobringen af det kristne Konstantinobel (på den europæiske side af det nuværende Tyrkiet – og den ældste del at det nuværende Istanbul, der ligger på begge sider af Bosperus strædet). Derefter i kan i flæng nævnes erobringerne af Serbien, Peloponnes, Bosnien, Albanien samt Krim, hvilket gav kontrol over Sortehavet. Østanatolien og landet omkring Eufrait blev endeligt erobret.

Så tog osmannerne lige en tur med mamlukkerne og erobrede Syrien og Egypten. Derefter gik turen til Europa, hvor Beograd og Ungarn blev besejrede. Dette betød en konfrontation med habsburgerne i Østrig, men osmannerne belejrede forgæves Wien. I Middelhavet erobredes Rhodos, og via Røde Havet gjorde osmannerne udfald mod portugiserne i Det Indiske Ocean. Irak blev endeligt erobret fra Iran. Videre til erobringen af Cypern i 1570, men året efter led osmannerne ét af deres sjældne nederlag til en spansk-venetiansk flåde. Endelig fik osmannerne etableret overhøjhed i Tunis og Kreta, men erobringen af Georgien, Shirvan (område i Kaukasus) og Azarbadjan mislykkedes.

Fra slutningen af 1500-tallet til 1664 udkæmpedes flere krige mod Østrig omkring Ungarn og Transsylvanien, hvilket endte med osmannisk nederlag i 1664. Til gengæld gik det osmannerne godt ved Sortehavet, og de erobrede Podolien fra Polen (ligger i det nuværende Ukraine). En storstilet offensiv i Europa mod Østrigerne, der blev støttet af tyskere og polakker, endte med et knusende nederlag til osmannerne, der måtte rømme Ungarn og Transsylvanien. I slutningen af 1600-tallet og starten af 1700-tallet forsøgte osmannerne flere forgæves modangreb, men måtte til sidst acceptere at afstå Ungarn, Transsylvanien, Dalmatien og Podolien. Som det sidste måtte osmannerne afstå det sidste stykke erobret land nord for Donau - Banatet (del af Serbien og Rumænien).

Den osmanniske erobringsmaskine havde nået grænserne for sin formåen. Krigene var opslidende og gav ikke udbytte i form af varige erobringer. Rigets økonomiske fundament var skatten på landbruget, og antallet af skatteydere var begrænset. Store dele af riget var tyndtbefolket; dets samlede befolkning skønnes i 1700- og 1800-tallet at have udgjort omkring 25 mio. (heraf 4,5 mio. i Nordafrika, 3,5 mio. i Egypten, 3,5 mio. i Syrien-Irak-Libanon, 6 mio. i Anatolien og 9 mio. i de europæiske provinser).

De mange erobringer – eller mangelfulde forsøg herpå – gav ingen ekstra økonomisk gevinst – det var dyrt at føre krig! Skatteforhøjelser førte til oprør og uroligheder, og man måtte omorganisere Osmannerriget, bl. a. udskrivningen af soldater. Der var også spørgsmålet om de forskellige tronkandidaters stilling – de blev i stigende grad holdt væk fra offentligheden – og var dermed uden særlig ledelses- og administrationserfaring. Magten blev spredt på flere hænder, bl. a. janitsharer, storvisirer, lokale vasaller i provinserne. Centralmagten mistede reelt kontrollen i Bagdad og Egypten. Endelig var store områder i Nordafrika, Kurdistan og Anatolien i praksis under de lokale vasallers kontrol. Det samme skete i begyndelsen af 1800-tallet for Serbien og Moldavien-Valakiet (Valakiet – tidligere fyrstendømme i nutidens Rumænien).

I 1700-tallet fik Osmannerriget en ny fjende, idet de russiske tsarer begyndte at ekspandere sydpå mod Sortehavet og Krim, hvor osmannerne afviste to angreb mod Moldavien. En krig 1768-74 førte til osmannisk nederlag, og Krim gik tabt. Få år senere mistede osmannerne yderligere land nord for Krim og 1806-12 erobrede russerne Bessarabien (område på størrelse med Danmark ud mod Sortehavet)

Igen stod osmannerriget overfor en reorganisering, men regenten mødte megen modstand, bl. a. fra de muslimske lærde samt fra janitsharerne. Sidstnævnte havde udspillet deres rolle ved at demonstrere deres uuduelighed under det græske oprør i 1821. Mahmud 2. lod janitsharerne massakrere i Istanbul, og begyndte opbygningen af en moderne hær. Et nyt skattesystem blev indført og de religiøse domstoles beføjelser blev indskrænket. I løbet af 1830'erne og 1840'erne genoprettedes kontrollen med Irak og Syrien, der havde været under egyptisk kontrol 1831-40, og de anatolske lokalfyrster blev elimineret. For at kunne dække omkostningerne til Krimkrigen og reformerne, optog Osmannerriget fra 1854 store lån i Europa, som staten imidlertid ikke kunne afdrage til tiden. Med en udlandsgæld på 200 mio. pund gik Osmannerriget reelt bankerot i 1875 og måtte acceptere international overvågning af sin økonomiske politik (minder om situationen i Grækenland 135 år senere).

Den begyndende nationalisme i Europa i løbet af 1800-tallet vandt også tilslutning på Balkan – og i noget mindre omfang de arabiske provinser. Denne bølge umuliggjorde i virkeligheden rigets videre eksistens. I anden halvdel af 1800-tallet blev Osmannerriget kaldt for ”Europas syge mand”. Det første varsel var det græske oprør 1821-29, som førte til Grækenlands uafhængighed. De nationale bevægelser gav russerne et påskud til indblanding, men de blev i første omgang bremset af Krimkrigen 1853-56 (mellem Rusland på den ene side – og en koalition mellem England, Frankrig, Osmannerriget og Sardinien-Piemonte på den anden side). I 1870'erne brød Osmannerrigets position på Balkan definitivt sammen, efter at Rusland havde interveneret både på Balkan og i Kaukasus.

Russerne fik ikke lov til at diktere freden. På Berlinerkongressen 1878 foretog de europæiske stormagter en drastisk omfordeling af Balkan på Osmannerrigets bekostning: Bosnien-Hercegovina kom under Østrig-Ungarns administration, Serbien og Montenegro fik tildelt mindre områder, og Bulgarien og Rumænien oprettedes som selvstændige stater. Tilbage i Europa havde Osmannerriget kun Albanien, Vestmakedonien og det østlige Thrakien. De nye stater besejrede osmannerne i Balkan krigen 1912-13, men da sejrherrerne kom i indbyrdes krig om fordelingen af byttet, formåede Osmannerriget at generobre Edirne og Østthrakien (begge i den europæiske del af det nuværende Tyrkiet).

Abdülhamid 2. , der var den sidste enevældige sultan, huskes hovedsageligt for overgrebene på armenerne i Østanatolien i starten af 1900-tallet, som var udløst af frygt for, at armensk nationalisme skulle give russerne et påskud til indgriben. Hans despotiske styre vakte modstand blandt ”Ungtyrkerne”, en gruppe embedsmænd og officerer, som tog magten ved militærkup i 1908 og 1909 og fortsatte centraliserings- og effektiviseringsbestræbelserne med energi og kompromisløshed. Deres anstrengelser fortsatte ved 1. Verdenskrigs udbrud. I årene op til 1. Verdenskrig, var Osmannerriget præget af interne uroligheder med militærkup og mord, og krigsminister Enver Bey var sammen med de ungtyrkiske ledere Talaat og Djemal de egentlige ledere af landet frem mod 1. Verdenskrig.

For at sikre rigets videre beståen, følte Osmanneriget sig tvunget til en alliance med Ruslands fjender, hvorfor osmannerne indgik en hemmelig forbundstraktat med Centralmagterne. I hele tre måneder forsøgte Entenden gennem løfter og tilbud at få Osmannerriget over på deres side. Men allerede 11. august anløb de tyske krigsskibe ”Göben” og ”Breslau” Konstantinopel. Tyrkiet overtog dem ved et pro forma salg, men det tyske mandskab forblev om bord, og 31. oktober 1914 foretog disse skibe et uventet bombardement af russiske sortehavshavne. Det skal tilføjes, at englændernes og franskmændenes ekspansionslyst m.h.t. at ”erobre” nye mandatområder også spillede en vigtig rolle for osmannernes beslutning. Franskmændene havde kastet deres sultne blikke på Libanon og Syrien og englænderne på Egypten og Palæstina (og de fik senere alle mandatområderne)!

Dermed var krigen brudt ud. Englænderne angreb i Mesopotamien (området ved Eufrait og Tigris i Irak), men man forsømte at skaffe sig kontrol over Dardanellerne, og da angrebet på Gallipoli-halvøen begyndte i 1915, havde tyrkerne nået at sætte forsvarsværkerne i stand med tysk ekspertbistand. Januar 1916 måtte englænderne efter svære tab trække deres tropper tilbage. I Mesopotamien trængte general Townshend frem mod Bagdad, men han måtte overgive sig ved Kut-el-Amara i april 1916. Det følgende år rettede general Maude op på dette nederlag. Tyrkerne forsøgte et fremstød mod Suez-kanalen og Ægypten, men det mislykkedes, og kampen kom til at stå i Palæstina.

Osmannernes største krigsindsats fandt sted i Bosperus-området, og her havde de også indsat størstedelen af deres hær. Næstvigtigste krigsscene var Kaukasusfronten, hvor de følgelig ikke kunne indsætte så store styrker. Derfor blev de hurtigt trængt så langt tilbage som til Erzurum. For at sikre Østanatolien tvangsforflyttedes i 1915 en stor del af den armenske befolkning. Det anslås, at mellem 250.000 og 500.000 mistede livet pga. sult, kulde og kurdiske overfald (dette ”folkemord” hænger fortsat som en alvorlig anklage over hovedet på det tyrkiske folk).

Som et lille kuriosum bør jeg også nævne den berømte britiske officer Lawrence of Arabia – T. E. Lawrence, der spillede en væsentlig rolle idet arabiske oprør mod Osmannnerriget under 1. Verdenskrig. Mange briter ser ham som en af landets største krigshelte, medens mange arabere ser hans rolle som overvurderet i forhold til deres egen indsats under kampen for selvstændighed. Lawrence var vidende om, at Frankrig og England allerede før krigens afslutning havde aftalt at dele det arabiske område imellem sig. Derfor kan araberne med god grund hævde, at han førte dem bag lyset, når han lovede dem selvstændighed. Storfilmen ”Lawrence og Arabia” fra 1962 med Peter O’Toole i titelrollen forholder sig meget frit til mange af de historiske begivenheder.

I december 1917 indtog general Allenby Jerusalem. Men da tyskernes modstandskraft på vestfronten august 1918 var brudt, og Bulgarien snart efter gav fortabt, måtte også Tyrkiet give op ved våbenstilstanden i Mudros oktober 1918. Sévresfreden i Paris*) 1920 indebar reelt en deling af Osmannerriget mellem Storbritannien, Frankrig og Grækenland. Hærstyrkerne i Anatolien nægtede at anerkende freden og erklærede 1. november 1922 både regeringen og sultan Mehmed 6. for afsat, og Osmannerriget eksisterede ikke længere. I Østthrakien (den europæiske delt af nuv. Tyrkiet) og Anatolien dannede hæren under ledelse af Kemal Atatürk en ny stat, republikken Tyrkiet.

*) Freden åbnede også mulighed for et uafhængigt Armenien og et selvstyrende Kurdistan, men det blev afvist af de tyrkiske nationalister og afløst af Lausannefreden i 1923, hvor Tyrkiet generhvervede Østtrakien og hele Lilleasien med undtagelse af byen Mosul (i Irakisk Kurdistan). Til gengæld rejste Tyrkiet ikke krav på sine tidligere asiatiske områder, og anerkendte britisk og italiensk besiddelse af Cypern og Dodekaneserne (Dodekaneserne er en øgruppe i det Græske Øhav tæt på Tyrkiet, hvor de største øer er Rhodos og Kos). Tyrkiet fik kontrol over Bosperusstrædet, men aftalen sikrede fri sejlads mellem Det Ægæiske Hav og Sortehavet. Samtidig aftaltes udveksling af græske og tyrkiske minoriteter. Under Folkeforbundet tvangsforflyttedes således 1,5 mio. grækere og 350.000 tyrkere.

Osmannerrigets sidste deroute fra 1807 til 1924 (nutidens Tyrkiet)

Kortet nedenfor viser nøgleområder i Osmannerigets historie:

Den vestlige del af Istanbul på den europæiske side af Bosperusstrædet er det tidligere Konstantinobel (og før det Byzans/Miklagård). I dag har Istanbul bredt sig til begge sider af Bosperusstrædet.

Adgangen til Sortehavet sker alene gennem de to stræder - Dardanellerne og Bosperus - med Marmara Havet liggende midt imellem.

Under 1. Verdenskrig beherskede Osmannernes således adgangen til Sortehavet - den ene af russernes to adgange til havet. Den anden, Østersøen, beherskedes af Den kejserlige Tyske Marine.

Den lange Gallipoli halvø er den europæiske side af Dardanellerne modsat de to røde pile.

Den europæiske del af Tyrkiet er den del af Thrakien, der ligger i Tyrkiet.

Et historisk område, der under 1. Verdenskrig var skueplads for hårde træfninger

Siden starten af 1800-tallet var det gået tilbage for Det Osmanniske Storrige, idet riget havde mistet både land og politisk indflydelse til de omkringliggende stater – herunder et stort antal af rigets vasaller. Grækenland var gået tabt i første halvdel af århundredet, og Osmannerriget gik faktisk bankerot i 1875, da det ikke kunne betale sin udlandsgæld. Samtidig var der kommet en ny aktør på den internationale scene – Rusland – de russiske tsarer havde påbegyndt en ekspansion mod syd- og sydvest - mod Balkan, Krim og Kaukasus. Efter den russisk-osmanniske krig 1878-79 mistede osmannerne store landområder på Balkan. Desuden mistede de store landområder i Nordafrika.

Frem mod 1. Verdenskrig var Osmannerriget præget af interne uroligheder med militærkup og mord, og krigsminister Enver Bey var sammen med de ungtyrkiske ledere Talaat og Djemal de egentlige ledere af landet frem mod 1. Verdenskrig.

Hele Osmannerrigets godt 600-årige eksistens havde været karakteriseret ved vedvarende krige på tre fronter:

1)     Balkan og Centraleuropa.

2)     Middelhavet mod den magtfulde bystat Venedig og den interesser i Levanten

3)     Anatolien mod osmannernes muslimske rivaler

Balkan og Centraleruropa var tabt, Venedig var ingen trussel mere og rivalerne i Anatolien var opslugt og integreret. Til gengæld var der store konflikter med det ekspansionsivrige Rusland ved Sortehavet, Krim og i Kaukasus-området. Den gryende nationalitetsbevægelse blandt armenerne spillede også en stor rolle, idet dette folkeslag beboede store områder i den østligste del af Osmannerriget såvel som et stort område i Kaukasus lige på den anden side af grænsen. Levanten helt østpå til Bashra ved Den Persiske Golf var fortsat osmannisk territorium, men her var det nu Storbritannien og Frankrig, der viste interesse. Det samme gjaldt i et vist omfang dele af Den Arabiske Halvø.

Frem mod 1. Verdenskrigs udbrud følte Osmannerriget sig meget sårbare overfor den russiske ekspansionspolitik. Desuden var Storbritannien og Frankrig som nævnt begyndt at vise stor interesse for flere af de osmanniske vasalstater – Levanten eller Messopotamien, Den Arabiske Halvø, Persien og Egypten. Nøgleordet for stormagterne Rusland, Storbritannien og Frankrig var olie! Russerne var interesserede i oliefelterne ved Baku ved Det Kaspiske Hav, Storbritannien var interesserede i oliefelterne ved den Persiske Golf (ved Bahsra), i Kurdistan (ved Erbil) samt i Persien. Dertil Palæstina, Sinai, Egypten og Den Arabiske Halvø. Franskmændene havde kig på Libanon og Syrien.

Osmannerne følte sig umiddelbart mest trængt af russerne, og de søgte derfor en partner før den forestående krig, der kunne hjælpe dem mod den russiske ekspansionslyst. I al hemmelighed valgte osmannerne at indgå en pagt med Centralmagterne – tyskerne og østrigerne – alt mens Entente-magterne forsøgte at overtale osmannerne til at slutte sig til dem.

Derfor endte det med, at Osmannerriget kom til at udkæmpe kampe på 7 – 8 forskellige fronterunder (og efter) 1. Verdenskrig:

1.                 Sortehavet (kun flådeaktioner)

2.                 Gallipoli (aktioner til søs og til lands)

3.                 Kaukasus/Østanatolien (aktioner til lands)

4.                 Messopotamien (aktioner til lands)

5.                 Den arabiske halvø (Yemen og Aden)

6.                 Sinai og Palæstina

7.                 Persien

8.                 Balkan (den osmanniske deltagelse var yderst begrænset)

9.                 Besættelsen af Konstantinobel (af Storbritannien og Frankrig)

10.            Revolutionen (sultanen blev afsat og Kemal Attatürk tog magten)

Osmannerrigets strategisk vigtige placering ved indsejlingen til Sortehavet fremgår tydeligt af kortet. Det var da også her, at de første krigshandlinger fandt sted

Sortehavet

Allerede i august 1914 anløb den tyske slagkrydser/dreadnought Göben samt den lette krydser Breslau Konstantinobel, hvor de pro forma blev solgt til osmannerne. Besætningerne forblev dog ombord og blev forsynet med osmanniske uniformer. Den tyske admiral for flådestyrken, kontreadmiral Souchon, blev øverskommanderende for den osmanniske flåde. Skibene blev omdøbt til: Yavuz (Göben) og Midilli (Breslau).

I perioden oktober 1914 og til hen mod krigens slutning legede de to tidligere tyske krigsskibe kispus med Den Russiske Sortehavsflåde. Allerede den 29. oktober 1914 bombarderede skibene Sevastopol. Følgelig erklærede russerne den 1. november krig mod Osmannerriget. Under det meste af krigen dukkede de to skibe op på de mest uventede steder i Sortehavet. Sammen med nogle få andre osmanniske krigsskibe – fortrinsvis tidligere tyske pre-dreadnought krigsskibe – bombarderede de russiske byer, eskorterede osmanniske kulskibe, transporterede styrker til Kaukasuskampagnen, og var i det hele taget til stor gene for russernes hær og flåde i Sortehavsområdet.

Osmannernes flåde var beskeden, men Yavuz var de fleste russiske krigsskibe overlegent m.h.t. armering og bevæbning. I 1918 forlod de to skibe Sortehavet – Midili/Breslau løb på en mine og sank i Ægæerhavet – Yavuz/Göben overlevede krigen på trods af flere minestødninger, og gjorde endda 2. Verdenskrig med i Sortehavet, hvor hun efter sigende udklasserede de daværende russiske krigsskibe - og indtil hun blev skrottet i 1976 var hun det ældste overlevende dreadnought skib uden for USA. 

Billede af Yavuz (Göben)

Indgangen til Sortehavet gennem Dardanellerne, Marmare Havet og Bosperusstrædet ved Konstantinobel var domineret af osmannernes stærke kanonfæstninger på Gallipoli-halvøen og på fastlandsiden samt ved Bosperusstrædet. Russerne havde kun to muligheder for at få tilført forsyninger fra vesten – enten via Østersøen eller Sortehavet. I Østersøen herskede Den Tyske Kejserlige Marine, og ved Sortehavet beherskede osmannerne indsejlingen!

Derfor besluttede de allierede at erobre Gallipoli og dermed den vestlige adgang gennem Dardanellerne til Sortehavet – senere skulle turen så komme til Bosperusstrædet – og i samme omgang var det planen at erobre osmannernes hovedstad Konstantinobel el. Istanbul. En kombineret britisk-fransk styrke var udset til opgaven.

I løbet af perioden februar 1915 – januar 1916 indsatte de allierede op mod 550.000 landtropper mod osmannernes 700.000 mand. De allieredes forsøg på at erobre Dardanellerne kostede dem anslået 131.000 døde og 262.000 sårede. De tyrkiske tab kendes ikke. Angrebet indledtes med et flådeangreb, hvor 16 ældre britiske og franske krigsskibe angreb osmannernes artilleristillinger. Osmannerne havde imidlertid udlagt nye minefelter, og de allierede mistede 5 krigsskibe – enten sunkne eller svært beskadigede.

De kraftige tab fik Ententen til at stoppe forsøget på at indtage strædet alene ved hjælp af flåden. Det var en stor lettelse for de osmanniske styrker, da deres artilleri var ved at løbe tør for ammunition. Herefter indledte de allierede en række forgæves landgangsoperationer i løbet af 1915-16 på sydspidsen af halvøen Gallipoli. Efter hårde kampe lykkedes det osmannerne helt at afvise de allieredes landgangsforsøg, og hermed var truslen mod Sortehavet og Konstantinobel i første omgang afvist.

Gallipoli-halvøen på Tyrkiets europæiske side, Dardaneller-strædet (fra Çanakkale til Marmarahavet markeret med gult), Marmarahavet samt Bosperusstrædet ved Istanbul markeret med rødt

Kaukasus/Østanatolien

Dette var den næststørste krigsscene set med osmanniske øjne. Her stod de over for et konglomerat af styrker fra Rusland, etniske armenere samt andre folkeslag fra Kaukasus. Allerede 1. november 1914 indledte fjenden sit angreb ind over Osmannerrigets østgrænse. Det lykkedes hurtigt russerne at trænge frem i den østlige del af Osmannerriget, og der fandt hårde kampe sted i den armenske del af landet – især omkring byen og søen Van. Russerne og de armenske styrker nåede så lang som til Trabzon (se kortet næste side: Trebizonda på italiensk). Også betydningsfulde byer som Erzingian og Erzerum blev indtaget af russerne.

Under de hårde kampe om Van deltog som nævnt mange tusinde armenere i kampene på russisk side, og den osmanniske regering udstedte derfor i 1915 et dekret, hvorefter alle armenere i den østlige del af Osmannerriget – skønsmæssigt mellem 250.000 og 500.000 – blev deporteret til Kaukasus samt Irak (Mosul). Herunder døde mindst 200.000 bl. a. af sult, kulde, sygdomme samt angreb fra omstrejfende kurdiske bander (Det Armenske Folkemord!). Ved årsskiftet 1915-16 havde russerne en styrke på omkring 200.000 soldater i området samt 380 artilleri piecer. På osmannersiden var situationen helt anderledes, idet man havde svært ved at erstatte sine tab, og kampagnen ved Gallipoli slugte alle ressourcer. Januar 1916 kunne osmannerne stille med 126.000 mand, men heraf kun ca. 50.000 kamptropper, samt 180 artilleri pjecer.

Foråret 1917 ændrede ikke meget ved situationen, men oktober 1917 indtraf Oktoberrevolutionen i Rusland, og de russiske styrker begyndte at trække sig tilbage. Hverken de russiske soldater eller folket ønskede at fortsætte krigen. I første omgang erstattedes de russiske soldater af armenske styrker. De tilbageværende armenske styrker samt forskellige andre mindre kontingenter af styrker fra Kaukasus-området kæmpede forgæves mod osmannerne, der trængte dem østpå ud af Osmannerriget.

På kortet ses det, at osmannerne faktisk nåede at omringe det nuværende Armenien samt nå næsten frem til Baku før våbenstilstandsaftalen ved Brest-Litovsk blev underskrevet (med Rusland). Heraf fremgik det bl. a., at Kaukasien skulle erklæres selvstændigt, og de russisk-armenske styrker skulle opløses. Den væbnede konflikt fortsatte dog yderligere tre måneder til juni 1918, hvor osmannerne underskrev en fredsaftale med Armenien i Batuma. Først den 30. oktober 1918 sluttede krigen i Kaukasus, idet osmannerne her underskrev en våbenstilstandsaftale med forskellige kortlivede Kaukasus-republikker samt Storbritannien ved Mudros i Ægæerhavet  

Illustrationen viser, hvor langt de russisk-armenske tropper trængte ind i Osmannerriget – og hvor langt osmannerne efter Oktoberrevolutionen trængte østpå.

Området var en gammel osmannisk vasalstat, idet osmannerne allerede i 1600-tallet havde erobret området. Imidlertid havde osmannerne ikke 100% kontrol i regionen. Desuden var den britiske indflydelse stigende i området med etableringen af Det Anglo-Persiske Olie Kompagni, der havde kontrakt med den britiske regering om levering af olie til den britiske flåde. Osmannerne forventede ikke nogen egentlige kampe i regionen, der derfor var nedprioriteret ressourcemæssigt i.f.t. til de øvrige krigsscener.

Kort efter krigens udbrud i Europa, sendte briterne en ekspeditionsstyrke af sted til øen Abadan beliggende ud for Iraks sydkyst i Den Persiske Golf, hvor nogen af verdens fineste og bedste olieraffinaderier lå. De britiske styrker bestod næsten udelukkende af indiske tropper med britiske officerer. Osmannernes havde to Armé Korps i området – hver bestående af 2 divisioner ved h.h.v. Mosul og Bagdad.

Kampene mellem osmannerne og de britiske styrker stod først og fremmest i den syd-østlige del af landet – i flodområderne ved Eufrait og Tigris. En britisk styrke blev belejret i Al-Kut 160 km sydøst for Bagdad, og måtte senere overgive sig. Kampene i Messopotamien blev udkæmpet med små styrker – osmannerne havde 2 x 2 divisioner – mellem 30.000 og 40.000 mand fordelt over store områder. I løbet af 1916-17 lykkedes det briterne at generobre Al-Kut, hvorefter turen gik til den store og betydningsfulde olieby Bahsra (Al-Bashra), der også blev indtaget. Allerede marts 1917 kunne briterne med forholdsvis små styrker indtage Bagdad.

En våbenstilstandsaftale blev underskrevet i Mudros (se tidligere), hvor parterne accepterede at forblive på deres nuværende positioner. Briterne accepterede general Khalil Pashas overgivelse med den Osmanniske 6. Armé på våbenstilstandsdagen, men den britiske general Cobbe fortsatte med sin hær på trods af osmannernes protester til Mosul i Kurdistan, som han indtog, hvorved briterne fik kontrol over provinsens rige oliefelter. Hermed var krigen i Messopotamien overstået den 14. november 1918 – 15 dage efter våbenstilstanden og dagen efter besættelsen af Istanbul.

Al-Basra nederst til højre og Al-Kut (sydøst for Bagdad). Den Persiske Golf ses nederst t.h. i billedet.

Kampene på den sydlige del af Den Arabiske Halvø drejede sig om herredømmet over havnebyen Aden, der var en vigtig mellemstation for skibe på vej fra Asien mod Suezkanalen. Juli 1915 invaderede osmannerne sammen med lokale stammekrigere fra Nordyemen sultanatet Lahij (Lahej). Briternes Aden Brigade kom sultanen til undsætning, men måtte trække sig tilbage p.g.a. osmannernes overlegne styrker. Senere ankom der britiske forstærkninger fra Indien i form af yderligere en indisk brigade, og briterne indledte et angreb mod osmannerne på halvøen Cheikh Saïd ved Rødehavet ud for øen Perim. Her måtte osmannerne trække sig tilbage efterladende deres artilleri.

Et senere osmannisk angreb på Aden blev afvist af Aden Regimentet. Kampene bølgede frem og tilbage, og bevægede sig op langs den Arabiske Halvøs vestkyst mod Mekka, hvortil osmannerne havde anlagt en vigtig jernbane fra Palæstina til Mekka a.h.t. de osmanniske pilgrimme, der valfartede til Mekka. Araberne sluttede sig nu til briterne (det arabiske oprør), idet de ønskede at befri sig for osmannernes overherredømme og skabe en selvstændig stat. Det var her ”Lawrence of Arabia” kom ind i billedet, idet han opildnede araberne til at angribe osmannerne mod et lidt luftigt løfte om, at de skulle blive selvstændige, når osmannerne var fordrevet. Som bekendt blev araberne ikke selvstændige – de fik blot nye herrer – briterne, hvilket de ikke glemte Lawrence for!

Hele kampagnen sluttede sommeren 1916, idet kampene var blevet rykket til Sinai og Palæstina.

Nordyemen – Upper Yemen (grøn), Lahej Sultanatet i det sydvestlige hjørne med hovedstaden Lahej nord-nordvest for Aden. Øen Perim ses i indsejlingen til Rødehavet udfor halvøen Cheikh Saïd

Egypten havde været en del af Osmannerriget i 400 år indtil briterne med våbenmagt fik kontrol over landet i slutningen 1800-tallet, hvor Egypten blev et britisk protektorat. Ved starten af 1. Verdenskrig var osmannerne – tilskyndet af deres tyske allierede - ivrige efter at tilbageerobre landet med den vigtige Suezkanal.

Den 26. januar 1915 invaderede osmannerne derfor sultanatet Egypten - det britiske protektorat Egypten. Formålet var primært at sikre kontrollen med Suezkanalen, men angrebet mislykkedes. Tidligt i 1916 skubbede briterne deres forsvarslinier for Suezkanalen over kanalen til Sinai-halvøen. Adskillige træfninger fandt sted her, bl. a. omkring oasen Katia.
 

August 1916 blev to britiske divisioner angrebet af betydelige osmanniske styrker ved Rumani (Bi’r ar Rumannah), men briterne afviste osmannernes angreb og trængte dem østpå mod Bir al Abd, hvor de udkæmpede hårde kampe med den osmanniske arrieregarde. Senere fandt der hårde kampe sted ved de osmanniske garnisioner ved Magdhaba (østlige Sinai) og Rafa på grænsen mellem Egypten og Osmannerriget (grænsen til Palæstina/det nuværende Israel ved Gaza Striben).

Oasen Katia sydøst for Bi’r ar Rumannah

I starten af 1917 havde de britiske styrker skubbet fronten helt ind i det osmanniske Palæstina, hvor de dog tabte to slag ved Gaza. Efter grundige forberedelser lykkedes det briternes Egyptiske Ekspeditionsstyrke at erobre Beersheba i Palæstina i oktober og lidt senere hele området mellem Gaza og Beersheba. Herefter flyttedes kampene midt i november nordpå mod Jaffa og Hebron-området, og det endte med briternes erobring af Jerusalem december 1917.

Februar 1918 erobredes Jericho, og det var begyndelsen til en 7 måneder lang kampagne for at erobre Jordan dalen. Under kampagnen rykkede de britiske styrker frem mod Moab bjergene for at angribe osmannernes kommunikationslinier til Amman i det nuværende Jordan. Efter enkelte tilbageslag lykkedes det briterne i midten af september 1918 at erobre Amman, og et betydeligt antal osmanniske soldater blev taget til fange.

Samtidig angreb briterne osmannerne langs med Middelhavskysten nordpå med en sådan hastighed, at de afskar og fangede store osmanniske styrker i de Judæiske bjerge. Briterne fortsatte med at angribe og nedkæmpe osmannernes arrieregarde og Damaskus (i Syrien) blev erobret. Britiske hærenheder rykkede i al hast nordpå for at nå Aleppo (by tæt på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien) inden våbenstilstandsaftalen skulle underskrives (30. oktober 1918).

Kortet viser delvist over hvilken afstand briterne drev osmannerne tilbage mod det nuværende Tyrkiet. Fra Suezkanalen over Sinai halvøen, nordpå gennem Palæstina, Jerusalem og Hebron (syd for Jerusalem), Jaffa (Yafo - nu smeltet sammen med Tel Aviv), Jericho (nord for Det Døde Hav), Amman, Damaskus og helt nordpå til Aleppo tæt på den tyrkiske grænse.

Kortet viser hvordan de allierede delte de tidligere besatte osmanniske områder – Libanon og Syrien til Frankrig, hele Palæstina (som hovedsageligt omfattede Jordan – og med Palæstina som en del heraf) samt Irak til Storbritannien. Desuden forblev forblev Egypten et britisk protektorat.

Når vi tænker på konflikten mellem de såkaldte "Palæstinensere" og Israelerne, så er det faktisk sådan, at Jordanerne betragtede Palestina som deres interesseområde - palæstinenserne var ikke - og er stadig ikke - en klart defineret nation!

På papiret var Persien et neutralt land under 1. Verdenskrig, men i virkeligheden var de persiske væbnede styrker stærkt påvirkede af konflikten mellem Ententen og Centralmagterne, og de tog parti efter omstændighederne. Vestens interesse i Persien skyldtes landets store oliereserver samt landets strategiske placering mellem Afghanistan og det krigsførende Osmannerrige. Den Anglo-Russiske Traktat fra 1907 delte Persien i en nordlig (russisk) og sydlig (britisk) interessesfære – resultatet af en konkurrence eller konflikt om herredømmet i Asien, der havde stået på mellem de to lande siden starten af 1800-tallet.

Ved starten af 1. Verdenskrig etablerede tyskerne en efterretningstjeneste, der skulle fremme nationale eller indfødte oprør i britisk Indien, Persien og Egypten. Formålet var at bryde det russisk-britiske samarbejde. Osmannernes (eller snarere tyskernes) strategi var at afskære russernes adgang til oliefelterne ved Det Kaspiske Hav. Osmannerne ved Enver Pasha drømte imidlertid om en alliance mellem Osmannerriget og en række nye, frie (muslimske) stater fra Kaukasus og sydøstpå. 

Hen mod krigens udbrud var de største stammer i oprør mod centralregeringen i Persien. Forud for krigen havde russerne erobret en række byer i det nordlige Persien. Der var uroligheder langs grænserne, og kurdiske stammekrigere havde angrebet en række byer. Russerne lukkede flere osmanniske konsulater i regionen og bortviste kurdere og andre sunnimuslimer fra visse områder. Kristne mindretal fik udleveret våben, men russerne gav også kurdiske stammefolk 24.000 rifler.

Den Persiske Kampagne eller invasionen af Persien bestod af en række større eller mindre træfninger i den nordlige del af persisk Azerbaijan og det vestlige Persien mellem britisk og russiske styrker på den ene side og osmanniske styrker på den anden side. Dertil en lang række forskellige stammekrigere, der dels støttede briterne, tyskerne og russerne.

Persiens egne styrker bestod udelukkende af stammekrigere organiserede i distrikter – lidt ligesom herreder i Danmark i vikingetiden og senere. Disse styrker, som var organiserede i bataljoner, var dårligt udrustede og deres førere havde det med ind imellem at skifte side. Centralregeringen havde også en mindre styrke på 6.000 mand under kommando af svenske officerer!

De egentlige kampe starter med Bergmann offensiven (i Kaukasus) november 1914. December 1914 rykkede osmanniske styrker frem mod Tabriz i det sydlige Azerbaijan – den nordlige del af Persien - for derefter at fortsætte nordpå gennem Azerbaijan mod Dagestan ved Det Kaspiske Hav. Formålet var at opfordre indbyggerne i de forskellige områder langs Det Kaspiske Hav til at gøre oprør mod russerne. Samtidig forsøgte tyskerne at samle persiske stammekrigere til et oprør mod briterne.

I 1914 havde briterne udstationeret tropper i det sydlige Persien. Fra Indien havde briterne betydelig erfaring med at håndtere lokale stammefolk, og som en modvægt mod tyskernes initiativer, oprettede de sydpå en styrke bestående af op mod 7.000 lokale stammekrige kaldet South Persian Riffles. Russerne havde længe inden da etableret Den Persiske Kosak Brigade suppleret af en mindre enhed fra Den Russiske Kaukasus Hær under ledelse af en armensk general.

I perioden fra december 1914 og frem til Oktoberrevolutionen 1917 i Rusland gennemførtes en lang række mindre og større træfninger i et område nord og syd for Persiens nordgrænse – i Azerbaijan og Sydazerbaijan (i Persien). Kampene var ret uoverskuelige, idet mange træfninger fandt sted mellem stammekrigere, der støttede h.h.v. russere, tyskere og briter, samt andre styrker. Desuden mellem briter og osmannere og russere og osmannere.

Hovedparten af styrkerne fra russisk og britisk side var lokale stammekrigere, der blev rekrutterede blandt 260.000 arabere, 720.000 personer af tyrkisk afstamning samt 675.000 kurdere. Osmannernes styrker var for en stor dels vedkommende nyligt udskrevne rekrutter fra Konstantinobel. Persien Kampagnen var i virkeligheden en appendix til Kaukasus Kampagnen, og derfor fik den lejlighedsvis opmærksomhed, idet enkelte enheder fra Kaukasus-fronten momentant blev sat ind i Persien.

Krigshandlingerne sluttede 16. december 1917 med våbenstilstandsaftalen ved Erzincan mellem Rusland og Osmannerriget. Frem til september 1918 havde osmannerne konsolideret deres kontrol med det nordlige Persien mellem Tabriz og Det Kaspiske Havs sydkyst. Men resten af regionen var gået tabt til briterne. Det hele endte med våbenstilstandsaftalen i Mudros 30. oktober 1918.

Her ses området, hvor størstedelen af træfningerne under Den Persiske Kampagne fandt sted. Azerbaijan – den senere Sovjetrepublik – samt den nordligste del af Persien, kaldet Syd-azerbaijan (syd for grænsefloden Aras). Kaukasus Kampagnen fandt sted kun få kilometer nord for den Persiske grænse.

Gennem diplomatiske påvirkninger, lykkedes det Ententen at inddrage Rumænien i krigen på allieret side. Det skulle snart vise sig at få katastrofale følger for rumænerne. Kort efter deres indtræden i krigen på allieret side, invaderede en fælles styrke bestående af tyske, østrigske, bulgarske og osmanniske tropper landet og besatte 2/3-dele af det december 1916. Med hjælp fra russiske styrker lykkedes det dog rumænerne at stabilisere fronten og fastholde Moldavien (i dag tilhører den vestlige del Rumænien og den østlige del er den selvstændige stat Moldavien). Det skal tilføjes, at de osmanniske styrker kun udgjorde en mindre del af de samlede styrker fra Centralmagterne.

Ved krigens udbrud var Osmannerriget i besiddelse af en forholdsvis moderne hær – både f.s.v. angik organisation, uddannelse og bevæbning – i det mindste sammenlignet med de fleste andre lande i regionen. Soldaternes uddannelse og moral samt officerernes kvalitet var relativ høj, og frem mod krigens udbrud modtog osmannerne moderne våben og andet udstyr fra tyskerne, men det kan ikke skjules, at deres bevæbning og træning ikke levede op til den standard, som f. eks. briterne kunne fremvise.

Desuden havde osmannerne absolut intet flyvevåben (det havde briterne – og de brugte det med stor fordel til rekognosering), og de havde ingen flåde af betydning. Dog havde de overtaget enkelte, forældede tyske præ-dreadnought krigsskibe foruden de to moderne krigsskibe Göben og Breslau, der opererede i Sortehavet. Ved krigens udbrud var osmannernes styrker og garnisioner fordelt over kæmpe landområder, der udgjorde 7 – 8 forskellige krigsscener – se indledningen – og selvom landet ved krigens udbrud havde et stort indbyggertal til at rekruttere soldater af, var der ingen tvivl om, at osmannerne havde gabt over mere end de kunne klare ressourcemæssigt.

Det er svært at vurdere omfanget af osmannernes samlede hærstyrke – alene ved Gallipoli havde de koncentreret en styrke på 700.000 soldater. Disse soldater påførte de allierede et tab på 400.000 døde eller sårede ved deres forgæves invasion af halvøen Gallipoli. I Kaukasusregionen talte osmannernes styrke januar 1916 126.000 mand, hvoraf kun ca. 50.000 var kamptropper. I Messopotamien havde osmannerne 4 divisioner – eller omkring 30 – 40.000 soldater. Dertil kom en ikke uvæsentlig styrke i Sinai og Palæstina. Samlet har de osmanniske styrker dog næppe oversteget 2 mio. mand, hvoraf en del formentlig har været administratorer i form af embedsmænd i det store rige, som osmannerne beherskede og styrede ved krigens udbrud.

Selvom vi ikke kender det nøjagtige antal tropper indsat af osmannerne, findes der et kvalificeret gæt på antallet af dræbte soldater. Antager vi at antallet af kamptropper udgjorde 2 mio., havde osmannerne et tab på 40%! Var antallet mindre, stiger tabsprocenten tilsvarende! 

Tabstallene for Centralmagterne:

NB: Jeg forstår ikke grafen helt – de rigtige %-satser fremgår af ovenstående skema, hvoraf det fremgår, at Osmannerrigets andel af Centralmagternes samlede tab udgør 20% - ikke 10%!

Våbenstilstandsaftalen i Mudros

Aftalen, der betød en afslutning på fjendtlighederne i Mellemøsten og Balkan-området, blev underskrevet den 30. oktober om bord på det britiske krigsskib HMS Agamemnon i havnebyen Mudros på den græske ø Lemnos i den nordlige del af Ægæerhavet ud for Tyrkiets nordvestkyst. Underskriverne var den osmanniske marineminister Rauf Bey og den britiske admiral Somerset Arthur Gough-Thorpe.

Herved overgav osmannerne alle deres resterende garnisioner udenfor Anatolien, gav de allierede tilladelse til at besætte alle forter, der kontrollerede Dardanellerne og Bosperus samt øvrige områder ”efter behov”. I Kaukasus skulle osmannerne trække sig tilbage til grænserne før krigen. De skulle acceptere en allieret besættelse af Konstantinobel samt en opdeling af det tidligere Osmanniske Rige (udenfor Anatolien).

Fredsaftalen i Sevres

Fredstraktaten i Sevres den 10. august 1920 fulgte efter våbenstilstandsaftalen, men dens bestemmelser blev aldrig ført ud i livet på grund af den tyrkiske uafhængighedskrig. Ifølge aftalen, som fra osmannisk side blev underskrevet af politikeren og filosoffen Riza Tevfik, storvisiren Damat Ferid Pasha, ambassadør Hamid Pasha og undervisningsminister Reşid Pasha, der repræsenterede sultan Mehmed VI, skulle Osmannerriget bl. a. aflevere landområder til Rusland samt aflevere hele deres flåde til Storbritannien. Grækenland verificerede i øvrigt aldrig aftalen.

Underskriverne på Sevresaftalen fra Osmannerriget, fra venstre mod højre: Rıza Tevfik, grand vizieren Damat Ferid Pasha, ambassadør Hadi Pasha og den osmanniske undervisningsminister Reşid Halis.

Efter våbenstilstandsaftalen 30. oktober 1918, besatte de allierede Konstantinobel eller Istanbul den 13. november samme år. Konstantinobel havde på det tidspunkt en anslået befolkning på mellem 800.000 og 1.200.000, hvoraf mindre end halvdelen var muhammedanere.

Øvrige befolkningsgrupper var græske ortodokse, armenske ortodokse, jøder samt en ikke ubetydelig andel af vesteuropæere. De franske styrker nåede frem allerede den 12. november og briterne dagen efter. Okkupationen bestod af to trin: Første del bestod af en okkupation fra 12. november 1918 til 16. marts 1920 i.h.t. våbenstilstandsaftalen fra Mudros.

Britiske besættelsesstyrker ved Karaköy i nærheden af Istanbul

Det skal tilføjes, at allerede i foråret 1919 var der store optøjer blandt byens indbyggere mod besættelsesmagterne. Besættelsen blev herefter gjort varig i.h.t. Sevres-aftalen indtil denne blev ophævet af Lausanne aftalen, der blev underskrevet 24. juli 1923. De sidste allierede tropper forlod byen 23. september 1923, og de første tyrkiske tropper ankom til byen den 6. oktober 1923. Den allierede besættelse af byen 1918 - 1923 var første gang den var på fremmede hænder siden osmannerne erobrede den i 1453.

Istanbul den 23. maj 1919 – folkelige protester mod besættelsen

IIstanbul var Mehmed VI blevet valgt til sultan, og han samlede en ny regering, der i mangt og meget var indstillet på at riget skulle splittes op efter de allieredes ønsker. Grækerne udgjorde imidlertid et problem, idet de havde en gammel drøm om et restaureret græsk-kristent imperium med Konstantinopel som hovedstad. Mustafa Kemal blev sendt af sted af sultanen med ordrer om ikke at modstå grækerne, men i stedet for at følge denne ordre, gik Kemal i gang med at mobilisere styrker i Østanatolien. En national forsamling blev samlet, og de valgte ham til præsident, hvorpå han forkastede de hårde betingelser osmannerne var blevet underkastet ved freden anno 1920. Det endte med en krig mellem tyrkerne og grækerne (briterne havde opmuntret grækerne til krigen), der varede mellem 1920-22 og endte med et forsmædeligt nederlag til grækerne.

Derpå fulgte fredsaftalen i Lausanne i juli 1923, der endte med fuldt tyrkisk herredømme over et område, der stort set dækker det Tyrkiet vi kender i dag. Desuden fik Tyrkiet lov til at beholde sin beskedne flåde. Dog måtte tyrkerne acceptere, at Dardanellerne, Marmarahavet og Bosperusstrædet blev erklæret for internationalt farvand.

Sidst, men ikke mindst, aftaltes en udveksling af græske og tyrkiske minoriteter. Under ledelse af Folkenes Forbund tvangsforflyttedes således ca. 1,5 mio. grækere og 350.000 tyrkere.

Selvom mange tyrkere ønskede at beholde monarkiet, var Mustafa Kemal (Kemal Atatürk som han kom til at hedde efter at den europæiske måde med for- og efternavne blev gennemtvungent ved lov i 1935), fast besluttet på at komme sultanatet til livs, og allerede 29. oktober 1923 blev Tyrkiet udråbt som republik med Kemal som præsident og Ankara som republikkens nye hovedstad.

Netop det faktum at han under 1. verdenskrig havde ledet et af de få sejrende slag mod en koalition af engelske og australske tropper, bevirkede at han fuldt ud levede op til det ”kriger kriterium”, der siden statens oprettelse havde været et bærende element. Dette sammenholdt med at han i høj grad gjorde sig bemærket ved bekæmpe Islam på flere felter. Vigtigst var hans brændende ønske om at komme Kalifatet til livs (se note til sidst). Dette ønske fandt imidlertid overhovedet ikke gehør i den tyrkiske befolkning, så han valgte i første omgang at afvente situationen.

Men allerede i 1924 så han sit snit til at blive det kvit en gang for alle, idet to prominente indiske muslimer blandede sig i debatten i et forsøg på at redde Kalifatet fra den fare, det vitterligt befandt sig i. Udenlandsk indblanding i hvad der blev fremstillet som en intern tyrkisk affære, var nok til at gøre en ende på en næsten 1300 år gammel tradition. To år senere i Cairo, blev der gjort et forsøg på at genoplive Kalifatet, men projektet strandede, da der ikke kunne opnås enighed blandt de delegerede.

Den tyrkiske delegation i Lausanne

På billedet nedenfor ses Kemal Atatürk, der var republikken Tyrkiets første præsident, og på ledende poster i sin regering placerede han en række officerer, bl. a.: Mustafa Fevzi, Köprülü Kâzim og İsmet, og de hjalp ham med at gennemføre sine reformer for det nye Tyrkiet.

I det hele taget støttede landets officerskorps Kemal Atatürk, der var den eneste tyrkiske officer, der reelt han vundet et slag under verdenskrigen mod de allierede.

Den tyrkiske hær og dens officerer har inspireret af Kemal Atatürk siden 1924 betragtet det som en af deres fornemste opgaver, at sikre det demokrati, som Atatürk etablerede efter sultanatets enevælde – bl. a. uden utidig religiøs indblanding i republikkens verdslige forhold.  

Så er vi faktisk tilbage i begyndelsen af det 624 år gamle Osmannerriges historie. Det nye Tyrkiet slap for at afgive land til både kurdere og armenere, men de har den dag i dag fortsat alvorlige problemer med de to folkeslag (problemet med at anerkende "Folkemordet på Armenerne" samt den stadige kamp mod kurdernes oprørsbevægelse PKK). Paradoksalt nok, har de to folkeslag - til dels på forskellige tidspunkter - beboet de samme områder i Østanatolien samt det vestlige Kaukasus, hvilket ikke gør Tyrkiets dilemma mindre i dag!

Det stærkt amputerede Tyrkiet efter 1924. Nu er det ikke fordi tyrkiet er et lille land. 2009 var der anslået 75 mio. inbyggere i Tyrkiet. Hvis vi dertil lægger alle tyrkiske immigranter i Europa m.v., skal der som nok vise sig at være hen mod 100 mio. tyrkere!

Note: Kalifatet er en islamisk statsform, der i sin mest optimistiske udgave rummer alle verdens muslimer under én og samme politiske enhed regeret af en Kalif. Kaliffen baserer sin autoritet på enarv fra Muhammed. Sunnierne mener han bør vælges af Kalifatets indbyggere eller repræsentanter - Shia-muslimerne mener han bør vælges blandt imamer af Muhammeds efterkommere i Ahlil Bayt.

Kaliffen udøver sin magt gennem fire funktioner, som oftest holdes adskilt i den vestlige verden:

1.        Åndelig leder af muslimerne , som retledermuslimer i alle nye forhold

2.        Religiøs leder af muslimerne , som håndhæver af Sharia

3.        Politisk leder af muslimerne , som står i kontakt med andre stater, og som leder regeringen

4.        Militær leder af muslimerne , som beordrer og leder militære tiltag og først og fremmest konflikter mellem dar-al-Islam (de rettroende) og dar-al-Harb (de vantro = alle os andre)!

Det islamiske kalifat system er et af de eneste kendte systemer, der forener disse fire magtområder.

Muhammeds lære bygger på en teknokratisk model, idet han både er religiøs, politisk og militær hersker over det område, der efterlever hans trossætninger. Kalifatet er ikke blot et samlingspunkt for de troende, men også et suverænitetsområde.

Kalifatet nævnes ikke i Koranen, hvorfor nogle muslimer helt ser bort fra det.

Kemal Atatürk svor ved republikken Tyrkiets oprettelse, at religionen (Islam) aldrig måtte få indflydelse på ledelsen af landet. Derfor har landets militær lige siden nidkært vogtet over ethvert forsøg fra islamisterne i landet til via lovgivningen eller på anden vis at ændre landet fra et sekulært til et et religiøst samtfund (læs: islamisk) styret af islamisk lovgivning - Sharia! Tilføjelse 2020: Recep Erdoğan har vendt op og ned på dette gennem sin amputering af militæret m. fl. Nu spiller den islamiske tro en stor rolle i Tyrkiet!