Boerkrigene

Fundet af guld og diamanter i SA

Spændingerne mellem boerne og die uitlanders

1. Boerkrig 1881 (1877)

Jameson Raid 1895-1896
2. Boerkrig 1899-1902

I 1867 blev der fundet diamanter i Transvaal og guld samme sted i 1886, hvilket førte til en mere aggressiv britisk politik, ligesom det strømmede til med ”lykkeriddere” – hovedsagelig af britisk oprindelse. Boerne accepterede disse forhold, men afviste at give tilflytterne borgerrettigheder, idet man frygtede at komme i mindretal i egne republikker. Dette førte til spændinger – først og fremmest mellem den britiske koloniregering i Kapkolonien og boernes regering i Transvaal.

Allerede i 1877 havde britiske undersåtter rejst Union Jack midt på torvet i Pretoria – og dermed de facto annekteret republikken. Efter 3-4 år blev det for meget for de tålmodige boere, og det førte til 1. Boerkrig. Her regnede de i åndelig forstand overlegne briter med, at de i løbet af kort tid nok skulle få givet disse ”tilbagestående bønder af hollandsk oprindelse” en huskekage af dimensioner! Men, i løbet af få måneder løb briterne ind i det ene nederlag efter det andet mod boernes skarpskytter. Briterne optrådte i knaldrøde uniformer med hvidkalket webbing formet som et kors tværs over brystet – et fortræffeligt sigtemål for boernes dygtige skarpskytter. Efter sigende sigtede boerne kun mod de britiske soldaters højre arm – for ikke at tilføje dem for mange tab. Nederlagene ved Majuba Hill (Duebjerget) og Laings Neck var især smertefulde for briterne.

En fredsaftale blev underskrevet – briterne var godt sure, for de mente at med forstærkninger fra tropper rundt omkring i Imperiet kunne de sagtens have klaret boerne. På den tid var briterne ikke vant til at acceptere et nederlag. Boerne på deres side var heller ikke tilfredse med fredsaftalen, for den løste ikke problemet med de mange udlændinge indenfor grænserne af deres egne republikker. De betegnede aftalen som ”en kop sur mælk med 39 fluer i”.

Ved nytårstid 1895-96 foretog den britiske koloniembedsmand Leander Starr Jameson et raid eller kupforsøg mod Paul Krugers Transvaal Republik. Med sig havde han sit politikorps fra Rhodesia og Britisk Bechuanaland (Botswana). Han forsøgte at gennemføre kuppet med støtte fra Kapkoloniens engelske premierminister Cecil Rhodes. Kupforsøget blev imidlertid afsløret, og efter blot 3 døgn blev Jameson og hele hans styrke arresteret og sat i fængsel. Sagen vakte stor opsigt – for ikke at sige en stor skandale, der naturligvis faldt tilbage på Storbritannien (Rhodes og Jameson havde tidligere i fællesskab erobret Matabeleland og Shonaland = Rhodesia).

Boerkrigen(ene) blev af englænderne kaldt ”The Boer Wars”, hvorimod boerne kaldte dem ”Vryheidsoorlog” (frihedskrige).      

2. Boerkrig 1899 – 1902

Ganske kort tid efter det mislykkede Jameson Raid nytåret 1896 gik det galt igen. Med i billedet hører også, at Briterne i forbindelse med de store diamantfund i Kimberley, forsøgte at annektere alt land omkring minerne. Derfor var Kimberley én af de tre byer el. garnisioner, som boerne belejrede fra krigens start.

Da briterne traf militære forberedelser gennem opstilling af betydelige troppestyrker langs grænserne til de to boer republikker, blev de 9. oktober 1899 stillet over for et ultimatum fra boerne ved præsident Kruger. Briterne afviste, og 11. oktober var 2. Boer Krig en kendsgerning. Oranje Fristaten under præsident M. T. Steyn (1857-1916) sluttede sig straks til Transvaal. 

Ved krigens udbrud kunne boerne mobilisere mønstre en hær på ca. 40.000 mand, men i løbet af krigen blev yderligere 40.000 indkaldt. Det var ikke ualmindeligt at opleve tre generationer i samme familie melde sig til krigstjeneste (bedstefar, søn og barnebarn).

Hæren var organiseret i commandoer med hver 300-3000 mand (deraf udtrykket commandoraid). Størstedelen var beredne og havde derfor stor bevægelighed. Boerne var udholdende soldater og dygtige skytter, og deres førere var af høj kvalitet. Boerne havde også været forudseende, idet de forud for krigens udbrud havde indkøbt moderne kanoner og geværer i h.h.v. Frankrig og Tyskland.

Den britiske hær i Sydafrika var ikke klar til krig. Dens 27.000 mand var utilstrækkeligt trænede, og den første, britiske øverstkommanderende, general Redvers Buller, magtede ikke sin opgave. Fra Storbritannien og fra de øvrige kolonier blev der sendt forstærkninger til Sydafrika, og før krigen sluttede, talte den britiske hær 500.000 mand.

Krigens forløb kan inddeles i to faser. I første fase, fra oktober 1899 til juni 1900, forløb krigen traditionelt. Da oktober på den sydlige halvkugle er en forårsmåned, fandt en stor del af kampene sted i den varme, tørre sommer 1899-1900. I anden fase, fra juni 1900 til maj 1902, fortsatte boerne krigen som guerillakrig mod den britiske besættelsesmagt.

Boerne gik hurtigt til angreb, idet de indledte belejringen af tre byer nær grænsen: Ladysmith, Kimberley og Mafeking. En række britiske forsøg på at undsætte byerne mislykkedes og resulterede i mange nederlag. Men briterne fik store forstærkninger, og i januar 1900 blev Redvers Buller afløst af feltmarskal F. S. Roberts. Dermed vendte krigens gang (I den britiske presse fil Buller tilnavnet "Reverse" Buller = "tilbagetogs-Buller).

I februar 1900 blev Kimberley og Ladysmith befriet, og 27. februar tvang Roberts ved Paardeberg en boerhær under general P. A. Cronjé (1836-1911) til overgivelse. Mafeking blev befriet 16. maj efter syv måneders belejring.

Den 13. marts 1900 var briterne rykket ind i Oranje Fristatens hovedstad Bloemfontein, og 5. juni erobrede de Transvaals hovedstad Pretoria. Præsident Kruger flygtede til Europa, men dermed var krigen ikke slut. I krigens anden fase gik boerne over til guerillavirksomhed. Med overraskende angreb ødelagde de briternes jernbaner, broer, depoter og nedkæmpede isolerede styrker. De generobrede byer, men forsvarede sig kun, så længe briterne ikke var for stærke. En ny britisk øverstkommanderende, general Kitchener (tidl. stabschef hos Roberts), bekæmpede boerne med bevægelige, stærke kolonner og med hårde indgreb mod civilbefolkningen.

Boernes gårde blev brændt ned, afgrøderne blev brændt, kvæget skudt ned og civile samlet i koncentrationslejre, hvor 28.000 kvinder og børn døde pga. dårlige forhold i lejrene. Koncentrationslejre er altså ikke er en tysk opfindelse – men derimod en britisk! Desuden deporterede briterne sydafrikanske, våbenføre mænd til St. Helena midt i Sydatlanten! Først maj 1902 gav boerne op, og de to boerrepublikker blev indlemmet i Det Britiske Imperium. Briterne beherskede nu hele Sydafrika, og i 1910 dannedes Sydafrikanske Union, som fik dominionstatus.

2. Boerkrig – The 5 th Lancer’s Attack at Elandslaagte

Historien om Fifth Lancers angreb blev omtalt af en engelsk officer i et brev til familien, som ”en god svineslagtning”, og bestod ifølge boernes forklaring i, at lancenererne spiddede og dræbte en stor del af de sårede tyske og hollandske frivillige, der lå på jorden og ventede på ambulancetjenesten – mens de holdt hænderne op og bad om nåde. En svejtsisk hoteltjener blev bragt ind fra slagmarken med et skudsår i knæet, hvilket bragte ham til jorden. Dertil kom 17 sår fra lancenerernes lanser, øjensynligt havde enhver ”Tommy”, der red over ham benyttet lejligheden til at få et ”hit”. Men, det der sårede boerne mest var ikke så meget det, at de sårede mænd blev stukket ned, men den kendsgerning at englænderne kaldte det ”en god svineslagtning”.

En lille personlig bemærkning til historien fra Elandslaagte:

I 2004 besøgte jeg ”The Midlands and Battlefields” i KwaZuluNatal, hvor jeg boede på MawelaWela hos farmeren George Mitchell-Innes, der foruden sin farm og game farm drev et B&B i Elandslaagte lige nord for Ladysmith. George’s store hobby var boerkrigen, og han havde faktisk indrettet et helt værelse som en slags museum med forskellige genstande fra krigens tid, såvel som aviser og anden litteratur om krigen. Det gav anledning til mange hyggestunder mellem George og jeg selv, hvor vi over en øl og en snaps drøftede krige og krigshistorie, idet jeg ligesom George interesserede mig meget for disse ting.

Et af slagene mellem boerne og englænderne fandt faktisk sted i Elandslaagte, hvor boernes general Kock havde erobret jernbanestationen – og dermed afbrudt jernbaneforbindelsen mellem Ladysmith og Dundee. Efter at kampen havde bølget frem og tilbage, fortrak boerne, og det var herefter, at de britiske lansenerer dræbte alle de ”sårede svin”. General Kock døde i øvrigt også under slaget. George var som nævnt meget engageret i krigen, idet hans tipoldefar, som drev en sukkerfarm i nærheden, havde været interneret af boerne under krigen. George og jeg besteg sammen den kopje, hvor slaget havde stået, mens han kommenterede forløbet. Jeg husker så tydeligt hans kommentarer til englændernes svinestreg til sidst overfor de sårede fjender:

”Hvem i alverden kan finde på noget så barbarisk som at rende en lanse eller spyd gennem sin modstander”? Mit svar var: ”Det kan kun briter og zuluer”! Jeg skal tilføje, at George ikke var boer, men af britisk afstamning, idet hans forfædre kom fra Skotland.