Generalissiomo Chang Kai-shek og general Joseph Stilwell

WWII – The Pacific War - Stillehavskrigen 1941-45 – en del af 2. Verdenskrig

Udarbejdet af Keld Krolmark – oktober 2013

Den fjerne krig, som USA i stor udstrækning udkæmpede alene!

Kært barn har mange navne – Stillehavskrigen – Krigen mod Japan – Den Store Østasiatiske Krig (Japan) – men, i alle tilfælde omfattede den krigsscenerne i Kina, Sydøstasien samt den (syd)østlige del af Stillehavet. Med til Stillehavskrigen regnes også den 2. Sino (japansk for Kina)-japanske krig fra 1937 til 1941 samt den Sovjetisk-japanske konflikt i 1945. Der er almindelig enighed om, at krigen for alvor begyndte den 7.-8. December 1941 med japanernes invasion af Thailand og Britisk Malaya samt deres angreb på Pearl Harbour efter Vestens embargo overfor det krigsførende Japan. Mange betragter angrebene december 1941 som en forlængelse af den 2. Sino-Japanske krig mellem Japan og Kina, der startede 7. juli 1937. Eller måske skal roden til krigen endda føres helt tilbage til 19. september 1931 med den japanske invasion af Manchuriet. Men, almindeligvis betragter man som sagt starten af december 1941 som krigens egentlige start.

I Stillehavskrigen kæmpede de Allierede mod Kejserriget Japan, der kort blev støttet af Thailand og i mindre grad af sine Aksemagt-allierede Tyskland og Italien. I krigens første 6 mdr. havde japanerne stor succes både i Asien og i Stillehavet, bl. a. på grund af overraskelseselementet, men fra juni 1942 (Søslaget ved Midway”) gik krigen ind i et dødvande, der varede til midten af 1943. Herfra startede den amerikanske ”tilbagerulning” af de japanske styrker for alvor, hvor amerikanerne præsterede ”ø-hopningen” – d.v.s. de erobrede den ene efter den anden japansk besatte ø. Jo tættere amerikanerne kom de japanske hovedøer, desto mere indædt blev den japanske modstand, hvilket resulterede i gruopvækkende tabstal på begge sider – ja de japanske var endda tæt på 100 %! Krigen kulminerede med massive luftbombardementer af de japanske øer samt sprængningen af atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. Dette, kombineret med den sovjetiske invasion af Manchuriet den 8. august 1945, førte til den japanske overgivelse den 2. september 1945 på det amerikanske slagskib USS Missouri i Tokio bugten.

Den totale allierede sejr førte til afslutningen på 2. Verdenskrig og det japanske kejserriges fald. Den kinesiske borgerkrig fortsatte dog (mellem nationalisterne og Chiang Kai-shek på den ene side og kommunisterne og Mao-Tse-tung på den anden side). Desuden en svækkelse af de europæiske kolonimagter, gradvis afkolonisering af Asien (incl. den Indonesiske Nationale Revolution), Den Første Indokina-Krig samt allieret besættelse af Japan.

De allieredes sejr betød fjernelse af alle japanske tropper fra Kina, Taiwans tilbagegivelse til Kina, befrielse af Korea og Manchuriet samt deling af Korea. Endelig overgivelse af de japansk erobrede øer i Stillehavet. Sovjetunionen besatte Sakhalin og De Kurilliske øer.

Incl. tabstallene i Kina, løb antallet af militære døde op i 4 mio. allierede & 2 mio. japanske soldater. Antallet af civile dræbte udgjorde ca. 26 mio., hvoraf op mod 25 mio. var kinesere (1937-1945).

Under krigen havde japanske soldater begået vanvittige grusomheder mod allierede krigsfanger og civile, og der fulgte derfor et retsopgør efter krigens afslutning.

Japans omtale af krigen som Den Store Østasiatiske Krig blev besluttet af regeringen den, 10. december 1941, idet krigen hermed både refererede til krigen mod Vestmagterne og Kina. I Asien refererede navnet til japanernes påstand om, at det drejede sig om for de asiatiske lande at opnå selvstændighed fra Vestmagterne i samarbejde med Japan (som havde besat landene/områderne). Under den allierede besættelse af Japan (1945–52), blev det japanerne forbudt at bruge disse vendinger i officielle dokumenter – selvom japanerne fortsat brugte termerne i almindelig tale.  

Kinesiske civile ofre som følge af japanske luftbombardementer af Chongqing juni 1941

De fleste opfatter som nævnt japanernes angreb på Pearl Harbour som værende starten på krigen. Det er f.s.v. rigtigt – og dog. Den indirekte årsag går faktisk 50 år længere tilbage, idet grundstenen blev lagt under den 1. Sino (Kinesisk)-Japanske krig 1894-95, som Japan vandt. Den gang gjaldt det herredømmet over Korea-halvøen. Næste trin i processen var den Russisk-Japanske krig 1904-05, der bl. a. også drejede sig om herredømmet over Korea-halvøen. Også denne krig vandt japanerne. Efter således indenfor 10 år at have vundet krige over to stormagter, var Japans koloniambitioner blevet voldsomt forstærkede. Ser man på kortet, ligger Korea-halvøen så at sige i Japans ”baghave”, og Manchuriet samt de nærmest liggende kinesiske provinser ligger indenfor behagelig rækkevidde af de japanske øer. Om det var ønsket om mere ”lebensraum” til det overbefolkede Japanske rige (ca. 65 mio. indbyggere i 1941 – i dag 127 mio.!) – eller blot den kendsgerning, at man havde magten – der fik japanerne til at invadere nabolandene, er svært at sige. Behovet for råstoffer – især olie – havde også en afgørende betydning. Og japanerne betragtede Asien (læs: Manchuriet, Kina, Korea samt Sydøstasien) som deres helt selvfølgelige interesseområde.

Så allerede i 1931 invaderede Japan Manchuriet, som de omdannede til den japanske lydstat Manchukuo. Og i sommeren 1937 indledte japanerne én lang erobringskrig mod Kina. Fra 1937 til 1941 stod en lang række slag mellem Japan på den ene side – og Nationalistkina samt Kommunistkina på den anden side. I 1939 blev japanske styrker godt og grundigt besejret af Sovjetunionen ved Khalkin Gol, hvorefter de opgav ethvert forsøg på invasion af Sovjetunionen. September 1940 gav Vichy-regeringen i Frankrig adgang for Japan til at angribe Kina fra Fransk Indokina (Vietnam). Indokina forblev dog formelt under fransk Vichy-styre indtil 9. marts 1945, hvor Japan gennemførte en egentlig besættelse. Den japanske besættelse varede indtil Japans overgivelse i august 1945.

Under erobringskrigen i Kina udviste japanerne en utrolig grusomhed mod civilbefolkningen og kinesiske krigsfanger, der bl. a. blev udsat for forsøg med kemiske våben såvel som medicinske forsøg – ligesom visse nazi-læger praktiserede i de tyske koncentrationslejre i Europa. Japanernes strategiske bombninger gjaldt store kinesiske byer såsom Shanghai, Wuhan og Chongqing, hvor japanerne fra februar 1938 til august 1943 gennemførte 5.000 bombetogter. Resultatet af disse massive bombetogter mod civile mål var mere end 260.000 civile dræbte.  

Især under de første 2 år havde japanerne krigsheldet med sig, og det lykkedes dem at erobre store dele af Øst- og Centralkina. Denne aggression gik naturligvis ikke ubemærket hen blandt de vestlige lande, der var dybt bekymrede over den japanske aggression i Asien og nærliggende områder, hvor både England, Holland og USA havde kolonimæssige interesser. Vesten begyndte derfor at hjælpe Kina (Nationalistkina under Chiang Kai-shek) med våben og materiel i deres kamp mod den japanske besættelsesmagt.

I slutningen af 1930’erne var situationen efterhånden var blevet så ustabil i Sydøstasien, at briterne, amerikanerne og hollænderne besluttede sig for en embargo mod Japan – en embargo hvor de vestlige lande stoppede for alle forsyninger af olie, jernmalm, stål m.m. til Japan. Disse forsyninger var ”livsvigtige” for at Japan kunne holde sine krigsaktiviteter i Kina i gang – såvel som den hjemlige (krigs)industri. Formålet var, at få Japan til at stoppe sine aggressioner mod Kina.

At indstille deres aggressioner og trække deres styrker ud af Kina var set med japanske øjne en utænkelig situation, idet landet og dets krigerelite hermed ville lide et enormt prestigetab. Det er lidt svært for os vesterlændinge at forstå den japanske mentalitet. På trods af, at Japan havde bevæget sig ind i den industrielle tidsalder, levede samurai-mentaliteten fra 1600-1800 tallet i bedste velgående – især blandt officerer. Det værste, der kunne overgå en japaner af ære, var at lide nederlag/tabe ansigt. Og skete dette, var der kun én udvej: At tage sit eget liv – gennem harakiri, selvmordsangreb mod en overmægtig fjende, selvmordsbombning eller kamikazeangreb.

Da tab af ansigt altså var en umulighed for japanerne, begyndte de at planlægge en krig mod Vestmagterne – først og fremmest mod USA (Philippinerne), men også mod kolonimagten Storbritannien (der havde store styrker i Burma, Malaya og selvfølgelig Indien) samt Holland, der var kolonimagt i Indonesien, hvortil den olierige ø Borneo hørte.

Mange officerer i den japanske hærledelse var udmærket klar over, at Japan i det lange løb ikke kunne vinde en krig over verdens største industrimagt, men deres plan var, at tilføje USA’s Stillehavsflåde et svidende nederlag. Desuden omfattede japanernes planer for de næste 6 mdr. erobringen af: Thailand, Guam, Hong Kong, Malaysia, Wake Island, de olierige indonesiske øer, Philippinerne, samt en række Stillehavsøer for at sikre sig flybaser et godt stykke østpå i Stillehavet. New Guinea (delvist australsk) indgik også i japanernes angrebsplaner – herfra kunne de oven i købet true selve Australien, som dog ikke var et angrebsmål.

Det var japanernes plan – eller rettere håb – at amerikanerne efter det første ”svidende slag” ville være indstillet på at forhandle en fred med japanerne, der accepterede ”status quo” – d.v.s. de japanske erobringer indtil forhandlingstidspunktet. Dette var den konkrete baggrund for angrebet den 7. december 1941 på USA’s Stillehavsflåde, der havde base i Pearl Harbour på Oahu, Hawaii. Desværre for japanerne var hele USA’s Stillehavsflåde af hangarskibe før angrebsdagen stået til søs, således at denne vitale del af USA’s flåde i Stillehavet var intakt efter angrebet. Det siger sig selv, at i et område med flere tusinde km til nærmeste land, var hangarskibe med fly vigtigere end slagskibe.

Derfor var japanerne allerede fra krigens start så at sige ”bagud”, hvilket betød at deres forventede ”stærke” forhandlingsposition var ikke-eksisterende.

Aksemagterne, som assisterede Japan, omfattede også den ikke-demokratiske overgangsregering i Thailand, der hurtigt indgik en midlertidig alliance med japanerne i 1941 – hovedsagligt fordi japanerne allerede havde invaderet den sydlige halvø af Thailand. Styrker fra Thailands Nordvest Armé benyttede lejligheden til at invadere og erobre det nordøstlige Burma. Området var tidligere en del af Thailand, som briterne havde erobret fra Thailand.

Japanerne fik støtte fra deres marionet-stater Manchukuo og Mengjiang (bestående af h.h.v. Manchuriet og dele af Det Indre Mongoliet), samt kollaboratøren Wang Jingweis regime, der kontrollerede kystregionerne i Kina.

Japanerne indrullerede mange soldater fra deres kolonier Korea og Taiwan. Mindre troppestyrker fra Vichy Frankrig, Den Indiske National Armé samt Den Burmesiske Nationale Armé deltog i krigen på japansk side. Desuden kollaboratører fra Philippinerne, Hollandsk Ostindien, Britisk Malaya, Indre Mongoliet og det tidligere Fransk Indokina (efter Vichy-regeringen var væltet). Dertil kom slavearbejdere fra Papua New Guinea samt i beskedent omfang tyske og italienske flådestyrker (hovedsagligt hjælpekrydsere og u-både, der opererede i Stillehavet og Det Indiske Ocean).

De vigtigste krigsdeltagere på allieret side var USA, Republikken Kina, Storbritannien (incl. styrker fra Indien og Fiji øerne, Samoa etc.), Australien, Philippinerne, Holland (i kraft af deres besiddelse af Hollandsk Ostindien og den vestlige del af New Guinea), New Zealand og Canada, der alle var medlemmer af Stillehavs krigsrådet.

Sovjetunionen havde to korte grænsetræfninger med japanerne i 1938 og 1939, hvorefter de forholdt sig neutrale til Japan indtil august 1945, hvor de som lovet invaderede Manchukuo, Republikken Kina, Det Indre Mongoliet samt det japanske protektorat Korea og visse japanske øer, såsom Sakhalin.

Tyskland og Italien var kun i beskedent omfang involveret i Stillehavskrigen. Den tyske og italienske flåde var repræsenteret i Stillehavet og Det Indiske Ocean med u-både samt hjælpekrydsere til opbringning af allierede handelsskibe. Som deltagere på den vindende side under 1. Verdenskrig havde italienerne adgang til flådebaser i Kina, der administreredes af Entendens medlemmer incl. Japan, der også var en del af Entenden under 1. Verdenskrig. Tyskland var som bekendt på den tabende side, og havde ikke adgang. Efter Japans angreb på Pearl Harbour havde tyskerne også adgang til disse havnefaciliteter, idet de lå på japansk besatte områder.

Den 7. – 8. december 1941 angriber japanerne amerikanske baser ved Pearl Harbour, Guam og Wake Island. Desuden Hong Kong (UK), Philippinerne (USA), Malaya (UK) samt Thailand – sidstnævnte fra baser i Fransk Indokina (Vichy-kontrolleret).

Lidt om Malaccahalvøen/Malaya/Malaysia:

Malaysia har sin oprindelse i kongeriget Malaya, der i 1800-tallet blev en del af Det Britiske Imperium. De første britiske besiddelser blev kendt under navnet: “Straits Settlements” (en antal større eller mindre områder på Malacca halvøen = store dele af nutidens Malaysia). De forskellige dele af Malacca halvøen eller Malaysia blev i 1946 samlet i den Den Malayiske Union. I 1948 blev det til Federationen af Malaya, og de opnåede uafhængighed fra England den 31. August 1957. Malaya blev sluttet sammen med Sabah, Sarawak (begge beliggende på den nordlige del af Borneo) samt Singapore den 16. september 1963. Landet fik samtidig navnet Malaysia! Allerede i 1965 meldte bystaten Singapore sig ud af Malaysia. Både Singapore og Malaysia har siden oplevet en voldsom økonomisk vækst, og begge landes økonomier hører til de stærkeste i Asien. Singapore er til gengæld et af de dyreste lande i verden at leve i!

Slagskibet USS Arizona brændte i to dage efter hun var blevet ramt af japanske bomber under angrebet på Pearl Harbour.

Tidligt om morgenen den 7. december 1941 gennemførte japanerne et storstilet hangarskibsbaseret luftangreb mod Pearl Harbour, hvilket neutraliserede otte amerikanske slagskibe. Japanerne havde satset på, at et sådant pludseligt og massivt tab ville få USA til at indgå en fredsaftale, der gav japanerne frie hænder i Asien. Satsningen lykkedes ikke, idet de amerikanske tab var mindre end forventet. De amerikanske hangarskibe, der var vigtigere end slagskibene, var til søs på angrebstidspunktet. Desuden var vitale dele af den amerikanske marine-infrastruktur intakt – olielagre, værftsfaciliteter, og kraftværker. Desuden var u-bådsbase og kommunikationscenter intakte. Japan havde ikke formået at tilføje USA tab, der kunne få landet til at indgå en fredsaftale.

Da angrebet på Pearl Harbour fandt sted, var USA ikke officielt i krig noget sted i verden. American First Committee med sine 800.000 medlemmer var stærke modstandere af en hvilken som helst form for amerikansk intervention i den europæiske konflikt, selvom USA solgte militærudstyr til Storbritannien og Sovjet gennem Lend-and-Lease programmet. Efter angrebet på Pearl Harbour forsvandt enhver modstand mod at blande sig i krigen øjeblikkeligt.

Den 8. december erklærede Holland krig mod Japan, efterfulgt af Australien dagen efter. Fire dage efter Pearl Harbour, erklærede Tyskland og Italien krig mod USA, der herved blev inddraget i en krig på to fronter. Dette er almindelig anerkendt som en kæmpe strategisk fejl af Tyskland og Italien, idet krigserklæringen neutraliserede fordelen ved, at Japan med sit angreb havde fjernet USA’s opmærksomhed fra krigen i Europa.

Amerikanske styrker overgiver sig til japanere ved Corregidor, Philippinerne, maj 1942.

(”Priset være hæren for at meje fjenden ned i store tal ligesom uvelkomment ukrudt”. Citat Kejser Hirohito).

De britiske, australske og hollandske styrker, der efter to års krig mod Tyskland var drænet for mandskab og materiel, kunne kun yde symbolsk modstand mod de kamphærdede japanere (fra krigen i Kina). De allierede led mange katastrofale nederlag under de første 6 måneder af krigen. To større britiske krigsskibe, HMS Repulse og HMS Prince of Wales blev sænket under japanske luftangreb ud for Malaya den 10. december 1941.

Thailand, der havde ageret springbræt for japanernes invasion af Malaya, overgav sig til japanerne efter 24 timer. Den Thailandske regering erklærede sig formelt allieret med Japan den 21. december 1941. Hong Kong blev angrebet den 8. december 1941, hvor forsvaret hovedsageligt bestod af canadiske styrker samt styrker fra Det frivillige Hong Kong Korps. Amerikanernes baser på Guam og Wake Island gik tabt på samme tid.

Januar 1942 invaderede japanerne Burma, Hollandsk Ostindien, New Guinea, Salomon øerne, og de indtog Manilla, Kuala Lumpur og Rabaul (Papua New Guinea). Efter at have været drevet ud af Malaya, forsøgte de allierede styrker at holde stand mod japanerne ved Singapore – Slaget om Singapore, men måtte overgive sig til japanerne 15. februar 1942, hvor ca. 130.000 indiske, britiske, australske og hollandske soldater blev taget til fange. Japanernes fortsatte hurtigt med erobringen af Bali og Timor i februar. Sammenbruddet af den allierede modstand delte Wawells kommando-område i to, og hans trak sig tilbage fra sin post allerede den 15. februar 1942, hvorefter kommandoen overgik til lokale kommandører. Han vendte herefter tilbage til sin post som øverstkommanderende i Indien.

I mellemtiden havde japanske fly stort set tilintetgjort de allierede flystyrker i Sydøstasien, og påbegyndte nu luftangreb i Nordaustralien mod Darwin 19. februar 1942, hvor virkningen mere var af psykologisk end militær betydning. Dog blev mindst 243 civile dræbt.

Ved Slaget om Javahavet sidst i februar og starten af marts, led de allierede under kommando af admiral Karel Doormann nederlag. Den japanske kampagne mod Hollansk Ostindien endte med overgivelse af de allierede styrker på Java og Sumatra.

I løbet af marts og april 1942 gennemførte japanerne et raid ind i Det Indiske Ocean med en massiv styrke af hangarskibe, hvor de gennemførte en bølge af luftangreb mod Ceylon, hvor de sænkede det britiske hangarskib HMS Hermes samtandre allierede skibe, hvilket tvang den britiske flåde til at trække sig tilbage til den vestlige del af Det Indiske Ocean. Hermed var vejen banet for japanske angreb mod Burma og Indien.

Briterne, der var under et massivt pres, trak sig kæmpende tilbage fra Rangoon til den indisk-burmesiske grænse. Hermed var de afskåret fra at anvende Burma-vejen, der var den eneste forsyningslinie til de kinesiske nationalist styrker. Samarbejdet med de kinesiske nationalist styrker og kommunisterne var gledet mere og mere i baggrunden siden Slaget om Wuhan, idet de to indbyrdes stridende parter stredes om fordelingen af evt. territoriale gevinster i Kina. Ledelsen af nationalist styrkerne var desuden splittet, hvilket japanerne forstod at udnytte.

Philippinske og amerikanske styrker gjorde modstand på Philippinerne indtil 8. maj 1942, hvor 80.000 allierede soldater blev beordret til at overgive sig. General Douglas MacArthur, der i mellemtiden var udnævnt som øverstkommanderende for de allierede styrker i Det Sydvestlige Stillehav, trak sig nu tilbage til Australien. Admiral Chester Nimitz, der var leder af den amerikanske flåde i Stillehavet, havde kommandoen over resten af Stillehavet. Denne opdeling af kommandoen havde uheldige konsekvenser for de allieredes indsats mod japanske handelsskibe såvel som krigen i øvrigt.

Hollandske og australske krigsfanger ved Tarsau i Thailand i 1943. 22.000 Australiere blev taget til fange af japanerne – 8.000 døde under fangenskabet.

Da japanerne bombede Pearl Harbour december 1941, kæmpede alle Australiens bedste styrker mod Hitler i Middelhavet. Australien var ilde forberedt mod et angreb, idet landet desuden manglede moderne våben. Den australske premierminister John Curtin bad om amerikansk støtte med en historisk udtalelse den 27. december 1941:

”Den australske regering betragter krigen i Stillehavet som en konflikt, der primært vedrører USA og Australien, hvilket bør give disse to lande mest at skulle have sagt, når det drejer sig om at lægge planer for krigen. Uden forbehold kan jeg sige, at Australien vender sig mod Amerika uden at afskære vores traditionelle forbindelse og venskab med Storbritannien”. Premierminister John Curtin.

Australierne var chokerede over Britisk Malayas hurtige kollaps samt tabet af Singapore, hvor ca. 15.000 australske soldater blev taget til fange. Curtin spåede, at Slaget om Australien var nært forestående. Japanerne havde etableret en stor base på australsk territorium på New Guinea i starten af 1942. Den 19. februar 1942 blev Darwin alvorligt ødelagt efter et japansk luftangreb – første gang, at det australske hovedland var blevet angrebet. De efterfølgende 19 måneder, blev Australien udsat for luftangreb næsten 100 gange.

To kamphærdede australske divisioner blev sejlet fra Mellemøsten med destination Singapore. Churchill ønskede at dirigere dem videre til Burma, men Curtin insisterede på, at de skulle vende tilbage til Australien. I starten af 1942 overvejede den japanske flåde – mod hærens ønsker – at invadere Australien. Den japanske hær var imod planen, idet man i stedet ønskede en yderligere isolation af Australien fra USA via blokader som følge af den fortsatte japanske fremrykning i Stillehavet. Japanerne besluttede sig for en invasion af Port Moresby i det australske territorie Papua. Herved ville Australien være indenfor rækkevidde af de japanske bombefly.

USA’s præsident Franklin Roosevelt beordrede general Douglas Mac Arthur, at udarbejde en plan for forsvaret af Australien i marts 1942, og Curtin placerede Australiens styrker under MacArthurs kommando i Det Sydøstlige Stillehav. Fra marts 1942 begyndte amerikanske tropper at strømme til Australien. Maj 1942 udkæmpede amerikanerne og japanerne Slaget om Koralhavet, der stoppede japanske flåde mod Papua. Mellem juli og november 1942 afviste australske styrker japanske angreb på Port Moresby ved Kokoda Track i New Guineas højland og ved Slaget om Milne Bugten. I august 1942 oplevede de allierede den første sejr over japanske landstyrker. 

Den 8. juni 1942 havde to japanske u-både beskudt Sydneys forstæder samt byen Newcastle. Adskillige japanske flådeangreb fortsatte gennem 1942 og 1943, og i maj 1945 blev det australske hospitalsskib Centaur sænket af japanske hjælpekrydsere ud for Queenslands kyst – til trods for, at det tydeligt var mærket som hospitalsskib. 268 blev dræbt, incl. alle sygeplejersker på nær én. Dette vakte forståeligt nok en rasende opinion mod Japan.

De allieredes modstand mod japanerne var i starten blot symbolsk, men efterhånden blev den hårdere og hårdere samt mere effektiv. Australske og hollandske styrker ledte civile i en guerilla kampagne på øen Timor. Det amerikanske flyangreb mod Tokio m. fl. byer april 1942 forvoldte minimal skade, men den moralske virkning var enorm for de allierede. Angrebet, hvor det ikke lykkedes japanerne at nedskyde et eneste amerikansk fly, førte oven i købet til repressalier overfor det japanske militær, der havde svoret at beskytte den japanske kejser og fædrelandet. Den største virkning var dog, at det fik japanerne til at indlede det katastrofale angreb ved Midway atollen.

Hangarskibet USS Lexington i brand i Koralhavet

De første 6 måneder af krigen gik det som nævnt godt for japanerne, idet de erobrede store områder i Asien og Stillehavet, men to søslag var afgørende for en ændring af magtbalance: Den 4. – 8. maj 1942 fandt ”Slaget om Koralhavet” sted, og den 4. – 6. juni 1942 gjaldt det ”Slaget om Midway” to drabelige søslag, hvor Den Kejserlige Japanske Flåde især ved Midway led afgørende nederlag til den amerikanske flåde. Herefter gik krigen ”sin skæve gang” på de allieredes præmisser.

I midten af 1942 kontrollerede den japanske flåde et enormt område – selvom man manglede hangarskibe, fly og piloter til at beskytte området med dets mange handelsskibe, tankskibe og destroyere. Den amerikanske flådes doktrin om at gennemføre blokader kunne dog ikke kunne gennemføres af ressourcemæssige årsager. I stedet gennemførte man nålestiks-aktioner både i den sydlige og centrale del af Stillehavet. Yamamoto havde benyttet sig af overraskelsesmomentet ved angrebet på Pearl Harbour, men amerikanerne havde allerede tidligt brudt japanernes koder, hvorfor de var advaret om japanernes angreb på Port Moresby på New Guinea – med det formål at erobre hele øen. Såfremt Port Moresby faldt, ville det give japanerne adgang til havet nord for Australien.

Admiral Nimitz sendte hangarskibene USS Lexington og USS Yorktown som en task-force, der skulle forhindre eller sinke den japanske fremrykning. Slaget om Koralhavet den 4. – 8. maj 1942, var det første søslag, hvor de kæmpende skibe var ude af synsvidde for hinanden, og hvor kampflyene udelukkende anvendtes til indbyrdes kampes. Skønt amerikanerne mistede USS Lexington og Yorktown blev alvorligt beskadiget, så mistede japanerne hangarskibet Shoho, Shokaku blev alvorligt skadet og Zuikaku mistede en stor del af sine fly, hvilket satte de to sidstnævnte ud af stand til at deltage i angrebet på Midway den efterfølgende måned. Skønt de allieredes tab var større end de japanske, faldt det japanske angreb på Port Moresby sammen, og invasionsstyrkerne blev tvunget tilbage, hvilket gav de allierede en strategisk vigtig sejr. Japanerne var simpelt hen ikke i stand til at erstatte de mistede skibe, fly og piloter.

Hangarskibet Hiryu under angreb af amerikanske tunge B-17 bombemaskiner

Tilintetgørelsen af de amerikanske hangarskibe var Yamamotos hovedmål, og han planlagde en operation, hvor han kunne lokke dem ud i åben kamp. Efter Slaget om Koralhavet havde han fire hangarskibe til rådighed – Soryu, Kaga, Akagi og Hiryu. Han forestillede sig, at Nimitz højst havde to hangarskibe til rådighed – Enterprise og Hornet. Saratoga var ude af billedet som følge af et torpedoangreb, og Yorktown var stadig under reparation til søs med civile arbejdere om bord.

En stor japansk styrke blev sendt nordpå for at angribe Aleuterne ud for Alaska. Næste led i Yamamotos plan var at erobre Midway atollen, hvilket ville give ham muligheden for at tilintetgøre Nimitz sidste hangarskibe. Desuden kunne atollen anvendes til en betydningsfuld japansk flådebase, der ville give dem kontrol over den centrale del af Stillehavet. I løbet af maj 1942 tydede de allierede de japanske angrebsplaner mod Midway. Yamamotos plan tog ikke højde for en indblanding fra Nimitz side før japanerne forventede ham. De amerikanske hangarskibe kunne usete bevæge sig helt ud på flankerne af den japanske flåde, der nærmede sig. Nagumo havde 272 fly til sin rådighed og amerikanerne 348. Som forventet af den amerikanske overkommando, ankom den japanske flåde ved Midway den 4. juni 1942, hvor den blev opdaget af amerikanske Catalina patruljefly. Nagumo iværksatte sit første angreb mod Midway – mens Fisher lod sine fly lette med retning mod Nagumos hangarskibe.

Kl. 9.20 nåede de første amerikanske Douglas TBD Devastator torpedobombefly fra Hornet frem til de japanske skibe, men deres angreb var dårligt koordineret og ineffektivt. Japanske Zero jagerfly nedskød alle de 15 angribende TBD fra Hornet ned. Kl. 9.35 dukkede yderligere 15 TBD op fra Hornet, og 14 af dem blev skudt ned af Zero jagerfly. Fishers angreb var mislykkedes, men det var dog lykkedes ham at vildlede Nagumo. Da de amerikanske styrtbombere dukkede op, kunne de japanske Zero ikke yde skibene beskyttelse. Dertil kom, at Nagumos fire hangarskibe var kommet i afdrift, så de ikke kunne gennemføre et fælles antiluftskyts-forsvar. Nagumos største fejl var imidlertid, at han to gange ændrede sine ordrer. Først gav han ordre til at bevæbne sine fly til skibsangreb i tilfælde af man opdagede de amerikanske hangarskibe. Så ændrede han bevæbningen til angreb luft-til-luft, og da man endelig observerede Yorktown skiftede han tilbage til en bevæbning til skibsangreb, hvilket i den sidste ende efterlod hans hangarskibsdæk i et virvar af fly under optankning og montering af ny bevæbning – dertil flød dækkene med alt muligt udstyr.

Da Douglas SBD Dauntless styrtbombeflyene fra Enterpriseog Yorktown viste sig i 3.000 meters højde, befandt japanernes forsvarende Zero sig ved havoverfladen, hvorfra de var ude af stand til at svare igen overfor de angribende amerikanske styrtbombefly. Både Sōryū, Kaga og Akagi brød i brand. Hiryū overlevede dette angreb, og iværksatte et modangreb mod de amerikanske hangarskibe, hvilket førte til svære beskadigelser af Yorktown (som senere blev sænket af en japansk u-båd).

Amerikanerne gennemførte næste angreb fem timer senere, hvor de fandt og ødelagde Hiryū. Yamamoto havde yderligere fire små hangarskibe, der var attacheret hans styrke af overfladeskibe, men de var alle for langsomme til at kunne følge med hovedstyrken, hvorfor de aldrig kom i aktion. Yamamoto havde en enorm overvægt af ildkraft, men dette var irrelevant, idet amerikanerne havde luftherredømmet ved Midway, og var dermed i stand til at afvise en ildkamp mellem overfladeskibene. Yamamotos planer viste sig i den sidste ende at være katastrofale for japanerne, der trods overtal af krigsskibe måtte konstatere et nederlag til amerikanerne.

De japanske landgangsstyrker fortsatte deres fremrykning på Salomon øerne og New Guinea. Fra juli 1942 mødte og kæmpede japanerne mod nogle få australske reservebataljoner bestående af ganske unge og utrænede soldater, der dog kæmpede indædt mod japanerne under deres tilbagetrækning på New Guinea via Kokoda Track mod Port Moresby over de forrevne klipperygge Owen Stanleys Ranges. Den lokale milits, der var alvorligt svækket af tab, blev sidst i august 1942 afløst af regulære styrker fra Den 2. Australske Imperiale styrke, der netop var vendt tilbage fra kampe i Middelhavsområdet. I begyndelsen af september 1942 angreb japanske marinesoldater den strategisk vigtige australske luftbase ved Milne Bay – tæt på New Guineas østlige ende. De blev slået tilbage af den australske hær, hvilket var det første nederlag, der var overgået japanske styrker til lands siden 1939.

U.S. marinesoldater holder hvil på en mark under Guadalcanal kampagnen november 1942

På samme tid som kampene rasede på New Guinea, opdagede de allierede, at japanerne var ved at opføre en flybase på Guadalcanal. 16.000 infanterisoldater – hovedsagligt amerikanske marinesoldater – blev landsat for at erobre flybasen i august 1942. Japanerne og de allierede besatte på skift forskellige dele af øen. Gennem de næste 6 måneder indsatte begge parter ekstra styrker i kampen, der eskalerede både til lands, til vands og i luften. De fleste japanske fly, der befandt sig i Det Sydlige Stillehav, blev trukket til Guadalcal til forsvar af øen, hvor de var oppe mod de allierede luftstyrker stationeret på Henderson luftbasen. Japanske landstyrker gennemførte angreb mod Henderson luftbasen med store japanske tab til følge.

Disse offensiver blev fulgt op af Tokyo Ekspressen – japanske skibe støttet af destroyere, der om natten hyppigt sejlede forsyninger og mandskab til forstærkning af de japanske styrker. Dette førte til adskillige søslag, som japanerne dårligt kunne tåle at tabe.

Senere fandt der søslag sted mellem større skibe – ja, endda hangarskibe, hvilket medførte at havområdet ud for Guadalcanal blev kaldt “Jernbund-sundet” som følge af de store tab på begge sider. Men, det var kun amerikanerne, der hurtigt kunne erstatte deres tab. De allierede gik sejrrigt ud af kampene ved Guadalcanal februar 1943.

I slutningen af 1942 var japanerne også på tilbagetog langs Kokoda Sporet i Guineas højland. Australske og amerikanske modoffensiver kulminerede med erobringen af det japanske brohoved i den østlige del af New Guinea – Buna-Goa i starten af 1943. Juni 1943 iværksatte de allierede Operation Cartwheel, der skulle isolere japanerne ved Rabaul, for derigennem at afskære deres forsynings- og kommunikationslinier. Hermed var vejen banet for en invasion af de japansk besatte øer på vejen mod Japan.

Kinesiske tropper under slaget om Changde november 1943

Britiske og indiske styrker foretog mindre modangreb ind i Burma i starten af 1943. En offensiv i Arakan slog fejl, og et langdistance angreb gennemført af engelske Orde Wingate og hans Chindits (indiske specialstyrker) led store tab, men blev offentliggjort som en sejr for moralens skyld. Den Britiske og Indiske 14. Armé under generalløjtnant William Slim fik forbedret sin træningstilstand og moral væsentligt for at imødegå japanerne i Burma.  

De allierede ledere på krigsscenerne i Asien og Stillehavet: Generalissimo Chiang Kai-shek, præsident Franklin D. Roosevelt og Winston Churchill under Cairo Konferencen i 1943.

Midway viste sig at være det sidste store søslag i to år. USA udnyttede i den efterfølgende tid sit store industripotentiale til at bygge krigsskibe og fly, samt optræne flymandskaber. Samtidig betød utilstrækkelig japansk teknologi, manglende industrikapacitet og uddannelsesprogrammer for nye flybesætninger samt manglende skibsressourcer (handel og flåde), at Japan faldt længere og længere tilbage i forhold til amerikanerne. Rent strategisk gav det amerikanerne mulighed for at påbegyndte én lang manøvre tværs over Stillehavet, hvor de erobrede den ene japansk besatte ø efter den anden. Ikke alle japanske besættelser blev erobret – nogle som f. eks. Truk, Rabaul og Formosa blev neutraliseret gennem luftangreb og omgået. Målet var at komme så tæt på selve Japan som muligt, og derefter iværksætte massive, strategiske bombeangreb, kombineret med en u-bådsblokade. Det hele skulle munde ud i (om nødvendigt) en invasion af de japanske øer. 

November 1943 led amerikanske marinesoldater store tab, da de nedkæmpede den 4.500 mand store japanske garnision ved Tarawa. Men, det gav amerikanerne mulighed for at forbedre deres teknikker m.h.t. landgangsoperationer baseret på tidligere fejltagelser, bl.a. forudgående bombardement af landgangsområdet, mere omhyggelig planlægning i.f.t. tidevandet, takten i landsætningerne samt generelt en bedre overordnet koordination. Den amerikanske flåde forsøgte ikke at fremtvinge et afgørende slag med den japanske flåde. Den allierede fremrykning kunne nu kun stoppes af japanske angreb til søs incl. u-bådsangreb), hvilket Japans mangel på olie umuliggjorde.

Den torpedoramte japanske destroyer Yamakaze set gennem periskopet af den amerikanske u-båd, Nautilus, juni 1942

Amerikanske, britiske og hollandske u-både, der opererede fra baser i Cavite (Philippinerne 1941-42), Fremantle og Brisbane (Australien), Pearl Harbour (USA), Trincomale (Ceylon), Midway og senere Guam (begge USA), spillede en stor rolle i nedkæmpelsen af Japan. Dette trods den kendsgerning, at u-bådene kun udgjorde en brøkdel af de allierede flåder – mindre end 2 % (for USA’s vedkommende). U-bådene kvalte i bogstaveligste forstand japanerne ved at sænke deres forsyningsskibe samt mange troppetransportskibe. Desuden blokerede de for stort set al olieimport, som var livsvigtig for japanerne til våbenproduktion og militære operationer. I starten af 1945 var Japans olietanke tomme. Det japanske militær hævdede, at de sænkede 468 allierede u-både. Amerikanerne oplyste, at de havde mistet 42 u-både under Stillehavskrigen – dertil kom yderligere 10 u-både, der var sunket som følge af ulykker eller venligtsindet ild.

De amerikanske u-både stod for 56 % af alle sænkede japanske handels- og forsyningsskibe. Resten gik hovedsageligt tabt p.g.a. minestødninger eller flyangreb. Amerikanske u-både hævdede desuden, at have sænket 28 % af alle ødelagte japanske krigsskibe. Desuden spillede u-bådene en vigtig rolle m.h.t. rekognosering – især ved slagene om Det Philippinske Hav, Leyte Golfen og Midway, hvor de gav præcise oplysninger om den japanske flådes positioner. U-bådene spillede også en stor rolle gennem redningen af hundredevis af nedskudte amerikanske piloter, incl. Amerikas senere præsident George H. W. Bush.

Det allierede u-bådsvåben blev ikke anvendt defensivt (vente på at fjenden angreb). Kun få timer efter angrebet på Pearl Harbour, beordrede Roosevelt en ny doktrin sat i værk: Uindskrænket u-bådskrig mod Japan. Dette indebar ordre om sænkning af alle krigsskibe, handelsfartøjer, forsyningsskibe og passagerskibe uden advarsel og uden hjælp til overlevende. De allierede u-bådsbaser var alle velbeskyttede af overfladeskibe samt fly.

Skønt japanerne havde et stort antal u-både, kom disse ikke til at spille den store rolle under krigen. I 1942 spillede de dog en forholdsvis stor rolle, idet de beskadigede eller sænkede mange allierede krigsskibe. Men japanernes doktrin for søkrigsførelse gik ud på, at søkrigen kun kan vindes gennem søslag mellem overfladeskibe (samme doktrin havde USA FØR krigen). Krig mod handels- og forsyningsskibe indgik ikke i doktrinen.

Så, selvom amerikanerne havde meget lange forsyningslinier mellem vestkysten og krigsområderne, og derfor var sårbare overfor u-bådsangreb, blev de japanske u-både i stedet hovedsageligt brugt til langdistance rekognoseringsopgaver. Kun lejlighedsvis angreb de amerikanske handelsskibe. Det japanske u-bådsoffensiv mod Australien i 1942 og 1943 (angreb på den australske kysttrafik samt beskydning af Darwin og Melbourne), opnåede ubetydelige resultater.

Da krigslykken begyndte at svigte Japan, blev de japanske u-både i stadig stigende grad reducerede til forsyningsskibe for isolerede japanske stillinger, der var afskåret fra forsyninger på anden vis – såsom Truk og Rabaul. Dertil kom, at Japan punktligt honorerede den indgåede neutralitetsaftale med Sovjetunionen, og derfor ignorerede amerikanske fragtskibe, der transporterede millioner af tons forsyninger fra San Francisco til Vladivostok – til stor irritation for Japans tyske allierede.

I modsætning til japanerne satsede den amerikanske flåde fra krigens start på angreb mod fjendens handelsskibe. Men, det var først fra 1944, at amerikanerne begyndte at bruge deres u-bådsflåde med fuld effekt. U-bådene blev udstyret med et effektivt radarsystem og u-bådskaptajner med manglende angrebsindstilling blev udskiftet. Japanerne praktiserede ingen egentlig u-bådsbeskyttelse for deres handelsskibe, og konvojerne var dårligt organiserede og beskyttede – sammenlignet med allierede konvojer. Den japanske indstilling skyldtes til dels en urealistisk opfattelse af egen usårlighed, kombineret med manglende uddannelse og træning. Antallet af amerikanske patruljetogter (og sænkninger) steg hastigt: 350 patruljetogter (180 skibe sænket) i 1942. 350 (335) i 1943 og 520 (603) i 1944. I 1945 faldt antallet af sænkede fjendtlige skibe, fordi kun ganske få japanske skibe vovede sig til havs.

I alt ødelagde amerikanske u-både 1.200 handelsskibe med en samlet tonnage på ca. fem millioner - de fleste små coastere eller tankskibe. Dertil 320 skibe passagerskibe og troppetransportskibe. På et kritisk tidspunkt af kampagnerne ved Guadalcanal, Saipan og Leyte, blev tusinder af japanske soldater dræbt eller forsinkede. Over 200 krigsskibe blev sænket – lige fra mange hjælpekrydsere og destroyere til ét slagskib og ikke mindre end otte hangarskibe. U-båds krigsførelsen var meget farlig, idet 3.500 ud af 16.000 søfolk på de amerikanske u-både aldrig vendte tilbage (22 %). Det var den højeste tabsrate blandt alle de amerikanske styrker under 2. Verdenskrig. Japanernes tab var endnu højere, idet de mistede i alt 130 u-både. En enkelt tysk u-båd, U-862, opererede i Stillehavet under krigen, idet den afpatruljerede Australiens østkyst og New Zealands kyster december 1944 og januar 1945. Den sænkede ét skib i Stillehavet før den blev kaldt tilbage til Batavia.

I midten af 1944 iværksatte Japan en massiv invasion langt ind i Kina under kodenavnet Operation Ichi-Go. Denne offensiv, der var den største fra japansk side gennem flere år, resulterede i store landvindinger før den blev stoppet ved Guangxi.

Kinesiske styrker med M3 Stuart kampvogne M3 Stuart på Ledo Road

Efter tilbageslaget i 1943, planlagde de allierede en offensiv ind i Burma på flere fronter. Gennem de første måneder af 1944 begyndte kinesiske og amerikanske tropper under general Joseph Stilwell at forlænge ”Ledo Road” fra Indien til det nordlige Burma. Samtidig påbegyndte englænderne en fremrykning langs kysten i Arakan provinsen. I februar gennemførte japanerne et lokalt modangreb i Arakan. Efter en indledningsvis succes, blev modangrebet nedkæmpet, da den indiske division fra XV Korps holdt sine stillinger – mens de var afhængige af luftforsyninger til isolerede, fremskudte enheder – indtil disse enheder blev afløst af en reservedivision.

Japanernes svar på de allierede angreb var, at indlede deres egen offensiv med kodenavnet Operation U-Go ind i Indien – over bjergene og det skovklædte grænseområde. Offensiven blev indledt i midten af marts. Skønt flere enheder af Den Britiske 14. Armé blev tvunget til at kæmpe sig fri af en omringning, havde de allerede i begyndelsen af april konsolideret deres stillinger i nærheden af Imphal i staten Manipur. En japansk division, der var rykket frem til Kohima i Nagaland afskar hovedvejen til Imphal, men det lykkedes dem ikke at nedkæmpe Kohimas forsvar. Da friske allierede tropper nåede frem, blev japanerne fordrevet fra deres positioner ved Kohima. 

Da japanernes håb om en hurtig sejr svandt, sultede japanerne p.g.a. manglende forsyninger ved Kohima. På trods af japanske angreb lykkedes det de allierede i maj måned at avancere både sydpå fra Kohima og nordpå fra Imphal. Disse to allierede angreb smeltede den 22. juni 1944 sammen, og de brød den japanske belejring af Imphal. Japanerne indstillede kampene den 3. juli efter et tab på over 50.000 soldater – hovedsageligt p.g.a. sult og sygdomme. Dette var det største japanske nederlag indtil dato.

Selvom fremrykningen ind i Arakan var blevet stoppet for at frigøre tropper til Slaget om Imphal, havde amerikanerne og kineserne fortsat deres fremrykning ind i det nordlige Burma med støtte af indiske Chindits, hvor de ødelagde japanske kommunikationslinier. Da kampagnen blev indstillet ved monsunens begyndelse, havde de sikret sig en vital flybase ved Myikyina, hvilket gjorde det nemmere at flyve forsyninger til Kina over Himalaya.

Det japanske hangarskib Zuikaku og to destroyere under angreb under Slaget om det Philippinske Hav.

Saipan og Det Philippinske Hav

Den 5. juni 1944 påbegyndte 535 allierede skibe landsætningen af 71.000 soldater fra hær- og marine på øen Saipan (i Marianerne). Formålet var at anlægge en landingsplads, hvorfra B-29 bombefly kunne nå Tokyo. Årsagen til at amerikanerne kunne gennemføre en sådan operation indenfor 90 dage, var deres overlegne logistiske kapacitet.

Det var afgørende for den japanske militære ledelse at holde Saipan, der havde været japansk mandatområde siden 1. Verdenskrig – og som havde en japansk befolkning på 30.000 personer. Japanerne betragtede Saipan som det sidste forsvarsled før de japanske (hoved)øer. Den eneste måde at gøre dette på, var at tilintetgøre Den 5. amerikanske flåde, der bestod af 15 hangarskibe med 956 fly, 7 slagskibe, 28 u-både og 69 destroyere – såvel som adskillige lette og svære krydsere. Japanerne angreb med 9/10-dele af den resterende japanske flåde, som bestod af 9 hangarskibe med 473 fly, 5 slagskibe, adskillige krydsere og 28 destroyere. Viceadmiral Ozawas flåde af fly var kun halvt så stor som amerikanernes, og flyene var ved at være forældede. Japanerne havde et effektivt antiluftskyts, men manglede granater med sprænghoveder såvel som ordentlig radar. Til gengæld havde japanernes fly en højere tophastighed og længere rækkevidde end de amerikanske, hvilket japanerne forsøgte at udnytte.

Den amerikanske øverstkommanderende Admiral Raymond A. Spruance forbød admiral Marc Mitscher, chef for Task Force 58 med sine 15 hangarskibe, at jagte Ozawa, da hans ordrer gjorde forsvaret af landingsbanen på Saipan til første prioritet. Amerikanerne mødte uventet hård modstand på Saipan med sin store japanske civilbefolkning. Det var en forsmag på, hvad amerikanerne kunne vente sig, når de nærmede sig Japan. De japanske styrker var på 31.000 mand, hvortil kom 30.000 japanske civile. De japanske tab var utrolige – 29.000 døde soldater og 22.000 døde civile. Dødsfaldene skyldtes i stor udstrækning selvmord. Dertil kom 1.000 krigsfanger

De to kampstyrker mødtes i det største søslag under 2. Verdenskrig indtil det tidspunkt. I løbet af de forudgående måneder havde amerikanske destroyere tilintetgjort 17 ud af Ozawas u-bådsstyrke på 25. Amerikanske luftangreb havde ødelagt store dele af Ozawas landbaserede fly, og Ozawas hovedangreb manglede koordination f.s.v. angik radiokommunikation. Alle amerikanske hangarskibe havde informationscentre, der indsamlede og tolkede den store mængde af data, og videregav disse oplysninger til Hellcat jagerflyene. Resultatet blev kaldt ”Great Marianas Turkey Shoot” (Marianernes ”skydetelt”). De få japanske fly, der nåede den amerikanske flåde, blev mødt af massivt antiluftskyts MED sprænghoveder. Kun ét amerikansk krigsskib blev lettere beskadiget.

De japanske hangarskibe Zuikaku t.v., og formentlig Zuiho under angreb af styrtbombere tidligt under Slaget ved Cape Engaño.

Slaget om Leyte Golfen var uden diskussion det største slag i søkrigens historie (Man kan diskutere, om ”Jyllandsslaget” under 1. Verdenskrig den 31. maj kl.16.00 – 20.00 1916 var det største med 250 krigsskibe involverede). Slaget ved Leyte bestod af fire på hinanden følgende træfninger udkæmpet fire forskellige steder ved den philippinske ø Leyte over 4 dage fra den 23. – 26. oktober 1944. Leyte Golfen kunne fremvise de største slagskibe, der nogensinde var bygget (japanske Yamato og Musashi), og det var sidste gang i historien man kunne opleve slagskibe engagere hinanden. Og det var første gang kamikaze fly blev brugt. Den allierede sejr i Det Philippinske Hav resulterede i allieret overlegenhed i luften og til søs i den vestlige del af Stillehavet. Nimitz gik ind for en blokade af Philippinerne og landgang på Formosa (Taiwan). Dette ville give de allierede kontrol over skibsruterne mellem Sydasien og Japan, hvorved alle de vigtigste japanske garnisioner var afskåret fra forsyninger. MacArthur gik ind for en invasion af Philippinerne, hvorved man også afskar de japanske forsyningslinier. Sidstnævnte plan støttedes af Roosevelt, men den 12. oktober fik Nimitz lov til at iværksætte et hangarskibsbaseret angreb mod Formosa, for at sikre at japanske fly på øen ikke ville blande sig i landgangsoperationerne i Leyte.

I mellemtiden havde den øverstkommanderende for den japanske flåde Toyoda Soemu udarbejdet planer, der skulle kunne imødegå alle allierede offensive planer – Sho-2 og Sho-1. Plan Sho-2 bestod af en serie af angreb mod amerikanske hangarskibe. Imidlertid mistede japanerne under disse angreb på tre dage 600 fly, hvilket efterlod dem uden luftdækning.

Plan Sho-1 gik ud på at lokke amerikanernes flåde – og luftdækning - væk fra Leyte. Planen ville sandsynligvis betyde en tilintetgørelse af en større del af de japanske flådestyrker, men som Toyoda udtalte: ”der er ingen mening i at spare flåden for at miste Philippinerne”. Japanerne havde opdelt deres resterende flådestyrker i tre grupper, med bl. a. verdens to største slagskibe – Yamato og Musashi. De fire slag udkæmpet ved Leyte og Philippinerne endte som bekendt med en total fiasko for den japanske flåde og flyvevåben, idet de mistede alle deres tilbageværende hangarskibe, 1/3 af deres få slagskibe samt halvdelen af deres krydsere. Dertil stort set alle deres fly!

Gennem sejren havde de allierede sikret deres brohoveder på stranden mod angreb fra havet, brudt den japanske flådes moral og styrke samt åbnet vejen for en videre fremrykning mod Ryukyu øerne (med bl. a. Okinawa) i 1945. Den eneste nævneværdige japanske flådeaktion senere, var den katastrofale Operation Ten-Go i april 1945. Kuritas styrke havde startet kampen med ni slagskibe, men da han vendte tilbage til Japan, var kun Yamato i kampduelig stand. Træfningen april 1945 var sidste gang, hvor store slagskibe kæmpede mod hinanden.

General Douglas MacArthur vader i land ved Leyte.

Med støttebombardementer fra flåde og luftvåben, foretog amerikanerne 20. oktober 1944 en landgang på østkysten af Leyte nord for Mindanao, og de fortsatte deres fremrykning mod øst, mens japanernes i al hast sendte forstærkninger til Ormoc bugten på øens vestside. Mens amerikanerne var blevet forstærkede, lykkedes det deres luftstyrker at forhindre japanske forstærkninger at nå frem. Amerikanerne rykkede frem tværs over Leyte i et yderst vanskeligt terræn mens det regnede voldsomt.

Fremrykningen fortsatte på den nordlige naboø Samar. Den 7. december gik amerikanske hærenheder i land ved Ormoc bugten, og efter et stort land- og luftslag, var japanerne nu ude af stand til at føre forstærkninger frem til Leyte. Selvom de hårde kampe fortsatte på Leyte i flere måneder, havde den amerikanske hær kontrol over situationen.

Den 15. december 1944 foretog amerikanerne en landgang på Mindanaos sydlige kyster uden at møde større modstand – et nøgleområde i.f.m. de planlagte operationer i Lingayen Golfen – som en støtte for den planlagte landgang på Luzon. Den 9. januar 1945 gik amerikanerne i land på sydkysten af Lingayen Golfen på Luzons vestkyst. Næsten 175.000 soldater passerede det 32 km brede brohoved indenfor få dage. Med kraftig luftstøtte rykkede hæren ind i landet, hvor de den sidste uge i januar indtog luftbasen Clark Field 64 km nord for Manilla.

To større landsætninger fulgte herefter, den ene for at afskære Bataan-halvøen, og den anden syd for Manilla med faldskærmstropper. Ved en knibtangsmanøvre lukkede amerikanske styrker alle adgangsveje til Manilla, og den 3. februar 1945 havde amerikanske enheder nået de nordlige forstæder til Manilla, og andre styrker rykkede gennem de nordlige forstæder og direkte ind i bykernen.

Fremrykningen mod Manilla fortsatte fra nord og syd, og Bataan-halvøen blev hurtigt sikret. Den 16. februar angreb faldskærmstropper og amfibieenheder fortet på Corregidor, og modstanden her endte den 27. februar. Det var den største amerikanske aktion under krigen i Stillehavet, idet der deltog flere amerikanske soldater end i Nordafrika, Italien og Sydfrankrig tilsammen. Af de 250.000 japanske soldater, der forsvarede Luzon, døde 80 %. Den sidste japanske soldat på Philippinerne overgav sig først 9. marts 1974!

Palawan øen, som ligger mellem Borneo og Mindoro, er den femtestørste og vestligst beliggende af de Philippinske øer. Øen blev invaderet den 28. februar 1945 af amerikanske styrker ved Puerto Princesa. Japanerne gjorde ikke meget modstand ved invasionen, men udryddelsen af modstandslommer varede indtil slutningen af april, idet japanerne benyttede sig af deres sædvanlige taktik ved at dele sig op i mindre enheder og trække sig tilbage til de bjergrige jungleområder. Over hele det philippinske område, blev amerikanerne hjulpet af philippinske guerillasoldater, der fandt de japanske styrker.

Amerikanerne rykkede nu videre til Mindanao, hvor den første landgang fandt sted den 17. april. Mindanao var den sidste større philippinske ø, der blev erobret. Efter Mindanao fulgte invasionen af Panay, Cebu, Negros og adskillige øer i Sulu øgruppen. Disse øer dannede baser for amerikanernes luftstyrker, hvorfra de kunne angribe mål over hele Philippinerne samt Det Sydkinesiske Hav.

Billedet der gik verden rundt!

Iwo Jima (Japansk ø mellem Marianerne og de japanske hovedøer)

Slaget om Iwo Jima (Operation Detachment) februar 1945 var ét af de blodigste slag udkæmpet af amerikanerne under Stillehavskrigen. Iwo Jima er en 21 km² stor japansk ø beliggende cirka halvvejs mellem Tokyo og øgruppen Marianerne. Invasionsstyrken havde til opgave at erobre øen for at kunne anvende øens tre flyvepladser som baser for angreb med de japanske hovedøer. Generalløjtnant Tadamichi Kuribayshi, der var leder af øens forsvar, vidste at han ikke kunne vinde slaget, men han håbede at kunne tilføje amerikanerne større tab, end de var indstillede på acceptere.

Fra begyndelsen af 1944 og frem til dagene for de allieredes landgang, havde den japanske kommandant omdannet øen til et massivt netværk af bunkere, skjulte kanoner samt 18 km underjordiske tunneller. Det tunge amerikanske marineskyts samt luftbombardementerne gjorde ringe skade på disse anlæg, men drev blot japanerne endnu længere under jorden, og gjorde deres stillinger endnu mindre sårbare overfor fjendtlig ild. Tunneler og bunkers var alle forbundne, så hvis én stilling blev erobret, kunne japanerne erobre den tilbage. Systemet var til stor fordel for forsvarerne.

Den 19. februar 1945 landede omkring 30.000 amerikanske marinesoldater på Iwo Jimas sydøstkyst – lige nedenfor Mount Suribachi, hvor det meste af øens forsvar var koncentreret. Det første stykke tid kom de ikke under beskydning. Det var en del af Kuribayshis plan at vente med at skyde indtil invasionsstrandene var fyldt op. Lige så snart marinesoldaterne begyndte at rykke ind i landet mod de første fjendtlige bunkere, blev de udsat for en dødbringende maskingeværild såvel som artilleriild, med store amerikanske tab til følge. Ved dagens slutning havde marinerne nået øen vestkyst, men deres tab var oprørende – næsten 2.000 mand var blevet dræbt eller såret.

Den 23. februar da 28. Marine Regiment nåede højderne ved Suribachi, rejste de Stars and Stripes, hvilket senere gav anledning til det berømte billede af situationen. Flagrejsningen er ofte nævnt som det mest reproducerede billede af alle tider, og er blevet en fællesnævner for hele Stillehavskrigen. Resten af februar rykkede amerikanerne nordpå, og 1. marts havde de indtaget 2/3 af øen. Men det var først den 26. marts, at de allierede havde endelig kontrol over øen. Japanerne kæmpede i bogstaveligste forstand til sidste mand, og de dræbte 6.800 marinesoldater og sårede næsten 20.000 mere. Japanernes samlede tab løb op i over 20.000 dræbte. Kun 1.083 krigsfanger blev taget. Historikere har siden diskuteret, om aktionen strategisk set var alle disse tab værd!

Ghurka tropper fra 14. Armé krydser Irrawaddy 27. januar 1945.

Sidst i 1944 og i begyndelsen af 1945, indledte de Allierede en offensiv ind i Burma før monsunen startede i maj måned. Det Indiske XV Korps avancerede langs kysten i Arakan provinsen, hvor det til sidst lykkedes dem at erobre øen Akyab efter forgæves forsøg de to foregående år. Herefter landsatte de tropper bag de retirerende japanske styrker, hvilket påførte disse svære tab. De erobrede øerne Ramree og Cheduba ud for kysten og anlagde flybaser på dem til støtte for offensiven i det centrale Burma. Andre styrker rykkede frem i det nordlige Burma, og sidst på året 1945 mødtes de med kinesiske hærstyrker fra Yunnan provinsen.

Japanerne forsøgte forgæves at foregribe de allieredes hovedangreb mod den centrale del af fronten, ved at trække deres tropper over på den anden side af Irrawaddy floden. Den japanske øverstkommanderende i Burma, håbede at de allieredes kommunikationslinier ville blive for lange, hvis de også krydsede floden. De fremrykkende briter spredte imidlertid deres flanker, således at de japanske hovedstyrker blev omgået. I løbet af februar sikrede de sig brohoveder på den anden side af Irrawaddy over et større område. Den 1. marts havde allierede enheder erobret forsyningscentret Meiktila, og sendt japanerne på vild flugt. Da japanerne forsøgte at generobre Meiktila, erobrede Det XXXIII Korps Mandalay. De japanske styrker var godt og grundigt slået, og med erobringen af Mandalay, vendte den burmesiske befolkning samt den japansk etablerede Burmas National Armé sig mod japanerne.

I løbet af april avancerede briterne 480 km sydpå mod Rangoon, hovedstad og vigtigste havn i Burma. De blev imidlertid forsinket af japanernes bagtrop nord for Rangoon. Den britiske general frygtede, at japanerne ville forsvare Rangoon gennem hus-til-hus kampe under monsunen, hvilket ville stille hans hær i en katastrofal forsyningssituation. Derfor bad han i marts om at få udarbejdet en plan for erobringen af Rangoon med en amfibiestyrke (Operation Dracula) – en plan han tidligere havde forkastet. Dracula blev sat i værk den 1. maj, men Rangoon var allerede forladt af japanerne. De japanske styrker havde under kampene lidt store tab – i alt mistede japanerne omkring 150.000 mand i Burma. Kun 1.700 blev taget til fange! De allierede var ved at forberede en amfibielandgang i Malaya, da nyheden om japanerne overgivelse nåede frem.

Borneo kampagnen i 1945 var den sidste, større kampagne i det sydvestlige Stillehavsområde. Gennem en serie amfibieangreb mellem 1. maj og 21. juli angreb australske styrker de japanske styrker på øen. Allierede flåde- og luftstyrker spillede en vigtig rolle under kampagnen.

Kampagnen indledtes med en landgang på den lille ø Tarakan den 1. maj. Dette blev fulgt op den 1. juni af flere angreb mod nordvest mod øen Labuan og Bruneis kyst. En uge senere angreb australske styrker japanske stillinger på Nordborneo. Herefter skiftede de allieredes opmærksomhed tilbage til den centrale østkyst, hvor det sidste store amfibieangreb under 2. Verdenskrig gennemførtes ved Balikpapan den 1. juli. Skønt kampagnen var udsat for kritik i Australien på det tidspunkt – og under de efterfølgende år – som meningsløst eller som ”spild af soldaterliv”, opfyldte angrebet sine mål – som f. eks. en stigende isolation af de japanske styrker, der okkuperede hovedparten af Hollandsk Ostindien – erobringen af store olieforsyninger samt befrielsen af allierede krigsfanger, som havde været holdt fanget under ubeskrivelige forhold. I én af de mest berygtede krigsfangelejre ved Sandakan på Borneo, opnåede kun 6 ud af 2.500 britiske og australske krigsfanger at opleve befrielsen!!! 

Hangarskibet USS Bunker Hill i brand efter at være ramt af to kamikaze fly. Kamikaze angreb ved Okinawa kostede 4.900 amerikanske søfolk livet.

Det største og blodigste amerikanske slag stod ved Okinawa, hvor amerikanerne planlagde at etablere en luftbase for 3.000 B-29 bombefly og 240 eskadriller B-17 bombefly. De skulle gennemføre intense bombninger af de japanske hovedøer som forberedelse for en invasion i stor skala sidst i 1945.

Japanerne, der havde 120.000 soldater deployeret blandt tusindvis af civile på den tæt befolkede ø, gjorde ikke modstand ved de allieredes landgang på strandene. Deres strategi var at maksimere amerikanernes tab af soldater og flådefartøjer gennem kamikazeangreb. Efter massive bombardementer, fortog amerikanerne landgang på øen den 1. april 1945 – og de kunne erklære sig som sejrherrer den 21. juni. Flådens støttefartøjer var målet for 4.000 japanske flyangreb, hvoraf mange var kamikazeangreb.

Amerikanerne mistede 38 skibe af alle typer og 368 blev beskadigede. 4.900 søfolk blev dræbt. På landjorden havde amerikanerne et tab på 85.000 mand, og mellem 150.000 og 300.000 japanske soldater samt civile døde (civile: 42.000-200.000).

De hårde kampe, der blev udkæmpet på de japanske øer Iwo Jima og Okinawa (og Sampai), havde resulteret i grufulde tabstal på begge sider, men førte i den sidste ende til japansk nederlag. Blandt de 120.000 japanske soldater, der forsvarede Okinawa, døde 94 %. Da japanerne efterhånden havde mistet alle deres erfarne piloter, gik de i stigende grad over til kamikaze-taktikken – for derigennem at påføre de allierede uacceptabelt høje tabstal. Den amerikanske flåde foreslog at fremtvinge en japansk overgivelse gennem en total flådeblokade, kombineret med strategisk bombning. Den japanske våbenproduktion var faldet til halvdelen, idet 64 større industribyer var blevet ødelagt af brandbomber efter togter af B-29 bombefly. 9. – 10. marts døde alene 100.000 mennesker efter et angreb på Tokyo med brandbomber. Samtidig gennemførte amerikanerne Operation Starvation (sult), hvor de japanske indre farvandet var blevet dænget til med miner fra luften, således at al japansk kysttrafik lå stille.

Paddehatteskyen fra atombombeeksplosionen over Nagasaki, der nåede en højde af 18 km om morgenen den 9. august 1945.

Den 3. februar 1945 enedes Sovjetunionen med Roosevelt om at træde ind i Stillehavskrigen. Sovjetunionen lovede at indtræde i Stillehavskrigen 90 dage efter krigens afslutning i Europa – og præcis den 9. august invaderede Sovjetunionen Manchuriet. En krigshærdet sovjetisk hær på 1 mio. mand angreb de japanske styrker i Manchuriet, hvor de hurtigt nedkæmpede disse.

Den 6. august 1945 kastede Enola Gay en atombombe over den japanske by Hiroshima. Den 9. august blev en anden atombombe kastet over Nagasaki. Dette var verdens sidste nukleare angreb. Mere end 240.000 mennesker døde som et direkte resultat af disse to bomber. Nødvendigheden af at anvende atombomber havde længe været drøftet, hvor modstanderne hævdede, at flådeblokaden kombineret med bombetogterne allerede havde gjort en invasion mulig – og derved atombomberne overflødige. På den anden side, hævdede andre, at atombomberne understøttede invasionen, inklusiv den planlagte sovjetiske invasion af Hokkaido. Desuden ville en fortsat flådeblokade samt bombekampagne have forårsaget endnu større tab blandt civilbefolkningen end atombomberne.

Japanernes indædte modstand efterhånden som krigen skred frem

De japanske tab var – især mod krigens afslutning – enorme. Jo tættere amerikanerne kom på de fire japanske hovedøer, desto mere indædt blev den japanske modstand. Iflg. den japanske kultur overgav man sig ikke under kamp – så hellere dø. Og når kejseren krævede, at hans soldater kæmpede til sidste mand, blev det taget bogstaveligt.

Og jo tættere amerikanerne kom på Japan, desto bedre var de i stand til at etablere flypladser, hvorfra de kunne bombe de japanske hovedøer.

Samtidig hævdede kejseren og den øverste militære ledelse, de amerikanske soldater voldtog og dræbte de japanske kvinder. Derfor så man høje selvmordstal blandt civile japanere, bl. a. på Okinawa.

Det indebar nogle enorme japanske tabstal, i visse tilfælde næsten 100 %. Og i en række tilfælde gennemførte japanske soldater som en sidste gerning selvmordsangreb, når de var løbet tør for krudt og kugler, evt. blot med sværd og bajonetter. 

De samlede japanske tab for de efterfølgende nævnte 11 slag løb op i 245.000 mand - svarende til ca. 90 % af de samlede japanske styrker på 272.000 mand.

Den amerikanske Overkommando skønnede, at der skulle en styrke på op mod 6 mio. soldater til at erobre de fire japanske hovedøer, og tabene vurderedes til 1,2 til 4 mio. mand. Den japanske Overkommando skønnede, at de japanske tab ved en amerikansk invasion ville løbe op i 20 mio. personer (svarende til 30% af japans samlede befolkning)! Med de forventede amerikanske tabstal in mente, valgte amerikanerne at kaste atombomber over Japan.

Douglas MacArthur underskriver den formelle overgivelse af de japanske styrker på slagskibet USS Missouri den 2. september 1945 i Tokyo bugten.

Effekten af Dobbeltchokket – Sovjets indtræden i krigen og atombomberne – var dybtliggende. Den 10. august traf det japanske kabinet den hellige beslutning, at man ville acceptere Potsdam vilkårene (de vilkår Tyskland var gået ind på) på én betingelse: At hans majestæt fortsat skulle nyde tiltalen – Højtærede regent. Ved middagstid den 15. august – efter den amerikanske regerings bevidst tøvende svar – kom reaktionen, idet amerikanerne slog fast, at kejseren måtte underordne sig den øverstkommanderende for de allierede. Kejseren udsendte herefter en radiomeddelelse til hele den japanske nation, hvor han mere eller mindre holdt sig til den aftale, der senere blev underskrevet i Tokyo bugten.

”Skulle vi have været fortsat med at kæmpe, ville dette ikke blot have ført til det ultimative kollaps og udslettelse af den japanske nation, men også til en total udslettelse af den menneskelige civilisation” Citat Kejser Hirohito.

I Japan betragtes den 14. august som dagen, hvor Stillehavskrigen endte. Da Japan i virkeligheden først overgav sig den 15. august, blev denne dag i de engelsktalende lande kendt som V-J Day (Victory in Japan). Det formelle overgivelsesdokument blev underskrevet den 2. september 1945 om bord på slagskibet USS Missouri i Tokyo bugten. Overgivelsen blev modtaget af general Douglas MacArthur som Øverstkommanderende for de Allierede Styrker samt repræsentanter for adskillige allierede nationer - fra en japansk delegation ledet af Mamouru Shigemitsu (udenrigsminister) og Yoshijiro Umezu (general, generalstabschef). Herefter drog MacArthur til Tokyo for at tage hånd om hele efterkrigsudviklingen i Japan. I japansk historie er denne tid kendt som Okkupationstiden.

Australsk krigsfange øjeblikket før sin henrettelse.

Japanske soldater dræbte millioner af civile og krigsfanger i de områder, de havde besat eller kæmpede i. Mindst 20 millioner kinesere blev dræbt under Den 2. Sino-japanske krig (1937–1945).

Unit 731 var et japansk forsøgscenter i Manchukuo for biologisk og kemisk krigsførelse. De gennemførte dødbringende forsøg på tusindvis af kinesiske civile samt allierede krigsfanger. Under militære fremstød anvendte japanerne biologiske våben mod kineserne, og de dræbte herved omkring 400.000 civile kinesere. Nanking massakren var et andet eksempel, hvor japanerne efter at have besejret kineserne myrdede skønsmæssigt 250.000 – 300.000 kinesiske civile såvel som afvæbnede soldater. Dertil kom et uhyggeligt stort antal voldtægter.

Det fremgik af krigsretssagen i Tokyo (Tokyo tribunalet), at dødsraten blandt vestlige fanger var 27,1 % - syv gange så høj som for krigsfanger hos tyskerne og italienerne. Den mest horrible anvendelse af krigsfanger til slavearbejde var konstruktionen af Burma-Thailand jernbanen (Dødens Jernbane).

Efter krigen indledte amerikanerne med general Douglas MacArthur og brigadegeneral Bonner Fellers i spidsen en krigsretssag mod Japans premierminister i 1941, general Hideki Tōjō, der i praksis var den der gav ordre til angrebet på Pearl Harbour. MacArthur forbiså i den forbindelse ”elegant”, at kejser Hirohito var øverstkommanderende. Tilsyneladende var det ham meget om at sikre, at kejseren gik fri af alle beskyldninger, selvom han som guddommeligt statsoverhoved havde haft uindskrænket magt under hele krigen. Amerikanerne havde også accepteret, at han kunne beholde sin titel som ”Højtæret (hellig) regent”. I alle tilfælde fik amerikanerne tørret skylden for krigen af på Tōjō. Under pres fra amerikanerne samt andre japanske militærfolk accepterede Tōjō at være ”den skyldige” for krigen såvel som alle krigsforbrydelser. Tōjō forsøgte forgæves at begå selvmord september 1945, men blev dømt og henrettet ved hængning december 1948. Tōjō blev dømt som krigsforbryder, men er begravet i helligdommen Yasukuni Shrine, hvor alle japanske helte ligger begravet (han er IKKE den eneste)!

Det paradoksale var, at godt 25 år tidligere ved slutningen af 1. Verdenskrig, havde den amerikanske præsident Woodrow Wilson nægtet at forhandle fredsbetingelser med den tyske kejser Wilhelm – Wilson ville kun forhandle med en ”folkevalgt statsleder”! 

December 1943 var general Masaharu Homma blevet udnævnt til informationsminister under den nye præmierminister Kuniaki Koiso. September 1945 blev Homma arresteret af de allierede, og anklaget for krigsforbrydelser. Homma blev anklaget for 43 tilfælde af forbrydelser mod menneskeheden. Retten fandt, at Homma havde tilladt sine tropper at begå brutale grusomheder og lignende forbrydelser. Generalen, der havde været optaget af erobringen af Corregidor efter Bataans fald, hævdede til sit forsvar, at han var uvidende om den høje dødsrate under dødsmarchen indtil to måneder efter denne havde fundet sted.

Den 26. februar 1946 blev han dømt til døden ved skydning, og henrettet 3. april 1946 udenfor Philippinernes hovedstad Manilla. Andre højtstående japanere, der blev henrettet for deres andel i den brutale behandling af amerikanske og philippinske krigsfanger var: Generalerne Kenji Doihara, Seishiro Itagaki, Heitaro Kimura, Iwane Matsui, Akira Muto samt baron Koki Hirota. Alle blev henrettet ved hængning i Sugamo fængslet i Ikebukuro den 23. december 1948. Adskillige andre blev idømt fængselsstraffe på 7 til 22 år. 

Japanerne holdt også sexslaver – såkaldte Comfort women – som blev rekrutterede i de besatte områder i bl. a. Asien. Et pænere ord for luddere, der betjente de japanske soldater i deres forlægninger under krigen. 35 hollandske kvinder havde held med at bringe deres sag for Batavias Militære Tribunal i 1948. Men, til den dag i dag benægter det officielle Japan disse forbrydelser. Præmierminister Shinzo Abe hævdede så sent som i 2007: Kendsgerningen er, at der er ingen beviser på, at der fandt tvang sted!

Den japanske doktrin (Sankō Sakusen): kill all, loot all, destroy all (dræb alt, plyndr alt, ødelæg alt), var den japanske version af Den brændte jords taktik. Den blev indført i 1940 af generalmajor Ryukichi Tanaka, og senere i fuld skala i Nordkina i 1942 af general Yasuji Okamura. I henhold til historikeren Mitsuyoshi Himeta var denne doktrin skyld i mere end 2,7 mio. døde kinesiske civile.

Døde allierede soldater under “Dødsmarchen på Bataan”.

Bataan Dødsmarchen (1942) var en tvangsforflyttelse af 60.000 philippinske og 15.000 amerikanske krigsfanger efter Slaget om Bataan på Philippinerne under 2. Verdenskrig foretaget af Den Kejserlige Japanske Hær. Mellem 2.500 og 10.000 philippinske krigsfanger og 300 – 600 amerikanske døde før de nåede målet – krigsfangelejren Camp O’Donnell.

Oplysninger om dødstallene varierer, især for de philippinske krigsfanger, idet det er vanskeligt at afgøre, hvor mange af disse, det lykkedes med at blande sig med civilbefolkningen og forsvinde. Den 128 km lange march var kendetegnet ved de japanske soldaters udbredte brug af psykisk vold samt mord, hvilket medførte meget høje tabstal blandt krigsfangerne såvel som civile langs ruten. En allieret militærkommission karakteriserede senere disse begivenheder som japanske krigsforbrydelser.

Japanerne var uforberedte på antallet af krigsfanger, som de fik ansvaret for, og der var ingen organiserede planer for håndteringen af disse. Krigsfangerne blev frataget deres værdigenstande og våben, og fik besked på at marchere mod Balanga, hovedbyen på Bataan. Mange fanger blev slået, stukket ned med bajonetter og mishandlet på anden vis. Den første større episode fandt sted, da mellem 350 og 400 Philippinske officerer og underofficerer blev udsat for summariske henrettelser efter de havde overgivet sig.

Japanerne forsømte at give fangerne mad og vand før de nåede Balanga. Mange af fangerne døde på vejen af hedeslag eller udmattelse. Fangerne fik ingen mad de første tre dage, og fik kun lov til at drikke vand fra mudderpøle langs vejen, som vandbøflerne benyttede til deres mudderbade. Nogle gange fik fangerne besked på at begrave deres kammerater levende langs vejen. Hvis de nægtede, blev de øjeblikkeligt henrettede, og andre blev ligeledes straffede. Desuden var det almindeligt, at de japanske soldater slog eller stak fangerne ned med deres bajonetter, hvis de ikke kunne følge med de øvrige fanger.

Da de ankom til Balanga, medførte de overbefolkede indkvarteringssteder med ringe muligheder for en ordentlig hygiejne, masser af tilfælde af dysenteri og andre sygdomme, der hurtigt spredte sig mellem fangerne. Japanerne forsømte også at sørge for lægelig behandling, men overlod blot dette til de amerikanske læger og sygehjælpere, der havde ingen eller få medicinske forsyninger.

Det var ikke ualmindeligt, når de mest udmattede fanger segnede om, så brugte japanerne lastbiler til at køre disse over (så de døde). Desuden havde japanerne oprensningshold, der skulle slå de svageste fanger ihjel. Efter ankomsten til fangelejren fortsatte de overlevende med at dø i et antal af 30 – 50 pr. dag, hvilket førte til tusinder af flere dødsfald. De fleste døde blev begravet i massegrave, som japanerne gravede udenfor lejrens afspærringer.

Nyheden om “Bataan Dødsmarchen” vakte en vild vrede i USA.

Igennem den 2. Sino-Japanske krig og 2. Verdenskrig, havde den kejserlige japanske hær ry for både for deres fanatisme og brutalitet imod krigsfanger og civile – med Nanjing-massakren i Kina som eksempel. Efter Japan overgav sig august 1945, blev mange af den kejserlige japanske hærs officerer og menige derfor retsforfulgt og straffet for at have begået utallige grusomheder og krigsforbrydelser. I 1949 blev retssagerne stoppet, men i alt 5.700 sager blev gennemført.

Generalmajor Tomitarō Horii udstedte i slutningen af 1941 en "Vejledning til soldater i Sydhavet", der beordrede soldater ikke at plyndre og dræbe civile. Formålet var at forhindre en gentagelse af de grusomheder, som hæren havde begået i Kina, men vejledningen var kun for mænd under hans kommando.

Der er flere årsager til den særligt brutale og nådesløse opførsel som mange af soldaterne fra den japanske hær udviste mod deres fjender eller ikke-japanske civile. Den ene var formentlig den brutale adfærd, som de japanske soldater selv blev udsat for af deres befalingsmænd, bl. a. herunder slag, unødvendige belastende opgaver, mangel på ordentlig mad og andre voldelige eller skrappe disciplinære tiltag. Dette var officielt i strid med den Kejserlige reskript til soldater og sømænd i 1882, som pålagde officerer at behandle deres underordnede respektfuldt. Ikke før 1943 blev overkommandoen klar over, at denne brutalitet havde haft indvirkning på moralen og de forbød denne opførsel - en ordre, som rutinemæssigt blev omgået eller ignoreret.

Tropperne i den kejserlige hærs havde under Stillehavskrigen ry for at nægte at overgive sig. Dette kan tydeligt læses ud af det lave antal japanske overlevende soldater i talrige kampe i hele Stillehavskrigen. Blot 921 blev taget til fange ud af en garnisonsstyrke på 31.000 i ”Slaget om Saipan”, 17 ud af 3000 i ”Slaget om Tarawa” og 7.400-10.755 ud af 120.000 i ”Slaget om Okinawa”. I Burma mistede japanerne 150.000 mand og kun 1.700 overgav sig. I Det sydvestlige Stillehavsområde overgav kun lidt over 1.000 sig i både 1942 og 1943, omkring 5.100 i 1944 og godt 12.000 i 1945. Propaganda gennem flyveblade nedkastet af amerikanerne stod for omkring 20 % ​​af overgivelserne, svarende til omkring en krigsfange for hver 6.000 flyveblade nedkastet. De japanske myndigheder gjorde indsigelse mod nedkastningen af disse "hensynsløse" flyveblade, som i virkeligheden blot indeholdt sandheden i forbindelse med amerikanernes (humane) behandling af krigsfanger.

Iflg. japansk filosofi og tradition kæmpede en soldat indtil han døde for sin guddommelige kejser og fædreland (Gyokusai-ånden - "glorværdig død" - beordrede dem til selvmordsangreb med bajonetter, når forsyningerne af håndgranater og ammunition slap op). At overgive sig indgik derfor ikke i det japanske ordforråd, og de vestlige soldater der overgav sig, blev derfor af japanerne betragtet som æresløse udskud – og de blev derfor behandlet som dyr – de havde ikke krav på respekt.

Desuden skildrede Den Kejserlige Japanske Hær og Kejseren altid de amerikanske tropper som grusomme og nådesløse, og beskrev dem bogstaveligt som Kichiku Beihei (dæmoniske udyr på engelsk). Den Japanske Overkommando og Kejseren hævdede, at amerikanerne ville voldtage alle tilfangetagne kvinder og torturere mændene. Disse forklaringer er formentlig årsagen til at titusinder allierede krigsfanger døde i japanernes varetægt samt masseselvmordene blandt japanske soldater og civile under ”Slaget om Saipan” og ”Slaget om Okinawa.”

Er en japansk helligdom med rødder i den officielle japanske religion Shinto. Helligdommen har til huse i Chiyoda ved Tokyo. Oprindeligt er den oprettet som en Kejserlig Helligdom af Kejser Meiji i 1869, men efter 2. Verdenskrig tvang amerikanerne japanerne til at adskille stat og religion, så det er i dag alene en religiøs institution. Helligdommen ,er dedikeret til 2,5 mio. navngivne mænd, kvinder og børn, der er døde i tjenesten for Det Japanske Kejserrige mellem 1869 og 1945. Bygningen huser også ét af de få japanske krigsmuseer for 2. Verdenskrig.

Helligdommen har været udsat for en del kritik, idet den også er helligdom for over 1.000 dømte krigsforbrydere – herunder Tōjō, der blev henrettet for krigsforbrydelser i 1948. Den omfatter også ikke-japanerne – f. eks. koreanere og taiwanesere – hvor slægtningene IKKE har givet tilladelse til, at de pågældende optages i helligdommen. Som en kuriositet kan det nævnes, at helligdommen var (er) det eneste sted, hvor den japanske kejser bukkede.

Efter den japanske overgivelse august 1945 var der mange efterladte japanske soldater i krigsområderne – især i Philippinerne og Indonesien - som var uvillige til at acceptere den formelle overgivelse. Dette skyldtes dårlig kommunikation eller personlige/militære principper, hvorfor de fortsatte med at kæmpe mod fjenden – og senere mod lokale politistyrker – i mange tilfælde langt efter krigens afslutning. Nogle af disse japanske soldater meldte sig som frivillige til Viet Minh under Den Vietnamesiske Frihedskrig og til den Den Indonesiske Frihedskrig. Fra slutningen af 1945 til 1974 overgav (eller dræbtes) ca. 116 japanske soldater. Efterretningsofficer Hiroo Onoda, der marts 1974 overgav sig på øen Lubang på Philippinerne og Teruo Nakamura, der var stationeret på øen Morotai i Indonesien og overgav sig december 1974, var de sidste japanske soldater, der overgav sig.

Operation Downfall var kodenavnet for den amerikanske plan om invasion af Japan mod slutningen af krigen. Operationen blev opgivet, da Japan overgav sig efter nedkastningen af atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. Operationen bestod af to dele: Operation Olympic og Operation Coronet.

Operationen skulle have været indledt oktober 1945 med Olympic, der havde til formål at erobre den sydligste del af den japanske hovedø Kyushu, som sammen med den erobrede japanske ø Okinawa skulle udgøre et brohoved. Foråret 1946 skulle Operation Coronet sættes i værk med erobringen af Kanto sletten nær Tokyo på Honshu.

Flybaser erobret på øen Kyushu, skulle sikre flystøtte til Operation Coronet. Japans geografi gjorde, at denne invasionsplan var åbenlys – også for japanerne. De var i stand til at forudsige alle de allieredes invasionsplaner med stor nøjagtighed, og kunne justere deres egen forsvarsplan Ketsugo i overensstemmelse hermed. Japanerne planlagde et totalforsvar af Kyushu uden nogen særlig reserve.

Den amerikanske overkommando fortog et skøn over de forventede tabstab for invasionen. Disse varierede, men ville i alle tilfælde være enorme på begge sider. Afhængigt af, i hvilket omfang den japanske civilbefolkning ville bekæmpe invasionen, ville tabstallene løbe op i 3 mio. amerikanske soldater, og mange gange flere japanske tab – både soldater og civile.

Japans overkommando indregnede følgende styrker til forsvar for Kejserriget (50 % af landets befolkning):

Den japanske overkommando skønnede, at de japanske tab ved invasionen ville løbe op i 20,0 mio! Indtil bombningen af Hiroshima og Nagasaki indgik en overgivelse IKKE i japanernes planer!

Slagene om de to japanske øer Iwo Jima og Okinawa samt mandatområdet Saipan, havde givet de allierede en forsmag på, hvad de kunne forvente, når de angreb og invaderede de japanske hovedøer. De japanske soldater bekæmpede de allierede soldater med indædt raseri, og på alle tre øer nægtede de at overgive sig, og der var derfor kun få overlevende blandt dem. På Saipan var der 31.000 japanske soldater samt 30.000 civile japanerne. Kun 9.000 overlevede – mange i begge grupper begik selvmord på grund af en ”Hellig” ordre fra Kejser Hirohito til befolkningen på Saipan juni 1944 om at begå selvmord mod løftet om en guddommelig status på lige fod med japanske soldater, der ofrede deres liv”.

På Okinawa begik mange civile og soldater kollektivt selvmord. Også de allieredes tab var på begge øer ekstremt høje. De japanske tabstal på Iwo Jima var 100 % og på Okinawa 88 %, hvortil kom op mod 150.000 civile tab (sårede, dræbte eller selvmord). De samlede japanske tab ved invasionen af de to småøer var 125.000 soldater og 150.000 civile! De amerikanske tab var h.h.v. 37 % og 46 % - efter enhver målestok meget høje tabstal.

NB: Tabene efter bombningen af Hiroshima og Nagasaki løb op i hen mod 250.000 mennesker (inden udgangen af 1945). Dertil kommer et mindre antal gennem de efterfølgende 50 år. De amerikanske tab under fire års krig løb op i 1.250.000 dræbte og sårede, heraf 1.000.000 fra juni 1944 til august 1945. Japans samlede tabstal fra 1937-45 i Asien og Stillehavet løb op i 2,1 mio. soldater og 0,5 - 1,0 mio. civile (ud af en befolkning på ca. 65 mio.)!